Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Fascisme  .  Nazisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/7 2015
Læst af: 123.749
: :
Dansk Folkeparti (DF)

Dansk Folkeparti (1941-43, 1993, 1995-), dansk højreradikalt populistisk parti. Partiet er et taberparti i den forstand at det overvejende henter sin støtte fra det danske pjalteproletariat: danskere der er presset ud af arbejdsmarkedet eller som føler deres position truet som følge af globalisering og indvandring. Partiet spiller på denne angst og skaber karikaturer dets støtter og medlemmer kan rette deres had imod. Primært blandt flygtninge, indvandrere og specielt muslimer. Partiet fungerer derved som en «lynafleder» for den kritik der ellers kunne blive rettet mod de politiske beslutninger der er baggrunden for den økonomiske og kulturelle krise udenfor de største danske byer og mod de virksomheder der flytter deres produktion til udlandet eller baserer sig på importeret billig arbejdskraft. Folketingsvalget i 2015 gjorde det til landets næststørste parti, og i de regioner der er hårdest ramt af marginalisering og manglende politisk bevidsthed blev det det største.

Navnet har været brugt et par gange i Danmarks politiske historie. De to første gange af to politiske randfænomener, og tredje gang af VK regeringens støtteparti (2001-11). De tre gange navnet har været i brug, er det af ret forskelligartede grupper, der dog har haft fremmedfjendtlighed som fælles gods.

Hitler, Kjærsgaard og regeringsbygningen i Oslo efter terrorattentatet 22. juli 2011. Dansk Folkeparti er ikke et nazistisk parti, men har som den øvrige europæiske radikale højrefløj taget den del af nazismens voldelige retorik der var rettet mod jøder og i stedet rettet den mod muslimer. Samtidig har disse neo-nazistiske partier og grupperinger indgået en uhellig alliance med Israel. Derved kan de umiddelbart undgå at blive beskyldt for nazisme, samtidig med at de kan bakke op om Israels eksemplarisk voldelige adfærd overfor muslimer. Dansk Folkepartis propagandaminister har ladet sig gifte med med en israeler og har erklæret at «så kan han jo ikke være racist». Den opfattelse skyldes alene manglende kendskab til FN's Konvention mod Racisme.
Terroristen der sprang regeringsbygningen i Oslo i luften 22. juli 2011 og efterfølgende myrdede 69 unge socialdemokrater på Utøya tilhører den samme radikale højrefløj som Dansk Folkeparti, deler dets voldelige retorik rettet mod flygtninge og indvandrede samt det moderne multikulturelle samfund, og citerede flittigt bl.a. DF folketingspolitikere. DF erklærede efter terroraktionen, at de mange dræbte intet indtryk havde gjort på partiet, og at det fortsætter sin voldsretorik. I den forstand går der er lige linie fra nazismens «ariske ideal» til DF's racerene Danmark til terroraktionen i Norge.

Det første Dansk Folkeparti 1941-43

Ved Tysklands besættelse af Danmark 9. april 1940 havde DNSAP med føreren Frits Clausen i spidsen en opfattelse af hurtigt at kunne overtage regeringsansvaret på samme måde som Vidkun Quisling var blevet indsat som nazistisk regeringsleder i Norge. Dette skete imidlertid ikke. Dels valgte den danske regering at samarbejde med tyskerne - i modsætning til Norge hvor der blev indledt en modstandskamp mod besættelsesmagten. Dels havde DNSAP en meget begrænset opbakning. Tyskerne holdt derfor en distance til partiet og var mere tilfredse med den danske samarbejdspolitik. DNSAP havde derfor planlagt at gennemføre et statskup den 17. november 1940, der skulle tage afsæt i mindehøjtideligheder for de faldne danske soldater fra 9. april. Men nazisterne fik bank af socialdemokrater og kommunister og måtte flygte over hals og hoved.

