Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Kroatien
DatoOpdatering
2013.12.10Opdatering 2013
2015.01.31Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 14/9 2016
Læst af: 117.719
Verden  .  Europa  .  Kroatien
: :
Kroatien
Befolkning4,7 mio.
ValutaKroatiske kunas
Areal56.540 Km2
HovedstadZagreb
Befolkningstæthed83,1 indb./Km2    
HDI placering51    

Kroatien deler grænser med Slovenien og Ungarn i nord, med Serbien i øst og har en kystlinie i syd og vest på 1.778 km langs Adriaterhavet., den dalmatiske kyst med talrige havne og kurbade. Territoriet er opdelt i 3 forskellige regioner: bjergene i nærheden af Zagreb i nord; den klippefyldte Adriaterhavskyst; og dalene i den centrale del af landet ved Panonia. Bjergkæden ved kysten består af De dinariske Alper, Valebit-bjergkæden og Velika Kapela, med højder på 700-2.200 meter. Dalene i de indre dele af Kroatien forsynes med vand af Savafloden, der gennemløber landet fra nordvest til sydøst og danner grænse til Bosnien-Herzegovina. Drava-floden har sit udspring i nord, danner grænsen til Ungarn og løber ud i Donau, der skiller Serbien fra Kroatien. Panonia-dalen påvirkes af luftmasserne fra kontinentet; området er koldere og mindre regnfuldt end kystområderne. Ved den dalmatinske kyst har man middelhavsklima, med gennemsnitstemperaturer om vinteren på 4 grader og med op til 24 grader om sommeren. Den traditionelle økonomi er baseret på landbrug og kvægavl. Efter Den 2. Verdenskrig grundlagdes lettere industri og fundet af rige forekomster af olie ændrede landets økonomiske profil. Myndighederne er for tiden travlt beskæftiget med genopbygning af produktionsapparatet og af de vidtstrakte områder, der blev hærgede under konflikten, samtidig med man er i færd med at opgøre miljøskaderne, der er et af resultaterne af borgerkrigen.

Folket: Kroater, 78,1%; serbere, 12,1%; muslimer 1%; ungarere, 0,5%; slovenere, 0,5%; tjekker, italienere og sigøjnere.

Religion: Katolikker, 76%; græsk-ortodokse, 11%; muslimer, 1%.

Sprog: Kroatisk er det officielle sprog. Desuden: istrisk, roma, ungarsk, tjekkisk, slovensk og italiensk.

Politiske partier: Den kroatiske Blok (HB); Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ), centrum-højrefløjsparti; Den kroatiske kristeligt-demokratiske Union (HKDU); Det kroatiske Bondeparti (HSS); Partiet for kroaternes Rettigheder (HSP).

Sociale organisationer: Sammenslutningen af uafhængige fagforeninger i Kroatien; Unionen af autonome fagforeninger i Kroatien; Jernbanearbejdernes Fagforening; Metalarbejdernes Fagforening; Sammenslutningen af Kroatiens Journalister.

Officielt navn: Republika Hrvatska.

Administrativ inddeling: 102 distrikter.

Hovedstad: Zagreb, 804.200 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Split, 200.800 indb.; Rijeka, 180.000 indb. (2000)

Regering: Kolinda Grabar-Kitarović, præsident siden februar 2015. Tihomir Orešković, premierminister siden januar 2016. Parlamentet, Sabor, er et af de ældste i Europa. Det har 152 medlemmer. Valg hvert 4. år.

Nationaldag: 25. juni 1991, Uafhængighedsdagen.

Væbnede styrker: 105.000 mand. (1995)

Paramilitære styrker: 24.000 mand fra politiet; heri inkluderet 1.000 mand udstationeret i Bosnien.

 

I det 6. århundrede e.v.t. indvandrede kroaterne fra Hvidekroatien et område, der i dag er en del af Ukraine, og slog sig ned i dalene syd for Donau. Derfra fortsatte de til Adriaterhavet, hvor de i 614 erobrede den stærkt befæstede romerske by Salerno. Efter at have slået sig ned i de tidligere romerske provinser Panonia og Dalmatien, begyndte en periode med en selvstændig, kroatisk udvikling.

De kroatiske bønder bevarede deres oprindelige livsform, men i det 7. årh. omvendtes kroaterne til kristendommen; hele Nin-regionen samledes under et bispedømme. Umiddelbart derefter blev kroatisk tilladt ved religiøse ceremonier.

I det 8. årh. organiseredes de kroatiske stammer i større enheder, og man grundlagde de to hertugdømmer Panonia og Dalmatien. Efter fredsslutningen i 812 mellem frankerne og byzantinerne, blev den Panonia underlagt frankerne og Dalmatien underlagdes Byzans. Begge hertugdømmer løsrev sig i det 9. årh. og forenedes i slutningen af århundredet i det første, selvstændige kroatiske kongedømme.

