Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  LO
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/7 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 31.628
: :
Landsorganisationen (LO)

Landsorganisationen (LO) er fagbevægelsens hovedorganisation for de 22 medlemsforbund, der er organiseret i LO (januar 2000). LO's medlemsforbund organiserer tilsammen omkring 1,5 millioner arbejdere og funktionærer fra det private og det offentlige område. Sammen med Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), der organiserer ca. 400.000 - primært offentligt ansatte funktionærer og tjenestemænd - samt Akademikernes Centralorganisation (AC) - der organiserer ca. 125.000 offentligt og privat ansatte akademikere - udgør LO de tre danske faglige hovedorganisationer.

  Ialt - heraf kvinder
Landsorganisationen i Danmark 1.458.742 706.955
Blikkenslager-,Sanitets- og Rørarbejderforbundet i Danmark 9.275 26
Bryggeriarbejderforbundet 4.608 1.014
Dansk Artistforbund 1.520 697
Dansk Frisør- og kosmetikforbund 5.591 5.251
Dansk Funktionærforbund 21.995 4.306
Dansk Jernbane Forbund 6.215 513
Dansk Metalarbejderforbund 138.674 2.171
Dansk Postforbund 11.281 2.928
El-Forbundet 30.269 272
Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) 198.695 175.140
Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) 71.275 9.027
Handels-og Kontorfunktionærernes Forb. i DK (HK) 374.120 271.464
Hærens Konstabel- og Korporalforening 4.328 297
Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) 84.637 84.637
Malerforbundet i Danmark 14.068 2.735
Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet (NNF) 40.392 13.934
Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) 29.193 25.451
Restaurations- og Bryggeriarbejder forbundet (RBF) 23.710 13.633
Socialpædagogisk Landsforbund (SL) 27.073 19.925
Specialarbejderforbundet i Danmark (SID) 315.379 54.619
Teknisk Landsforbund (TL) 32.477 12.908
Telekommunikationsforbundet 13.967 6.007
LO og medlemsforbundenes medlemstal 2000. Opdelt på samlet medlemstal og kvindernes antal. (Danmarks Statistik)

1871 Opkomsten

LO's udvikling kan på mange måder ses som et samspil mellem på den ene side udviklingen i organisering og fagligt demokrati, og på den anden side udviklingen i statens og arbejdsmarkedets institutioner.

I den første fase blev LO først og fremmest præget af den faglige organisering. LO blev oprettet i 1898 og hed dengang De samvirkende Fagforbund (DsF). DsF, der i 1967 skiftede navn til LO, var et produkt af en periode, hvor de danske arbejdere havde organiseret sig fagligt og politisk. Det startede som en international arbejderorganisering, da den danske afdeling af Internationale blev stiftet i oktober 1871. Den internationale Arbejderforening, som den danske afdeling kom til at hedde, var på én gang en faglig og en politisk organisering. Grundlaget for Den internationale Arbejderforening var en organisering i en række fagsektioner. Fagsektionerne byggede på de forskellige håndværksfag og sektioner for ufaglærte arbejdsmænd. Men der var samtidig tale om en organisering omkring et politisk program og en tilknytning til en international politisk klassebevægelse, nemlig Internationale.

Hurtigt efter sin dannelse blev Den internationale Arbejderforening forbudt. Det skete efter, at organisationens 3 ledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff var blevet arresteret og fængslet, fordi de havde indkaldt til et møde på Fælleden den 5. maj 1872. Selv om mødet blev forbudt af politiet, og Fælleden var blevet afspærret af politi og militær, trængte arbejderne ind på Fælleden, og det kom til det såkaldte «Slaget på Fælleden». Resultatet blev 4 til 6 år fængsel for de 3 arbejderledere for at have arbejdet for «Indførelse af en socialistisk Ordning af Statsforholdene» i Danmark.

Forbuddet mod Den internationale Arbejderforening førte bl.a. til, at en række københavnske fagforeningsformænd gik nye veje. I 1874 dannede de De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse, som primært fik en rent faglig funktion. Dermed blev enheden mellem faglig og politisk organisering af arbejderklassen reelt brudt med forbuddet mod Den internationale Arbejderforening og fængslingen af Pio, Brix og Geleff. I konsekvens heraf dannedes Socialdemokratisk Forbund i 1876 på den såkaldte Gimle-kongres på Frederiksberg. Socialdemokratisk Forbund var en politisk organisation, der blev forløberen for Socialdemokratiet.

I starten var fagforeningerne yderst sårbare over for de økonomiske konjunkturer og arbejdsgivernes fjendtligheder. Derfor måtte fagforeningerne igennem en række tilbageslag i 1870'erne og igen i 1886-87, inden det i starten af 1890'erne lykkedes dem at udnytte en gunstig økonomisk konjunktur til at få dannet en bredere faglig organisering. Succesen skyldtes ikke mindst de såkaldte «omgangsskruer», hvor fagforeningerne havde held til at gennemtrumfe en række sejrrige strejker. Omgangsskruen bestod i, at fagforeningerne tog de ofte små arbejdsgivere en efter en og brugte den fælles strejkestøtte til de, der gik i strejke for bedre løn- og arbejdsforhold.

Den målbevidste, organiserede brug af omgangsskruen var så stærkt et kampmiddel, at det ikke blot gav de organiserede arbejdere håndfaste forbedringer. Samtidig tvang omgangsskruerne og den faglige organisering arbejdsgiverne til at organisere sig bedre og bedre for at opstille modtræk.

