Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Jugoslavien  .  Montenegro
DatoOpdatering
2013.12.12Opdatering 2013
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 4/8 2016
Læst af: 17.653
Verden  .  Europa  .  Jugoslavien  .  Montenegro
: :
Montenegro
Befolkning620.145
ValutaEuro
Areal13.812 Km2
HovedstadPodgorica
Befolkningstæthed50 indb./Km2    
HDI placering49    

Landet består af 4 geografiske zoner: middelhavskysten, bjerge inde i landet, flade egne hvor størstedelen af landets økonomiske liv er koncentreret, høje bjerge i nord. Der er tale om middelhavsklima ud mod Middelhavet og fastlandsklima i resten af landet. Turismen i kystområdet er en vigtig indtægtskilde for landet. Der kommer årligt 900.000 besøgende til landet.

Folket: De vigtigste grupper er montenegrinere (43,16%) og serbere (31,99%). Bosniere (7,77%), albanere (5,03%), kroater (1,1%), sigøjnere (0,46%).

Religion: Ortodokse katolikker 74%, muslimer 18%.

Sprog: Serbisk, montenegrinsk

Politiske partier: Montenegros demokratiske socialistiske parti; Liberal Alliance; Det socialistiske folks Parti; Socialdemokratiet.

Officielt navn: Republika Crna Gora (Republikken Montenegro)

Hovedstad: Podgorica 169.132 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Niksic 58.200; Bijelo Polje 32.000; Cetinje 15.137 (2003).

Regering: Parlamentarisk republik. Indtil 4. juni 2006 i føderation med Serbien (Serbien og Montenegro). Siden da selvstændig. Præsident: Filip Vujanovic siden maj 2003, genvalgt i 2008 og 13. Premierminister: Milo Đukanović siden februar 2008, genvalgt i 12. Parlamentet har ét kammer med 78 pladser.

Nationaldag: 13. juli. (Dagen hvor Montenegro i 1878 fik sin selvstændighed ved Berlinkonferencen. Og dagen for opstanden i 1941 mod Aksemagternes besættelse).

 

Navnet Montenegro (Italiensk: de sorte bjerge) henviser til den mørke farve på skovene, der dækker de Dinariske alper i nord. Det blev givet af venezianske sømænd, da Venedig i Middelalderen kontrollerede handelen i Adriaterhavet. Crna Gora er en direkte oversættelse til serbisk.

Inden de slaviske folk ankom til Balkan i det 6. århundrede var det nuværende Montenegro beboet af forskellige stammer, hvoraf den vigtigste var Ilyrerne. Rom erobrede i år 9 evt. Ilyrien. Med Roms forfald blev landet udsat for mange invasioner af halv-nomader. Bl.a. goterne. De blev imidlertid erstattet af slaverne, der i det 7. århundrede havde Balkan under deres kontrol.

I det 10. århundrede dannede slaviske stammer sammen med rester af ilyrere og romere det semi-selvstændige fyrstedømme Duklja ved Adriaterhavskysten - i hvad der er det nuværende Montenegro. Pave Gregorio VII anerkendte i 1077 og udnævnte monarken Mihailo til rex Docleae (konge af Duklja).

Fyrstedømmet Zeta opstod omkring 1360. Det svarede i geografisk udstrækning omtrent til det nuværende Montenegro. Det blev regeret af 2 dynastier: Balsic frem til 1421 og Crnojevic i 1421-99. Det Ottomaniske imperium der ellers havde regionen under kontrol fra det 15. århundrede havde ikke held til på noget tidspunkt fuldstændig at underlægge sig fyrstedømmet.

 I 1516 abdicerede prins Durad Crnojevic til fordel for ærkebiskop Vavil, der omdannede Montenegro til en teokratisk stat, ledet af prinse-biskoppen (vladika) i Cetinje. Posten blev gennem flere århundreder varetaget af medlemmer af Petrovic-Njegos familien fra Ridani klanen. I 1852 giftede vladika Danilo II Petrovic Njegos sig imidlertid. Han havde overtaget posten året forinden. Han forlod klostret og tog titlen knjaz (prins). Landet blev dermed omdannet til et sekulært fyrstedømme.

