Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Slovenien
DatoOpdatering
2013.12.14Opdatering 2013
2015.02.02Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 6/8 2016
Læst af: 66.414
Verden  .  Europa  .  Slovenien
: :
Slovenien
Befolkning2 mio.
ValutaTolar
Areal20.250 Km2
HovedstadLjubljana
Befolkningstæthed98,7 indb./Km2    
HDI placering29    

Landet deler grænser med Italien i vest, med Østrig i nord, med Ungarn i nordøst og med Kroatien i syd og sydøst. Slovenien er bjergrigt og dækket af skove med frugtbare dale. Fra Alperne i den nordvestlige del af landet, hvis højeste punkt er Triglav på 2.864m, løber Savafloden mod sydøst og skærer gennem kulminedistrikterne. I den nordlige grænseregion ligger Karavankebjergkæden. Området mellem floderne Mura, Drava, Savinja og Sava er kendt for sin vinproduktion. Vest sydvest for Ljubljana, ved Socaflodens bredder, er klimaet mindre «kontinentalt». Hovedstaden har en årlig gennemsnitstemperatur på 9°C, med minus 1°C om vinteren og 19°C om sommeren. Undergrunden er rig på kul og kviksølv, der danner grundlag for landets industri. Metal- og kemiindustrien forurener Sava floden og kystområderne i svær grad med tungmetaller og giftige stoffer. Dertil kommer skovdød som følge af syreregn.

Folket: Slovenere 87,8%; serbere 2,4%; kroater 2,8%; bosniere 1,4%; ungarere 0,4%.

Religion: Flertallet af befolkningen er katolikker, 83,6%; kristne, der bekender sig til den traditionelle slovenske kirke og den ortodokse tro, 16,4%.

Sprog: Slovensk er det officielle sprog; derudover tales serbokroatisk.

Politiske partier: Det liberal demokratiske Parti (centrum-venstreorienteret, tidligere ungkommunister); Ligaen af socialdemokrater i Slovenien; Folkepartiet (konservativt højrefløjsparti); Det nye kristelige Folkeparti (tidligere Demos, det vigtigste oppositionsparti til den kommunistiske regering); Socialdemokratiet (højrefløjsparti). Mindre partier: Sloveniens Pensionistparti; Sloveniens Ungdomsparti; De Grønne; Slovenske Republikanere; Nationalpartiet (ekstremt højreorienteret).

Officielt navn: Republika Slovenija.

Administrativ inddeling: 62 distrikter.

Hovedstad: Ljubljana, 280.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Maribor, 97.800 indb; Kranj, 35.500 indb; Celje, 38.300 indb; Velenje, 26.400 indb. (2000).

Regering: Borut Pahor, præsident siden december 2012. Miro Cerar, premierminister siden september 2014. Tokammersystem; Nationalforsamlingen har 90 medlemmer - heraf 2 valgt blandt landets etniske minoriteter; Nationalrådet har 40 medlemmer.

Nationaldag: 25. juni; Uafhængighedserklæringen. (1991).

Væbnede styrker: 9.000 mand. (2002).

Paramilitære styrker: Politiet: 4.500 mand. (2002).

 

En af de slaviske befolkningsgrupper, slovenerne, slog sig i det 6. årh. e.v.t. ned i det område, der i dag er Slovenien. Det blev underlagt Bayern fra år 743, men senere indlemmet i Karl d. Stores frankiske imperium. Med delingen af imperiet i det 9. årh., blev området overtaget af germanerne. Slovenerne blev reducerede til tyende og regionen nord for Dravafloden blev totalt «germaniseret».

Den slovenske befolkning bevarede dog deres kulturelle særpræg, takket være indsatsen fra deres ledere, der for størstepartens vedkommende var munke. Østrig udvide sin interessesfære i området fra slutningen af det 13.årh. I perioden fra det 15. til det 16.årh. gjorde slovenerne oprør adskillige gange; sammen med kroaterne lykkedes det i 1573 at tvinge den østrigske konge til at forbedre bøndernes forhold.

