Narrativ terapi blev grundlagt i starten af 1980'erne i Australien af socialrådgiveren Michael White (1950-2008). Han havde i et par år haft et samarbejde med en terapeut fra Auckland, New Zealand, David Epston, om innovative måder at arbejde med børn og deres familier på. De to blev enige om, at det var den narrative metafor, der bedst beskrev den terapiform, de praktiserede. Den narrative metafor betoner for det første, at alt, hvad vi beskriver, udelukkende er baseret på sproget og på de metaforer, der eksisterer i sproget, og som hverdagstænkningen fejlagtigt tror er en direkte beskrivelse af virkeligheden. For det andet betoner den narrative metafor, at det er umuligt at forestille sig en kultur eller et menneskeliv i det hele taget, uden at denne kultur og uden at det individuelle liv er organiseret af og igennem fortællinger. De fortællinger, et menneske betjener sig af, er ikke ydre fortællinger, men liv og identitet forstås i narrativ terapi som konstitueret af et virvar af krydsende, modsigende og alligevel sameksisterende fortællinger og af den mening, som disse fortællinger udtrykker.

Det er antagelsen i narrativ terapi, at man kan have for få og for tynde konklusioner om sin identitet, om hvem man er som menneske, og om hvem og hvad andre mennesker i ens liv står for og vil. Begrebet tynd konklusion står i modsætning til begrebet at tykne en foretrukken fortælling. Det er et af hovedformålene i narrativ terapi at medvirke til at tykne de fortællinger, som kaldes foretrukne fortællinger, der f.eks. kan være det, man svarer på spørgsmålet om, hvad det mon er, der er vigtigt for én i livet. Når man oplever noget som et problem i sit liv, må der nødvendigvis være noget i livet, som er vigtigt, men ikke rigtigt kan realiseres og som måske endnu ikke er formuleret og struktureret i en fortælling, i et narrativ.

Et narrativ defineres som en fortælling, hvori en række af begivenheder er forbundet over tid gennem et plot eller et tema. Plottet, temaet eller konklusionen er det, som giver mening til fortællingen. Det lader til, at et dominerende narrativ har en tendens til at udelukke begivenheder, små og sågar store initiativer og handlinger, som ikke stemmer overens med det dominerende plot. En person, som lider af angst, depressioner eller utilstrækkelighedsfølelser, ser måske enhver af sine handlinger som bevis på, at personen virkeligt ikke dur til noget og faktisk er en stor fiasko, som alle kan gennemskue. Personen har højst sandsynligt ikke øje for handlinger og initiativer, der falder uden for temaet eller kategorierne «angst, deprimeret og uduelig».

Det er en af den narrative terapis grundantagelser, at livet er multihistorielt. Derfor indeholder livet ikke kun én historie om, hvem man er. Menneskelig lykke kan måske siges at bestå ikke i antallet af positive og lykkelige historier, man kan fortælle om sit liv, men af antallet af forskellige historier man kan fortælle om sit liv. Disse forskellige historier udtrykker forskellige aspekter af de menneskelige erfaringer, man har gennemlevet som menneske, og når disse erfaringer kan fortælles uden overvældende skam og smerte, er disse erfaringer inddæmmet af og i fortællingerne. Problemet (eller den smerte- og skamfulde oplevelse) er blevet konventionaliseret og gjort «normalt» og menneskeligt.

Narrativ terapi har i høj grad sit fokus på traumatiserende oplevelser, som mennesker har haft, og hvorigennem de føler sig defineret. Det kan være oplevelser i hjemmet, i skolen, på arbejdspladsen eller i andre institutionelle sammenhænge, i idræts- eller fritidsklubber af at være blevet holdt uden for, mobbet eller på anden vis være blevet marginaliseret eller negativt defineret. Eller der kan være tale om andre former for overgreb, der har været traumatiserende.

Narrativ terapi blev først og fremmest kendt for metoden eksternalisering af problemet. Idéen i eksternalisering er, at der sker en adskillelse af problemet fra personen: Problemet er problemet og personen er personen, som det slagordsagtigt hedder. F.eks. opfattes angst, depression eller stress som selvstændige størrelser med egne intentioner og planer for personen: «Hvornår følte du, at angsten begyndte at overtage dit liv? Er der særlige tidspunkter på dagen, hvor angsten slår til? Har du en fornemmelse af hvilke planer angsten har med dig og dit liv?» Med denne type spørgsmål forsøger man at kortlægge problemernes landskab; og man forsøger at skabe en distance mellem personen og problemet, så personen ikke længere føler, at «jeg er angst», men at «angsten forsøger at udøve magt over mig og mit li». Denne eksternaliseringsteknik kan i sig selv være utroligt frigørende, fordi angsten ikke længere er identitetsskabende («jeg er angst»), men i det eksternaliserende sprogbrug forstås angsten som noget magtfuldt udefrakommende, der angriber personen, og som det derfor er muligt at foretage handlinger imod. Personen er mere end problemet. Personen kommer derigennem til at opleve sig som agent i sit eget liv, som en aktør, der kan foretage anti-angsthandlinger.