Tomislav og hans efterkommere måtte forsvare sig mod det bulgarske imperium i Panonia og mod Venedig ved den dalmatiske kyst. Byzans bistod Stjepan Drzislav, 969-997, i forsvaret mod Venedig, hvorved de genvandt den tabte indflydelse i Adriaterhavsområdet. Petar Kresimir, 1058-1074, afbrød forbindelserne med Byzans og styrkede båndene til pavestaten. I denne periode oplevede Kroatien sin storhedstid.

Under Kresimirs styre forblev landet delt i to lejre: en latinsk, der var tilhængere af kongen og en national opposition, der havde bred folkelig opbakning. Da Dimitrije Zvonimir, på opfordring fra Paven, forsøgte at engagere kongedømmet i en krig mod tyrkerne, anklagede oppositionen ham for at være pavens håndlanger og han myrdedes i 1089. Den efterfølgende borgerkrig blev indledningen til kongedømmets fald.

Byzans generobrede Dalmatien; derefter indtog Lazlo d.1. af Ungarn Panonia og krævede retten til den kroatiske trone. I 1094 grundlagde Lazlo et bispedømme i Zagreb, som hurtigt blev et religiøst kraftcenter. Petar Svavic udråbtes til konge af Dalmatien, men Paven tolkede det som et oprør og anmodede Kalmán af Ungarn om at slå det ned. Han invaderede landet og Svavic døde i 1097; han var den sidste konge af kroatisk blod.

Efter en langvarig krig underskrev Kalmán i Pacta konventet sammen med repræsentanter fra kroaterne. Kun Bosnien, der dengang var en del af det kroatiske kongedømme, nægtede at underordne sig en fremmed hersker. Fra dette tidspunkt og op gennem de næste 800 år var Kroatien i forbund med Ungarn. Dalmatien tilsluttede sig Venedig i 1400, der regerede over landet de følgende 4 århundreder.

Efter kroaternes og ungarernes nederlag i krigene mod Krbavsko Polje i 1493, og mod Mohacs i 1526, blev størsteparten af Panonia og den centrale del af Ungarn erobret af tyrkerne.

Det tyrkiske dominans ændrede Panonias befolkningssammensætning. Mange kroater flyttede nordpå; nogle nåede helt til Østrig, mens tyrkerne tillod germanere og ungarere at slå sig ned i området og gav endog plads til serbiske flygtninge fra Balkan.

Da tyrkerne trak sig tilbage i det 17. årh., forsøgte Østrig at begrænse Kroatiens og Ungarns statslige rettigheder, for dermed at kunne omdanne dem til østrigske provinser. Den forenede ungarske og kroatiske adel protesterede først og dannede derefter en selvstændighedsbevægelse, men forsøget mislykkedes. De kroatiske ledere henrettedes og deres jorder fordeltes mellem udenlandske adelsmænd.

Efter at have annekteret Rijeka, Fiume, i 1770'erne, prøvede Ungarn at indføre det ungarske sprog, men det mødte kraftig modstand fra kroaterne. Den franske revolution og Napoleonskrigene, der bredte sig til Dalmatien, Panonia og området syd for Savafloden, inspirerede de kroatiske nationalister. Med Napoleons fald blev forholdet mellem Ungarn og Kroatien særdeles spændt. I april 1848 indførte det ungarske parlament voldsomme begrænsninger for kroaternes selvbestemmelse. Det kroatiske parlament erklærede landet uafhængigt af Ungarn og indførte ligeret for alle medborgere. Krigen mod kroaterne, hvis tropper opnåede at trænge ind i Ungarn, medvirkede til at svække den ungarske revolution i 1848 og gjorde det nemmere for Habsburgerne at genvinde magten.

Det kroatiske parlament opløstes i 1865 og med splittelsen inden for kongehuset to år senere blev ungarerne og germanerne indflydelsesrige nationer i det Østrig-Ungarske kejserrige. Ungarn accepterede i 1868 en unionsdannelse mellem Kroatien, Slavonien og Dalmatien, men Østrig fortsatte med at have kontrollen over Dalmatien.

De kroatiske nationalister intensiverede i begyndelsen af det 20.årh. deres aktioner. «Rijeka-beslutningen» blev vedtaget af et forbund mellem kroater og serbere; på grundlag af denne handlingsplan, vandt man valget i 1906. Samtidigt begyndte Det kroatiske Bondeparti en politisk mobilisering af bønderne; svaret fra kronen var en skærpelse af repressalierne.

I 1915 stiftede kroatiske, serbiske og slovenske ledere i Paris Den jugoslaviske Komité, der var tilhænger af en løsrivelse fra Østrig-Ungarn, erstattet af en tilslutning til det uafhængige Serbien. Det østigsk-ungarske nederlag i verdenskrigen fremskyndede oprettelsen af det jugoslaviske kongedømme i 1918.

Det serbiske dynasti søgte at gennemføre en «fusionspolitik», der var i modstrid med kroaternes ønsker om uafhængighed og autonomi, og de krævede oprettelsen af en jugoslavisk føderation. Bondepartiet under ledelse af Stjepan Radic var fra 1920 det førende inden for oppositionen. Mordet på Radic og flere andre oppositionspolitikere førte til en alvorlig krise.