En større del af Slovenien blev efter 1809 indlemmet i de ilyriske provinser i Napoleons imperium. Efter hans nederlag i 1814, genoprettedes Habsburgernes dominans i regionen. Efter revolutionen i 1848 forlangte slovenerne oprettelse af en forenet, slovensk provins under det østrigske kongehus; de første initiativer til gennemførelse af dette blev taget i 1870'erne.

I 1890'erne stiftedes de politiske partier «Det slovenske Folk», som var katolsk; det liberale «Fremskridstpartiet» og «Det socialistiske Parti». Medlemmer af det katolske præsteskab deltog i bøndernes og håndværkernes kollektive organisering. Det østrigske parlament samt repræsentanter fra slovenerne og de andre slaviske befolkningsgrupper forsvarede i 1917 foreningen af områderne i en politisk, autonom enhed under Habsburgernes ledelse.

Ved afslutningen på Den 1. Verdenskrig i 1918, og under indflydelse af den folkelige entusiasme over Østrig-Ungarns nederlag, støttede de slovenske ledere oprettelsen af et serbisk, kroatisk og slovensk kongedømme. Den nye nation døbtes i 1919 Jugoslavien, der betyder sydslavernes land.

Med Saint Germain-traktaten, der blev indgået mellem sejrherrerne og Østrig, blev kun en mindre del af det sydlige Carintia tildelt Jugoslavien. Man udskrev to folkeafstemninger for at afgøre resten af Carintias skæbne, men da befolkningen i syd i 1920 stemte til fordel for en tilknytning til Østrig, aflystes folkeafstemningen i nord og begge regioner kom under østrigsk ledelse.

Serbernes dominerende position i Jugoslavien førte til en vis utilfredshed blandt slovenerne, selv om de ikke var så ekstreme som kroaterne, hvor man så stærke anti-serbiske organisationer skyde frem. Slovenien blev under Den 2. verdenskrig delt mellem Italien, Tyskland og Ungarn. Blandt de slovenske frihedskæmpere udmærkede sig især Befrielsesfronten, der var ledet af kommunisterne.

Den kommunistiske modstandsbevægelse sloges samtidigt på to fronter: mod besættelsesmagterne og mod de interne modstandere, især mod Det slovenske Folkeparti. Besættelsesmagerne dannede til gengæld antikommunistiske militser med deltagelse fra lokalbefolkningen. Efter aksemagternes nederlag, blev størsteparten af Slovenien atter indlemmet i Jugoslavien.

Ved oprettelsen af Den folkelige forbundsrepublik Jugoslavien i 1945, blev Slovenien en af forbundets 6 republikker med egen lovgivende forsamling og regering. Den lovgivende forsamling var sammensat af Republikråd, valgt af befolkningen, samt et Producentråd, valgt af arbejdere og funktionærer fra den slovenske industri.

Selv om disse organer ikke udgjorde en selvstændig regering i et selvforvaltningssystem under ledelse af Den jugoslaviske kommunistiske Liga, opretholdt Slovenien i udstrakt grad sin økonomiske og kulturelle uafhængighed. Ved indførelsen af den nye forfatning i 1974, tilføjedes navnet Den socialistiske Republik.

Slovenien blev forbundets mest industrialiserede republik, især p.gr.a. dets stålproduktion. Det første atomkraftværk i Jugoslavien byggedes i 1981 i Krsko, med teknologisk bistand fra et nordamerikansk selskab.

Under socialismen var Slovenien blandt de førende republikker med den største husstandsindkomst, og den absolut førende ved opgørelserne over de erhversaktive beskæftiget uden for landbrugssektoren, der var en kombination af jordbrug og kvægavl.

Under påvirkning af forandringerne i Østeuropa, udviklede Slovenien et politisk system, der gik i retning af flerpartistyre. I januar 1989 stiftedes De slovenske socialdemokraters Liga, landets første legale oppositionsparti, og i oktober vedtog det slovenske parlament en forfatningsreform, der åbnede for muligheden for separation fra Jugoslavien.

Sloveniens Kommunistforbund udskiltes fra Jugoslaviens Komministforbund i januar 1990 og omdannedes til Det demokratiske Fornyelsesparti. Ved de første valg med deltagelse af flere partier efter den anden verdenskrig, i april, vandt partiet Demos, som var en koalition af bl.a. kommunister, som var tilhængere af en separation fra Forbundsrepublikken.