Det fejlslagne kup forstærkede de interne magtkampe i DNSAP, og den 17. februar 1941 brød en række ledende partifolk fra København og resten af Sjælland med partiet og dannede partiet Den Danske Front. Sammen med andre mindre grupper stiftede de den 1. marts Dansk Folkeparti.

Den ene gruppe samledes omkring kontorchef Sv. E. Johansen. Han var valgt som folketingsmand for Retsforbundet, men var brudt ud og havde dannet Det Nationale Genrejsnings-parti, med ham selv som MF'er.

Den anden gruppe samlede sig omkring generalauditør Victor Pürschel og hans Nationalt Samvirke - Fagstatsbevægelsen. Han var oprindelig folketingsmedlem for De Konservative 1920-38, og i en periode formand for De Konservatives Rigsdagsgruppe. Han udtrådte af gruppen i 1938, men blev i Folketinget, og anmeldte det lille parti, Nationalt Samvirke, som politisk parti med ham selv som leder. Han opstillede for dette parti ved folketingsvalget i 1939, men blev ikke valgt. Nu forsøgte han sig med Dansk Folkeparti, hvis politiske leder han var en kort overgang.

En tredje gruppe var Dansk Socialistisk Parti. Det var et renlivet nazi-parti i bedste SA-tradition, ledet af Wilfred Petersen. Partiet var som så mange andre af datidens små nazi-grupper i stærk opposition til Frits Clausens nazi-parti, og stærkt antisemitisk. Det var også et balladeparti, der ville erobre gaden og samle utilfredse arbejdere op gennem antikapitalistisk propaganda.

En fjerde gruppe samledes omkring den tidligere socialdemokratiske vælgerforeningsformand i Lyngby, red. Jens Strøm. Han havde i 1938 havde stiftet det korporative Nationalt Arbejderparti.

Dertil kom smedemester Th. M. Andersen. Han var kommet i Folketinget i 1939 for Frits Clausens nazi-parti, DNSAP. Nu anmeldte han det nystiftede parti som folketingsgruppe i marts 1941 sammen med Sv. E. Johansen. Derfor blev han følgelig ekskluderet af DNSAP.

Wilfred Petersen blev hurtigt organisationsleder i Dansk Folkeparti og sad dermed på partiet, som fik et umiskendeligt præg af hans variation af nazismen.

Derfor forsvandt Pürschel hurtigt fra det ny parti, efterfulgt af Sv. E. Johansen og i marts 1943 af Th. M. Andersen. Allerede i slutningen af maj 1941 var Jens Strøm gået. Dermed var det første Dansk Folkeparti reduceret til en randbemærkning i vor politiske historie. Både Th. M. Andersen, Jens Strøm og Wilfred Petersen blev senere straffet for unational optræden mm under besættelsen.

Det andet Dansk Folkeparti 1993

Den anden udgave af partiet blev aldrig andet en odenseansk parentes. Når det nævnes her, er det fordi det nuværende Dansk Folkeparti sandsynligvis har taget sit navn derfra. Det er nemlig ret usikkert, om nogle af stifterne af det nuværende Dansk Folkeparti overhovedet har kendt den førstnævnte gruppering. Derimod har mange af de nuværende medlemmer med en fortid i Fremskridtspartiet kendt fænomenet. Stifteren af det andet Dansk Folkeparti var en kendt fremskridtsmand i Odense, Per Rosen Madsen. Som trofast Glistrup-støtte blev han udelukket af Fremskridtspartiet i 1991 og opstillede på en lokalliste i Odense med navnet Dansk Folkeparti til kommunalvalget i 1993. Listen fik meget få stemmer. Per Rosen Madsen opgav projektet og han fornyede ikke tilmeldingen i Indenrigsministeriet. Navnet var derfor ledigt, og dertil kendt i Fremskridtspartikredse i 1995, da Pia Kjærsgaard m.fl. brød ud og stiftede det nuværende Dansk Folkeparti.