Ved Berlinkonferencen i 1878 anerkendte de europæiske stormagten Serbiens og Montenegros selvstændighed. De blev omdannet til kongedømmer i henholdsvis 1882 og 1905 (se Serbiens historie).

I 1910 blev prins Nikola I kronet til konge af Montenegro. To år senere erklærede han krig mod det Ottomanniske Imperium. Under den første Balkankrig (1912-13) dannede Montenegro på opfordring fra Rusland alliance med Bulgarien, Serbien og Grækenland. Målet var at drive tyrkerne ud af Makedonien. De led alvorligt militært nederlag og måtte trække sig tilbage til nord for Konstantinopel. Som konsekvens af sejren blev Montenegros areal fordoblet, da det gamle ottomanniske område Sanjak de Novi Pazar blev indlemmet.

Under 1. Verdenskrig var Montenegro del af de Allierede og var besat af tropper fra det østrig-ungarske imperium. I 1918 stemte Podgorica forsamlingen for en union med kongeriget Serbien. Alligevel gjorde selvstændighedsorienterede montenegrinere i december 1919 oprør mod Serbien. Oprøret var slået ned i 1924.

Fra 1919-41 indgik Montenegro i det serbisk, kroatiske og slovenske kongerige. Det fik i 1929 navnet Jugoslavien (De sydlige slaveres jord).

Under 2. Verdenskrig blev Montenegro først besat af Italien og dernæst Tyskland. Balkan blev befriet fra den nazistiske besættelse af guerillaen under ledelse af kroaten Josip Broz - også kendt som «Tito». Efter en periode med provisorisk regering proklammerede den grundlovsgivende forsamling i 1945 dannelsen af den Føderale socialistiske republik Jugoslavien bestående af 6 republikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Den tidligere administrative hovedby, Cetinje blev erstattet af Podgorica, der samtidig blev omdøbt til Titograd til ære for Tito.

De følgende år gennemløb landet en hastig urbaniserings- og industrialiserings proces. I 1940'erne boede 7/8 af montenegrinerne i landområderne. 40 år senere var forholdet omvendt: 7/8 levede i byer.

Nationalismen vandt frem i 1969 da den ortodoks serbiske kirke rejste indvendinger mod bygningen af et monument for prins Petar Petrovic Njegos, der var en de mest prominente montenegrienere i det 19. århundrede.

Efter den voldelige opløsning af det oprindelige Jugoslavien (see Kroatiens, Sloveniens, Bosniens og Serbiens historie) stemte 95,96% af montenegrinerne ved en folkeafstemning i 1992 for en fortsat føderation med Serbien. Valgdeltagelsen var dog nede på 66%, da tilhængere af selvstændighed, den muslimske minoritet og katolikkerne boykottede afstemningen. Samme år dannedes Føderationen Jugoslavien. Holdningen i Montenegro afspejlede, at selvom de fleste montenegrinere ikke delte den serbiske nationalisme og nationalismen i de nye selvstændige lande, så var ønsket om fortsat føderation med Serbien stærkere end ønsket om selvstændighed.

Opløsningen af det tidligere jugoslaviske marked og den handelsembargo FN indførte overfor føderationen pga. dens andel i krigsforbrydelserne i Kroatien og Bosnien førte til den alvorligste økonomiske krise i Montenegro siden 2. Verdenskrig. I januar 1994 nåede hyperinflationen op på 3.000.000%.