Slovenien og Kroatien erklærede sig uafhængige den 25. juni 1991. I de efterfølgende timer dirigeredes tanks fra centralregeringen mod de slovenske grænseområder op mod Østrig, Italien og Ungarn, mens man mobiliserede 20.000 soldater fra forbundshæren. Efter hårde kampe og bombardementer af lufthavnen i Ljubljana, erklærede man fra Beograd at have kontrol over grænseregionerne.

Det lykkedes den 7. juli 1991, med mægling fra EU, at få indgået en våbenhvileaftale efter forhandlinger mellem forbundsmyndighederne og repræsentanter fra Slovenien; aftalen blev undertegnet på øen Brioni. Aftalen anerkendte de jugoslaviske befolkningsgruppers suverænitet, men suspenderede ikrafttrædelsen af den slovenske selvstændighed for en periode af 3 måneders varighed. Samtidig anerkendtes forbundspræsidentens kontrol med forbundshæren og et slovenske politis kontrol med grænseregionen.

Efter Brioni-aftalen blev toldmyndigheden ved Sloveniens grænser overdraget til det slovenske politi, mens evt. tilbagebetaling af toldafgifter skulle afgøres ved et internt regnskab mellem de enkelte tidligere republikker i Jugoslavien. Forbundshæren forblev ved «den grønne grænse», hvor der ikke længere var grænseposter, indtil man havde afsluttet arbejdet med overdragelse af kompetence til slovenerne; der blev afsat 3 måneder til dette.

For at understøtte våbenhvilen, blev der i aftalen taget højde for en betingelsesløs tilbagetrækning af enheder fra forbundshæren fra fængslerne og en demobilisering af de slovenske tropper i det nationale forsvar; herudover blev hæren trukket tilbage fra vejene og man gennemførte en løsladelse af samtlige fanger på begge sider.

Mens man stadig var en del af Jugoslavien, udgjorde slovenerne knap 8% - eller 1,9 millioner - af den samlede befolkning, mens industriproduktionen udgjorde 25% af forbundsrepublikkens samlede produktion.

Fra december 1991 til januar 1992 anerkendte medlemslandene i EU Slovenien og Kroatien som selvstændige nationer, men der brød alligevel borgerkrig ud i det sidstnævnte. EU truede med at iværksætte økonomiske sanktioner mod Beograd, hvis ikke fjendtlighederne blev indstillet. Takket være befolkningens homogenitet blev udviklingen i Slovenien den mindst blodige blandt de tidligere republikker i Jugoslavien.

Anerkendelsen af Slovenien var ligeledes den mest indlysende, da landet kontrollerede sine egne grænser, rådede over sin egen hær og udstedte sin egen valuta. Efter tilbagetrækningen af den jugoslaviske forbundshær forsøgte regeringen, under ledelse af Milan Kucan, atter en økonomisk genopretning, praktisk taget uden hjælp fra den tidligere jugoslaviske regering.

Selvstændighedsprocessen efterfulgtes af 2 års voldsomt økonomisk tilbageslag, i 1991 og 1992. I denne periode var den årlige inflation på mere end 200 %, mens arbejdsløsheden nåede op på 13%. I begyndelsen af 1993 oversteg udlandsgælden 1.764 millioner dollars, selv om landet stadig kunne fremvise den højeste årlige indkomst pr. indb. - ca. 6.000 dollars - blandt de tidligere jugoslaviske republikker.

Centrumpolitikeren Janez Drnovsek udnævntes i april 1992 til premierminister. Ved valget i december erobrede Det liberal-demokratiske Parti, ledet af Drnovsek, flertallet; han dannede derefter en koalitionsregering med deltagelse af Krist-demokraterne, landets næststørste parti.

1993 blev et år præget af økonomisk stabilisering, skabt på baggrund af en tilnærmelse til EU. Slovenien definerede sig selv som «et europæisk land, ikke tilhørende Balkan». Underskuddet på statsfinanserne reduceredes til 2% af BNP, inflationen holdt sig under 5%, og takket være eksporten og stigningen i turismen, var underskuddet i 1993 på kun 70 millioner dollars. Den lokale valuta, Tolar'en, havde en flydende kurs, og udviste en vis stabilitet, der understøttedes af landets valutareserver, der udgjorde omkring 700 millioner dollars. I januar trådte Slovenien ind i IMF og i maj blev man medlem af Europarådet; derudover indgik man i Vizegrad-aftalen sammen med republikkerne Tjekkiet og Slovakiet.