1899 Storlockouten og Septemberforliget

Arbejdsgivernes modstrategi blev at danne en fælles arbejdsgiverforening, Dansk Arbejdsgiverforening (DA). DA blev dannet i 1896 to år før LO/DsF. Truslen fra de faglige omgangsskruer bidrog til, at arbejdsgiverne fra starten accepterede at give DA en vidtrækkende kompetence til at besvare arbejdernes omgangsskruer med omfattende lockouter. Hensigten var at tvinge fagforeningerne økonomisk i knæ – og helst helt til opløsning - gennem skærpet klassekamp. Målet var, at fagforeninger, fagforbund og de lokale fællesorganisationer skulle belastes så meget af økonomisk støtte til de lockoutede, at arbejderne opgav omgangsskruen.

Specielt blandt jernfabrikanterne var der et mere vidtgående ønske om at bruge storlockouter til helt at undergrave den faglige organisering, mens arbejdergiverne på bl.a. byggefagområdet mere var indstillet på at inddæmme fagbevægelsen gennem centraliserede overenskomstforhandlinger og et fagligt voldgiftssystem.

Fra midten af 1880'erne var de lokale fagforeninger begyndt at slå sig sammen geografisk som lokale fællesorganisationer og landsdækkende som fagforbund. De lokale fællesorganisationer fungerede som fælles strejkekasser, der kunne organisere økonomisk strejkestøtte på tværs af faggrænser og fagforeninger. I august 1886 dannede De samvirkende Fagforeninger i København, som selv om den var en lokal fællesorganisation kom til at fungere som forløber for De samvirkende Fagforbund (DsF), der blev dannet i 1898.

DsF blev dannet nedefra og som en fælles kamporganisation, hvor den solidariske strejkeunderstøttelse og en målrettet strejkeregulering var et vigtigt arbejdsfelt. Denne tilblivelseshistorie har sat sit præg på LO helt frem til i dag. I modsætning til arbejdsgiverne gav de enkelte fagforbund kun DsF (og senere LO) en stærkt begrænset kompetence til at handle på forbundenes og medlemmernes vegne. Op gennem det 20. århundrede skulle det vise sig, at de enkelte fagforbund – på trods af pres fra DA og undertiden også fra LO's top – fastholdt kompetencen til at indgå overenskomster, ligesom forbundene opbyggede egne konfliktfonde.

Med storlockouten i 1899 fik DsF sin ilddåb som koordinerede strejkestøtteorgan. Arbejdsgiverne brugte en mindre snedkerkonflikt i 7 jyske byer til at udløse en omfattende storlockout vendt mod den samlede fagbevægelse. I en klassekamp, der involverede 40.000 arbejdere og ca. 4.500 arbejdsgivere, og som varede fra 24. maj til 5. september 1899, blev grundlaget lagt for det danske arbejdsmarkeds institutioner.

I perioden efter 1899 præges DsF's udvikling derfor i høj grad af de nye institutioner på arbejdsmarkedet, som Septemberforliget dannede forløberen for. Et helt centralt element i Septemberforliget var, at DA tvang fagbevægelsen til at anerkende «Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele Arbejdet, samt til at anvende den efter deres Skøn til enhver Tid passende Arbejdskraft». Dermed havde fagbevægelsen pålagt sig selv og sine medlemmer at acceptere arbejdsgivernes ledelsesret. En selvbegrænsning, som trods mere eller mindre radikal kritik fra fagbevægelsens medlemmer gælder den dag i dag.

1908 Faglig voldgift og Arbejdsretten

Som en udløber af Septemberforliget blev der i 1908-10 fastlagt regler for, hvorledes uenigheder om fortolkning af overenskomster og aftaler skulle behandles ved faglig voldgift, og for hvorledes påståede brud på overenskomsten skulle behandles i en permanent statslig arbejdsret. Hermed blev der skabt en generel fredspligt for arbejdsmarkedets parter, som fik afgørende betydning for den senere udvikling på arbejdsmarkedet. Fredspligten betød, at det blev overenskomststridigt for arbejdere at iværksætte kampskridt på andre tidspunkter end ved fornyelse af overenskomsterne. Valgte arbejderne alligevel at strejke eller andre kollektive kampskridt, kunne de idømmes bøder i Arbejdsretten.

LO's historie er dybt præget af rollen som hovedorganisation med ansvar for den praktiske sikring af denne fredspligt. Sammen med de ansvarlige overenskomstparter har LO's ledelse gennem årene haft et aktivt ansvar for at sikre rolige og stabile forhold på arbejdsmarkedet. Denne rolle har gentagne gange bragt LO-ledelsen i et modsætningsforhold til større og mindre grupper af arbejdere, der ønskede at bruge kollektive kampskridt mod arbejdsgivere og politikere.

Septemberforliget dannede også rammen for forligsmandsinstitutionen, som blev vedtaget ved lov i 1910 samtidig med loven om faglig voldgift. Forligsmandsinstitutionen fik til opgave at fremme arbejdsfreden i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Forligsmanden fik som statslig mægler en række kompetencer til at optræde som mægler mellem overenskomstens parter og til at udsætte varslede konflikter i situationer, hvor konflikterne var af «større samfundsmæssig betydning», eller hvor en udsættelse kunne fremme en forhandlingsløsning.

