Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/1 2005
Læst af: 196.127
: :
Guevara, Ernesto Che
Ernesto
Ernesto "Che" Guevara

Guevara (1928-1967), guerillastrateg og befrielsesleder i Latinamerika. Han blev født den 14. juni 1928 i Rosario de Santa Fé, Argentina. Han voksede op i en middelklassefamilie og studerede medicin ved Universitetet i hovedstaden Buenos Aires. I studietiden var han ikke særligt politisk aktiv, udover fra at han deltog i demonstrationer mod præsident Perón. Han var langt mere opsat på eventyr og foretog lange motorcykelrejser rundt i Argentina. I 1951-52 drog han på rundrejse i Latinamerika. Da han kom tilbage til Argentina, blev han kasseret som soldat pga. en astmalidelse, der kom til at plage ham stærkt hele livet - ikke mindst som guerillasoldat.

På sin anden rundrejse i Latinamerika i 1953 nåede han til Guatemala, for der at deltage i den sociale transformationsproces der var i gang under Jacobo Arbenz' regering. Denne demokratiske regering blev væltet ved USA's intervention i 1954. Det var under opholdet i Guatemala, at han for første gang kom i kontakt med cubanere, der havde deltaget i angrebet på Moncadakasernen (se Cuba og Castro). Efter invasionen drog «Che» Guevara - som han nu blev kaldt pga. sin hyppige anvendelse af det argentiske ord Che - til Mexico sammen med sine cubanske kammerater. Der traf han for første gang Fidel Castro i sommeren 1955, efter at Castro var blevet løsladt og havde måttet forlade Cuba. Che Guevara siger om dette møde, at det kun tog nogle timer, inden Castro havde overbevist ham om nødvendigheden af revolutionær kamp. Han blev udpeget til læge for den cubanske invasionsstyrke, som i november 1956 sejlede til Cuba med båden «Granma», men allerede under træningen i Mexico udmærkede han sig med unikke militæregenskaber. Han var en af de ledende officerer under de guerillakampe, der de følgende 2 år blev ført i Sierra Maestra bjergene i det østlige Cuba, og han førte endvidere forhandlinger med det cubanske kommunistparti og med rivaliserende guerillagrupper. Det fik stor betydning for Castros ledende rolle efter Batistas fald 1. januar 1959.

Che hviler ud på familiens altan i Buenos Aires

Che Guevara deltog aktivt i udformningen af et socialt revolutionsprogram, der skulle sikre, at guerillaens sejr ville føre til mere end blot et nyt magtskifte på toppen. Han var en af de hovedansvarlige for jordreformen i 1959. Som nationalbankdirektør etablerede han fuldstændig statslig kontrol over banksystemet og udenrigshandelen. Og som industriminister planlagde han og gennemførte et storstilet forsøg på industrialisering og produktionsspredning for at gøre landet mindre afhængig af sukkerproduktion. Et forsøg som pga. de økonomiske realiteter landet var underlagt i vid udstrækning måtte opgives. Han var endvidere landets mest fremtrædende diplomat og foretog en lang række rejser til Asien, Afrika og andre lande i Latinamerika, samt til Sovjet, USA og Kina. Sammen med flere tredjeverdens ledere diskuterede han mulighederne for at etablere en organisation af alliancefrie lande, men også spørgsmål om national befrielse og guerillakrig. Ved siden af sit omfattende arbejde som politisk praktiker, spillede han en afgørende rolle i den ideologiske debat i Cuba, efter at han i juli 1960 havde erklæret, at den cubanske revolutionen havde opdaget marxismen gennem dens egen praksis. Det var særligt indenfor to felter af denne debat, at han engagerede sig. For det første var det i spørgsmålet om international socialistisk solidaritet, hvor han kom med stærke udfald mod Sovjet for mangel på en sådan solidaritet. Det var efter et sådant angreb i januar 1965, at han forsvandt fra den cubanske offentlighed. For det andet engagerede han sig i spørgsmålet om opbygningen af den socialistiske økonomi i overgangen fra kapitalisme. Hans grundideer var: Produktionsøgning kombineret med politisk massemobilisering, anvendelse af politisk-moralske stimulanser fremfor økonomiske og skabelsen af et nyt - dvs. kommunistisk - menneske. I spørgsmålet om økonomisk planlægning var han tilhænger af stærk centralisme.

