Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Caribien  .  Cuba
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Præsident
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
2016.11.28Fidel død
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/11 2016
Læst af: 59.436
: :
Castro, Fidel Ruz
Fidel Castro
Fidel Castro ved FN's Millenium topmøde i september 1999

Castro (1926-2016) født Mayari, i provinsen Oriente på Cuba, befrielsesleder og politiker. Faderen var en fremtrædende jordejer, moderen af fattig bondeslægt, og Fidel blev født, mens faderen var gift med en anden kvinde. Han fik en stor del af sin grunduddannelse på jesuitterskoler. Allerede i en ung alder var han optaget af sociale problemer og af de fattiges situation i Cuba. Samtidig begyndte han at læse værker af den kendte cubanske frihedshelt og poet, José Martí. Kontakt med politiske miljøer fik han for alvor, da han begyndte at studere jura ved Universitetet i Havana i 1945 og engagerede sig som studenterpolitiker. I denne periode lagde han stærkt antikommunistiske synspunkter for dagen. Det hindrede ham dog ikke i samtidig at have stærke antiimperialistiske holdninger og en stærk oprørsk eventyrlyst. I 1947 sluttede han sig til en gruppe, der planlagde en ekspedition for at «befri» Den dominikanske Republik, sammen med blandt andre den senere præsident i landet, Juan Bosch. Men ekspeditionen blev i sidste ende aflyst, til stor skuffelse for Castro. I 1948 måtte han forlade Cuba pga. drabstrusler fra rivaliserende studentergrupper. I Bogotá (Colombia) deltog han i et væbnet oprør, søgte tilflugt fra politiet i den cubanske ambassade og blev til slut sendt tilbage til Cuba.

I de politiske kampe på Cuba i slutningen af 40'erne og begyndelsen af 50'erne var Castro et fremtrædende medlem af det såkaldte Ortodokse parti, der blev stiftet i 1947 under ledelse af Eduardo Chibás. Det var et nationalistisk parti med et klart småborgerligt præg og havde stærkest støtte blandt studenter og intellektuelle. Det betragtede sig som revolutionært, men var antikommunistisk, og anså det cubanske kommunistparti for at være konservativt. I partiet opstod der tidligt modsætninger om strategien for at styrte landets korrupte regime. Chibás, som Castro ellers havde en enorm respekt for, var tilhænger af at bruge legale midler, mens en anden gruppe med Castro i spidsen gik ind for væbnet oprør. Det var almindelig antaget, at Chibás ville have gode muligheder for at vinde præsidentvalget i 1952, men knapt et år før valget skød han sig under en dramatisk radiotale. Inden præsidentvalget tog oberst Fulgencio Batista magten ved et statskup. Efter dette begyndte Castro at organisere væbnede modstandsgrupper, med udgangspunkt på Universitetet i Havana. Den 26. juli 1953 angreb 135 mænd Moncadakasernen i Santiago de Cuba, men blev slået tilbage. De fleste blev dræbt. Castro og enkelte andre nåede at flygte, men blev senere arresteret. Egentlig skulle de være dræbt, men ordren blev aldrig udført.

«26. juli bevægelsen»

Castros forsvarstale under retssagen, «Historien skal frikende mig», blev et politisk program for den bevægelse som senere kom til at få navn efter angrebet på Moncadakasernen: «26. juli bevægelsen». Dokumentet var ikke socialistisk eller kommunistisk. Det gik f.eks. ikke ind for at afskaffe den private ejendomsret. Efter næsten 2 års fangenskab blev Castro løsladt, som følge af et voldsomt pres på Batistaregimet. Han begyndte straks at organisere underjordiske modstandsceller, men arbejdet blev stadig vanskeligere, som følge af at regimet havde ham under konstant opsyn. Fire måneder efter løsladelsen forlod han landet og rejste til Mexico. Tilhængerne af en ikke-voldelig strategi vandt atter tilslutning i det Ortodokse parti. Castro forsøgte at modarbejde denne tendens frem til 1956, da «26. juli bevægelsen» brød med partiet.

Castro rejste rundt i USA og indsamlede stor politisk og økonomisk støtte til den cubanske modstandskamp - ikke mindst fra eksilcubanere. I 1956 begyndte træningen af guerillasoldater i Mexico. Både Castro og de der deltog i våbentræningen blev snart arresteret, men ved hjælp af nye midler fortsatte træningen, og Castro besluttede nu at købe den 75 fod store yacht, «Granma», der skulle bruges til et invasionsforsøg på Cuba. Samtidig blev der holdt møder i Mexico med undergrundsledere fra hele Cuba, og invasionen og oprøret blev planlagt. Planen gik ud på, at der skulle organiseres en generalstrejke, væbnede styrker skulle stå klar til at slutte sig til invasionsstyrkerne, når de gik i land i Santiago, og samtidig skulle væbnede styrker over hele landet slå til mod vigtige militærstillinger. Forestillingen var, at Batistaregimet ville falde i løbet af få dage. Den 25. november 1956 sejlede «Granma», der egentlig kun havde plads til 10 personer, mod Cuba med 82 mand om bord. Men båden kom ud i uvejr og nåede ikke frem til aftalte tidspunkt og sted. De nåede derfor ikke at slutte sig til oprøret i Santiago, der blev sat i gang efter planen. Derudover var aktionerne i resten af landet elendigt ledet og koordineret. Da «invasionsstyrkerne» endelig gik i land, blev de hurtigt opsporet og nedkæmpet af Batistas styrker. De fleste blev dræbt eller taget til fange, og kun et par dusin mænd nåede op i Sierra Maestra bjergene, hvorfra kampen kunne fortsættes. Invasionsforsøget var totalt mislykkedes.

