Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
   .  Nordamerika  .  USA
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/8 2006
Læst af: 11.886
: :
AIPAC (The American Israeli Public Affairs Committee)

«So great is the perceived power of AIPAC to mobilize financial support for pro-Israel candidates or to challenge those perceived as hostile, that this year (1999), as is usually the case, around half the members of the Senate and one-third of the House of Representatives were expected to attend the policy banquet at (AIPAC's annual) conference.» Martin Sieff, Managing Editor of International Affairs, United Press International, 1999.

Bush taler for AIPAC
USA's præsident George W. Bush taler til medlemmer af AIPAC 18. maj 2004. På hans højre side ses AIPAC's direktør Howard Kohr, og på hans venstre AIPAC's præsident Bernice Manocherian.

AIPAC (1953-), den stærkeste udenlandske lobbyorganisation i USA. Gennem målrettede kampagner arbejder AIPAC for at få valgt så mange Israel venlige politikere ind i USA's kongres som muligt. Omvendt gennemføres målrettede hadkampagner mod de politikere, der vover at udtrykker sig kritisk overfor Israel, eller blot mere nuanceret i Palæstina-Israel konflikten. Resultatet er, at Israel er den største modtager af «U-landsbistand» fra USA med 4 mia. US$ årligt; at USA rutinemæssigt nedlægger veto mod Israel-kritiske resolutioner i FN's Sikkerhedsråd. Komiteen har i alt 65.000 medlemmer fordelt på 50 delstater i USA. Den gennemfører årligt ca. 2.000 møder med medlemmer af Kongressen og hjælper hvert år 100 pro-israelske lovgivningsforslag på vej gennem Kongressen.

AIPAC hed oprindeligt American Zionist Committee for Public Affairs. Den var historisk knyttet til zionismens venstrefløj, det israelske arbejderparti og til Demokraterne i USA, som ca. 80% af den amerikansk-jødiske befolkning stemmer på. Denne orientering har imidlertid været under ændring siden Likud i 1980'erne overtog magten i Israel, og siden de neokonservative med George W. Bush kom til magten i USA i 2000. AIPAC har i dag direkte indflydelse på mange af de centrale beslutninger i USA's mellemøstenpolitik.

1948-81 Eksplosion i USA's støtte til Israel

I de første 25 år efter staten Israels oprettelse i 1948 var den økonomiske støtte fra USA begrænset - 74 mio. US$ i gennemsnit pr. år. Med Oktoberkrigen i 1973 skete der nærmest en eksplosion i den amerikanske villighed til at yde Israel støtte. Den steg til omkring 2.500 mio. US$ årligt. (Statistik over USA's støtte gennem årene findes i opslaget om Israel.)

1973 var også det år, hvor den første oliekrise indtraf og prisen på råolie steg brat. Milliarderne flød bogstaveligt talt ind i de arabiske olielandes statskasser. De samme stater blev storindkøbere af moderne militærudrustning. For at USA kunne sikre Israel dets militære forspring - hvilket præsidenterne Nixon, Ford, Carter og Reagan var villige til - måtte USA's bistand til Israel sættes voldsomt i vejret.

USA sørgede for, at Israel holdt trit med de arabiske olielandes oprustning - og lidt til.

I 1981 led AIPAC imidlertid et alvorligt - men enkeltstående - nederlag til den nordamerikanske våbenindustri. Efter 11 måneders hård politisk kamp vedtog kongressen salget af AWACS overvågningsfly til Saudi Arabien. USA søgte febrilsk en arabisk allieret, der kunne erstatte tabet af Iran 2 år forinden.

1981-90 Intensiveret fundraising som middel til større politisk indflydelse

Tom Dine havde i 1980 overtaget ledelsen af komiteen. Han havde tidligere arbejdet i udenrigstjenesten og været rådgiver i lovgivningsspørgsmål for en række betydningsfulde senatorer som Edward Kennedy, Edmund Muskie og Frank Church.

AIPAC stod i et alvorligt dilemma ifht. Begin-regeringen, der havde overtaget magten i Israel i 1977. På den ene side var det ikke normalt, at AIPAC tog parti i intern israelsk politik. Tvært støttede man den til enhver tid siddende regering, På den anden side frygtede både Dine og mange andre jøder, at Israel skulle blive målskive for kritik fra USA, som Sydafrika var det for sin apartheid politik.