Michael White anvender kort-metaforen til at beskrive en række praktiske fremgangsmåder i narrativ terapi, når man skal finde vej i de landskaber, som narrativ terapi opfatter livet som inddelt i:

Det andet trin i positionskort 1 består i at undersøge effekten af problemet på personen selv, på personens tanker, følelser, ro, uro, nattesøvn, appetit, sexliv, velvære, på personens relationer, arbejdsglæde og generelle velvære.

Det tredje trin består i at invitere personen til at evaluere effekten af problemet, at tage en position i forhold til problemet: Hvad synes du om, at «XX» (problemets navn) har disse effekter? Er der noget, der måske er godt? Er der noget, du ikke er så glad for? Eller måske lidt af begge dele?

Det fjerde trin er måske det aller vigtigste, idet personen bliver bedt om at begrunde sin evaluering af problemet: «Har du en fornemmelse af, hvorfor du synes, som du gør? Har du en fornemmelse af, hvad det er, der er vigtigt for dig, siden du synes, som du gør?»

Narrativ terapi knytter her teoretisk an til amerikansk psykologis grand old man Jerome Bruner (født 1914 og still going strong), der har skrevet om kulturel psykologi og narrativ teori de sidste 40-50 år. Bruner skriver, at mennesker handler ud fra grunde – ikke ud fra årsager. Denne formulering implicerer, at mennesker handler ud fra intentioner, etik og vilje og ikke på grund af ydre årsager. Intentionalitetsbegrebet er et centralt begreb i narrativ terapi, som derfor er mere interesseret i intentionelle tilstande end i indre tilstande, som slagordet lyder. (Narrativ terapi er ikke oplevelsesorienteret som i den humanistiske og gestaltterapeutiske tradition, hvor selve det at få luft for sine følelser anses som det kurative element i terapien; eller som i den psykoanalytiske tradition, hvor indsigt anses for at være den kurative faktor.)

Det fjerde trin (begrundelsen) i positionskort 1 understreger den antagelse i narrativ terapi, at det vigtigste for mennesker er at have et sted at stå – en platform. Narrativ terapi anser det for uetisk praksis, hvis man ikke igennem en terapeutisk samtale får etableret et foretrukkent sted at stå for de mennesker, man taler med, således at personen kommer tættere på det, som er vigtigt for personen. Derigennem er det tanken, at personen får en bedre fornemmelse for sig selv – får etableret det, som på engelsk kaldes sense of self – og for sine egne intentioner, værdier, håb, principper og dedikationer (commitments).

De forskellige kort i narrativ terapi må som sagt ikke tages for bogstaveligt; det er meningen, at de skal bruges til at gøre personens historier om sit eget liv rigere, fyldigere og tykkere.

Narrativ terapi har fra første færd ikke blot været inspireret af Jerome Bruners narrativitetsmetafor, men frem for alt af den franske psykolog og idéhistoriker Michel Foucaults tanker om moderne magt – den magt der ikke har noget synligt centrum, men som fungerer gennem normer og forventninger. Foucault er blevet berømt på sine studier af galskabens, klinikkens og fængselsvæsenets historie, altså på studier af, hvordan man de sidste fire hundrede år har behandlet marginaliserede mennesker og hvilke kategorier og begreber, man har benyttet til at betegne disse mennesker med. Foucault var interesseret i de diskurser, det vil sige i de tale og tankesystemer, der bestemmer menneskers og kulturers liv. Han var f.eks. interesseret i hvornår galskab blev til sindssyge.

Med Foucault som teoretisk kompas er narrativ terapi kritisk over for alle de diagnoser, som psykiatrien, psykoterapien og den kliniske psykologi stiller til rådighed, hvorigennem mennesker etablerer en forståelse af eget liv enten defineret af eksperter eller af sig selv via fag- og triviallitteraturen. De kulturelle normer og standarder er den moderne magts redskaber, og de kommer til at fungere som målestokke, hvorigennem mennesker måler deres eget livs værd, og hvorigennem de disciplinerer sig selv. Denne selvdisciplinering gennem kulturelle narrativer og diskurser og den magt, som disse kulturelle diskurser og narrativer har i livet for konkrete personer, er det egentlig fokus for narrativ terapi. På denne måde forsøger narrativ terapi at agere politisk med lille p. Foucault sagde, at han egentlig aldrig havde været interesseret i magt, men mere i de processer, hvorigennem de moderne subjekter bliver skabt.

Narrativ terapi forsøger at skabe frigørelse fra den moderne magts konkrete indflydelse på menneskers liv og selvopfattelse, så de i højere grad får en fornemmelse af, hvor de selv står, og hvad de står for.