Det tredje Dansk Folkeparti 1995-

Partiet blev stiftet i oktober 1995 af udbrydere fra Fremskridtspartiet. Stiftere var folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen-Dahl, Poul Nødgård og Ole Donner, alle valgt for Fremskridtspartiet ved valget i 1994.

Baggrunden for den ny partidannelse var mangeårige stridigheder i Fremskridtspartiet (Z). Alle ledende medlemmer af Dansk Folkeparti har en fortid i, og er præget af dette parti. Derfor må vi i al korthed beskæftige os med dets historie.

Fremskridtspartiets historie

Fremskridtspartiet kom i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973. Partistifteren Mogens Glistrup blev valgt sammen med 27 andre på liste Z. Partiet beholdt sit høje stemmetal ved de to næste Folketingsvalg i 1975 og 1977. Partiets hovedkrav var:

Kravet om et «Muhamedanerfrit Danmark» fremsattes først omkring 1980, men fremførtes så med stadig stigende styrke frem til i dag, og blev også overtaget af det nydannede Dansk Folkeparti.

Partiets førstemand, Mogens Glistrup, ville egentlig kun have en bevægelse omkring sig, der lejlighedsvis skulle fungere som valgmaskine. Han var på mange måder en stærkt højreorienteret anarkist, og en ultraliberalist. Partiorganisation, medlemsindflydelse og valg af kandidater og tillidsmænd var for ham en lige så stor vederstyggelighed som den velfærdsstat han ville nedbryde. Det førte til en årelang strid i Fremskridtspartiet mellem de mere realpolitiske og resultatsøgende «slappere» og «strammerne» omkring Glistrup. Glistrup var almindeligvis i mindretal i folketingsgruppen, men havde til gengæld hyppigt flertal i den lille magtfulde hovedbestyrelse, han selv var livsvarigt medlem af. Striden afvikledes ofte for åben skærm og var i mange år en del af mange TV-seeres faste underholdning.

Balladen svækkede partiet, og ved valgene i 1979 og 1981 gik partiet tilbage fra 26 mandater til 20, og fra 20 til 16. Medvirkende hertil var også den langvarige skatteretssag, der kørte mod Mogens Glistrup i disse år. Sagen handlede om hans fiduser omkring nul-skat. Den sluttede med en Højesteretsdom i 1983, hvor Glistrup fik tre års ubetinget fængsel.

Ved valget i januar 1984 gik partiet stærkt tilbage, fra 16 folketingsmedlemmer til 6, og af dem forlod to gruppen, så Fremskridtspartiets Folketingsgruppe bestod frem til valget i 1987 af kun fire medlemmer.

Det var i denne situation at Dansk Folkepartis førstekvinde fik sin politiske debut. Pia Kjærsgaard kom i Folketinget i 1984 som Mogens Glistrups suppleant, da han som følge af skattedommen mistede sin plads. Hun blev hurtigt politisk ordfører, og dermed Fremskridtpartiets politiske leder.

Sammen med gruppeformanden Helge Dohrmann tegnede hun partiet i en vanskelig periode. Under deres kompromissøgende ledelse gik partiet frem og fik ni mandater i Folketinget i 1987, og 16 mandater ved valget i 1988. I disse år forlod en række Glistrup-fans partiet i protest og indgik i forskellige fremmedfjendtlige grupper og lokallister.

Efter sin løsladelse fik Mogens Glistrup et politisk come back og kom tilbage til Folketinget i 1987. Dermed blussede den gamle strid mellem de tilbageværende «strammere» og «slapperne» op igen. Pia Kjærsgaard og Helge Dohrmann tegnede den resultatsøgende «slapper»-fløj, mens Glistrup i 1988 nægtede at stemme for et af de lovforslag, der var en følge af Fremskridtspartiets finanslovsforlig med Schlüter regeringen. Det førte på lidt længere sigt til, at han blev frataget retten til at opstille for partiet. Derfor stiftede han i 1990 Trivselspartiet som sin egen valgplatform.