Ikke alle modstandsgrupper var enige i Castros strategi. En gruppe med udgangspunkt i studenterbevægelsen i Havana forsøgte i marts 1957 at myrde Batista for på den måde at gennemføre et statskup, men det mislykkedes. En alvorligere modsætning fandtes indenfor «26. juli bevægelsen» - mellem modstandsgrupper i byerne og guerillaen - om hvem af de to der skulle have ledelsen i modstandskampen. Bygrupperne, under ledelse af Frank País, var endvidere tilhængere af et mere radikalt politisk program end guerillaen under Castros ledelse. Da País blev dræbt ved et bagholdsangreb fra Batistastyrkernes side, bidrog dette til at styrke Castros position. Men det var ikke før, bygrupperne havde lidt nederlag i et forsøg på at organisere en generalstrejke i april 1958, at Castro opnåede hele den fulde politiske og militære kontrol over «26. juli bevægelsen». Efter dette følte Batista sig sikrere i byerne og satte en voldsom modoffensiv ind mod guerillaen. I maj 1958 blev 10 000 soldater sendt til Orienteprovinsen, hvor Sierra Maestra ligger.

Guerillaen i Sierra Maestra

Trods enkelte mindre sejre over regeringsstyrkerne oplevede Castros guerillastyrker ingen afgørende militær fremgang det første år i Sierra Maestra. Men de havde opbygget en effektiv organisation med bl.a. radiostation og våbenfabrik, og vundet betydelig popularitet blandt bønderne i området. Guerillaens militære styrke var alligevel nok betydelig svagere end Batista forestillede sig. Men moralen hos regeringsstyrkerne var dårlig, og da guerillaen formåede at isolere dele af dem og overtale dem til at slutte sig til guerillaen, blev guerillaens militære slagkraft straks væsentlig forbedret. Men atter blev Castros lederskab udfordret af rivaliserende guerillagrupper, der nægtede at give kontrollen over et område de havde besat fra sig. Det var i sidste ende Che Guevara, der formåede at skabe enighed med denne bevægelse.

I december 1958 var Batistas stilling så svækket, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår han måtte gå af. USA og de militære ledere forsøgte derfor at få forhandlinger i gang med Castro, for at udmanøvrere ham fra den fremtidige politiske ledelse i landet. Planen gik ud på at iscenesætte et statskup mod Batista og oprette en ny militærjunta. Men Castro formåede at udnytte modsætninger blandt de militære ledere. Batista udsendte en erklæring om, at han var gået af den 1. januar 1959, og kun få timer senere opfordrede Castro gennem en radiotale arbejderne til generalstrejke, samtidig med at oprørsstyrkerne indtog Santiago og rykkede frem mod Havana. Generalstrejken blev vellykket, og 2. januar indtog oprørsstyrkerne Havana. Castros vigtigste modstandere var atter rivaliserende guerillagrupper. Men det blev snart klart, at Castro havde den stærkeste organisation. Han fik hurtigt kontrol over situationen. En civil regering bestående af middelklassepolitikere som havde været i opposition til Batista blev indsat, Kongressen blev opløst, og i februar udnævnte Castro sig selv til statsminister. Siden da har han været den ubestridte leder af den cubanske revolution. Han er nu 1. sekretær i kommunistpartiet, øverstkommanderende for de væbnede styrker og landets præsident.

Fidel Castro var en enestående personlighed, en folketaler næsten uden lige og enormt populær i Cuba. Få enkeltmennesker har i den grad præget et folks historie som Castro. Dette må vi erkende, selv når vi lægger et materialistisk historiesyn til grund. Man må huske på, at den bevægelse Castro ledede frem til revolutionen i 1959 hverken var socialistisk eller kommunistisk. Revolutionen var ikke resultatet af en folkekrig som i Kina eller Vietnam, men en kombination af et regimes totale forfald, utilfredshed, et politisk ikke særligt bevidst folk men en militært godt organiseret guerillabevægelse. Castro var før Batistas fald heller ingen selvskreven leder. Og det var ikke et parti med et solidt funderet politisk program og en udviklet organisation, der i 1959 overtog landets ledelse. Næsten alle former for politisk og økonomisk udvikling var på det tidspunkt mulige. At revolutionen blev socialistisk og marxistisk-leninistisk, skyldes også ydre forhold. Men i bedømmelsen af Castros indflydelse på den politiske udvikling af revolutionen, er der grund til at fremhæve et forhold, som både Castro selv og de fleste observatører lægger vægt på i dag: Castro var en overbevist marxist længe før 1959, men vurderede at det cubanske folk på det tidspunkt ikke var modent for noget mere vidtgående end national befrielse. Han prøvede derfor aldrig at gøre revolutionsbevægelsen kommunistisk, før den havde sejret i sin nationale befrielse fra nykolonialismen. Men gennem de erfaringer som Castro og hans nærmeste medarbejdere - især Che Guevara - høstede gennem deres arbejde for en social omformning af landet, blev det efterhånden klart for de fleste, at kommunismen var den eneste farbare vej. I en beskrivelse af Castro bør det også nævnes, at det næsten er et under, at han fortsat er i live. CIA's mange forsøg på at slå ham ihjel er blot en del af den historie.