Med forligsmandsloven fik LO og DA en ny central rolle i overenskomstforhandlingerne. Forligsmanden fik kompetence til at fremsætte et mæglingsforslag, når han eller hun fandt det «formålstjenligt». I praksis betød dette, at forligsmanden forhørte sig hos bl.a. hovedorganisationerne, inden der blev fremsat et mæglingsforslag. Hvis LO eller DA var imod indholdet af et mæglingsforslag, accepterede forligsmanden denne «vetoret». Dermed gav forligsmandsloven reelt LO noget af den indflydelse på de afsluttende overenskomstforhandlinger, som LO ikke var blevet tildelt af de enkelte forbund og karteller.

DA fik med Septemberforliget indføjet en ret til at varsle sympatikonflikter. DA fik dermed mulighed for at bruge sin centrale kompetence til at gøre lokale eller fagvise konflikter til store landsdækkende konfrontationer på hele arbejdsmarkedet. I de efterfølgende år brugte DA denne ret med stor konsekvens. Målet var at presse fagbevægelsen og DsF til at acceptere centraliserede overenskomstforhandlinger med fælles udløbstid. Dermed ønskede DA at begrænse fagbevægelsens konfliktret i forbindelse med overenskomstforhandlinger til ét stort opgør med 2 eller flere års mellemrum.

Opposition til DsF

Første gang denne arbejdsgiverstrategi lykkedes var i 1911, hvor stort set alle aftaler på LO/DA-området blev samlet i 5-årige overenskomster til udløb i foråret 1916. Det blev arbejderne og DsF, der kom til at betale prisen for de 5-årige overenskomster og den medfølgende fredspligt. Arbejderne betalte med manglende forbedringer, bl.a. under 1. verdenskrigs dyrtid, og DsF erfarede, at fredspligten og de 5-årige overenskomster gav grobund for Fagoppositionens Sammenslutning (FS). FS var en syndikalistisk fagopposition, der blev startet i 1911, og som senere voksede i styrke frem til organisationens opløsning i 1921, hvor en del af den faglige venstrefløj gik ind i det nydannede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Også på anden vis var der i starten af århundredet en betydelig opposition mod DsF. En lang række forbund for faglærte og ufaglærte valgte at stå uden for DsF. Helt frem til 1930 var op mod en fjerdedel af de faglærte og ufaglærte medlemmer af fagforeninger og forbund, der stod uden for DsF. HK og visse forbund for offentligt ansatte blev tilmed stående uden for LO indtil midten af 1930'erne. Hovedparten af de 70-80 forbund af faglærte og ufaglærte, der eksisterede i århundredets første halvdel var dog tilsluttet DsF.

Selvom LO fra sin start havde det som sit mål at danne industriforbund, er det endnu ikke lykkedes. Arbejdernes stærke håndværksmæssige identitet gjorde det ikke let at skabe opbakning bag sammenlægninger eller dannelse af industriforbund. Gentagne gange har DsF og siden LO forsøgt at sætte en udvikling i gang. Men hver gang har forbundene strittet imod. Først når den teknologiske udvikling har undergravet grundlaget for forbundet, eller når de mindre forbund som følge af A-kasselovgivning eller økonomiske problemer er blevet tvunget til at søge sammenslutning med andre, er der sket reduktion i antallet af forbund.

Forbundene har ikke villet give LO kompetence til at gennemtrumfe nye strukturer. LO's ledelse har gentagne gange forsøgt at fremlægge forslag til industriforbund og brancheopdelte karteller, men hver gang er planerne strandet på modstand hos et eller flere store forbund.

Selve overenskomstsystemet har gjort det meget vanskeligt for LO at ændre den faglige struktur, idet det typisk har været de enkelte forbund, der har haft overenskomsten og dermed den afgørende forhandlingsret. LO har aldrig formået at centralisere forhandlingsretten hos sig selv. Dermed kunne de enkelte forbunds overenskomster reelt kun samles i brancheoverenskomster, hvis de involverede forbund (og arbejdsgiverorganisationer) frivilligt ønskede det. Centralorganisationen af metalarbejdere, CO-Metal, der blev dannet allerede i 1912, er et eksempel på en sådan frivillig udvikling. Det samme gælder nogle af de karteller, der er blevet dannet inden for de seneste 10-20 år (Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, Transport- og Servicekartellet, Det kommunale Kartel, Statsansattes Kartel, mv.).

Centralisering af overenskomstforhandlingerne

Selv om LO's ledelse ikke har formået at centralisere beslutningskompetencen omkring overenskomsterne, er der alligevel sket en centralisering af overenskomstforhandlingerne op gennem århundredet. Det skyldes først og fremmest pres fra DA. DA standsede ikke sin storlockoutstrategi med Septemberforliget. Den fortsatte op gennem 20'erne og kom bl.a. til udtryk i storkonflikten i 1925.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1931 fik DA hjælp fra forligsmanden til sit ønske om centralisering af overenskomsterne. Forligsmanden kædede en lang række forskellige overenskomster sammen i ét samlet mæglingsforslag, som han så bad henholdsvis arbejdere og arbejdsgivere om at stemme samlet ja eller nej til. Forligsmandsloven tillod ikke en sådan sammenkædning. Men alligevel valgte DsF at gennemføre afstemningen under protest fra en række forbund. Resultatet blev et nej. Men af frygt for DA's trusler om storlockout pressede DsF endnu en afstemning igennem. Formodentlig ønskede DsF's socialdemokratiske ledere også at undgå en storkonflikt under den socialdemokratisk ledede regering.