Efter prognoser, der talte om økonomisk vækst - men samtidig stigning i arbejdsløsheden der i begyndelsen af 1994 nåede op på 14% - iværksatte regeringen et privatiseringsprogram for de 2.500 statslige virksomheder.

Slovenien definerede sig i 1993 som nævnt som et europæisk land, ikke tilhørende Balkan. Handelsforbindelserne til EU og de slovenske myndigheders åbenhed åbnede for mulighederne for en optagelse i EU. Stigningen i turismen og dollarkursens stabilisering førte til en stigning i eksporten og i BNP.

Italien modsatte sig Sloveniens optagelse i EU. De italienske myndigheder krævede en kompensation for eksproprieringen af 150.000 italieneres ejendomme i perioden fra 1945-1972. Den katolske kirke forlangte ligeledes tilbagegivelse af de besiddelser, der var blevet nationaliserede under det tidligere kommunistiske styre.

Europakommissionen stillede sig i maj 1995 positiv over for slovenernes ansøgning, men italienerne fastholdt deres krav. Kroatien og Slovenien fortsatte i løbet at året diskussionen om indgåelsen af en aftale vedrørende Pirankysten og vedrørende de kroatiske indeståender i Ljubljanska Banka, landets største bank siden opløsningen af det tidligere Jugoslavien.

Slovenien underskrev i juni 1996 en associeringsaftale med EU, som et første skridt i retning af optagelsen som regulært medlem, der skulle finde sted i 2001. Et af EU's krav - måske især italienernes - for at opnå denne aftale, var en tilføjelse til forfatningen, hvorefter udlændinge skulle kunne erhverve sig ejendomme i Slovenien. Den økonomiske politik tog højde for de nye krav fra EU især hvad angik finansloven.

Det lykkedes ved parlamentsvalget i november centrumspartiet, Det liberal-demokratiske Parti, under ledelse af Drnovsek, at erobre et beskedent flertal - 25 af parlamentets 90 pladser. Efter langvarige forhandlinger indvilgede det konservative Folkepartiet, som havde opnået 19 pladser, i at indtræde i en ny regering, under ledelse af den afgående premierminister.

Parlamentet genudnævnte i januar 1997 officielt Janez Drnovsek til premierminister med 46 stemmer mod 44. Den tidligere kommunist Milan Kucan genvalgtes til præsident i november samme år med 55,6% af stemmerne, mens hans modkandidat, Janez Pidobnik, fik 18,4%.

Sloveniens økonomi blev i begyndelsen af 1998 af de fleste europæiske lande anset for at være en af de bedst egnede til integration i EU, i modsætning til langt fattigere lande som f.eks. Rumænien. Alligevel slog en rapport fra EU Komissionen i november 98 fast, at landet var bremset op i bestræbelserne på at opnå medlemsskab af EU. Dette skabte betydelig forbavselse i den slovenske offentlighed.

Den nyvalgte kroatiske præsident Stipe Mesics besøg i Ljubljana i marts 2000 forstærkede relationerne mellem de to tidligere jugoslaviske republikker, og skabte samarbejde om fælles problemstillinger som optagelsen i EU og afmærkning af den fælles grænse.

2004 Optagelse i EU og NATO

I juni 2001 mødtes Ruslands præsident Vladimir Putin og USA's George W. Bush for første gang. Det skete i Slovenien i afdøde præsident Titos tidligere residens. Valget af Slovenien var i høj grad strategisk, da det ikke var medlem af NATO, og samtidig ikke delte grænsen med nogen tidligere sovjetrepublik. De vigtigste dagsordenpunkter på topmødet var USA's missilskjold og udvidelsen af NATO. Mødet fandt sted 2 uger inden Slovenien og Kroatien kunne fejre tiårsdagen for deres løsrivelse fra Jugoslavien.