Trivselspartiet

Fire folketingsmedlemmer gjorde ham følgeskab, fulgt af en række Glistrup fans. Det at han dannede et nyt parti, fik nogle af hans hidtidige støtter i Fremskridtspartiets top - Kirsten Jacobsen, Kim Behnke m.fl. - til at distancere sig fra ham. Den 28. september 1991 blev Fremskridtspartiets stifter frataget sit livsvarige medlemskab af partiets hovedbestyrelse og ekskluderet. Eksklusionerne af dem der i mellemtiden var gået med i Trivselspartiet var begyndt og ramte blandt andre den tidligere omtalte Per Rosen Madsen fra Odense. Men der var fortsat Glistrup-fans tilbage i Fremskridtspartiet, og de var med til at fortsætte uroen i partiet, samtidig med at der i løbet af de næste år opstod nye modsætninger i det hårdt plagede parti.

Der havde været afholdt folketingsvalg i december 1990 og Fremskridtspartiet fik igen 12 mandater på trods af de løbende brydninger. Partiet blev altså kompenseret for de fire der havde forladt folketingsgruppen sammen med Glistrup. Glistrup fik til gengæld ingen valgt, på trods af at han havde indgået en uhellig valgalliance med sømandsformanden Preben Møller Hansen og hans parti Fælles Kurs, der heller ikke fik nogen valgt.

Efter valget fortsatte Pia Kjærsgaard som politisk ordfører for Fremskridtspartiet, med Aage Brusgaard som gruppeformand. Det var en konstellation, der afspejlede og delvist afbalancerede den begyndende nye splittelse i partiet.

Ved valget i 1994 mistede Fremskridtspartiet et mandat af valgtekniske grunde, og fik 11 folketingsmedlemmer selv om partiet havde stemmemæssig fremgang, Efter valget brød den ny strid åbenlyst ud. Den havde som antydet luret længe og havde sit udspring i Kjærsgaard-fløjens ønske om helt at dominere partiet. Politisk var der uenighed om holdningen til Glistrup, hvor Kjærsgaard-fløjen var helt afvisende mens den anden fløj omkring Kirsten Jacobsen og Kim Behnke var indstillet på at søge udsoning og finde et kompromis med partiets stifter.

Da Aage Brusgaard efter valget ønskede at trække sig som gruppeformand ville Pia Kjærsgaard have posten, selv om hun i forvejen var politisk ordfører. Denne magtkoncentration vakte stor modstand, og i stedet søgte Kjærsgaard-fløjen at få en anden af deres egne, Poul Nødgaard, valgt. Men gruppens flertal (7-4) valgte Kim Behnke som ny gruppeformand. Det medførte, at Pia Kjærsgaard, der lige var blevet enstemmigt genvalgt som politisk ordfører, nedlagde dette hverv i protest mod valget af Kim Behnke. Gruppen valgte derefter Jan Køpke Christensen som ny politisk ordfører. Det næste år var præget af magtkampen. Begge fløje forberedte sig på et kommende opgør. Pia Kjærsgaard var i stadigt mindretal i folketingsgruppen (4-7), men havde flertal i hovedbestyrelsen og fik støtte af andre, f.eks. partiets ungdomsorganisation, FPU, med Peter Skaarup i spidsen. Striden kulminerede på partiets landsmøde i september 1995. Her kom Pia Kjærsgaard-fløjen i mindretal. Der blev valgt en ny hovedbestyrelse, der erklærede at det var folketingsgruppens suveræne ret, at vælge sin egen formand, og at valget af Kim Behnke havde fulgt de demokratiske spilleregler. Landsmødet var om muligt det mest kaotiske i Fremskridtpartiets historie, og Pia Kjærsgaard karakteriserede mange af deltagerne som «proletarer» og «landsbytosser».