Heller ikke denne gang var alle forbund med på at sige ja. Derfor måtte der en tredje afstemning til. Nu var kun skotøjsarbejdere imod. Ifølge forligsmandens afstemningsregler skulle dette have ført til storkonflikt på alle overenskomstområder. Men nu fik DA forligsmanden med på en ny øvelse. Det, der før var blevet uretmæssigt sammenkædet, blev nu på ny adskilt (som DA ønskede). Skotøjsarbejderne måtte alene ud i en konflikt, hvor de blev tromlet af arbejdsgiverne.

Denne kispus med forligsmandslovens regler førte i 1934 til en ændring af selve forligsmandsloven. Forligsmanden fik formel kompetence til at sammenkæde forskellige overenskomster ved afstemningerne. Dermed skabte Folketingets flertal den centraliserede sammenkædning af overenskomsterne, som DA havde kæmpet for siden 1899, men som indtil 1934 var blevet blokeret af de enkelte forbund og deres medlemmer, som ikke ønskede at give DsF's ledelse kompetence til at indgå overenskomster på medlemmernes vegne.

I de efterfølgende år udviklede der sig en praksis omkring sammenkædningerne, som gav DA's og DsF's ledelse afgørende indflydelse på, hvornår hvilke overenskomster skulle sammenkædes. Dermed var banen kridtet op for et overenskomstsystem, hvor DsF/LO fik en afgørende indflydelse på forhandlingernes forløb og resultat, selv om fagbevægelsens medlemmer havde ønsket noget andet. Lovgivningen gav indirekte og slet skjult LO's ledelse den kompetence, som det faglige demokrati havde nægtet den.

LO's muligheder for at præge det samlede overenskomstresultat, bl.a. hvad angår samlet ramme og fælles krav, har op gennem det 20. århundrede været tæt knyttet til forligsmandsinstitutionen. Formelt har LO's ledelse kun kunnet appellere til de enkelte forbund om at rejse fælles krav og sætte sig fælles mål for overenskomstforhandlingerne, ligesom LO's love henstiller til forbund og karteller, at de ikke indgår større overenskomster med «almindelige bestemmelser» uden over for arbejdsgiverne at tage forbehold for LO's sanktion.

Men reelt har både LO's ledelse og de enkelte forbund vidst, at LO i den sidste ende havde en ikke uvæsentlig mulighed for at præge det endelige forhandlingsresultatet i de (mange) situationer, hvor overenskomstforhandlingernes afslutning sker ved inddragelse af forligsmanden. Dette har – udover forbundsledernes fælles socialdemokratiske grundholdninger – bidraget afgørende til, at LO har kunnet spille en politisk rolle som en organisation, der søger at koble overordnede politiske indkomstpolitiske målsætninger med faglige ønsker om solidarisk opbakning bag fælles krav om f.eks. kortere arbejdstid, pension, osv.

Også på anden måde kom Folketingets vedtagelser omkring forligsmandsloven til at præge DsF/LO's udvikling. Siden 1934 har forligsmandsloven i forskellige udformninger indholdt bestemmelser omkring, hvorledes et mæglingsforslag kan vedtages eller forkastes af medlemmerne. Selve lovgivningen er blevet ændret en række gange. Men det grundlæggende princip har været, at et mæglingsforslag kun kunne forkastes med et mere eller mindre kvalificeret flertal. Det politiske formål med disse regler var åbenlyst, at det skulle være vanskeligt for medlemmerne at forkaste et mæglingsforslag, fordi man fra politisk side ikke ønskede, at overenskomstforhandlingerne skulle udvikle sig til storkonflikter.

Alt i alt kan LO's mest centrale rolle - nemlig rollen som faglig og politisk aktør i forbindelse med overenskomstforhandlingerne - formodentlig bedst forstås som et kompliceret og skrøbeligt samspil mellem:

Ikke mindst op gennem 1960'erne og 1970'erne bidrog denne kombination til, at LO fik mulighed for at spille en central rolle i forbindelse med centraliserede overenskomstafslutninger. De centraliserede overenskomstforhandlinger gav samtidig de toneangivende forbundsformænd i LO's forretningsudvalg en central placering ved forhandlingerne. Dette havde speciel betydning i store forbund som SID og HK, hvor overenskomstforhandlingerne primært forestås af formændene for de store branchegrupper.

Decentralisering af overenskomstforhandlingerne

En storkonflikt i 1973 samt lovindgreb i overenskomsterne i 1975, 1977 og 1979 markerede imidlertid begyndelsen til afslutningen på de stærkt centraliserede overenskomstforhandlinger med LO i en hovedrolle. Baggrunden var først og fremmest den økonomiske krise, som skærpede regeringens ønsker om en stram indkomstpolitisk styring og lønudviklingen. Dermed blev det stadigt sværere for fagbevægelsens forhandlere at aftvinge arbejdsgiverne resultater, der kunne imødekomme medlemmernes forventninger om fortsat sikring af reallønnen og forbedringer for de lavtlønnede. DA vendte sig mere og mere imod den daværende automatiske dyrtidsregulering og overenskomstkravene om lavtlønstillæg.