Jugoslavien var ved Den 2. Verdenskrigs begyndelse splittet internt og besattes forholdvis let af tyskerne i 1941. De tyske tropper installerede en marionetregering i Kroatien, der bestod af Slavonien, områder i Dalmatien og Bosnien-Herzegovina, og iværksatte racistiske kampagner. Serbere, jøder, sigøjnere og oppositionelle kroater henrettedes i koncentrationslejre eller blev tvunget på flugt. Under den kommunistisk ledede modstandskamp mod den nazistiske besættelse oprettedes lokalkomiteer i de befriede områder. Efter modstandsbevægelsens indtagelse af Zagreb i maj 1945 dannede Kroatiens Antifascistiske Nationale Befrielsesråd regering. I slutningen af året indtrådte Kroatien som en af republikkerne i Den Jugoslaviske Føderale Folkerepublik.

Under den jugoslaviske socialisme opretholdt og udviklede Kroatien sin nationale selvstændighed, hvilket til en vis grad var til skade for de nationale mindretal. Ved en udrensningskampagne i Den Kroatiske Kommunistiske Liga i 1972, nedlagdes Matica Hrvatska, en organisation, der havde til opgave at udbrede kendskabet til kroatisk kultur.

I slutningen af 1980'erne liberaliseredes det politiske system. Jugoslaviens Kommunistforbund afstod fra det magtmonopol og den politiske lederrolle, der var foreskrevet i forfatningen, og i april afholdtes de første valg med deltagelse af flere partier siden Den 2. Verdenskrig.

Parlamentsvalget i Kroatien endte med en sejr for centrum-højrepartiet Den kroatiske Demokratiunion, HDZ, der var tilhænger af at omdanne Jugoslavien til en forbundsrepublik af uafhængige stater. Lederen af HDZ, den pensionerede general Franjo Tudjman, valgtes til republikkens præsident. I december vedtog parlamentet en ny forfatning, der anerkendte retten til udtrædelse af føderationen.

Kroatien erklærede sig uafhængigt i juni 1991, mens serberne i Krajina udtrykte ønsket om en løsrivelse fra Kroatien; Slovenien proklamerede ligeledes sin selvstændighed.

Den jugoslaviske forbundshær, hvis øverstkommanderende hovedsageligt var serbere, intervenerede i Kroatien og Slovenien, idet de erklærede, at løsrivelserne var en trussel mod den jugoslaviske enhed. Der udbrød krig med store tab på begge sider.

Tudjmans regering anholdt i november lederne af de højre-ekstremistiske Det kroatiske Retsparti, PCD, og opløste dets militser, efter anklager om konspiration mod myndighederne. Ved stiftelsen i december 1991 havde PCD taget navn efter et gammelt nationalistisk parti, hvis leder havde været regeringschef i marionetregeringen under den nazistiske besættelse.

Tyskland anerkendte i december 1991 Kroatien som selvstændig stat og EU fulgte hastigt efter. Få dage tidligere havde serberne i Krajina i det sydlige Kroatien, i Slavonien, Baranja og Vest-Serm i øst, udråbt Republikken Krajina, som en ny jugoslavisk forbundsrepublik eller som medlem af et forbund af serbiske stater.

Efter mægling fra EU, undertegnede Serbien og Kroatien i januar 1992 en fredsaftale, hvor 15.000 FN-soldater udstationeredes i krigszonen, men repræsentanterne fra Krajina saboterede aftalen. Næsten en tredjedel af det kroatiske territorium var besat af forbundshæren og serbiske, paramilitære korps. Parterne anklagede hinanden indbyrdes for at bryde våbenhvilen og for at begå krigsforbrydelser.

FN's Sikkerhedsråd ratificerede enstemmigt i februar 1992 udstationeringen af en fredsbevarende styrke i Kroatien, efter oppositionens nederlag i Krajina. FN-styrkerne havde til opgave at overvåge freden og beskytte det serbiske mindretal i Kroatien, som stadig rådede over civile modstandsgrupper. Alle parter enedes om at FN-styrkerne skulle forblive 1 år i området.

Ved FN's generalforsamling i New York i maj blev de tidligere jugoslaviske republikker Kroatien, Slovenien og Bosnien-Herzegovina officielt optaget som medlemsstater nr. 176, 177 og 178.

Efter sit genvalg den 2. august 1992, lykkedes det i 1993 for præsident Franjo Tudjman at få genåbnet landevejen mellem Zagreb og Beograd, efter indgåelsen af en aftale med Den Nye Jugoslaviske Forbundsstat, bestående af Serbien og Montenegro, med FN's udsendte repræsentant, USA's tidligere udenrigsminster Cyrus Vance, som mægler.

I oktober 1992 udtalte præsident Tudjman fra Kroatien og præsident Cosic fra Den Jugoslaviske Forbundsstat i fællesskab en fordømmelse af de såkaldte «etniske udrensninger» og enedes om at give flygtningene en human behandling.

De bosniske serberes leder Radovan Karadzic proklamerede i november 1992 Forbundet af hans «Den serbiske Republik Bosnien-Herzegovina» og «Den serbiske Republik Krajina» i Kroatien.