2006 Helbredet svigter

Af helbredsmæssige årsager overlod Fidel i juli 2006 formelt præsidentposten til sin vicepræsident og lillebror, Raúl. Denne blev formelt valgt som præsident i februar 2008. Han bevarede imidlertid posten som førstesekretær i PCC frem til april 2011. Hans langvarige sygdom afholdt ham dog ikke fra at modtage hyppige statsbesøg og i øvrigt kommentere landets politiske udvikling. Han mødtes ikke personligt med USA's præsident Barack Obama da denne i marts 2016 besøgte Cuba, men kritiserede i et artikel efterfølgende der troede Cuba ville falde på halen for USA. I september mødtes han med Irans præsident Hassan Rouhani; senere samme måned med den japanske premierminister Shinzō Abe og i slutningen af oktober med den den portugisiske præsident Marcelo Rebelo de Sousa. Fidel døde 25. november 2016, blev kremeret dagen efter og Cuba blev dekreteret i 9 dages landesorg.

Nyheden om Fidel Castros død udløste folkefest i Miami og grove ord fra de gamle koloniregimer i USA og Europa. Men resten af verden reagerede med sorg. Det gjaldt især det sydlige Afrika. Det var først og fremmest Cubas krig i Angola mod det sydafrikanske apartheidregime der i 1991 bragte apartheid til fald, og det var derfor geller ikke tilfældigt at Mandelas første udenlandsrejse efter at være blevet løsladt gik til Cuba. I en officiel erklæring sagde ANC: Comrade Castro’s leadership remains an inspiration to revolutionary movements committed to social justice worldwide.
Den indiske premierminister Narendra Modi udtalte: Fidel Castro was one of the most iconic personalities of the 20th century. India mourns the loss of a great friend. I extend my deepest condolences to the government and people of Cuba on the sad demise of Fidel Castro. May his soul rest in peace.
Det kinesiske telegrambureau citerede Fidels egne ord: The people of the Americas want neither freedom without food, nor food without freedom. Xinhua fortsatte: The Cuban leader was a pioneer in battling the current international economic order, particularly against the capitalist system, neoliberal globalisation, foreign debt and exploitation of natural resources.
Den tidligere sovjetiske præsident Mikhail Gorbachov udtalte til det russiske telegrambureau Interfax at Fidel havde gjort: everything possible to destroy the colonial system [and] to establish cooperative relations. Gorbachov fortsatte: Fidel survived and strengthened the country during the most severe US blockade, while there was enormous pressure on him, and still led his country out of the blockade on the road of independent development.
Den mexikanske præsident Enrique Peña Nieto beskrev Fidel som: a friend of Mexico, [and the] promoter of a bilateral relationship based on respect, dialogue and solidarity.
Den eneste afvigelse fra den antikommunistiske og postkoloniale vestlige verdens fordømmelse af Fidel og Cuba var Canadas premierminister Justin Trudeau, der kaldte Fidel for en legendarisk revolutionær og taler. Trudeau fortsatte: It is with deep sorrow that I learned today of the death of Cuba’s longest-serving president … We join the people of Cuba today in mourning the loss of this remarkable leader. Trudeaus far, den tidligere canadiske premierminister Pierre Trudeau havde et langt personligt venskab med Fidel. I modsætning til resten af den vestlige verdens ledere havde Justin Trudeau allerede som barn stiftet bekendtskab med det cubanske folk og med Fidel. Trudeau sluttede sine mindeord med: While a controversial figure, both Mr Castro’s supporters and detractors recognise his tremendous dedication and love the Cuban people who had a need and lasting affection for El Comandante. (Havana mourns Fidel, Guardian 26/11 2016; Developing world leaders pay respects to Castro, their champion during cold war, Guardian 26/11 2016)

Fidel Castro

Tusinder af cubanere stømmede ud på gader og pladser ved nyheden om Fidels død for at tage afsked med den folkekære leder. Her unge ved universitetet i Habana.
Siden revolutionen i 1959 havde det været strengt forbudt at tegne en personkult omkring præsidenten, og mens der sælges masser af T-shirts med billeder af Che Guevara i Cuba, findes der ikke en eneste med Fidels. 
Hasta la victorie siempre, Comandante. 

V.B.

Internet

Fidel Castro og Cuba. Links til sites med historie og baggrund om den cubanske revolution og Castro, samt en række ældre og nyere artikler med venstrefløjens diskussioner af udviklingen i det cubanske samfund.(Tidsskriftcentret)