DF dannes

Den 9. oktober forlod Pia Kjærsgaard, Poul Nødgaard, Ole Donner og Kristian Thulesen Dahl Fremskridtpartiets folketingsgruppe og stiftede Dansk Folkeparti. De tilbageværende syv folketingsmedlemmer valgte enstemmigt Kirsten Jacobsen som ny politisk ordfører, og dermed politisk leder af det nu splittede Fremskridtsparti. Det var hun frem til 1997, hvor hun trak sig af personlige grunde.

Fremgang for DF

Det ny parti fik hurtigt succes. De første måneder efter splittelsen i 1995 fulgtes Fremskridtspartiet og udbryderne ad i meningsmålingerne. Det så ud som om de to partier havde delt det gamle Fremskridtspartis vælgere fra 1994 valget.

Men fra sommeren 1996 begyndte vælgertilslutningen til Dansk Folkeparti at blive mærkbar, og det løb fra det formindskede Fremskridtsparti i opinionsundersøgelserne. Denne tendens slog kraftigt igennem ved de følgende valg, og i løbet af dem blev det tilbageblevne Fremskridtsparti nærmest udraderet.

Ved kommunalvalget i 1997 fik Dansk Folkeparti 6,8% af de afgivne stemmer og 21 amtsrådspladser og 119 byrådspladser fordelt på 83 kommuner.

Ved Folketingsvalget i marts 1998 stemte 252.228 personer på Dansk Folkeparti, svarende til 7,8% af stemmerne. Stemmetallet udløste 13 mandater.

Ved valget til Europaparlamentet i juni 1999 fik partiet 114.865 stemmer og fik indvalgt den tidligere socialdemokrat Mogens Camre.

Ved det kombinerede valg i november 2001 var der stor fremgang for Dansk Folkeparti - både ved de kommunale valg og ved folketingsvalget. Partiet vandt yderligere tre amtsrådsmandater og fik 24 pladser i amtsrådene. I kommunerne vandt de 48 nye pladser i kommunalbestyrelserne og fik 167 pladser. Ved folketingsvalget blev Dansk Folkeparti det tredjestørste parti med 413.491 stemmer, svarende til 12,0% af de afgivne stemmer. Partiet kunne øge sin folketingsgruppe med yderligere 9 medlemmer til i alt 22. Ved valget i 2015 blev det Folketingets næststørste parti.

Politikken

Den fløj der i 1995 stiftede Dansk Folkeparti havde alle været mangeårige medlemmer og aktive inden for Fremskridtspartiet. En række af udbryderne havde i årevis haft ledende poster dér og havde båret det stridende partis synspunkter ud i offentligheden.

Ved sin dannelse i 1995 havde politikken ligget tæt op ad Fremskridtspartiets, men allerede kort tid efter dannelsen markerede Pia Kjærsgård, at politikken skulle orienteres anderledes. Nok blev Frp.'s mærkesager som modstanden mod EU og hetzen mod flygtninge og indvandrere kopieret, men samtidig slog Kjærsgård fast, at partiet ikke skulle være et protestparti - et «brokke-parti» - og et Frp.'s ultraliberalisme skulle opgives. Frem for at kræve staten afskaffet, skulle DF stå for et forsvar for velfærdsstatens kernefunktioner. Dermed gik hun i gang med at opdyrke en ny målgruppe for politiets politik: de marginaliserede og udstødte socialdemokrater, der følte sig pressede af den samfundsmæssige udvikling. De var i særlig grad afhængige af velfærdsstaten - som socialdemokratiet havde opbygget og samtidig satte Kjærsgård adresse på «tingenes elendighed»: flygtninge og indvandrere. Denne kombination viste sig særdeles effektiv, og er en væsentlig del af forklaringen på partiets succes.