Narrativ terapi forsøger at agere politisk ved så vidt muligt at inddrage andre personer, vidner, i terapeutiske samtaler. Det er en hovedantagelse i narrativ terapi, at identitet ikke er et individuelt projekt, men et socialt fænomen. Det er gennem responsen fra andre, at identitet bliver skabt. Det er igennem den måde, man bliver set, bekræftet eller marginaliseret og defineret på, at identitet skabes og opretholdes.

Michael White blev inspireret af en amerikansk antropolog, Barbara Myerhoff, til at etablere en form for teampraksis, der kaldes ekstern bevidning (outsiderwittness practice). Vidnerne, der overværer terapien er i en publikumsposition til den terapeutiske samtale, og de skal kun respondere, når de bliver spurgt, f.eks. efter ca. en times samtale. De får en meget stram instruktion om, at de ikke skal komme med gode råd, ikke skal komme med sympatierklæringer, med applaus eller evalueringer. Vidnerne bliver bedt om at sige, hvad de særligt har hæftet sig ved at personen eller personerne i den terapeutiske samtale har sagt. Vidnerne skal kun forholde sig til de verbale udtryk. Og de skal kunne citere personen i centrum ordret.

Dernæst bliver de bedt om at beskrive den metafor, der kommer til dem om personen eller personerne i den terapeutiske samtale eller om den situation, personen/personerne har beskrevet. Man kan også bede vidnerne forholde sig til, hvad det lader til personen/personerne kan, altså hvilke færdigheder personen har. Dette nye tiltag i narrativ terapi lader til at fungere særdeles godt.

Det tredje trin i vidneresponsen består i, at vidnet bliver bedt om at tale om den resonans og den genklang vidnet har oplevet i sit eget liv, siden vidnet hæfter sig ved netop det udsagn fra personen i centrum for ceremonien. Vidnet skal altså nu tale om sit eget personlige liv og komme med et eksempel, med en oplevelsesnær fortælling fra sit eget liv. Denne fortælling må ikke have karakter af «råd eller hjælp i forklædning», men skal bare være en konkret autentisk beretning fra vidnets liv. Dette er som oftest en meget emotionelt præget fortælling.

Til sidst bliver vidnet spurgt om, hvor det bringer vidnet hen i sit nuværende liv at have lyttet til personens beretning og at have besøgt en resonerende konkret oplevelse i sit eget liv; hvad vidnet eventuelt får lyst til at gøre, hvad vidnet eventuelt bliver bekræftet i og at holde tættere til sit hjerte, hvem vidnet eventuelt kan tale mere med om dette?

Når alle vidner (1-4 stykker) er blevet interviewet, mens personen i centrum for ceremonien har siddet i en publikumsposition – der er altså ikke blevet talt til personen, men om personen, bliver personen i centrum for samtalen spurgt om dels, hvordan det har været at lytte til vidnerne og dels om, hvad personen særligt har hæftet sig ved, at vidnerne har sagt. Personen i centrum siger som regel, at det har været særdeles bekræftende at lytte til vidnerne, at personen oplever ikke at være alene om problemerne. Nogle oplever det endda som vildt stort, at man kan bidrage til noget i andre menneskers liv på denne måde.

Narrativ terapi kan opfattes som en radikal praksis, der kan ses som et svar på «den moderne magt», på de forventninger, man som enkeltindividid kan opleve at blive udsat for at skulle leve op til – lige fra vuggestue, børnehave, skoler, uddannelsessteder, arbejde, blade, film, TV og kulturen i det hele taget. Den vestlige neoliberale kultur har frembragt «frie» mennesker, men også en livsform, hvor «at lytte er at gå imod ensomhed, og ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid», som den polsk-amerikansk-jødiske Nobel-prismodtager Eli Wiezel har formuleret det. Narrativ terapi ønsker at medvirke til, at mennesker kan finde deres foretrukne fortællinger og praksisser igen, hvis de er brudt sammen i den neoliberale kultur, der er præget af alle mulige former for præstationskrav og «tag-dig-sammen-heder». Når man får genetableret sine foretrukne fortællinger, får man samtidig genetableret sin form. Det er fortællingerne, der former livet og identiteten i en aldrig afsluttet proces. Man er altid på vej, og fortællingerne er aldrig afsluttede, men altid under tilblivelse, som den franske filosof Gilles Deleuze betoner. Narrativ terapi bliver betragtet som den mest effektive og mest etisk orienterede terapiform overhovedet, fordi den bevidst forsøger at minimere den magt set-up'et med «klienter og behandlere» etablerer i sig selv og fordi narrativ terapi konstant forsøger at styrke og skabe fortællinger om de praksisser, hvori mennesker optræder som initiativtagere og som respondere agenter i deres eget liv.