I følge de officielle tal var 99% af de stemmeberettigede i Krajina på dette tidspunkt tilhængere af en sammenslutning med de bosniske serbere, men indtil slutningen af 1993 var der ikke taget noget egentlig initiativ for at føre tanken ud i livet.

Det førte til øget spænding i Kroatien. Tudjman, der var opsat på at undgå yderligere splittelse, tilbød de serbiske kroater i Krajina amnesti og et begrænset selvstyre; disse tillod til gengæld genopbygningen af Maslenica-broen, der forbinder syd med nord.

Efterfølgende uoverensstemmelser ophidsede serberne til fornyede krigshandlinger, hvor end ikke FN's mæglingsforsøg kunne garantere sikkerheden omkring broen.

Amnesty International oplyste, at tusindvis af personer, hovedsageligt serbere, var blevet anklagede for væbnet oprør eller for at undergrave den kroatiske stat; blandt disse var personer, Amnesty International anså for at være samvittighedsfanger, der udelukkende var blev anholdt p.gr.a. deres etniske oprindelse. Organisationen modtog ligeledes oplysninger om vilkårlige henrettelser udført af medlemmer af den kroatiske hær.

Konflikten i Kroatien, der ganske vist var mindre blodig end krigen i Bosnien-Herzegovina, kostede hundredetusindvis af ofre blandt civilbefolkningen.

I slutningen af 1993 underskrev Franjo Tudjman og præsidenten for Bosnien-Herzegovina, Izetbegovic, en våbenhvileaftale og nedlagde fangelejrene.

I januar 1994 enedes Kroatien og Serbien i Geneve om at genetablere vejforbindelser og telekommunikationen mellem de to republikker. Der åbnedes ligeledes kontorer i Zagreb og Beograd, som skulle fungere som diplomatiske repræsentationer, omend på et lavere niveau.

Det lykkedes imidlertid ikke at løse problemet med Krajina-enklaven, der stadig kontrolleredes af serberne. Kroaterne forsøgte at opnå serbernes anerkendelse af retten til selvstændighed, hvilket Slobodan Milosovic modsatte sig.

Under alle omstændigheder hilste forhandlerne fra FN og USA, Thorvald Stoltenberg og Lord Owen, den nye overenskomst, der medvirkede til at reducere spændingerne mellem de to tidligere jugoslaviske republikker, velkommen.

I slutningen af januar forsøgte Kroatien ikke desto mindre at generobre Krajina-enklaven, dog uden held, men det førte til våbenhvilens ophør. FN's Sikkerhedsråd vedtog enstemmigt i februar at udvide mandatet for «De blå baretter», der var udstationerede i Kroatien.

I juni 1994 genindførte Kroatien «kuna'en», der havde været møntfoden, som marionetregeringen under tyskernes besættelse under Den anden Verdenskrig havde anvendt i landet. Den afløste «denaren», der var blevet indført efter selvstændigheden.

Det mødte modstand hos oppositionen, men Tudjman fremhævede at det kroatiske ord «kuna» betyder mår, og henviste til det 11. årh., hvor pelse og skind var betalingsmidlet.

Oppositionen satte ligeledes spørgsmålstegn ved beslutningen om at ændre vej-, skole- og pladsnavne, der var helliget mindet om de antifascistiske martyrer.

Pave Johannes Paul d. 2's besøg i Kroatien, d.10. og 11. september, medvirkede til at give landet et internationalt «løft». De serbiske oprørere og den kroatiske regering nåede til enighed om en genåbninger af landforbindelsen Zagreb- Beograd, åbning af olierørledningen fra Adria og om genetablering af vand- og elforsyningen til serberne i de besatte områder.

Det lykkedes kroaterne at få kontrol med inflationen, selv om industriproduktionen var faldende og arbejdsløsheden holdt sig på 20%. Antallet af universitetsuddannede og faglærte håndværkere, der emigrerede, steg voldsomt i løbet af året.

I januar 1995 advarede Kroatien FN om at man ikke ville forlænge de fredsbevarende styrkers mandat der udløb d. 31. marts. I følge Tudjman beskyttede de 12.000 «blå baretter» i realiteten serberne i Krajina, hvor de kontrollerede 27% af det samlede kroatiske landområde. De serbiske og kroatiske styrker indledte forberedelserne til en ny krig, mens FN erklærede at en tilbagetrækning af den fredsbevarende styrke kunne føre til den hidtil værste krise i Europa siden 1945.

Den 13. april bombede serbiske styrker lufthavnen i Dubrovnik, og ti dage senere blokerede de atter vejen mellem Zagreb og Beograd i det vestlige Slavonien. Den kroatiske side genvandt kontrollen med området efter en hurtig militær aktion i maj; Umiddelbart efter blev Zagreb udsat for serbiske bombardementer.

Præsidenten for Den jugoslaviske Forbundsstat Slobodan Milosovic erklærede, at hvis FN hævede sanktionerne mod Jugoslavien, ville det blot være et spørgsmål om måneder før freden ville være genetableret på Balkan. En aftale mellem Franjo Tudjman og USA tillod tilstedeværelsen af en international styrke og dens trinvise tilbagetrækning, bistået af NATO-styrker.