Che's guerillakolonne fejrer nytår 1958

Che Guevara videreudviklede sit internationale revolutionsperspektiv i sin guerillastrategi, der som mål havde at starte befrielseskampe i land efter land i den tredje verden - ikke mindst i Latinamerika. Denne strategi var i vid udstrækning inspireret af erfaringerne fra Cuba, og i den røbede han en stor tiltro til individets rolle i historien. Han hævdede, at enkeltindividet i vid udstrækning kan skabe de revolutionære betingelser og fremskynde den revolutionære proces. Hans kategoriske imperativ lød: «Det er den revolutionæres pligt at lave revolution». Grundideen var, at en lille kerne af selvopofrende og topmotiverede guerillasoldater («el foco guerrillero») med basis i landområderne og med voksende støtte fra bønderne skulle udvikle revolutionen. Han udpegede det nationale borgerskab i de enkelte lande til den umiddelbare fjende i denne proces.

Det første sted, Che valgte at forsøge at føre sin teori ud i praksis var Congo, hvor der i flere år havde været guerillakamp i gang. Che kæmpede her sammen med Laurent Kabila, der godt 30 år senere skulle vælte det forhadte Mobutostyre. Men kampen led i første omgang nederlag i 1966. Che's foco teori var åbenbart vanskelig at gennemføre, men Che tog det som et stort personligt nederlag, og der kom til at gå over 30 år før cubanerne løftede sløret for hans mislykkede mission i Afrika.

Che's falske pas, da han i slutningen af 1966 rejste til Bolivia for at starte guerillakamp.

Che Guevara vendte i 1966 i dybeste hemmelighed tilbage til Cuba, og valgte nu Bolivia som udgangspunkt for den kontinentale befrielseskamp, han ville sætte i gang over hele Latinamerika. Men også denne guerillakamp blev en stor fiasko. Årsagerne var dels urealistiske forestillinger om mulighederne for at opnå støtte i den bolivianske bondebefolkning, og forræderi fra det bolivianske kommunistpartis side der stillede sig på Sovjets side mod Cuba. Den bolivianske virkelighed viste sig at være ganske forskellig fra den cubanske ti år før. I Bolivia er det minearbejderne på højsletterne, der udgør den revolutionære hovedkraft, mens bønderne overvejende er konservative. De viste sig også, ikke at være særligt motiverede for guerillakamp, og var overvejende mistænksomme overfor udlændingene. Forsøget på at forene venstrefløjen i landet i en politisk front mislykkedes desuden. Og med støtte fra antiguerillastyrker fra USA der havde høstet erfaringer i Vietnam, viste den bolivianske hær sig effektiv nok til at knuse guerillastyrken. Den 8. oktober 1967 blev styrken omringet, taget til fange, og dagen efter blev Che myrdet.

Che taget til fange 8/10 1967. Dagen efter blev han myrdet.

Det bolivianske militær huggede efter mordet på Che hans hoved og hænder af for at hindre identifikation, og begravede ham og hans kammerater på en hemmelig plads, for at undgå at det skulle blive et valfartsmål. Hemmeligheden holdt i 30 år. Først i 1995 løftede en boliviansk general lidt af sløret for, hvor Che og hans kammerater var begravet, og efter 2 års efterforskning blev Che's og hans guerillakammeraters lig fundet og fløjet til Cuba, hvor de blev begravet i den cubanske by Santa Clara. Denne by blev i december 1958 befriet af en guerillakolonne anført af Che, og dette gav Batistadiktaturet dødsstødet. Batista flygtede få dage senere fra Cuba.

Che Guevara står i historien som en legendarisk skikkelse, men har nok givet anledning til mere revolutionsromantik end hans egen politiske praksis skulle berettige. Det var gennem hans eventyrtrang, at han blev politisk bevidstgjort, og han udviklede en urealistisk og idealistisk tro på hvordan en befrielsesproces kan gennemføres. Men trods alt var han næst efter Castro den vigtigste hovedperson bag den første sociale og politiske revolutionen i Amerika - både som militær, ideologisk og politisk praktiker.

V.B. og A.J.


Litteratur

Drømmen består - 30 året for mordet på Che Guevara, Solidaritet 2 - 1997

Internet

Che Guevara. En emneliste fra Tidsskriftcentret.dk
Lang, Alfred: Det cubanske ikon