Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Ideologi
   .  Religion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 12/2 2007
Læst af: 54.123
: :
Antisemittisme

En politisk syndebuk-ideologi som tilskriver jøderne ansvaret for uønskede eller uforklarlige hændelser. Er forekommet i mange varianter gennem Europas historie, fra enkle etniske konflikter på lokalt plan til historie-filosofiske kvasi-teorier af totalitært omfang. Forudsætningen for dem alle er den sammenhængende religiøse og kulturelle egenart, som jøderne har bevaret gennem historien, og som adskiller dem fra omgivelserne. Til dette skel har der i mange samfund været knyttet forskellige økonomiske funktioner (jøder som ikke-jordejere, jøder som handelsfolk og kreditgivere, jøder som underlagt særskilt økonomisk lovgivning osv.), men det egentlige indhold i antisemitismen må siges at være kulturelt og europæisk betinget og formidlet først og fremmest af kirken. At jøderne var «Kristi mordere» hører til blandt de ældste ideer i den kristne civilisation.

I de vestlige medier sidestilles kritik af Israel næsten altid med antisemittisme. Det er udtryk for en udbredt misforståelse blandt blinde tilhængere af zionismen og af Israel. Også jøder kritiserer zionismen og forskellige dele af staten Israels politik. Her ses ortodokse jøder i New York, der i juli 2006 demonstrerer mod Israels krig mod Libanon. Lignende demonstrationer fandt sted i bl.a. London. Kritik af Israel er ikke det samme som antisemittisme.

Rusland, Ungarn, Rumænien og Polen, i noget mindre grad endvidere Tyskland regnes for lande med historiske traditioner for antisemitisme. Frankrig og Italien har i mindre grad været hjemsøgt, skønt den intellektuelle antisemitisme til tider har spillet en rolle i Frankrig, med tidsskrifter og lærestole i antisemitisk historiefilosofi som bizarre indslag i åndslivet. Antisemitisk mobilisering af et vist omfang oplevede Frankrig i moderne tid først og fremmest gennem Dreyfusskandalen i 1890'erne, da en jødisk officer blev uberettiget dømt for spionage, og kravet om genoptagelse af sagen blev en hed sag i den offentlige debat.

Klassemæssigt har antisemitismen i de sidste 100 år været en typisk middelklasseideologi, der træffende er blevet kaldt «middelstandens socialisme», forsåvidt som den indbildte jødisk-bolsjevikisk-plutokratiske fjende siden 1890'erne har forenet borgerlige grupper, især i Centraleuropa, til yderliggående protestaktioner og militant politisk masseadfærd. Antisemitismens egenskab af kvasi-universel ideologi afspejles også af dens mest populære myte: forestillingen om en jødisk verdenskonspiration, en hemmelig internationale til fremme af «jødedommen»s sag, eventuelt gennem et jødisk verdensherredømme. Det mest berømte skrift indenfor denne ramme, «Zions Vises protokoller», giver opdigtede referater fra en hemmelig eksekutivkomité, hvor forskellige anslag mod kristendommen planlægges. Skriftet er forfattet i Frankrig i 1890'erne, sandsynligvis af en russer tilknyttet zarens hemmelige politi, Okhrana'en, og er siden cirkuleret som en «hemmelig afsløring» i forskellige propagandasammenhænge. Nazisternes jødeforfølgelser var bl.a. inspireret af Protokollerne, som beklageligvis også er blevet anvendt i arabisk nationalistisk agitation efter anden verdenskrig.

Antisemitisme må skelnes fra anti-zionisme, som i dag betegner en stillingtagen til staten Israels udtalte ekspansionistiske politik og en tilsvarende solidaritet med palæstinensernes kamp for egne nationale rettigheder.

H.F.D.

Litteratur

N. Cohn: Warrant for Genocide, London 1967.
P. W. Massing: Rehearsal for Destruction, New York 1949.