Op gennem 1980'erne slog DA ind på en ny strategi, hvor man brød med de centraliserede forhandlinger til fordel for brancheopdelte forhandlinger, hvor de eksportorienterede industris krav om lavere lønstigninger end udlandets så vidt muligt skulle lægge linjen for andre områder. Lønforhandlingerne skulle så vidt muligt decentraliseres til virksomhederne. Det skulle dels bryde fagbevægelsens solidariske lønpolitik og dels sikre, at trykket fra den nye massearbejdsløshed fik lov at slå så massivt igennem på lønningerne som muligt. Denne DA-strategi sejrede gradvist op gennem 1980'erne og 1990'erne, hvor overenskomstforhandlingerne blev stadigt mere brancheopdelte, og hvor LO kom til at spille en stadig mindre rolle.

For DA, der havde kompetence til suverænt at styre brancheorganisationernes forhandlinger, var det ikke noget problem at decentralisere forhandlingerne. Men for LO rummede det en direkte trussel mod LO's centrale placering ved overenskomstforhandlingerne. Denne trussel gjaldt også de lavtlønsforbund specielt på normallønsområdet, hvor det var afgørende at fastholde hele fagbevægelsens støtte til at sikre bl.a. lønstigninger for de lavtlønnede.

Set fra det politiske niveau er samspillet med LO dermed blevet mindre interessant. LO sidder ikke længere på samme måde inde med nøglen til en indkomstpolitisk styring af lønudviklingen.

Ved starten af det nye årtusinde står LO dermed i en situation, hvor organisationens rolle i overenskomstforhandlingerne er betydeligt svækket til fordel for forbundene og kartellerne. Hverken forbundene eller DA synes at ville åbne op for nye centraliserede overenskomstforhandlinger, der på ny kan bringe LO mere direkte på banen i forhandlingerne. LO står dermed i en situation, hvor organisationen på den ene side fortsat ønsker at spille en faglig og politisk rolle som formidler af samspillet med arbejdsmarkedets aftalesystem og den politiske styring af arbejdsmarkedspolitik og indkomster, men hvor LO på den anden side savner de fornødne medspillere og institutionelle rammer for at realisere dette ønske optimalt.

På LO's kongres i 1999 forsøgte LO at formulere en vej ud af denne situation. LO ønskede at satse på en mangeårig strategisk trepartsalliance med arbejdsgiverne og regeringen om et bredt spektrum af arbejdsmarkedspolitiske emner, der tilsammen skulle dække den del af fremtidens velfærdspolitik, som vedrørte arbejdsmarkedet (f.eks. arbejdsmiljø, uddannelse, orlov, arbejdstid og virksomhedernes sociale ansvar). Trods en række protester fra forbundene fik LO opbakning til hovedlinjen i denne strategi. Men endnu mangler LO at realisere strategien og dermed på ny placere LO centralt i den faglige og politiske udvikling af det danske velfærdssamfund.

Medlemssammensætning

Sammensætningen af medlemmerne hos LO's medlemsforbund har ændret sig drastisk gennem tiden. LO var fra sin start stærkt præget af de privat ansatte mandlige faglærtes forbund. Men op gennem det 20. århundrede har dette billede ændret sig markant.

En lang række faglærte grupper er forsvundet bl.a. på grund af teknologiske ændringer. Såkaldte ufaglærte forbund som f.eks. SID har fået mange medlemmer med en formel kompetencegivende uddannelse.

Arbejderne er ikke længere alene i LO-forbundene. Mens der i begyndelsen af 1950'erne kun var ca. 15 % funktionærer blandt medlemmerne, er mere end hver tredje medlem af et LO-forbund ansat på funktionærvilkår. Mens kvinderne frem til 1950'erne udgjorde mindre end en femtedel af medlemmerne, er ca. halvdelen i dag kvinder. Der er kommet langt flere offentlig ansatte medlemmer, og de har siden 1970'erne tilkæmpet sig en langt mere central rolle ved bl.a. overenskomstforhandlingerne end tidligere.

Organisation

LO's øverste myndighed er kongressen med ca. 800 delegerede, der samles hvert fjerde år. Kongressen vedtager bl.a. handlingsplaner og større politiske udspil. Mellem kongresserne ligger den overordnede kompetence hos LO's hovedbestyrelse, der mødes mindst 4 gange årligt. Hovedbestyrelsen indkalder midt i kongresperioden et repræsentantskab bestående af ca. 400 medlemmer fra LO's medlemsforbund og LO's 14 amtsorganisationer. Til daglig ledes LO af et forretningsudvalg og en daglig ledelse.

LO har i hele sin levetid arbejdet tæt sammen med Socialdemokratiet. Tidligere havde Socialdemokratiet 2 pladser i LO's forretningsudvalg, ligesom LO sad med i Socialdemokratiets ledelse. I dag er samarbejdet ikke længere formaliseret på denne måde, men henhører blot under forretningsudvalget. Men LO's samarbejde med Socialdemokratiet udgør fortsat «kernen i udvikling af det danske velfærdssamfund», som LO selv udtrykker det.

Da den reelle magt i LO ligger i forretningsudvalget, der primært består af forbundsformænd fra de store forbund, har det været nemt at sikre en fuldstændig opbakning i LO’s ledelse bag et tæt samarbejde med Socialdemokratiet. Men belært af bl.a. erfaringerne fra den periode i 1980'erne, hvor Socialdemokratiet var i opposition, har LO de senere år udviklet mere uformelle og ad hoc prægede kontakter til andre partier i Folketinget.

