Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 52.936
: :
Overenskomst

Overenskomst er en aftale mellem en faglig organisation og en arbejdsgiverorganisation om løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår indenfor en bestemt periode - ofte 2, 3 eller 4 år. Frem til 1970'erne fandt der en centralisering af forhandlingerne sted, hvor de centrale overenskomster blev indgået mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Fra starten af 80'erne har der fundet en decentralisering sted, hvor forbundene i højere grad blev inddraget. I dag er kartellerne og deres modparter på arbejdsgiversiden omdrejningspunkt for overenskomstforhandlingerne, men siden inddrages også fagforbund, fagforeninger og lokale klubber i forhandlingerne med deres tilsvarende modparter.

Formelt er de krav de faglige organisationer fremsætter under overenskomstforhandlingerne et resultat af en længere demokratisk proces, hvor arbejderne ned i den enkelte fagforening fremsætter forslag og krav. Realiteten er dog, at det i vore dage kun er en lille minoritet af de fagligt organiserede der deltager i denne proces, at kravene i mange tilfælde modereres af politiske hensyn, når Socialdemokratiet f.eks. stiller krav om løntilbageholdenhed «af hensyn til samfundsøkonomi og konkurrenceevne». Konsekvensen er i en hel del tilfælde, at de faglige topforhandlere kommer ud af trit med medlemmernes ønsker. Det var bl.a. tilfældet under overenskomstforhandlingerne i 1998, der endte i storkonflikt - bl.a. fordi de faglige topforhandlere havde undervurderet medlemmernes krav om udvidet ferie.

År Hovedkrav Forløb Resultat
1925 Lønforbedring, især for de lavest lønnede Mæglingsforslag efter strejke- og lockoutvarsler om lønstigninger i takt med pristallet. Forslaget afvist af Arbejdsmandsforbundet. Derefter strejke og lockout i 80 dage. Mæglingsforslaget accepteret efter konflikt. Den socialdemokratiske regering var da tæt på at ophøje forslaget til lov.
1931 Krav fra arbejdsgiverne om lønnedgang Forlig om mindre lønnedgang. Til gengæld én uges ferie med løn. Forlig efter betydelig pres fra den socialdemokratiske regering (SD)
1933 Krav fra arbejdsgiverne om 20 % lønnedgang Lockoutvarsel for 100.000 arbejdere. Intet mæglingsforslag. Regeringsindgreb. Overenskomsterne forlænget. Forbud mod strejker og lockouter. Samtidig sociale reformer. (SD)
1936 Lønforbedring, især for de lavest lønnede Lockout. Mæglingsforslag efter 2 uger. Afvist af arbejdsgiverne. Regeringsindgreb med tvungen voldgift. (SD)
1937 Lønforbedringer Mæglingsforslag med lille forbedring Mæglingsforslag ophøjet til lov.  (SD)
1946 Lønforbedringer Strejker for at støtte kravene. Mæglingsforslag med mindre lønforbedringer. Mæglingsforslag ophøjet til lov
1950 Lønforbedringer Overenskomstresultat forkastet af medlemmerne. Godkendt ved supplerende afstemninger i kompetente forsamlinger Overenskomst uden indgreb
1954 Lønforbedringer og nedsat arbejdstid Overenskomst indgået om mindre lønforbedringer og uændret arbejdstid Overenskomst uden indgreb
1956 Store lønforhøjelser, arbejdstiden sat ned fra 48 til 44 timer, løn under sygdom, bedre helligdagsbetaling Storstrejke og lockout. Mæglingsforslag uden nedsat arbejdstid forkastet af arbejderne, godkendt af arbejdsgiverne. Mæglingsforslag ophøjet til lov. (SD)
1958 Lønforbedringer og nedsat arbejdstid Overenskomst indgået for tre år med arbejdstiden nedsat fra 48 til 45 timer. Overenskomst uden indgreb
1961 Store lønforhøjelser Mæglingsforslag med pæne lønforbedringer. Nedstemt af metal- og transportområderne. Kort metal-strejke, lang transport-strejke Folketingsindgreb mod transportstrejke med ophøjelse af mæglingsforslaget til lov.  (SD)
1963 Oplæg til samlet aftale mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og regering Forhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsens og arbejdsgivernes ledere om «løsning». Aftale indgået Gældende overenskomster forlænget ved lov med mindre lønforhøjelser. Bedre pensionsordning vedtaget samtidig. (SD)
1969 Store lønforhøjelser Overenskomst indgået om større lønforhøjelser end ønsket af regeringen Overenskomst uden indgreb
1975 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse Mæglingsforslag med meget små forbedringer Mæglingsforslag ophøjet til lov. (SD)
1977 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse Forhandlinger uden resultat Gældende overenskomster forlænget ved lov med små ændringer. (SD)
1979 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse Forhandlinger uden resultat Gældende overenskomster forlænget ved lov med små ændringer. (SD)
1981 Lønforbedringer der kunne hindre reallønsfald Decentrale forhandlinger på de enkelte hovedområder. Overenskomster indgået på alle områder undtagen det grafiske og slagterierne, hvor det kom til strejker. Lønforbedringerne mindre end prisstigningerne. Det bevægelige lønsystem suspenderet i 10 måneder. Overenskomst uden indgreb bortset fra slagterierne
1985 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse til 37 timer Mæglingsforslag accepteret af arbejdsgivere, afvist af arbejdere. Storkonflikten rettes efterfølgende mod den borgerlige regering (Påskestrejkerne) Mæglingsforslag ophøjet til lov.
1986 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse Mæglingsforslag med arbejdstidsforkortelse fra 40 til 37 timer i perioden 1986-91. Accepteret på begge sider. Overenskomst uden indgreb
1998 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse Mæglingsforslag med tilbud om fri juleaften stemt ned af arbejderne, godkendt af arbejdsgiverne. Storstrejke og lockout Regeringsindgreb gav enkelte fridage til børnefamilier. (SD)
2000 Lønforbedringer og arbejdstidsforkortelse 6. ferieuge indført i form af 5 årlige ferie-fridage Overenskomst uden indgreb
Oversigt over vigtige overenskomstsituationer 1925-2000.
(Torben Krogh: Ved statens ror. p. 120)