Derfor måtte AIPAC i stedet for at svække Israel med kritik finde på argumenter, der ville støtte Israels sag i både kongressen og i den folkelige opinion. Den sag der siden har været AIPACs bannermærke er, at Israel er et strategisk aktiv for USA. Kort sagt er AIPACs påstand, at uden Israel ville USA stå særdeles svagt i Mellemøsten.

Dine havde fra sin overtagelse af ledelsen i 1980 store planer med AIPAC. Organisationen skulle udvides, så den fik en stab på 80-100 medarbejdere i lighed med de vigtigste af senatets medlemmer. For konstant at kunne holde et vågent øje med alle beslutninger var det vigtigt at have en højere grad af specialisering, end det var normalt for lobbyorganisationer i Washington.

Da AIPAC blev stiftet i 1950'erne havde stifteren - I.L. Kenen - været alene om jobbet som lobbyist. Nu fik Tom Dine seks mand tilmeldt som lobbyister i kongressen, med Douglas Bloomfield som cheftaktiker.

Der skulle holdes øje med demokrater og republikanere, konservative og liberale og Senatet såvel som Repræsentanternes Hus. Ingen studehandel måtte kunne indgås i en krog af senatet eller i et udvalgsværelse, uden at AIPAC erfarede det og kunne forsøge at påvirke beslutningen. Med de 3 mia. US$ kongressen årligt bevilgede Israel, kunne blot nogle få minutters uopmærksomhed i et underudvalg koste dyrt.

Udover en uophørlig observation og bearbejdelse af politikerne lagde Dine vægt på at udbygge nettet af nordamerikanske jødiske aktiviteter rundt om i landet. Tanken var, at kun hvis en kongrespolitiker i sin hjemstat blev klar over hvor stor en hjælp han modtog fra det jødiske samfund, kunne han påvirkes til at blive en god mand for Israels sag i Washington.

Nederlaget i AWACS-sagen i 1981 blev en stærk ansporing til ny indsats for Israel-lobbyens udbygning. Medlemstallet steg til 50.000, samtidig med at AIPAC-kontoret i Washington anskaffede sig et computeranlæg, der på rekordtid kunne producere breve og kuverter til hele medlemsskaren. På et par dage kunne Dine og hans folk mobilisere en betydelig hær af fodfolk over hele USA. Jødiske aktivister der på lokalplan kunne tage kontakt med politikerne eller påvirke dem med en brevstorm.

Pointen var, at hvis man ville påvirke en senator eller repræsentant i særlige sager, så må man først hjælpe personen med at blive valgt, så han aldrig glemmer, hvem hans virkelige venner er.

For at kunne føre en valgkampagne må man have penge. Det er alfa og omega i enhver amerikansk valgkamp, uanset om man stiller op til valg i hjemstaten eller på forbundsplan. Der er lagt stærke begrænsninger på, hvor meget en enkeltperson kan give til en kandidat. Men også det fandt AIPAC en løsning på. I løbet af 1980'erne blev der oprettet tusindvis af «Political Action Committees» (PAC's). De skal ikke forveksles med AIPAC, der betyder American Israel Public Affairs Committee. Det første er en valgfond, det sidste en lobbyorganisation, og de to ting har ikke direkte noget med hinanden at gøre. Man kan have vidt forskellige motiver for at oprette en PAC. Men for nordamerikanske jøder er formålet med de jødiske PAC's at samle deres bidrag på de kandidater, hvor de får størst pro-Israelsk udbytte.

Hermed fik Israel-lobbyen et nyt og særdeles slagkraftigt våben, når det gjaldt om at vælge og vrage mellem kandidaterne til en kongresplads i hjemstaten eller til den føderale kongres i Washington.

Både ude i enkeltstaterne og i Washington satte AIPAC navne på de politikere, der tjente den israelske sag. Medlemmer af udenrigsudvalgene i senatet og repræsentanternes hus var selvskrevne, og endnu mere de udvalgsmedlemmer der behandlede spørgsmålet om fastsættelse af den årlige udlandshjælp. Dines erkendte fra starten, at AIPAC ikke direkte ville kunne påvirke præsidentvalget, men det betød i hans optik mindre, fordi Kongressen har større indflydelse på bevillingerne til Israel end præsidenten. En præsident kan gøre hvad han vil, være lunefuld og skifte mening. Men gør en senator det samme, så indtræffer regnskabets time ved næste valg.

Det bemærkelsesværdige er, at jøder i én del af USA nu gennem PAC's kan støtte pro-israelske kandidater i en anden del af landet. En overordnet masterplan viser hvor kampagnepengene kan gøre bedst nytte og hvor de giver et resultat, der kan mærkes i kongressen. Hvis 70 jødiske PAC's over hele USA alle giver støtte til f.eks. en speciel kandidat i staten Illinois, giver det ham uventet rigelige kampagnepenge til at føre valgkamp med.