LO's arbejde omfatter en lang række emneområder, hvor LO repræsenterer fagbevægelsens fælles interesser over for Folketinget, ministerier og diverse trepartsorganer, hvor staten sidder sammen med arbejdsmarkedets parter. Blandt LO's arbejdsområder kan nævnes arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik, social- og sundhedspolitik, arbejdsmiljø, erhvervsudvikling, det udviklende arbejde, skolekontaktarbejde, ungdomsarbejde, Fagbevægelsens Interne Uddannelse, mediepolitik, etnisk og kønsmæssig ligestilling, EU og internationalt fagligt arbejde.

I de senere år er samarbejdet med de to andre hovedorganisationer FTF og AC blevet udbygget omkring bl.a. det internationale arbejde, specielt i forhold til EU.

LO’s arbejdsfelter – uddannelse som eksempel

Selv om LO gennem årene begyndte at beskæftige sig mere og mere med en lang række områder uden for selve overenskomsterne, så har det været den ovenfor beskrevne udvikling på overenskomstområdet, der har lagt de grundlæggende rammer for arbejdet med emner som uddannelse, samarbejdsudvalg, arbejdsmiljø, arbejdsløshed, ligestilling, faglig struktur, internationalt arbejde, medier, osv. Selv inden for de sidste 10-20 år, hvor LO’s rolle i overenskomstforhandlingerne er blevet gradvist svækket, har det været udviklingen på overenskomstområdet, der grundlæggende har lagt rammerne for bl.a. LO’s muligheder for at skaffe sig mandat i forbundene til at fungere som en offensiv faglig og social reformkraft over for Folketinget, ministerier og Socialdemokratiet.

Pladsen tillader ikke en nærmere gennemgang af LO's indsats på alle disse områder. Men uddannelsesområdet kan tjene som et godt eksempel på, hvor de af overenskomstudviklingen satte rammer for LO’s arbejde, på godt – og måske navnlig mindre godt – har kridtet banen op for LO’s øvrige indsatsområder.

Både i enkeltforbundene og i LO har uddannelsespolitik traditionelt været et lavstatusområde, som lederne på topposterne interesserede sig langt mindre for end overenskomstområdet. I LO ses det bl.a. af, at man skal helt frem til 1969, inden LO ansatte den første uddannelseskonsulent. Selv da LO’s uddannelsesafdeling blev talmæssigt udbygget, og selv om det betød, at LO’s uddannelsesprofil gradvist blev tydeligere, betød det ikke, at uddannelse blev et højt prioriteret område, som hyppigt optrådte på forretningsudvalgsmøderne eller i LO's udadvendte initiativer. Først da den nuværende LO-formand Hans Jensen blev valgt til næstformand i LO i 1987 og påtog sig ansvaret for at lede LO’s uddannelsespolitiske indsats ved bl.a. at sætte fokus på «det udviklende arbejde» og voksen- og efteruddannelsesområdet begyndte uddannelsesarbejdet i LO for alvor at få topledelsens tætte bevågenhed.

Men ikke nok med at uddannelsesområdet måtte leve i skyggen af overenskomstindsatsen. LO’s uddannelsesindsats har også gennem alle årene måttet fungere inden for de kompetencemæssige rammer for LO, som blev udstykket af forbundenes magt over overenskomsterne og deraf følgende muligheder og lyst til at begrænse kompetenceafgivelsen til LO. LO’s uddannelsesprofil var således i mange år grundlæggende præget af, at de stærke og toneangivende faglærte forbunds massive ønsker om selv at præge udviklingen af de faglige uddannelser inden for deres områder.

Når forbundsformændene i LO’s magtfulde forretningsudvalg så sjældent tog uddannelsesemner på dagsordenen, og når LO så sent og så langsomt udbyggede sin uddannelsespolitiske afdeling, skal det formodentligt bl.a. ses i dette lys.

Dette betød bl.a., at LO's muligheder for at gøre uddannelsespolitikken til et redskab for øget lighed mellem faglærte og ufaglærte op gennem årene har været begrænsede. De faglærte forbund udbyggede fra 1950'erne de faglige lærlingeuddannelser ved at bevare mesterlæreprincippet, som det var lettest at komme overens med branchens arbejdsgivere om. Udbygningen skete først og fremmest som en tilpasning til erhvervslivets stadigt mere specialiserede arbejdsdeling. Antallet af forskellige lærlingeuddannelser voksede hastigt.

Denne udvikling lagde rammerne for de ufaglærtes uddannelsespolitik. Med LO’s begrænsede kompetence og de faglærtes enegang, kunne forbund som SID og KAD ikke satse på en samlet offensiv indsats fra LO’s side. I stedet var de nødt til selv at reagere strategisk på de faglærtes specialiseringsstrategi. Det skete fra 1960 med en gradvise udbygning af stærkt specialiserede specialarbejderuddannelser, der i specialiseringsgrad og joboplæring kunne matche de stadigt mere specialiserede faglærte uddannelser.

Takket være 1960'ernes gunstige beskæftigelsesmuligheder brød problemerne med denne uddannelsespolitiske udvikling først ud i lys lue fra starten af 1970'erne, hvor både de unges antiautoritære oprør og den begyndende massearbejdsløshed ramte lærlingeuddannelserne og specialarbejderuddannelserne med problemer.

Inspireret af den generelle samfundsudvikling, de gode jobmuligheder og 1968-generationens antiautoritære oprør ikke mindst på uddannelsesinstitutionerne, begyndte lærlinge at reagere stadigt mere kritisk på den patriarkalske, snævre mesterlæreuddannelse, og det gav grobund for, at den faglige venstrefløj i disse år fik en betydelig fremgang blandt lærlinge og ungarbejdere. Hverken LO's eller forbundenes traditionelt orienterede ungdomsarbejde havde mulighed for at opfange denne kritik, så længe man ikke politisk ville kæmpe for at klart alternativ.

