Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

World Anti-Communist Leaugue (WACL, 1966-) (da. Verdens Antikommunistiske Liga), globalt terror- og højrefløjsnetværk, oprettet på Taiwan i 1966 på initiativ af landets daværende præsident Chiang Kai-Shek. Netværket blev grundlagt med det formål «at bekæmpe kommunismen med ukonventionelle metoder». Det tog i 1994 navneforandring til «World League for Freedom and Democracy».

WACL blev oprettet på inititiativ af Kuomintang partiet i Taiwan, der i 1949 tabte kampen mod det kinesiske kommunistparti, da Kina blev til Folkerepublik. Oprettelsen skete året efter efter at et facistisk kup i Indonesien afsatte landets folkevalgte præsident og igangsatte udryddelsen af landets kommunister. Omkring 700.000 indonesiske kommunister eller formodede kommunister blev dræbt de følgende måneder og 200.000 endte i fængsel som politiske fanger. Samtidig var USA i gang med en hastig optrapning af Vietnamkrigen. I denne historiske kontekst ønskede Kuomintang at gøre sig til international bannerfører mod kommunismen, med det perspektiv at generobre fastlandskina.

Netværket oprettede 8 regionale hovedkvarterer og havde afdelinger i omkring 100 lande - deriblandt også Danmark. Netværkets vigtigste aktivitet var at yde økonomisk og militær støtte til højrefløjs organisationer og terrornetværk over hele verden. Den gav desuden kurser i psykologisk krigsførsel ved Political Warfare Cadres Academy på Taiwan. Den salvadoranske dødspatruljeoberst Roberto D'Aubuisson sagde senere: «det er det bedste kursus jeg nogen sinde har fulgt».

I midten af 1980'erne var netværket - sammen med USA - den ledende leverandør af våben til terrororganisationer og antikommunistiske grupper i det sydlige Afrika (Renamo i Mozambique og Unita i Angola), Mellemamerika (Contraerne der fra Honduras gennemførte terroraktioner mod Nicaragua, samt dødspatruljer i El Salvador, Guatemala og Honduras), Afghanistan og fjernøsten (Cambodia, Laos og Vietnam).

Nerværkets latinamerikanske afdeling var i 1970'erne ledet af Confederacion Anti-Comunista Latinoamericana (CAL), der havde tætte kontakter til militærdiktaturene i Latinamerika. For militærdiktaturene var WACL et vigtigt middel til at etablere og opretholde internationale kontakter. Et af de mest fremtrædende medlemmer af CAL var Mario Sandoval Alarcon fra det guatemaltekiske facistparti MLN, der spillede en central rolle under CIA's invasion af Guatemala i 1954, hvor landets folkevalgte præsident Jacobo Arbenz Guzman blev afsat.

I 1978-80 var Roger Pearson formand for WACL. Han var mest kendt for sine teorier om «white supremacy» og facistiske sympatier. Han koncentrerede sit arbejde om Europa og trak en lang række facistiske grupper ind i WACL. I en periode så det ud som om WACL var mere anti-semitisk end antikommunistisk, og Pearson forsøgte sammen med andre at udrense mere «moderate grupper», men forsøgene glippede og i 1980 blev Pearson selv udrenset. WACL hævdede efterfølgende at have skildt sig af med facisterne, men New York Times og Los Angeles Times og andre aviser kunne efterfølgende berette, at de facistiske grupper fortsat deltog i verdenskongresserne.

Sovjetunionens og folkedemokratiernes sammenbrud i Østeuropa var medvirkende til at WACL's europæiske afdeling i 1990'erne måtte omdefinere sine aktiviteter, og sammen med den kapitalistiske udvikling i Kina sandsynligvis medvirkende til, at WACL i midten af 90'erne besluttede at skifte navn.

Aktivistisk antikommunisme med udgangspunkt i USA

En af netværkets mest aktive regionale afdelinger var i 1980'erne den nordamerikanske. Den blev oprettet i 1981 (efter Pearsons udrensning i 1980) af den nordamerikanske generalmajor John K. Singlaub, der i 1977 var blevet afsat fra posten som øverstkommanderende for USA's styrker i Sydkorea, pga. hans offentlige kritik af daværende præsident Carters planer om reduktion af USA's troppetilstedeværelse på den koreanske halvø. Den nordamerikanske afdeling blev fra starten sat på en observationsliste af den jødiske Anti-Defamation League (ADL), da WACL tiltrak ekstremistiske, racistiske og anti-semitiske kræfter.