Tæt politiker overvågning

I AIPACs hovedkontor på North Capitol Street i Washington blev stilen nu lagt om. Tidligere tiders metoder slog ikke længere til. Uden græsrødder i hver eneste af USA's 50 stater var der efter Tom Dines mening ingen effektiv lobby, Og uden lobbyens sikre greb om hver eneste senator og repræsentant ville der ingen lydhørhed være i de afgørende afstemninger. Tom Dine havde virkelig fået en lærestreg med AWACS-sagen.

Nu blev der holdt nøje øje med hver eneste politiker. På et par sekunder kunne ethvert kongresmedlem kaldes frem på computerskærmen med en fuldstændig oversigt over hvordan han eller hun havde stemt i hver eneste afstemning, der havde AIPAC's interesse.

Bare den mindste afvigelse fra en uforbeholden støtte til Israel nedkaldte en koncentreret bearbejdelse af kongresmedlemmet, dels fra Tom Dine og hans stab, der opsøgte ham, dels i form af tusinder af henvendelser fra vælgere i hjemstaten, som ønskede en forklaring på deres kongresrepræsentants stemmeafgivelse.

På AIPAC's årskongres i 1984 erklærede Dines: «Vi er blevet en bevægelse - en politisk faktor... Vi er toppen af et isbjerg af USAs pro-israelske støtter. Vi agter nu at udvide hjælpen til Israel gennem resten af dette århundrede».

Snart flyttede AIPAC til elegante kontorsuiter på North Capitol Street, side om side med restauranten La Colline, hvor lobbyister og kongresfolk hver dag ved frokostid sad tæt ved bordene. Når AIPAC's chefstrateg Doug Bloomfield drejede ind ad indgangen, kunne man se på tjenernes blik, at det var ikke en mand, der behøvede at vente mange sekunder på at få sit bord anvist. Som New York Times skrev om Israel-lobbyen: «Det er den mest magtfulde, velorganiserede og effektive udenrigspolitiske interessegruppe i Washington».

Den stærke minoritet

Ud af USA's godt 280 millioner amerikanere er kun 6,6 millioner jøder - altså under 2½ %. Derfor spørger mange også hvordan det kan gå til, at en så beskeden befolkningsgruppe har fået så stor indflydelse på de politiske beslutninger og medierne i USA.

Hertil er der i hvert fald fem grunde:

Som redaktør Robert Scheer ved Los Angeles Times siger: «Det har endnu ikke skadet nogen politiker at støtte Israel, mens det modsatte i højeste grad er tilfældet. Israel-lobbyen er den stærkeste i Washington, og den kan gøre dit liv forbandet ubehageligt, hvis du får den imod dig».

En af de politikere der fik AIPAC imod sig var den republikansk senator, Charles Percy. Han var ivrig Israel-tilhænger og var kendt for at støtte Israel i alle sager. Men en dag begyndte han at stille spørgsmål ved Israels adfærd over for palæstinenserne i de besatte områder. Hurtigt satte AIPAC en kampagne i gang mod ham. Percy blev brændemærket som Israels største fjende, og fra næste valg forsvandt han fra det politiske liv. Direktøren for AIPAC erklærede senere: «Alle jøder i Amerika, fra kyst til kyst, gik sammen for at smide Percy ud. Og amerikanske politikere modtog budskabet».

En anden der kom galt afsted var kongresmanden Paul Findley. Efter 22 år som kongresmedlem for staten Illinois blev han i 1982 slået ud i et valg, hvor hans modkandidat blev støttet af AIPAC. Hans politiske dødssynd var, at han under en rejse til Damaskus i Syrien havde trykket hånd med PLO-lederen Yassir Arafat, der på det tidspunkt af Israel og USA blev betegnet som terrorist.

Findley har skrevet en bog, som beskriver den jødiske lobby, og hvordan den arbejder. Selv om bogen er fra 1985, er den fortsat interessant. Den hedder They dare to speak out. I bogen redegør Findley for, hvordan lobbyen direkte påvirker arbejdet i Kongressen og Senatet og i bl.a. udenrigsministeriet. Han citerer bl.a. AIPAC's leder for efter et valg at have sagt, at «nu kan vi diktere vores egen udenrigspolitik». Findley beskriver, hvordan lobbyen infiltrerer amerikanske universiteter og modarbejder professorer og lærere, som viser forståelse for arabiske og islamiske lande, og hvordan lobbyen udøver pres på massemediernes journalister, aviser og bogforlæggere for at hindre kritik af Israel. Findley viser, hvordan de, der kritiserer israelsk politik, udsættes for personlige angreb og risikerer at miste levebrødet gennem lobbyens aktioner. Findley skriver, at præsidenter frygter lobbyen, og at Kongressen lyder dens befalinger.