Den faglige venstremobilisering af de unge var så stærk, at lærlingearbejdet ikke blot blev en betydelig rekrutteringsbase for Danmarks Kommunistisk Ungdom (DKU), men også presse først LO og forbundene og dernæst de mere fremsynede arbejdsgivere til at indse, at medmindre lærlingeuddannelsen blev reformeret, ville man risikere at få stadigt større problemer med at rekruttere unge til de faglige uddannelser. Det var baggrunden for EFG-loven i 1977, der uden helt at afskaffe mesterlæren, indførte en bredere grundlæggende skolebaseret start på de faglige uddannelser.

1970'erne var samtidig en periode, hvor LO inspireret og presset af den brede faglige og politiske debat om uddannelse som redskab til at skabe øget lighed, fik en klarere uddannelsesprofil, der lagde vægt på at formindske uddannelsesmæssige uligheder. Denne politisk inspirerede drejning rummede kimen til at opprioritering af de ufaglærte gruppers uddannelseskrav. Dette var bl.a. medvirkende til, at 6 store faglærte forbund i 1982 gik sammen og dannede et fælles uddannelsespolitisk sekretariat med det erklærede formål at sikre de faglærtes uddannelsespolitiske interesser. Det skete i de kommende år bl.a. ved direkte eller indirekte at udmanøvrere LO’s uddannelsesafdeling i de uddannelsespolitiske forhandlinger med arbejdsgivermodparter og ministerier. Derfor var LO’s uddannelsespolitiske profil op gennem 1980'erne svag og tydeligt præget af intern uenighed mellem forbundene.

Grundlaget for LO’s uddannelsespolitiske come back i 1990'erne kom ikke indefra. LO var generelt svækket af udviklingen på overenskomstområdet og af, at det var særdeles vanskeligt for LO at fremvise resultater som LO-forbundenes fælles interessevaretager på den politiske arene, så længe LO måtte søge indflydelse hos skiftende borgerlige regeringer. Selv om LO i disse år udbyggede sin praksis i retning af at søge kontakt til og indflydelse på de politiske niveau via de borgerlige partier, var resultaterne stærkt begrænsede. Det gjaldt også uddannelsespolitikken. Voksenuddannelsesstøtteloven fra 1989, der gav især de kortuddannede ufaglærte kvinder nye uddannelsesmuligheder, var en isoleret undtagelse.

Men chancen for et come back kom til gengæld udefra, og LO greb chancen. Fra slutningen af 1980'erne var der kommet øget fokus på uddannelsespolitikkens arbejdsmarkedspolitiske aspekter. Hvor LO i 1980'erne – med begrænset praktisk succes – havde rejst krav om Betalt Frihed til Uddannelse (BFU) og i det hele taget ladet sig inspirere fra den danske folkeoplysningstradition, drejede LO nu over mod at formulere uddannelsespolitik som bud på, hvordan man kunne matche de nye kvalifikations- og kompetencekrav på arbejdsmarkedet. Det skete i 1990 i et snævert samarbejde med de socialdemokratiske oppositionspolitikere. BFU og de brede folkeoplysningstanker gled i baggrunden til fordel for en fokusering på den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse, herunder den del, der skulle hjælpe de arbejdsløse i arbejde. LO’s satsning på «det udviklende arbejde» (DUA) blev samtidig indsnævret i retning af kompetenceudvikling.

Med Socialdemokratiets overtagelse af regeringsmagten i 1993 kunne denne politik langsomt begynde at blive omsat til konkret politik. Men det viste sig hurtigt, at den socialdemokratisk ledede regering på en række punkter ville andre veje end LO og fagbevægelsen. Finansministeriets prioriteringer kom til at spille en stadigt voksende rolle for uddannelsespolitikken. Det betød bl.a., en øget markedsregulering af de faglige efteruddannelser med svækket faglig-politisk styring og øget brugerbetaling. Tilsvarende havde regeringen svært ved at leve op til sine erklærede målsætninger om en massiv satsning på voksen- og efteruddannelse. Først nu, hvor denne artikel skrives synes regeringen på vej til sammen med arbejdsmarkedets parter at lægge nye rammer for fremtidens voksen- og efteruddannelse.

Hele denne udvikling, hvor LO’s manglende muligheder og LO-ledelsen stærkt begrænsede ønsker om at bruge uddannelsespolitikken som et lighedskabende værktøj, har betydet en ophobning af faglige og politisk udfordringer for LO, som kan komme til at præge LO de kommende år.

Der er skabt et fagligt uddannelsessystem, hvor der endnu mangler klare rettigheder og muligheder for de voksne ufaglærte grupper. De ufaglærtes uddannelsesmuligheder er fortsat i betydelig grad præget af en tilpasning til arbejdsgivernes ønsker om oplæring i specifikke kvalifikationer, hvilket i dag udgør en voksende hæmsko for de ufaglærte gruppers muligheder for at tilpasse sig de nye krav om bredere sociale kompetencer og løbende fleksibel tilpasning til nye opgaver. Dette er en medvirkende årsag til, at de ufaglærte op gennem 1990'erne har været og fortsat er hårdest ramt af arbejdsløsheden. Ufaglærte jobs forsvinder hurtigere end uddannelsesniveauet i arbejdstyrken hæves, og stadigt flere arbejdsgivere rekrutterer faglært arbejdskraft - selv til ufaglært arbejde - fordi det for en begrænset merbetaling ofte giver mulighed for at væsentlig større fleksibilitet og omstillingsevne.

