Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 14.940
: :
Vestunionen (WEU)

Vestunionen (WEU), europæisk militæralliance oprettet i 1955, fra Maastrichttraktaten i 1992 EU's militære arm.

Frankrig og Tyskland ønskede at Amsterdamtraktaten omfattede en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Målet var at overføre det forsvarspolitiske samarbejde «Vestunionen» (WEU) til EU. Det lykkedes ikke i første omgang, men i Amsterdamtraktaten står der, at «Unionen etablerer derfor tættere institutionelle forbindelser med WEU med henblik på muligheden af WEU's integration i Unionen»

«Hvis EU for alvor ønsker at spille en selvstændig rolle indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik, må det råde over sine egne militære midler om nødvendigt», sagde den tyske udenrigsminister Klaus Kinkel den 20. juni 1995 til Information.

Der er specielt Frankrig og Tyskland, som har været drivende i at udvikle det forsvarspolitiske samarbejde i Unionen. De har lagt pres på de lande, som enten er neutrale som Sverige eller der som Danmark helst ser det forsvarspolitiske samarbejde forblive i NATO-sammenhængen. Frankrig og Tyskland kæder udenrigs- og sikkerhedspolitikken sammen med udviklingen af en forsvarspolitisk arm - Vestunionen (WEU) - samt en begyndende koordinering og harmonisering af den europæiske rustnings- og forsvarsindustri.

Op til EU-topmødet i Amsterdam i 1997 fremlagde Frankrig og Tyskland et fælles dokument, hvori de skitserede en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Den danske regering gav sin vurdering af det fransk-tyske forslag i bilag nr. 600 til Europaudvalget den 6. februar 1997:

«De to lande går ind for udviklingen af en europæisk sikkerheds- og forsvarsidentitet (ESDI) indenfor rammerne af NATO. Samtidig ønsker de under Det Europæiske Råd at udvikle en fælles europæisk forsvarspolitik. Dette skal føre til gennemførelsen af de forsvarspolitiske aspekter af EU-traktaten. Målet er at overføre WEU til EU. Europæerne bør selv kunne tage ansvaret for en operation, herunder med NATO's midler».

Regeringen skriver også i dette notat, at Danmark ikke vil stå i vejen for dette snævrere samarbejde, selvom vi selv står udenfor det. Af samme grund vil regeringen ikke fremsætte kommentarer til det fransk-tyske forslag.

Det er vigtigt at se formuleringerne i Amsterdam i denne sammenhæng. Frankrig og Tyskland fik ikke det igennem de ville på Amsterdam-mødet, men presset vil fortsætte. Og som WEU's generalsekretær Jose Cuteleiro udtalte til Jyllands-Posten den 15. maj 1997: «WEU er et følsomt emne i mange lande, og ikke kun i Danmark. Men med tiden er jeg overbevist om, at mystikken omkring os vil forsvinde, og vi vil komme i aktion».

WEU vil meget gerne i aktion på EU's vegne. Men der kunne ikke blive enighed om at indskrive WEU i Unionstraktaten denne gang. Man måtte nøjes med at konstatere, at «Unionen etablerer derfor tættere institutionelle forbindelser med WEU med henblik på muligheden af WEU's integration i Unionen, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom». Senere hedder det at «Unionen benytter sig af WEU til at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet».

Længere kunne man ikke komme i Amsterdam. Til gengæld var man enige om at styrke det praktiske og konstitutionelle samarbejde på alle niveauer. Den 22. juni 1997 - dvs. efter at Amsterdamtraktaten var indgået - vedtog EU's udenrigsministre i enighed en fælles erklæring, som blev vedhæftet Amsterdamtraktaten som en slags hensigtserklæring for dette forstærkede samarbejde.

I denne erklæring hedder det bl.a. at «WEU (spiller) en aktiv rolle i forbindelse med konfliktforebyggelse og krisestyring som fastsat i Petersbergopgaverne».

Der skal desuden ske et «samarbejde efter behov på våbenområdet indenfor rammerne af Western European Armaments Group i dennes egenskab af europæisk instans for forsvarsmaterielsamarbejde».

WEU skal udarbejde konklusioner på en fælles fremtidig forsvarspolitik, fastlægge principperne for anvendelse af WEU-styrker i forbindelse med WEU-operationer indenfor Petersbergopgaverne. WEU skal undersøge hvorledes WEU og EU «kan udbygge de associerede partneres deltagelse i et stadigt stigende antal aktiviteter».

Danmark er observatør (associeret) i WEU på grund af vores undtagelse på dette område. Men samtidig har statsminister Nyrup Rasmussen for flere år siden fastslået, at Danmark støtter Petersberg-opgaverne, men at han ikke kan bakke op om dette i Unionen, fordi vi har den danske undtagelse.

WEU arbejder intenst på at komme ind i varmen. Som Jyllands-Posten skrev den 15. maj 1997: «For at være parat til aktion den dag EU kalder, har EU stille og roligt gennem de sidste år forberedt sig. Bl.a. har flere af de 13 WEU-lande øremærket militære enheder, der i tilfælde af en militær aktion skal stilles til rådighed for WEU.»

Allerede i 1992 besluttede Frankrig og Tyskland at danne det såkaldte Eurokorps, som de opfordrede andre WEU-lande til at tilslutte sig. Belgien gik med i 1993, Spanien i 1994, og senere Luxembourg. Dette Eurokorps er på 50.000 mand og udstationeret i fem lande. Til Politiken sagde korpsets tyske næstkommanderende, Klaus Olshausen den 6. maj 1997, at korpset skal være klar til indsats hvor de politiske ledere måtte ønske det. Intet sted på jorden er udelukket.