Serberne led i begyndelsen af august deres værste nederlag efter det tidligere Jugoslaviens opløsning. Krajina-enklaven erobredes af kroaterne, hvilket tvang serbiske civile og militære på flugt.

Der var anklager om tortur og overgreb mod de kroater, der besatte Krajina. Omkring 250.000 serbere sluttede sig til de allerede flere end 700.000 flygtninge på Balkan. Kroaternes besættelse af Krajina ansås for at være en af krigens største «etniske udrensninger». Indtil maj 1996 var kun 8 kroater blevet retsforfulgt ved Krigsforbryderdomstolen i Haag.

Repræsentanter fra den kroatiske regering og de østslavonske serberes ledere enedes i oktober om principperne for genetablering af freden i området. Tudjman vandt valget den 29. oktober, men opnåede ikke det 2/3's flertal, han behøvede for at kunne indføre en ny forfatning og dermed overdrage flere magtbeføjelser til præsidenten.

Udarbejdelsen af en aftale mellem præsidenterne for Kroatien, Serbien og Bosnien-Herzegovina, på en luftbase nær Dayton, i USA, markerede ophøret af de direkte krigshandlinger, selv om det stadig kom til konfrontationer mellem befolkningen og soldaterne fra FN og NATO.

Forhandlingerne mellem Zagreb og Beograd i slutningen af august 1996, åbnede for tilbagevenden for flygtningene. Tudjman, der anklagedes for at obstruere aftalen, accepterede at et begrænset antal serbiske kroater kunne genetablere sig i hans land. Han blev genvalgt i juni 1997 med 61,4% af stemmerne. I slutningen af 1997 og begyndelsen af 1998 fremkom nye anklager om overgreb begået af kroater under modoffensiven, der førte til Krajinas fald.

I april 1999 besluttede en domstol, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at dømme 6 tidligere kroatiske soldater for krigsforbrydelser mod serbere - trods det at 1 af de 6 havde erklæret sig skyldig overfor pressen. Kroaterne opfatter generelt sig selv som ofre for den serbiske aggression, og retssagen var i den forstand den første, hvor kroater stod anklagede for forbrydelser begået overfor den serbiske minoritet i Kroatien.

I november 99 blev præsident Tudjman hasteindlagt, og han døde i december. Dødsfaldet medførte, at de planlagte valg blev udskudt en måned til afholdelse i januar. I december afsagde højesteret en kendelse, hvori det statslige fjernsyn blev kendt skyldig i overtrædelse af forfatningen, idet det havde nægtet at bringe 2 opfordringer fra den nyligt stiftede uafhængige gruppe, Stemme 99. Stationens argument havde været, at gruppen ikke opfordrede til at stemme på sig selv men på det største oppositionsparti - til skade for regeringspartiet.

Ved valget i januar 2000 valgtes Stipe Mesic til præsident. Han var kandidat for en centrum-venstre alliance bestående af liberale, socialdemokrater og andre grupper. Valget ændrede afgørende det politiske landskab. Den nye regerings højeste prioriteringer var indlemmelsen af Kroatien i EU og NATO, elimineringen af korruptionen, reformer af militæret og begrænsninger i præsidentens magt. Disse målsætninger medførte øjeblikkeligt, at Mesic havde brug for at ændre forholdet til Bosnien-Herzegovina. Den omstændighed at dele af Kroatiens hær stod i Bosnien-Herzegovina var nemlig medvirkende til, at Kroatien ikke kunne optages i EU. Den ændrede politik overfor nabolandet medførte samtidig en forbedring af den politiske situation internt i Bosnien-Herzegovina.

I februar 2001 demonstrerede hundredetusinder anført af krigsveteraner i Splits gader mod forsøget på at arrestere general Mirko Norac for krigsforbrydelser. Den socialdemokratiske regerings ændrede holdning i dette spørgsmål fik højrefløjen til at beskylde den for landsforræderi og kræve dens og præsidentens afgang.

Den nationalistiske højrefløj beskyldte i juli 2001 premierminister Ivica Racan for landsforræderi, efter at denne havde imødekommet en begæring fra den internationale krigsforbryderdomstol i Haag om udlevering af generalerne Ademia og Gotovina, der var anklaget for krigsforbrydelser. Men premierministeren overlevede en mistillidsafstemning i parlamentet. Samtidig leverede Kroatien ortodokse ikoner tilbage til Serbien, som var blevet røvet af den kroatiske hær 10 år tidligere, da den indtog byen Vukovar.

Den højre-nationalistiske alliance, Kroatiens demokratiske Union, vandt i november 2003 over centrum-venstre koalitionen ledet af den tidligere premierminister Ivica Racan. Unionen og dens to alliancepartier fik 75 af de 140 pladser i parlamentet mod socialdemokratiets 63 pladser.