Vinder af det ordinære valg til Nationalforsamlingen i oktober var De liberale Demokrater, hvis formand, Janez Drnovsek blev premierminister. Drnovsek vandt i december 2002 anden runde af præsidentvalget med 56% af stemmerne, og blev dermed præsident. Han erstattedes på premierministerposten af Anton Rop. Den centrum-venstreorienterede regeringskoalition har 2/3 af parlamentet bag sig, og forhandlede i 2002 både optagelse i EU og i NATO. Ved en efterfølgende folkeafstemning i marts 2003 sagde 90% af slovenerne ja til optagelse i EU, og 66% sagde ja til optagelse i NATO. NATO optagelsen fandt formelt sted 1. april 2004, og optagelsen i EU 1. maj 2004.

Slovenien var det eneste land, hvor spørgsmålet om optagelse i NATO blev sendt til folkeafstemning, og samtidig var landet stærkt imod USA's angrebskrig mod Iraq. 80% af slovenerne var mod krigen. Mordet på den serbiske politiske leder, Zoran Djindjic viste hvor skrøbelig sikkerhedssituationen på Balkan kan være, og den var sandsynligvis medvirkende til det relativt store flertal for optagelse i NATO.

En forfatningsdomstol beordrede i februar 2004, at 18.000 kroater, bosniere og serbiere, skulle have genoprettet deres opholdstilladelse og øvrige civile rettigheder. Efter Sloveniens løsrivelse fra Jugoslavien i 1992 og selvstændighed var de 18.000 nærmest blevet slettet fra de offentlige registre, var blevet fyret fra deres arbejde, stået uden ret til lægehjælp eller social bistand og været uden statsborgerskab. Dette blev nu genoprettet.

Den 29. marts 2004 blev Slovenien og 6 andre lande fra Østblokken optaget i NATO. Der var tale om alliancens hidtil største udvidelse, og den tæller nu 26 lande.

En folkeafstemning lanceret af højrefløjen i april 2004 gav stort flertal til et forslag om at fratage de etniske minoriteter i landet deres civile rettigheder, efter at parlamentet havde givet dem disse rettigheder. Resultatet blev skarpt kritiseret af de internationale menneskerettighedsorganisationer, og skabte en pinlig situation for regeringen, der forberedte landets optagelse i EU.

Den 1. maj 2004 blev Slovenien sammen med 9 andre lande optaget i EU. Slovenien var det eneste land blandt de tidligere eks-jugoslaviske republikker, der indtil videre blev optaget. Landet var det næstmest udviklede blandt de nyoptagne lande; dets indkomster ligger på 70% af EU gennemsnittet; det ligger over Grækenland; mens arbejdsløsheden til gengæld er lavere end i Tyskland og Frankrig, hvilket gør landet til en netto bidragsyder til EU.

SDS vandt overraskende parlamentsvalget i oktober. Centrum-højre partiet fik 30% af stemmerne, og fik dermed 6% flere end det liberale regeringsparti. Den nye premierminister Janez Jansa søgte støtte hos de mindre partier på højrefløjen for at sikre sig parlamentarisk majoritet.

Det slovenske parlament stemte med stort flertal for EU's nye forfatning i maj 2005. Forfatningen blev imidlertid stemt ned ved folkeafstemninger i Frankrig og Nederlandene samme måned. I maj 2006 godkendte EU Sloveniens optagelse i Eurozonen fra 2007. Forinden skulle gå en et-årig prøveperiode hvor landets valuta blev låst fast til Euroen. I januar 2007 gik Slovenien over til at anvende Euro, og blev derved det første nye medlemsland, der tog dette skridt.

Valget i september 2008 blev en stor sejr for socialdemokratiet, der gik frem fra 10 til 29 mandater og blev landets største med 30,5% af stemmerne. Det tidligere regeringsparti SDS måtte nøjes med 29,3% og gik 1 mandat tilbage. Socialdemokraterne dannede en koalition med 2 andre midterpartier med Borut Pahor som premierminister.

Slovenien blev hårdt ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt 7,8% i 2009. Det næsthøjeste fald efter de baltiske lande. Stigningen i arbejdsløsheden var dog moderat. Den steg fra 5,3% i marts 2009 til 6,2% i marts 2010, og ungdomsarbejdsløsheden lå stabilt på 12,2%. Tallene var godt halvdelen af niveauet i det øvrige EU.