På den måde kan man måske sige, at udviklingen på overenskomstområdet også i det nye årtusinde sætter rammer og indkredser udfordringerne for fagbevægelsen og LO. Den solidariske lønpolitik, der frem til midten af 1980'erne bidrog til at skabe relativt begrænsede lønforskelle mellem faglærte og ufaglærte, gør nu, at arbejdsgiverne for relativt få penge kan satse på den faglærte arbejdskraft. Under 1960'ernes stabile økonomiske højkonjunktur med vægt på industriel masseproduktion truede det ikke de ufaglærte tryghed og beskæftigelsesmuligheder. Men i en ny epoke med øget arbejdsløshed og langt større vægt på kompetencer og omstillingsevne, kan det blive altafgørende for sammenholdet i LO-familien, at der skabes muligheder for de ufaglærtes kompetenceudvikling ude i virksomhederne. Dette synes at stille meget store krav til LO. På den ene side kræver det, at LO i en tid med mindre tætte alliancer til Socialdemokratiet og med en yderst svag position ved overenskomstforhandlinger skal sikre sig mandat og styrke til at sikre den nødvendige lovgivning og de nødvendige overenskomstmæssige rammer for langt stærkere uddannelsesrettigheder for de voksne. For det andet kræver det, at LO’s satsning på det udviklende arbejde kommer langt længere end artikler, konferencer og metodepakker. Hvis de ufaglærte skal sikres et kompetenceløft, der gør det udviklende arbejde til daglig realitet for dem, kræver det en massiv udbygning af de faglige tillidsrepræsentanters indsats omkring uddannelsesplanlægning, kompetenceudvikling, medbestemmelse, osv. ude på arbejdspladserne.

Med det uddannelsespolitiske eksempel kan man stille to forskellige 10.000 kroners spørgsmål om LO’s fremtid:

  1. Hvordan vil LO i fremtiden leve op til sin rolle som LO-forbundenes interessevaretager på det politiske niveau, når Socialdemokratiet ikke længere er så lydhør og så leveringsvillig, når det gælder reformer ud fra LO-medlemmernes interesser?
  2. Kan og vil LO mobilisere græsrødderne i det omfang, LO har brug for det på bl.a. det udviklende arbejde og uddannelsesmrådet?

Udviklingen op gennem 1980'erne under Schlüter-regeringerne rummer måske et element af svaret på det første spørgsmål. I denne periode indrettede LO sit arbejde på at kunne præge lovgivningsarbejdet, selv om den politisk modpart ikke var partikammeraterne fra Socialdemokratiet. Denne udvikling er fortsat efter Socialdemokratiets tilbagekomst ved regeringsmagten både i for af en styrket interessevaretagelse over for det ministerielle embedsniveau og ved en løbende kontakt til andre politiske partier end Socialdemokratiet, om end på langt mindre intenst niveau.

Men spørgsmålet er så, hvorvidt dette vil udvikle LO i retning af en traditionel interesseorganisation, der udfører politisk lobbyarbejde, eller om det vil give anledning til, at LO kobler en bredere politisk kontaktflade med i opprioritering af en udfarende, selvstændige rolle for LO, hvor organisationen søger at skabe opbakning og folkelig mobilisering bag selvstændige fagligt-politiske reformprojekter i stedet for at nøjes med politisk korridorarbejde i forhold til en allerede sat politisk dagsorden. LO’s kongres i 1999 kredsede om dette spørgsmål, hvor LO-ledelsen forsøgte at skabe opbakning til en mere offensiv, selvstændig reformpolitisk rolle inden for en nyformulering af såvel det traditionelle klassekompromis som det politiske velfærdsprojekt. Men endnu er det for tidligt at afgøre, om LO kan og vil videreudvikle denne tilgang. Måske ligger nøglen i svaret på det andet spørgsmål.

På en række områder, det udviklende arbejde, medbestemmelse, uddannelse, ligestilling, arbejdsmiljø og social ansvarlighed kan LO ikke undvære støtten og aktiviteten hos arbejdspladsernes tillidsfolk. Men hvordan skal en hovedorganisation, der har forbund og ikke almindelige lønmodtagere eller tillidsfolk som medlemmer, mobilisere græsrødderne? Hvis LO gik direkte ud til græsrødderne, ville det være en aldeles uacceptabel provokation af de enkelte forbund, som aldrig ville overleve.

LO har derfor kun to muligheder for at sikre sig opbakning fra græsrødder. Den ene og formodentlig vigtigste er at mobilisere for faglige og politiske reformprojekter, hvor græsrødderne tydeligt kan genfinde sig selv og se deres egen aktive rolle. Den anden mulighed er at gå gennem forbundene og den aktivitet, der kan skabes i de lokale LO-organisationer. At dømme efter de historiske traditioner er det ikke sandsynligt, at LO-ledelsen vil få lov at bruge forbundene som forbindelsesled til arbejdspladserne, medmindre forbundene selv har en klar interesse i det og selv har sin egen rolle at spille i projektet. Og dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om LO som social reformbevægelse. LO kan aldrig alene eller hen over forbundene blive en stærk social reformkraft. Men sammen med forbundene og arbejdspladserne er det muligt. Spørgsmålet er så, om LO vil og kan.

B.G.


Internet: LO