Landets nye leder, Ivo Sanader erklærede at han anerkendte landets internationale forpligtigelser, deriblandt samarbejdet med FN's krigsforbrydertribunal i Haag. Valgkampen havde især drejet sig om Kroatiens ønske om indtræde i NATO i 2006 og i EU i 2007.

I marts 2004 skulle to pensionerede kroatiske generaler, Mladen Markac og Ivan Cermak stilles for krigsforbrydertribunalet i Haag anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i form af drab på kroatiske serbere under krigen i Kroatien i 1995. Begge generaler erklærede sig ikke-skyldige.

I juni blev den kroatiske leder, Milan Babi idømt 13 års fængsel af domstolen i Haag for sin deltagelse i forbrydelser mod serbere i den selvudråbte Krajina republik i 1990, mens han var premierminister. Babi blev erklæret skyldig i gennemførelsen af gentagne «etniske udrensninger». Iflg. retsformand Alphons Orie var Babi skyldig i drab på over 200 civile - deriblandt kvinder og børn - samt i indespærring af flere hundrede civile under umenneskelige forhold.

Mesic fik en kraftig tillidserklæring under præsidentvalget i januar 2005. Han var tæt ved at vinde 1. runde, hvor han fik 49% af stemmerne. I 2. runde slog det nationalistiske HDZ partis kandidat, vice-primemier minister Jadranka Kosor med 66% mod 34. Selv om begge kandidaters kampagner var næsten identiske i form og indhold: forbedring af økonomien, udvikling af gode forhold til nabolandene og optagelse i EU, så var det Mesic der fik opbakning fra center-partiernes kanidater.

De kroatiske myndigheders uvilje mod arrestation af general Ante Gotovina, fik i løbet af året optagelsesforhandlingerne med EU til at gå i stå. Gotovina var eftersøgt af FN's krigsforbryderdomstol i Haag for krigsforbrydelser, mens han i Kroatien blev betragtet som en krigshelt efter han i 1995 ledede landets erobring af Kraijna. EU og Kroatien nåede i slutningen af året til en fælles aftale om Gotovina. I oktober blev forhandlingerne genoptaget og i december blev han anholdt i spanien.

I juni 2007 dømte FN's krigsforbrydertribunal den serbiske militsleder Milan Martic til 35 års fængsel for drab og forfølgelse mens han fungerede som politichef i den selvudråbte serbiske republik Kraijna i midten af 90'erne. Han blev dermed den første krigsforbryder fra Kraijna, der blev dømt ved domstolen.

Generalerne Ante Gotovina, Ivan Cermak og Mladen Markac blev stillet for den Internationale krigsforbryderdomstol for ex-Jugoslavien. De stod anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med en offensiv mod rebelske serbere i 1995. Domstolen forsøgte i flere omgane at få udleveret dokumenter fra Kroatien, men forgæves. EU gik også ind i sagen og lagde pres på Zagreb.

Landet blev i april 2009 medlem af NATO. 

Premierminister Sanader trådte overraskende tilbage 1. juli 2009. Han blev erstattet på posten af sin partifælle Jadranka Kosor, der samtidig blev landets første kvindelige premierminister. Ved sin fratræden havde Sanader erklæret, at han forlod politik og aldrig ville vende tilbage. Den kategoriske udtalelse varede kun ½ år. Efter HDZ's nederlag ved præsidentvalget erklærede Sanader, at han ville tilbage i politik. Det var ikke populært i HDZ, der dagen efter smed ham ud.

Sanaders tilbagetræden i juli, Kroatiens uvillighed til at samarbejde med den Internationale krigsforbryderdomstol for ex-Jugoslavien og en grænsedisput med Slovenien satte fra midten af 2009 landets optagelsesforhandlinger med EU i stå. Først i oktober opgav Slovenien sin modstand mod Kroatiens medlemskab.

Kroatiske domstole afsagde selv dom i 20 krigsforbrydersager i de første 8 måneder af 2009. Af de 61 anklagede var de 37 serbere. I den mest spektakulære sag fra maj blev parlamentsmedlemmet Branimir Glavas og 5 andre tiltalte idømt 5-10 års fængsel for krigsforbrydelser mod serbiske civile, men Glavas flygtede samme dag dommen blev afsagt til Bosnien. Han var i besiddelse af dobbelt statsborgerskab. Bosnien nægtede efterfølgende at udlevere ham med den argumentation at det ikke udleverede egne statsborgere.

Pressefriheden blev yderligere indskrænket gennem 2009 med fyring af kritiske journalister. I februar lagde indenrigsminister Tomislav Karamarko sag an mod journalisten Zeljko Peratovic for at «sprede information der kan ophidse befolkningen». Peratovic havde beskyldt indenrigsministeren for at lægge hindringer i vejen ifbm. undersøgelsen af et vidnes død i en krigsforbryderretsag.

I sidste kvartal af 2009 afsløredes en lang række korruptionssager, der involverede medlemmer af HDZ. Det førte bl.a. til vicepremierministerens tilbagetræden i oktober.

Socialdemokraten Ivo Josipović vandt præsidentvalget i januar 2010. I første runde af valget fik han 32,4% af stemmerne mod den uafhængige Milan Bandić' 14,8%. I 2. runde fik han 60,3% mod Bandić' 39,7%.