1983 strategisk aftale mellem USA og Israel

Israel invaderede i 1982 Libanon. Året efter invaderede USA Libanon - officielt som «fredsvogterne». USA havde på baggrund af AWACS salget i 81 fået løfte fra Saudi Arabien om, at det ville forsøge at overtale Syrien til en fredsordning i Libanon. Men præsident Assad havde ikke lyst til at spille med i dette spil og lagde bolden død. Det medførte udbredt skuffelse i Washington over både Saudi Arabien og Libanon. Da samtidig den shiitiske terror satte ind mod den amerikanske ambassade og militærforlægning i Beirut, besluttede USA at trække de nordamerikanske marinesoldater helt hjem.

I Washington tippede stemningen nu til Israels fordel. Det Saudi Arabien, der ville købe våben i USA, havde åbenbart ikke noget aktiv at give i bytte. Fyrstefamilien i Riyadh skulle ikke nyde noget af at træde offentligt frem og blive set som pro-amerikansk.

Fra efteråret 1983 var Reagan regeringen derfor klar til fuld satsning på Israel. Den jødiske stat var fremstået under dilemmaet i Libanon som den eneste nogenlunde stabile part i det mellemøstlige kaos. Man så bort fra, at Israel ikke havde gjort dette kaos mindre med sin krig mod PLO. Den strategiske samarbejdsaftale, der var blevet stillet i bero i 1981, skulle nu virkeliggøres.

En af arkitekterne bag aftalen var viceudenrigsminister Lawrence Eagleburger, som i en tale den 12. juni 1983 erklærede, at Israels: «militære magt opfattes af russerne som en forhindring for deres ekspansionistiske ambitioner i Mellemøsten. Israels sikkerhed er vital for amerikanske interesser, og vi vil ikke sidde med hænderne i skødet, hvis Sovjetunionen truer den sikkerhed».

Hverken Eagleburger, hans chef George Shultz eller Robert McFarlane, Reagans nationale sikkerhedsrådgiver, nærede Alexander Haigs illusioner om en israelsk-arabisk koncensus, lige så lidt som de troede på den pro-israelske lobbys mere eventyrlige ideer om et Israel, der kunne fungere som gendarm i den arabiske verden. Deres mening var ganske enkelt, at Israels fremtid i Mellemøsten i de næste ti år var særdeles lovende, og i øvrigt ville Israel som atommagt være sikret ind i det 21. århundrede.

Banebrydende aftale med Israel

Med beslutningsdirektiv nr. III i Det nationale Sikkerhedsråd blev der den 29. oktober 1983 etableret et formelt grundlag for det strategiske samarbejde mellem Israel og USA. Det skete indenfor rammerne af et fælles politisk militært gruppearbejde (JPMG).

Resultaterne af dette samarbejde er værd at afdække, for det er en koordinering af vidtrækkende omfang. Detaljerne har man forsøgt at holde uden for offentlighedens kendskab, for at det ikke over for den arabiske verden skulle virke for provokerende. Her er de blevet stykket sammen ved studium af AIPAC's skrifter, regeringsmemoranda og lækager i Israel.

Samarbejdet omfattede bl.a.:

Godt tre år senere, i februar 1987, kunne Reagan-administrationen i forbindelse med premierminister Yitshak Shamirs besøg i Washington erklære, at Israel nu var en allieret med samme garantier som NATO-partnerne. Set udefra syntes det som om at forsvarsaftalen med Israel skulle erstatte det afgørende samarbejde USA havde haft med shahens Iran. Et samarbejde der brød sammen med revolutionen i Iran i 1979, hvor shahen blev smidt på porten.