Partiet er karakteriseret ved den aktuelt stærkeste centralstyring indenfor noget dansk parti. Magten er koncentreret hos Kjærsgård, Thulesen Dahl og Peter Skårup. I forsommeren 2000 kommer det til splittelse i folketingsgruppen og i flere afdelinger i protest mod Kjærsgårds stærke topstyring. Den kulminerer i juli, da folketingsmedlemmerne Inge Refshauge og Ole Donner melder sig ud, og Mogens Andreasen ekskluderes.

Trådene længere ud på højrefløjen

Partiets medlemmer med Kjærsgård i spidsen har historisk haft tætte forbindelser til Den danske Forening (DDF), der allerede fra 1980'erne havde mange nazistiske medlemmer. Ved valget i 2001 blev tidl. formand for DDF, Søren Krarup samt hans fætter valgt til Folketinget for DF. Ved samme valg afslørede en af partiets kandidater i Århus, at han var nazist. DF er imidlertid ret følsom overfor at blive knyttet til nazismen i offentligheden, hvorfor kandidaten blev ekskluderet.

I august 2000 drog Pia Kjærsgård til Østrig i spidsen for en DF delegation for at udtrykke sympati overfor Østrigs højrefløj, efter at landet var blevet udsat for EU-sanktioner, på baggrund af at det konservative ÖVP og det højrenationale FPÖ var gået i regering sammen. Men hverken ÖVP eller FPÖ var interesseret i at møde fru Kjærsgård, som var alt for højreorienteret ifht. det i øvrigt sanktionerede Østrig. De konservatives generalsekretær, Maria Rauch-Kallat udtalte: «Dansk Folkeparti er højrepopulistisk og antieuropæisk, og det svarer ikke til ÖVPs holdninger. Vi ønsker at sende pro-europæiske signaler og vil ikke blandes ind i dansk indenrigspolitik». FPÖ ville slet ikke forklare sit aflyste møde med DF. Propagandarejsen endte med at give alvorligt bagslag.

World Anticommunist League

Kontakterne rækker også udenfor Europa. I 1988 deltog Pia Kjærsgård som repræsentant for Frp. i World Anticommunist League's (WACL) kongres, der blev afholdt på Taiwan. Hun skrev i september 1988 et referat i bladet Fremskridt: «Når jeg - og meget venligt også min mand Henrik - var inviteret, var det som repræsentant for Danmark og især Fremskridtspartiet, til en kongres afholdt af WACL, der er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds».

Journalisterne Henrik Krüger og Niels Levinsen giver i bogen Fascismens internationale net i dag følgende beskrivelse af organisationen: «WACL er et sammenrend af tyske nazister, vesteuropæiske fascister, østeuropæiske eksil-nationalister, amerikanske højre-radikale multinationale koncerner, militærfolk og efterretningsagenter». WACL blev officielt stiftet i 1965 i Sydkorea, men den blev reelt dannet allerede i 1958 og fungerede i mange år som bindeled mellem stærkt højreorienterede politikere samt åbenlyse fascister, nazister og anti-demokratiske fanatikere. Ligaen blev financieret af de skiftende diktaturer i Sydkorea, Taiwan og Paraguay samt den religiøse sekt «Unification Church» - bedre kendt som Moon bevægelsen.

WACL var endvidere knyttet til 1970'ernes og 80'ernes diktaturer i Latinamerika samt til apartheid-Sydafrika. Blandt dets øvrige prominente medlemmer finder vi:

Det er usikkert i hvilket omfang Pia Kjærsgård og DF har bevaret disse kontakter. Begge er i dag mere påpasselige med ikke offentligt at blive knyttet sammen med nazistiske eller fascistiske grupper i udlandet. (Se også Terrorisme).

Xenofobien

Både parti, medlemmer og ungdomsorganisation, FPU, har flere domme bag sig for ikke at måtte karakteriseres som racistiske. I efteråret 2002 faldt dog et par afgørelser over fremtrædende FPU medlemmer, der offentligt havde fremsat udtalelser, der blev dømt som overtrædelse af den danske racismeparagraf, der er langt svagere end tilsvarende lovgivning i f.eks. Sverige. (Se Racisme og Racediskrimination).