Josipović besøgte i april Bosnien, hvor han i en tale til det bosniske parlament undskyldte og udtrykte sin store sorg over Kroatiens deltagelse i forsøgene på at opdele Bosnien-Hercegovina i 1990'erne. Formanden for det højreradikale og nationalistiske HDZ fordømte efterfølgende Josipović og hævdede han havde krænket landets forfatning. Under et besøg i Israel i februar 2012 undskyldte han desuden for den fascistiske Ustasja milits overgreb mod jøderne i Kroatien under 2. Verdenskrig. Også denne udskyldning udløste kritik på den kroatiske højrefløj. Trods kritikken fra højrefløjen lå støtten til ham fast fra omkring 80% af befolkningen frem til 2013.

Myndighederne slog i juli 2010 hårdt ned på en fredelig demonstration i Zagreb og arresterede vilkårligt 140 deltagere. Demonstrationen blev gennemført af borgerbevægelsen Pravo na Grad (Ret til en By), der protesterede mod ødelæggelsen af et område i den gamle bydel for at give plads til en nyt shopping center. Pravo na Grad har tidligere gennemført underskriftindsamlinger og protester ifbm. byggearbejder i den gamle bydel. Amnesty International protesterede mod myndighedernes vilkårlige arrestationer og indskrænkning af forsamlingsfriheden.

Tidligere premierminister Sanader var involveret i HDZ's korruption og i december 2010 besluttede parlamentet derfor at ophæve hans immunitet. Der blev udstedt en arrestordre mod, men han nåede at flygte ud af landet; blev efterlyst gennem Interpol, men blev få dage senere arresteret i Salzburg.

Korruptionssagerne omkring HDZ fortsatte gennem 2010, og mens regeringen fyrede tusinder af offentligt ansatte tog protester og demonstrationer til.

I april 2011 blev den kroatiske general Ante Gotovina idømt 24 års fængsel af krigsforbryderdomstolen for ex-Jugoslavien. Dommen udløste protester på den kroatiske højrefløj.

Korruptionssagerne omkring HDZ fortsatte gennem 2011, og partiets kasserer Branka Pavošević måtte afgive forklaring til politiet om partiets hemmelige fonde, der var blevet brugt til at financiere de foregående valg. I oktober besluttede statsadvokaten Mladen Bajić at rejse sigtelse mod HDZ som parti.

I 2011 tog socialdemokratiet initiativ til dannelsen af Kukuriku koalitionen, der bestod af 4 centrum-venstre partier. Koalitionen vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget i december, da den fik 40% af stemmerne og socialdemokratiet selv blev det største parti. For regeringspartiet HDZ var valget til gengæld en katastrofe. Sammen med koalitionspartnerne HGS og DC gik det tilbage til 23,8%. Det var første valg hvor HDZ ikke var parlamentets største og blev set som en alvorlig svækkelse af den kroatiske højrenationalisme.

Efter 19 dages regeringsforhandlinglinger dannede Kukuriku regering med socialdemokraten Zoran Milanović som premierminister. Bag regeringen stod Kukurikus 81 medlemmer og 8 medlemmer fra nationale minoriteter i landet.

Regeringens 1. prioritet var at få landet optaget i EU. I januar 2012 blev der gennemført en folkeafstemning om optagelsen, hvor 66,3% stemte for. I marts indgik Kroatien et forlig med Slovenien om Ljubljanska banka, og Slovenien kunne derefter tiltræde Kroatiens optagelse. Den 1. juli 2013 blev Kroatien optaget som unionens 28. medlemsstat.

Under et besøg i Israel i februar 2012 undskyldte præsidenten overfor det israelske folk for folkemordet på jøder gennemført af den højre-nationalistiske Ustaše milits i samarbejde med nazisterne under 2. verdenskrig.

En appelinstans ved krigsforbryderdomstolen for ex-Jugoslavien benådede i november 2012 de to generaler Ante Gotovina og Mladen Markač, der ellers var blev idømt 24 og 18 år for krigsforbrydelser. Der var tale om ICTY's nye linie lagt af domstolen nordamerikansk-jødiske formand, Theodor Meron. En politisk linie der skulle hindre at nordamerikanske og israelske generaler kan blive dømt for krigsforbrydelser.

Ved en folkeafstemning i december 2013 vedtog landet at ændre forfatningen, så homoseksuelle ægteskaber blev forbudt. I juli havde parlamentet vedtaget en lov, der åbnede op for registreret partnerskab.

I juni 2014 pålagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Kroatien at indlede efterforskning af det kroatiske politis drab på serbere under krigen i 1991-95. De kroatiske domstole havde fortsat 200 sager om krigsforbrydelser liggende. Serbere diskrimineres fortsat af myndighederne i landet - f.eks. ved ikke at få samme rettigheder som kroater ved køb af fast ejendom. Myndighederne diskriminerer ligeledes mod romaer og især mod statsløse romaer, der ikke får adgang til sundhedsforsorg, social bistand eller uddannelse.