WINEP

I 1984 stiftede to ledende medlemmer fra AIPAC «tænketanken» Washington Institute for Near East Policy (WINEP). Ledelsens rådgivningsgruppe kom bl.a. til at bestå af udenrigsminister George P. Shultz, forsvarsminister Alexander Haig, FN ambassadør Jeane Kirkpatrick, den nationale sikkerhedsrådgiver Robert C. McFarlane, Stuart Eizenstat, Max M. Kampelman, Samuel W. Lewis, James Roche, Richard Perle, Edward Luttwak og Walter Mondale. På det tidspunkt var 14 af denne tænketanks 100 betroede medarbejdere medlemmer af AIPAC's styrelse, og 2 var blandt USA's største bidragsydere til politiske kampagner. Nogle var medstiftere eller ledere i PAC's i forskellige dele af USA. WINEP kom til at spille en central rolle i at få placeret medlemmernes artikler i blade, aviser og på websites. Selv om den i sin selvforståelse var en «tænketank», var der snarere tale om en effektiv propagandamaskine.

AIPAC var i 1985 blevet så stærk, at det sammen med sine allierede var i stand til at sabotere en våbenaftale, præsident Ronald Reagan ellers havde lovet Jordans kong Hussein. I 1986 var lobbyen stærk nok til at hindre Reagan i at indgå en ny aftale om salg af krigsfly til Saudi Arabien. USA's udenrigsminister George Shultz var tvunget til at sætte sig ned med AIPAC's direktør - ikke lederne i Kongressen - for at finde ud af, hvilken type af våbensalg til Saudi Arabien AIPAC og Israel kunne tolerere.

WINEP udgav i 1988 rapporten: Building for Peace: An American Strategy for the Middle East. Rapportens hovedpointe var, at USA's regering skulle modstå presset for optagelse af fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina, «indtil betingelserne var modnede». Det var med denne rapport, at WINEP og AIPAC søgte at spænde ben for Madrid fredsprocessen, der kom i gang efter den 1. Golfkrig i 1991. De var derfor heller ikke venligt stemte overfor den Oslofredsaftale mellem Israel og Palæstina, der blev underskrevet i Washington i august 1993.

Spionage eller symbiose?

Det er kun få oplysninger, der ellers kommer ud om organisationens indflydelse på toppolitikken i USA. Men i december 1992 blev AIPAC direktør David Steiner tvunget til at tage sin afsked, efter afsløringen af en hemmelig båndoptagelse, hvor han pralede med sin politiske indflydelse. På båndet pralede han bl.a. med, at han havde «lavet en aftale» med Bush administrationen om øget bistand til Israel. Han havde skaffet «næsten 1 mia. US$ og andre julegaver», og han var i gang med «forhandlinger» med den nye Clinton administration om udnævnelse af en pro-israelsk udenrigsminister. «Vi har et dusin folk i hans (Clintons) hovedkvarter, og de får alle høje stillinger», pralede han.

Gennem 90'erne fik AIPAC stor indflydelse på Clinton administrationen, og samtidig udvikledes et meget tæt forhold mellem organisationen, og de neokonservative, der kom til at dominere Bush regeringen fra 2001.

I august 2004 blev det afsløret, at FBI gennem et års tid havde kørt en efterforskning af Larry Franklin - en ansat i forsvarsministeriet. Det blev afsløret, at han havde leveret militært klassificeret efterretningsmateriale om Irans militære styrke til AIPAC, og organisationen havde afleveret det videre til Israel. I forbindelse med efterforskningen ransagede FBI den 1. december 2004 AIPAC hovedkvarter i Washington, og stævnede samtidig 4 af dens senior lobbyister for en storjury.

Franklin var ikke hvem som helst. Han arbejdede under den neokonservative og militant zionistiske Douglas Feith, der er en af de vigtigste personer i forsvarsministeriet med ansvaret for politikudvikling.

I maj 2005 oplyste justitsministeriet, at Franklin var blevet arresteret, og yderligere stod tiltalt for at have udleveret klassificeret materiale om mulige angreb på de nordamerikanske styrker i Iraq. På et frokostmøde den 26. juni 2003 havde Franklin afleveret tophemmeligt materiale til 2 AIPAC ansatte, Steven J. Rosen og Keith Weissman. Rosen var AIPAC's direktør for udenrigspolitiske spørgsmål og Weissman var en senioranalytiker på Mellemøsten. Begge fik orlov fra AIPAC en måned inden Franklins arrestation, og inden det blev offentligt kendt, at deres forhold til Franklin ville blive efterforsket.

I august 2005 blev Rosen og Weissman anklaget for illegal konspiration med det formål at indsamle og overdrage informationer om national sikkerhed til Israel. De blev anklaget for at have viderebragt informationer fra Franklin til flere israelske agenter, deriblandt Naor Gilon - en politisk ansat ved Israels ambassade i Washington. Blandt de tophemmelige papirer var dokumenter, der skitserede USA's strategiske muligheder overfor Iran, der efter invasionen af Iraq i 2003 var supermagtens vigtigste fjende i området..