Regeringskoalitionen var i 2011 præget af voldsomme interne spændinger. I april forlod DeSUS koalitionen. To måneder senere forsøgte regeringen at få vedtaget en række reformer i parlamentet. Oppositionen var imod og de blev i stedet sendt til folkeafstemning. I juni stemte befolkningen om 3 forslag: forstærket forfølgelse af sort arbejde; åbning af efterretningstjenestens arkiver; øgning af pensionsalderen til 65 år og reduktion af pensionerne. Alle 3 forslag blev massivt forkastet af over 70% af vælgerne. I juli trådte Zares ud af regeringen og i september bad premierminister Pahor om en tillidsafstemning i parlamentet som han tabte med 36 stemmer mod 51. Ifølge forfatningen havde parlamentet nu 30 dage til at finde en ny en ny premierminister, men de fleste partier var mere interesseret i et parlamentsvalg, som derfor blev udskrevet til afholdelse i december.

Efter udskrivningen af parlamentsvalget meddelte Ljubljanas borgmester Zoran Janković i midten af oktober at han ønskede at danne et nyt parti. Få uger senere gennemførte partiet sin stiftende generalforsamling, hvor borgmesteren blev valgt til formand for det nye centrum-venstre parti Pozitivna Slovenija (PS). Vælgerne var stærkt utilfredse med de siddende partier og sendte det nye parti i parlamentet med 28,5% af stemmerne. Met ét slag var partiet dermed landets største. Det regerende socialdemokrati mistede 2/3 af sine pladsen og gik fra 30,5 til 10,5%. Det konservative SDS gik fra 29,3 til 26,2%. Janković forsøgte nu at danne ny regering, hvilket mislykkedes. Iflg. iagttagere pga. borgmesterens manglende parlamentariske erfaring og manglende politiske projekt. I slutningen af januar 2012 dannede Janez Janša fra det konservative SDS i stedet en konservativ koalitionsregering. I februar meddelte Janković, at han i stedet ønskede at stille op som borgmester i Ljubljana. Dette valg vandt han i april og forlod derefter parlamentet. Et halvt år parlamentarisk lynkarriere var dermed slut.

Ved en folkeafstemning i marts 2012 fik homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle til at indgå ægteskab. I april går tusinder af offentligt ansatte i strejke i protest mod den konservative regerings drastiske nedskæringer. Igen i november-december er der massedemonstrationer i både Ljubljana og den næststørste by Maribor i protest mod regeringens krisepolitik.

I juli 2012 blev Pahor væltet som formand for socialdemokratiet af Igor Lukšič. Pahor meddelte at han i stedet ønskede at stille op som præsidentkandidat. Ved 1. runde af præsidentvalget i november 12 fik han 39,9% af stemmerne, mens den siddende præsident Danilo Türk fik 35,9%. I 2. runde i december fik Pahor 67,4% mod Türks 32,6%. Den siddende præsident havde dermed præsteret det usædvanlige at gå tilbage fra 1. til 2. valgrunde. Valgdeltagelsen faldt fra 48 til 42% i 2. runde. Pahor blev indsat på posten samme måned.

I januar 2013 udsendte Kommissionen til forebyggelse af korruption i Slovenien en rapport der viste at både premierminister Janez Janša og PS formand Zoran Janković systematisk havde undladt at oplyse den nøjagtige værdi af deres formuer. For premierministerens vedkommende havde han købt et hus, der var medfinancieret af et stort entrepenørfirma med store statslige kontrakter, og hans forbrug i 2011-12 oversteg hans indtægt og formue med 200.000€. For Janković' vedkommende var der tale om værdier til ialt 2,4 mio. € han ikke havde indberettet til kommissionen, og der var tale om returkommissioner fra entrepenørfirmaer der via hans sønner gik tilbage til borgmesterens konto. Konsekvensen af korruptionsafsløringerne var at Janković gik af som formand for PS, og senere på måneden tabte regeringen en tillidsafstemning i parlamentet. Den nyvalgte forkvinde for PS Alenka Bratušek dannede derefter ny regering i februar.