Præsidentvalget i december 2014 / januar 2015 blev vundet af HDZ's Kolinda Grabar-Kitarović. I første valgrunde fik hun 37,2% mod 38,5% til den siddende præsident Josipović. Men i anden runde vandt Grabar-Kitarović snævert over den siddende præsident med 50,7% mod 49,3%. Valgdeltagelsen var kun 47,1% i første runde, men 59,1% i anden runde. En del af forklaringen på stemmeskredet var at HDZ aftalte med sit søsterparti i Bosnien-Herzegovina, at HDZ vælgere gratis blev kørt til stemmestederne. Josipović protesterede overfor den statslige valgkommission, at den gratis transport var en form for betaling til vælgerne og derfor i strid med valgloven, men protesten blev afvist. Valgresultatet var så meget mere overraskende eftersom Josipović havde ligget højt i popularitetsmålingerne lige siden sin indsættelse i 2010.

Landets økonomi var fortsat i en ringe forfatning. Væksten i 2014 var -0,6% - det 6. år med negativ vækst - og arbejdsløsheden nåede op på 19,6%. Tilslutningen til EU havde ikke bidraget til en forbedring af landets økonomi.

I juni 2015 fastholdt Osijek landsretten dommen fra Zagreb byret, der sagde at Zagreb Prise havde krænket ære og værdighed for en tidligere journalist fra det Kroatiske radio og TV (HRT), da de havde placeret hende på en liste over kandidater til prisen som den mest homofobiske person i 2013. Retten pålagde Zagreb Pride at betale 5.414€ i erstatning til journalisten og offentliggøre dommen på deres Web site.

I august 2015 fejrede det officielle Kroatien 20 års dagen for Operation Storm, der var indledningen til udrensningen af 200.000 serbere fra landet. Festligholdelsen bragte atter konflikterne mellem kroater og de tilbageværende serbere frem. I byen Vukovar meddelte bystyret, at alle gadenavne skrevet med kyrilliske (serbiske) bogstaver ville blive fjernet, og der ville blive indført en særskat for de af byens borgere der skrev til kommunen med kyrillisk skrift. 34% af byens indbyggere er af serbisk oprindelse.

Kroatien blev transitland for den enorme flygtningestrøm gennem Europa i 2015. 550.000 passerede gennem landet, men kun nogle få hundrede ansøgte om asyl og i oktober havde kun 37 fået asyl. Landet misligholdt sine forpligtigelser til iflg. Flygtningekonventionen at idenficere og tage vare på svage flygtninge- herunder uledsagede børn og ofre for menneskehandel.

Parlamentsvalget i november 2015 var et sviende nederlag for regeringsalliancen, Kroatien Vokser (med HDZ som største parti). Alliancen mistede 17 pladser og måtte nøjes med 56. Til gengæld gik den national-konservative alliance den Patriotiske Koalition 15 pladser frem og fik 59. Som udtryk for den almene politikerlede kom den nystartede konservative alliance, Broen af uafhængige Lister (MOST) ind i parlamentet med 19 pladser. Efter over 2 måneders komplicerede forhandlinger besluttede de to konservative alliancer at danne regering med den uafhængige kroatisk-canadiske forretningsmand Tihomir Orešković som premierminister. Regeringen havde et snævert flertal, der dog ikke holdt længe. I juni 2016 tabte den en mistillidsafstemning i parlamentet da 125 stemte imod den og kun 15 for. Regeringen trådte tilbage og i juli blev parlamentet opløst. Regeringskrisen skyldtes en stadig stigende spænding mellem MOST og HDZ, hvis formand Tomislav Karamarko var indblandet i økonomisk kriminalitet. Både opposition og MOST opfordrede i flere omgange Karamarko til at træde tilbage, men forgæves. Først i midten af juni da en parlamentarisk undersøgelseskommission havde slået fast, at Karamarko var skyldig, trådte han tilbage, men erklærede samtidig at han ville indbringe sagen for Forfatningsdomstolen. Karamarkos hustru var økonomisk involveret i en aftale regeringen i foråret undertegnede med en række olieselskaber og eftersøgning af olie og gas.

En ligeledes «farverig» person i HDZ-MOST regeringen var kulturminister Zlatko Hasanbegovic, der af Simon Wiesenthal Centret betegnes som fascist. Han havde en fremtrædende position i Ustaca bevægelsen i 1990'erne. (Croatia’s election is a warning about the return of nationalism to the BalkansGuardian 12/9 2016).

Parlamentsvalget i september blev mødt af stor apati. Kun 52,6% af vælgerne stemte. En tilbagegang på 8,2% ifht. det foregående valg. Resultatet var mudret. HDZ gik 2 mandater frem til 61, mens dets tidligere alliancepartner MOST mistede 6 og fik 13. Selv om de to partier gik sammen, ville de derfor ikke længere kunne danne en flertalsregering. Det socialdemokratiske SDP gik 2 mandater tilbage til 54. Valgets eneste store sejrherre var den populistiske Den eneste Løsning koalition, der gik 7 mandater frem til 8.

Guia del Mundo



Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Croatia)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2016 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)