Den jugoslaviske føderation blev i 2003 afløst af en ny og løsere føderation mellem de to lande. Hver republik fik sin egen præsident, forsvarsminister, udenrigsminister og fik ansvaret for sin egen økonomi. Aftalen var, at begge lande efter 3 år skulle gennemføre en folkeafstemning, der skulle tage stilling til spørgsmålet om selvstændighed. Montenegrineren Svetozvar Marovic, næstformand i Socialdemokratiet blev i maj samme år valgt af det fælles parlament til landets første præsident.

Efter de aftalte 3 år gennemførte Montenegro i maj 2006 en folkeafstemning, hvor 55,5% stemte for selvstændighed. Det var netop over den grænse på 55% EU havde sat for evt. anerkendelse af den nye stat. Montenegro ønsker optagelse i EU.

Selvstændigheden blev proklammeret 4. juni og dagen efter erklærede Serbien sig for selvstændigt. Føderationen var opløst og det samme var den sidste rest af Jugoslavien. Montenegro blev den 28. juni optaget som FN's 192. medlemsstat, og i maj 2007 optaget i Europarådet.

Forholdet til Serbien blev gradvist forværret og i oktober 2007 hindrede de montenegrinske myndigheder den serbisk ortodokse biskop Filaret i at rejse ind i Montenegro. Spændingen øgedes yderligere da en rådgiver for den serbiske præsident henviste til Montenegro som en «kvasi-stat».

Premierminister Šturanović trak sig i januar 2008 fra posten af helbredsmæssige årsager. Posten blev måneden senere overtaget af Milo Đukanović - socialdemokratiets formand. Han udskrev et hurtigt parlamentsvalg i februar 2009, og ved valget i marts fik hans koalition Europæisk Montenegro 51,9% af stemmerne. Efter sin tiltræden i 2008 var Đukanovićs første tiltag at fremme landets optagelse i EU og NATO. I december samme år afleverede landet optagelsesansøgning til EU. Året efter svarede det på EU's optagelsesspørgsmål og i maj 2010 trådte Stabiliserings og Associeringsaftalen med EU i kraft. I december 2009 lod NATO landet træde ind i sin Membership Action Plan. Inden da havde landet allerede i oktober 2008 anerkendt Kosovas selvstændighed - til stor fortrydelse for Serbien, men stor tilfredsstillelse i EU og NATO.

Præsident Vujanovic blev genvalgt ved præsidentvalget i april 2008. Han fik 51,9% af stemmerne allerede i 1. runde. Hans nærmeste modkandidat, Andrija Mandić fra den Serbiske Liste måtte nøjes med 19,6%.

Montenegro anerkendte i oktober 2008 Kosova, og blev dermed den 4. tidligere republik i Jugoslavien til at gøre det.

Mens BNP de første to år i fuld selvstændighed voksede med 10,7% og 7,5% faldt det i 2009 med 4%, efter at landet var blevet indhentet af den globale økonomiske krise, der dette år slog igennem med fuld styrke.

I december 2010 blev landet officielt EU kandidatland. Premierminister Đukanović havde inden erklæret, at han trak sig fra posten når dette mål blev nået, og han trådte nu planmæssigt tilbage. I hans sted udnævnte koalition vice-premierminister Igor Lukšić som ny premierminister.

Montenegro lænede sig politisk tæt op ad NATO og EU. Både i medlemskaber, men også politisk. Landet leverede soldater til NATO's besættelsesstyrke i Afghanistan og anerkendte i juli 2011 den libyske oprørsregering, det Libyske Overgangsråd. Den vestlige orientering kunne dog tage overhånd. I hvert fald når det kom til nationale spørgsmål. Regeringen havde i første omgang godkendt gennemførelsen af den første Gay Pride parade i maj 2011, men trak efterfølgende godkendelsen tilbage, da den udløste protester blandt både nationalister og andre på højrefløjen.

I april 2012 blev landet optaget i WTO og i juni indledte det formelle optagelsesforhandlinger med EU. Gennem året var der hyppige demonstrationer mod regeringens økonomiske politik.