Det er gennem 1990'erne lykkedes DF at vinde stor genklang i de danske medier for den ideologi, at flygtninge og indvandrere har ansvaret for de sociale og økonomiske problemer i Danmark, og at disse problemer kan løses ved at flygtninge og indvandrere sendes ud af landet. Fra 1998-99 har denne retorik især været rettet mod muslimske flygtninge og indvandrere. Retorikken har ikke rod i virkeligheden, men har haft til formål at skabe lette syndebukke for de objektive sociale og økonomiske problemer, neoliberalismen medfører i Danmark - for at tiltrække frustrerede ofre for globaliseringen. I den forstand ligger partiet paradoksalt tæt op ad de fundamentalistiske muslimske organisationer dets retorik bl.a. retter sig imod. Begge næres af det 21. århundredes marginalisering og udstødning.

Dansk Folkeparti fik i 2001 to Mullaher valgt ind i Folketinget. Til venstre, Afghanistans Mullah Omar, i midten DF's Mullah Søren og til højre DF's Mullah Jesper. De to sidstnævnte i Folketinget siden 2001.

DF's hastige vækst på sin indvandrerfjendske retorik inspirerede specielt Socialdemokratiet med Karen Jespersen som primær fortaler og Venstre til at følge i lignende fodspor. Valget i 2001 hvor Venstre, Konservative og DF blev sejrherrer og efterfølgende dannede regering - med DF som støtteparti - har derfor vakt alvorlig bekymring udenfor Danmarks grænser. Danmark har i dag en borgerlig offentlighed, der er en af de mest xenofobiske og reaktionære i Europa.

Dansk Folkeparti betegner efter sin kongres i 2004 sig selv som et midterparti, men samtidig adskiller dets retorik i form og indhold vendt mod flygtninge og indvandrere sig ikke fra nazisternes retorik i 1930'erne vendt mod jøder. Partiet er dog ikke nazistisk. Det betjener sig blot af den samme hadske retorik og midler som nazisterne anvendte i 30'erne.

«Det er alle patriotiske Danskeres pligt at stemme på Dansk Folkeparti, indtil vi får et bedre alternativ. Heil Hitler.»
Indlæg på Dansk Fronts hjemmeside, gengivet i Politiken 19. december 2004.

Dansk Folkeparti indledte i foråret 2008 en kampagne vendt mod muslimske dommere, og foreslog efterfølgende at muslimer der søger dansk statsborgerskab skal «afsværge» dele af koranen. Partiets hetz mod muslimer fik en kreds af prominente danskere bestående af bl.a. tidl. statsminister Anker Jørgensen, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, tidl. forsvarschef Kjeld Hillingsø og tidl. chefredaktør for Politiken Herbert Pundik til at indrykke en annonce i de fleste danske dagblade. Kredsen skrev bl.a.:

«Det danske samfund har ikke siden trediverne oplevet tilsvarende hetz - og slet ikke fra et stor indflydelsesrigt parti». Åbent brev imod fjendtligheden, Information 8. maj 2008

Kredsens erklæring er den hidtil mest prominente sidestilling af Dansk Folkepartis forfølgelse af flygtninge og indvandrere med nazisternes jødeforfølgelser i 30'erne og 40'erne.

Mens partiets ideologiske forgænger støttede Nazi-tyskland og dets udryddelse af jøder som her i ghettoen i Warsawa i 1943, støtter partiet i dag Israels krigsforbrydelser mod palæstinenserne. Partiets udenrigsordfører Søren Espersen udtrykte under en demonstration indkaldt af Dansk Zionistforbund den 10. januar 2009 sin støtte til Israels krigsforbrydelser i Gaza.
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt fik ved valget til EU parlamentet i 2009 284.500 stemmer på sit revanchistiske krav om tilbagelevering af Danmark.

A.J.