Da præsidentposten i USA i 1983 blev overtaget af den højreradikale Ronald Reagan, etablerede Singlaub kontakter til den nye administration, og disse kontakter samt hans kontakter i WACL og det nordamerikanske militær gav fra midten af 80'erne WACL hovedrollen i forsyningen af contraer og dødspatruljer i Mellemamerika med våben. Den amerikanske kongres havde på dette tidspunkt forbudt nordamerikansk støtte til contraerne, og denne støtte blev i stedet ledt ad private (WACL) kanaler. Singlaubs forbindelsesofficer i det Hvide Hus var oberst Oliver North, der senere under «Iran-Contra skandalen» blev idømt en langvarig fængselstraf for sine kriminelle aktiviteter.

WACL holdt sin 17. verdenskongres i San Diego, Californien i 1986, og Singlaub benyttede her lejligheden til at læse en hilsen fra præsident Ronald Reagan:

«The World Anti-Communist League has long played a leadership role in drawing attention to the gallant struggle now being waged by the true freedom fighters of our day. Nancy and I send our best wishes for further success.»

Singlaub selv var i 1984-86 formand for WACL. 

US senator John McCain (R-AZ) var medlem af WACL i 1980'erne, og sad i ledelsen af den amerikanske afdeling. McCain var i 2008 det republikanske partis kandidat overfor demokraternes Barrack Obama.

På sine verdenskongresser i 1984 og 85 besluttede WACL at gå aktivt ind i støtten til mujahedinerne i Afghanistan, der bekæmpede den sovjetiske besættelse. De følgende år indsamlede WACL store pengesummer til indkøb af ammunitation, våben og medicin til mujahedinerne. De samme som i 1988 fik 600.000 kr i støtte fra VU og KU, afleveret af Lars Løkke Rasmussen.

Nazistiske forbindelse

WACL har historisk haft tætte forbindelser til nazistiske grupper. Yaroslav Stetsko der var formand for Anti-Bolshevic Bloc of Nations sad i flere år i WACL's ledelse. Stetsko var under 2. verdenskrig nazi-kollaboratør og i en periode selvproklameret præsident over Ukraine. Den hollandske afdeling var ledet af St. C de Berkelaar, der er tidligere SS officer og formand for Sint Martinsfonds, en organisation af flere hundrede hollandske SS officerer. Alfred Gielen tjente i Göbbels' propagandaministerium under 2. verdenskrig og var frem til midten af 80'erne Tysklands repræsentant i WACL. Endelig havde italieneren Giorgio Almirante siddet i Mussolinis regering under 2. verdenskrig.

Særligt aktive i Europa var medlemmer af netværket for tidligere SS-officerer, ODESSA (Organisation der ehemaligen SS-Angehörigen). Leder af dette netværk var Hitlers «yndlingssoldat», den berygtede SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny.

De danske forbindelser

Fremskridtspartiet var i 1980'erne knyttet til WACL. Dets formand Mogens Glistrup deltog i netværkets verdenskongresser, og i 1988 deltog Pia Kjærsgaard som partiets repræsentant. Hun erklærede efterfølgende overfor partiets blad Fremskridt:

«Det er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds.»

Pia Kjærsgaard deltog sammen med sin mand i WACL's Verdenskongres i Taipei. Det er ukendt om Dansk Folkeparti har bevaret forbindelsen til det internationale terrornetværk.

Det er ukendt om Dansk Folkeparti fortsat deltager i netværkets aktiviteter.

Det konservative folkeparti har ligeledes spillet en aktiv rolle i WACL. Det gælder den tidligere københavnske boligborgmester Hans Thustrup Hansen; det forhenværende medlem af Folketinget, fhv. chef for Søværnets operative Kommando, orlogskaptajn John Arentoft; det konservative folkepartis programredaktør Flemming Adstofte; advokat Per Federspiel. Det konservative medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby kommune, Erik Dissing, var i slutningen af 80'erne formand for WACL's danske afdeling, som iflg. dissing da talte 200 medlemmer. Han havde intet problem med sine forbindelser til de facistiske diktaturer i Latinamerika og erklærede bl.a.:

«Hvis man ser bort fra alle flosklerne, så er det en kendsgerning, at general Pinochet har været en lykke for Chile»

 

A.J.