Ved parlamentsvalget i oktober 2012 mistede regeringskoalitionen 6 mandater, med havde fortsat 39 ud af parlamentets 81 pladser. Den nationalistisk konservative koalition Demokratisk Front gik til gengæld 7 mandater frem til 20. Regeringskolitionen besluttede at danne ny regering med støtte fra et etnisk minoritetsparti, og Đukanović vendte nu tilbage som premierminister.

Præsident Vujanovic besluttede sig i 2012 for at stille op til præsidentvalget i 2013 for at søge en tredje periode. Det faldt ikke i god jord, da landets forfatning begrænser præsidenten til at kunne sidde i 2 perioder, og regeringspartneren socialdemokraterne var stærke modstandere, da de anså Vujanovic for at være en svag nationalist. I februar afsagde forfatningsdomstolen en kendelse der banede vej for Vujanovics genopstilling. Ifølge domstolen var han ikke præsident for den selvstændige stat Montenegro i 2003-06, men derimod for en delstat i Serbien-Montenegro. Disse år talte derfor ikke. Og i 2006-08 var han blot de-facto præsident i den nye stat. Han havde derfor kun siddet 1 periode som præsident i den selvstændige stat Montenegro og kunne derfor stille op en gang til. Vujanovic blev valgt til en 3. periode i april 2013 med 51,2% af stemmerne mod 48,8% til den højre-nationalistiske kandidat Miodrag Lekić. Valget lykkedes alene fordi oppositionen ikke kunne finde nogen stærk samlende kandidat, men hindrede dog ikke at begge kandidater gensidigt beskyldte hinanden for valgsvindel efter valget.

EU Kommissionen meddelte i januar 2013 at Montenegro var på rette kurs ifht. optagelse i unionen, men at landet dog skulle gøre mere for at sikre pressefriheden, kvinders og homoseksuelles rettigheder.

Under en koordineret aktion arresterede politi fra Bosnien-Herzegovina og Serbien i december 2014 15 personer, der blev sigtet for at stå bag en bortførelse og mord på 20 togpassagerer i 1993. Kidnapningen blev foretaget af bosnisk-serbiske styrker, der udvalgte passagererne på baggrund af deres identitetskort. De fleste af de 20 dræbte var basniakker fra Sandžak området i Montenegro.

Den højreorienterede oppositionsalliance «Demokratisk Front» gennemførte i oktober 2015 store demonstrationer med krav regeringens afgang og udskrivning af nyvalg. Demonstrationerne udartede voldeligt og sikkerhedsstyrkerne brugte tåregas og gummikugler mod demonstranterne efter disse havde forsøgt at storme parlamentet. Regeringen gik ikke af, men regeringskoalitionen blev sprængt i januar 2016, hvorefter regeringen fortsatte som minoritetsregering. I maj 2016 blev premierministerens tale i parlamentet afbrudt af den højreorienterede opposition, der råbte «Milo, din tyv». Konfrontationen kunne have udviklet sig voldeligt, men holdt sig på det verbale plan. Der planlægges nu parlamentsvalg til afholdelse i oktober.

Landet var gennem 2015 gennemgangsland for de hundredetusinde af flygtninge fra især Syrien ig Iraq, der søgte mod Europa. Ved udgangen af året havde 1570 søgt om asyl i Montenegro. 14 var blevet bevilget asyl. Derudover søgte ca. 4000 montenegrinere asyl i EU. De fleste i Tyskland.

I december 2015 inviterede NATO officielt Montenegro til optagelse i krigsalliancen. Invitationen udløste store demonstrationer i hovedstaden Podgorica. Alligevel blev optagelsesforhandlingerne indledt i februar 2016 og var bragt til ende i maj, hvorefter landet fik observatørstatus i NATO i afventen af optagelsesratificering i de enkelte lande.

GUIA


Internet

Lonely Planet rejseinformation Montenegro (engelsk)
Political ressources on the Net (Montenegro)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)