De stærkt centraliserede forhandlinger har den fordel, at svagere grupper i arbejderklassen nyder godt af stærkere gruppers styrke. De får et bedre resultat, end de ville kunne have tilkæmpet sig på egen hånd. Samtidig har de stærkere grupper mulighed for at tilkæmpe sig bedre resultater lokalt. Til gengæld har de centraliserede forhandlinger den ulempe, at de er mindre demokratiske. Forhandlingsprocessen er længere borte fra det enkelte medlem.

Konfliktvarsel, forhandling, konflikt og statsindgreb

Hvis arbejdsmarkedets parter ikke når frem til et forhandlingsresultat, kan det udløse en arbejdskonflikt. Fra arbejdsgiverside fører det til varsel om lockout og fra arbejderside til varsel om strejke. I denne situation træder forligsinstitutionen i funktion, hvor forligsmanden (eller -kvinden) søger at forlige parterne. Så lang tid dette synes muligt, har hun mulighed for at udsætte konfliktvarslerne.

Hvis forligsmanden må opgive, kommer det til konflikt - evt. storkonflikt når den berører en større del af arbejdsmarkedet. Siden Kanslergadeforliget i 1933 har der været en lang tradition for, at regeringerne - ofte socialdemokratisk ledede - har grebet ind i disse konflikter og typisk har ophøjet en forligsskitse til lov. Denne praksis søges fra statsmagtens side legitimeret med hensynet til samfundsøkonomien - eller kyllingernes ve og vel som det skete i 1956 og 1998. Internationalt er der imidlertid tale om en ulovlig praksis, der er modstrid med både FN's Menneskerettighedserklæring og ILO's charter, der begge er ratificeret af den danske stat. Knægtelsen af strejkeretten har derfor ført til hyppig international kritik af den danske stats indgreb på arbejdsmarkedet.

I de tilfælde hvor forligsmanden når frem til et forlig mellem parterne, sendes dette til afstemning på begge sider. På arbejdersiden har de såkaldte sammenkædningsregler gennem årtier begrænset muligheden for konflikt. De har medført, at selv om et fagforbund forkastede et overenskomst resultat, kunne det alligevel ikke gå i konflikt, fordi resultatet blev kædet sammen med andre fagforbund, der stemte for. Selv når der var et flertal blandt alle for konflikt, behøvede det ikke føre til konflikt, fordi der samtidig var en regel om, at mindst 45 % af de stemmeberettigede skulle forkaste forliget, for at det kunne udløse konflikt.

A.J.


Litteratur

Krogh, Torben: Ved statens ror. Den danske arbejderbevægelses historie II. 1924-1981. Borgen, København (1982)