Det er endnu uklart, hvor de nordamerikanske myndigheder har villet ofre Franklin, for der er mange tegn på, at denne forsvarsministerie ekspert i Iran blot delte sine efterretninger med AIPAC og Israel, som mange andre ansatte i forsvars- og udenrigsministeriet.

Selv om Franklin sagen er en smule ubehagelig for forbundsmyndighederne, for AIPAC og Israel, har den ikke begrænset AIPAC's indflydelse. Bl.a. lykkedes det organisationen at få sat Hamas, Hizbollah og Islamisk Jihad på USA's mest restriktive terrorliste, der giver USA sanktionsmuligheder overfor udenlandske banker, der ikke øjeblikkeligt blokerer disse organisationers konti. På den måde er det lykkedes AIPAC at få lukket flere palæstinensiske humanitære fonde i USA og i udlandet på påstanden om, at de blev anvendt til at kanalisere penge til terrorgrupper.

Det arabiske svar på AIPAC

NAAA (The National Association of Arab Americans), er en arabisk-nordamerikansk lobbygruppe, der blev oprette i 1972, men som kun når AIPAC til sokkeholderne. Dens holdning til AIPAC er følgende:

«Jøderne udgør under 3% af USA's befolkning, men i Kongressen er de repræsenteret med 6%. Hvis man ser på udenrigskomiteen i Repræsentanternes Hus, opdager man, at den jødiske repræsentation er 25%. Ser man videre på underkomiteen for Mellemøsten er der 30% jødiske medlemmer, Så man kan sige, at det Israel-lobbyen har gjort, er at tiltage sig en dominerende rolle der, hvor beslutningerne om Mellemøsten træffes.»

NAAA's forsøg på at udbalancere AIPAC's indflydelse i Kongressen og i regeringskontorerne er mildest talt vanskelig, og opgaven er ikke blevet mindre efter 11. september 2001. NAAA er imidlertid ikke blot oppe mod AIPAC, men også mod USA's geopolitiske interesser. USA ønsker af økonomiske og militære årsager at have en stærk position i Mellemøsten, og Israel er strategisk det land, der giver det bedste og sikreste udgangspunkt for ekspansionen af USA's interesser i regionen.

A.J.


Internet:
Mearsheimer, John J.; Walt, Stephen M.: THE ISRAEL LOBBY AND U.S. FOREIGN POLICY, University of Chicago / Harvard University, March 2006
AIPAC, Spinwatch profil.
AIPAC. Sourcewatch profil.
Deconstructing Cynthia McKinney, Jewish Times. 5. november 1999. Om AIPAC's sabotage af McKinneys politikerkarriere.
Goldberg, Jeffrey: Real insiders. The New Yorker. 4. juli 2005.
AIPAC Contributions to 2002 Congressional Candidates. WRMEA, oktober 2002. AIPAC støttede i 2001-03 kongresmedlemmer med 3 mio. US$. I perioden 1978-2002 gav AIPAC 38 mio. US$ i støtte til ialt 1.865 kongresmedlemmer.
Dreyfuss, Robert: Bigger Than AIPAC, TomPaine.com, 9. august 2005
Cole, Juan: AIPAC's Overt and Covert Ops, AntiWar.com, 30. august 2004.
Beinin, Joel: Pro-Israel Hawks and the Second Gulf War. Middle East Report. 6. april 2003.
Massing, Michael: The Israel Lobby, The Nation 23. maj 2002.
Dreyfuss, Robert: Agents of Influence, The Nation 16. september 2004.
Edsall, Thomas B. & Moore, Molly: Pro-Israel Lobby Has Strong Voice. AIPAC Is Embroiled in Investigation of Pentagon Leaks. Washington Post, 5. september 2004.
President Bush’s Address to the AIPAC Policy Conference, 18. maj 2004. Jewish Virtual Library.
Stahl, Julie: More US Lawmakers Visiting Israel This Summer Than Ever Before. CNS News. 18. august 2003.
Tidsskriftcentret emneliste: Den israelske lobby og USAs udenrigspolitik
Address by Foreign Minister Silvan Shalom to the AIPAC Policy Conference, 30. marts 2003. Israels Udenrigsministerium.
AIPAC: The American Israel Public Affairs Committee: America's Pro-Israel Lobby. AIPAC's site.