EU Kommissionen advarede i april landet om at det var nødt til at håndtere problemerne i det slovenske banker. Premierminister Bratušek erklærede at regeringen arbejdede dag og nat for redde landets bankvæsen. Rating bureauet Moodys nedgraderede de slovenske statsobligationer til junk status, og øgede dermed sandsynligheden for at landet måtte bede EU om en redningspakke. I maj fik regeringen vedtaget en krisepakke, der skulle hindre, at det måtte søge finansiel hjælp i EU. Der var tilsyneladende tale om en intternational kampagne mod centrum-venstre regeringen. Det tyske Die Welt vurderede i april at Slovenien sammen med Tyskland og Estland var blandt de finansielt mest stabile lande i Europa.

Tidligere premierminister Janša blev i juni idømt 2 års fængsel for korruption. En dom har erklærede han ville appellere.

Regeringen overlevede i november 2013 en mistillidsafstemning med 50 mod 31. Baggrunden var den dårlige økonomi blandt landets banker, der truede med at tvinge landet til at søge en EU krisepakke.

Det liberale PS' grundlægger og korruptionsdømte Zoran Janković blev i april 2014 genvalgt som partiets formand. Det medførte at premierminister Bratušek 3 dage senere meldte sig ud af partiet og tog 10 andre af partiets parlamentsmedlemmer med sig. Den 29. maj dannede hun det nye parti Alenka Bratušek Alliancen (Zavezništvo Alenke Bratušek, ZAB). Allerede den 5. maj han hun dog afleveret sin regerings afskedsbegæring, hvilket udløste nyvalg.

Parlamentsvalget i juli 2014 blev en massakre for PS, der mistede alle de 28 pladser det havde fået ved det foregående valg. Det nye liberale parti ZAB kom dog kun ind med 4 mandater. Til gengæld blev det nydannede liberale parti Miko Carars Parti (Stranka Mira Cerarja, SMC) valgt ind med 36 mandater (ud af parlamentets 90), og blev dermed parlamentets største. Det socialdemokratiske SDS gik 5 pladser tilbage og fik 21. Et andet nyt parti, det Forenede Venstre (Združena Levica, ZL) fik 6 mandater. Det blev dannet i marts 2014 i kølvandet på protestbølgen året forinden.

Ligeledes i juli advarede landets handelskammer mod yderlige EU sanktioner mod Rusland i anledning af konflikten i Ukraine.

SMC's Miro Cerar dannede i september 2014 en koalitionsregering mellem SMC, pensionistpartiet DeSUS og socialdemokratiet SD. Regeringen bestod af 9 mænd og 7 kvinder.

I oktober stillede myndighederne journalisten Anuška Delić fra dagbladet Delo for retten, anklaget for at have offentliggjort hemmeligtstemplede oplysninger. I december 2011 offentliggjorde hun en række artikler i avisen om den nynazistiske gruppe Blood & Honour og dens aktiviteter. Bl.a. kunne hun afsløre forbindelser mellem gruppen og det store borgerlige parti Slovenska Demokratska Stranka (SDS). Straffesagen mod Delić var blevet anlagt på begæring fra efterretningsvæsenet (Slovenska obveš evalno-varnostna Agencija, SOVA), hvorfra oplysningerne tilsyneladende var lækket. Straframmen var 3 års fængsel. Det internationale journalistforbund og menneskerettighedsorganisationer protesterede mod den politiske sag. I april 2015 opgav myndighederne sagen mod Delić. Tre journalister var dog fortsat anklaget for tilsvarende «trusler mod statens sikkerhed». I juli blev straffeloven ændret, idet der blev tilføjet en paragraf der understregede offentlighedens legitime interesse, når der var tale om publikation af «statshemmeligheder».

Landet blev i 2015 transitland for flygtningestrømmen fra Asien op gennem Europa. Omkring 375.000 flygtninge passerede gennem landet. 250 gange flere end året før. Fra september begyndte myndighederne at tilbageholde flygtninge, der var kommet «illegalt» ind i landet og flere hundrede blev sendt tilbage til Kroatien. De tilbageholdte blev opsamlet i lejre, der i de fleste tilfælde var uegnede til ophold.

Guia del Mundo

 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Slovenia)
Amnesty Internationals årsrapport 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)

Forenet Venstre