I samme artikel udtalte oberstløjtnant Zamora fra Spanien, at han godt kan forestille sig, at der en skønne dag kan blive brug for korpset i Nordafrika. Med kun 15 kilometer mellem Spanien og Nordafrika og med den uro som er i Algeriet.

Men der er også kræfter herhjemme, som godt kan forestille sig, at Danmark skal være med til den slags operationer. Til Ekstrabladet udtalte den daværende konservative udenrigsordfører Niels Ahlmann-Olsen, at han da godt kunne forestille sig, at EU og Danmark skal blande sig militært ovenpå erfaringerne med den danske indsats i Bosnien: «Vi skal udnytte denne prestige til at forene de store europæiske lande i en fælles indsats, og hvis det skulle ende med, at det internationale samfund ikke ser anden mulighed end direkte militær intervention, så må vi være villige til at gå lige så langt som de andre og deltage med danske soldater...Hvis vi ikke gør noget, risikerer vi at stå med en fundamentalistisk sikkerhedstrussel langs hele EU's og NATO's sydflanke, og vi risikerer en sand flygtningestrøm over Middelhavet til Europa».

Derfor er det ikke overraskende, at WEU's udenrigsministre har bedt den tidligere belgiske statsminister Leo Tindemans om at komme med en rapport om, hvordan WEU kan udvikle forbindelserne med Unionen. Denne rapport blev forelagt EU-parlamentet og vedtaget der med 340 stemmer for, 94 imod og 30, der undlod at stemme.

Rapporten foreslog bl.a., at der indføres forsvarsministermøder i EU-regi, så EU har et forum til at diskutere våbeneksport og omstrukturering af den europæiske våbenindustri. Der står også i EU-parlamentets vedtagelse at: «Det....er nødvendigt at Den Europæiske Union går i gang med at oprette en civil europæisk styrke, der skal have til formål at gennemføre fredsbevarende og fredsskabende opgaver».

Endelig henvises der til, at «....udviklingen af Den Europæiske Unions Sikkerheds- og forsvarspolitik må bygge på princippet om, at EU, hvis det bliver nødvendigt, bør kunne handle uafhængigt for at forsvare sine interesser og værdier».

Hvis og når den politiske vilje er til stede er WEU altså klar, og så kan Unionen iværksætte sine egne militære aktioner, fredsbevarende såvel som fredsskabende, helt på egen hånd, uden at spørge FN eller andre.

L.V.J.


Dokument

WEU (Den Vesteuropæiske Union)

Formål: Europæisk samarbejde på det politiske økonomiske og militære område. Styrke de demokratiske principper. Fremme enheden og tilskynde til den fremadskridende integration i Europa.

Beslutningsprincip:
Enstemmighed.

Medlemmer (lande, der både er medlem af EU og NATO):
Benelux, Frankrig, Grækenland, Italien, Portugal, Spanien, Storbritannien, Tyskland.

Associerede medlemmer (NATO-medlemmer, der ikke er medlem af EU):
Island, Norge, Tyrkiet

Observatører(Lande der er medlemmer af EU, men (bortset fra Danmark) ikke af NATO):
Danmark, Finland, Irland, Sverige, Østrig

Associerede partnere (Lande, der hverken er medlem af NATO eller EU):
De baltiske lande, Bulgarien, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet.

De fulde medlemmer deltager i alle aspekter af organisationens virke. De associerede medlemmer og observatørerne deltager i hovedparten af møderne, men kan dog ikke blokere beslutninger. De associerede medlemmer er på det militære område tættere knyttet end observatørerne og de associerede partnere. De ikke-fulde medlemmer kan deltage i Petersberg-operationer(se særlig boks) under forudsætning af de fulde medlemmers accept. Sikkerhedsgarantien i art. 5 gælder kun for de fulde medlemmer.

Historie og nuværende rolle:
WEU blev dannet i 1955 med Bruxellestraktaten (1948) som forløber. Den er et udtryk for et tidligt forsøg på at danne en europæisk forsvarsorganisation. Organisationen råder ikke over sit eget militære apparat. I forbindelse med NATO's CJTF-koncept lægges der op til, at WEU får en rolle inden for humanitære aktioner, krisestyring og fredsbevarelse.

For Danmark har udviklingen særlig interesse fordi hovedvægten i de fremtidige WEU-opgaver ventes at ligge på områder, der traditionelt er højt prioriterede i dansk udenrigspolitik: Konfliktforebyggelse, fredsbevarende operationer, krisestyring og humanitære operationer, jf. nedenfor om Danmarks særlige stilling i medfør af Edinburgh-afgørelsen fra 1992.

Petersberg-opgaver

På WEU-ministermødet på Petersberg i juni 1992 besluttedes, at militære enheder under bemyndigelse fra WEU kunne udføre:

-Humanitære opgaver og evakueringsopgaver
-Fredsbevarende opgaver
-Krisestyringsopgaver, der involverer kamptropper, herunder i forbindelse med fredsskabelse

De WEU-lande, der ikke er fulde medlemmer, herunder Danmark, som er observatør, har mulighed for at deltage i denne type operationer på en ad hoc basis. De kan deltage med mindre et flertal af medlemmerne eller halvdelen af medlemmerne inklusive formandskabet modsætter sig dette.

Kilde: Udenrigsministeriet: http://www.um.dk/nyt/um-tema/sikkerhedspolitik/sikkerhedspolitik.weu.html