Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Italien
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/11 2009
Læst af: 5.187
: :
Abbagnano, Nicola

Nicola Abbagnano

Nicola Abbagnano (1901-1990), italiensk eksistentialistisk filosof født i Salerno, Italien af en familie fra den højere middelklasse, tog sin eksamen i filosofi i 1922 fra Universitetet i Napoli under vejledning af den italienske pragmatist Antonio Aliotta. En tid var han redaktør på Logos, et tidsskrift grundlagt af Aliotta. Han blev gymnasielærer og derpå lektor i pædagogik fra 1927 til 1936 på universitetet Sour Orsola Benincasa i Napoli, og efter 1936 Professor i Filosofihistorie ved Universitetet i Turin.

Efter 2. Verdenskrig og fascistregimets fald grundlagde han, sammen med den neo-positivististen Ludovico Geymonat, det første italienske forskningsinstitut i videnskabsfilosofi, Centro di studio metodologici, og sammen med Franco Ferrarotti det første italienske sociologitidsskrift, Quaderni di sociologia; desuden blev han udnævnt til redaktør sammen med Noberto Bobbio på Rivista di Filosofia, det ældste og mest prestigefyldte italienske filosofiske tidsskrift.

I perioden 1953 til 1962 startede han en gruppe af filosoffer og intellektuelle, den italienske ny-oplysning, som bestræbte sig på at give italiensk filosofi et internationalt perspektiv. Han bidrog regelmæssigt til avisen La Stampa fra 1964 til 1972, hvor han flyttede til Milano og begyndte at skrive for Il Giornale, hvis direktør var Indro Montanelli. I Milano var han i en kort periode udnævnt som ansvarlig for Kulturelle Anliggender af det lokale styre Comune di Milano. Abbagnano døde den 9. september i 1990.

Udover den indflydelse pragmatisme, fænomenologi og nykritik havde gennem Aliotta, var Abbagnano også dybt påvirket af eksistentialismen, repræsenteret ved Heidegger, Jaspers og Sartre. Disse populariserede han i Italien i trediverne og fyrrerne i en bestræbelse på at levere en modvægt til den fremherskende idealisme. Gennem halvtredserne fremmede han sammensmeltning mellem eksistentielle, nyempiriske og pragmatiske emner.

I Eksistensens struktur (La struttura dell ésistenza 1939) angriber han fransk og tysk eksistentialisme ved at benægte Heideggers begreb om «leve for døden», Jaspers begreb om «eksistensens umulighed» og Sartres begreb om «kvalme»: «Eksistens er et væsens struktur som, i dets egen struktur, er muligheden af ikke determineret væren» ( Ibid., p.36). Han forkastede dermed også kategorien nødvendighed. Den altoverskyggende «negative» indstilling førte også til afskrivning af videnskaberne og en benægtelse af deres relevans for filosofi. Positiv eksistentialisme ønsker i stedet at undgå en benægtelse af selve muligheden for eksistens og for dens absolutte frihed.

I Ny fysik. Grundlaget for en ny videnskab (La fisica nuova. Fondamenti di nuova teoria della scienza 1934) begyndte han at tage et fænomenologisk træk ved videnskabelig viden i betragtning, og definerede nu naturen for subjektet som det, der giver objekterne betydning ved måle- og kontrolhandlinger. Dette er grunden til, at han prøver at forklare teorien om relativitet, kvanteteorien og Heisenbergs usikkerheds princip i et filosofisk perspektiv. Relativitetsteorien er en konsekvens af det umulige i at ræsonnere over et hvilket som helst objekt, bortset fra det subjekt, som er i stand til at kontrollere og måle det. Kvanteteorien og det heisenbergske usikkerheds princip anerkender subjektets indblandende handling på objektet under iagttagelse.

Abbagnano fastholder – i Eksistensens struktur (La struttura dell’esistenza 1939) – at filosofi viser eksistensens natur i dets egen usikkerhed, uvished, ustabilitet og mangel på determinering, det vil sige i dets egen essentielle mulighed. Filosofi stræber efter at definere menneskets afgrænsethed, opmærksom på dets grænser og søgen efter væren: afgrænsethed udvikler sig til en eksistensregel og fornuft er en positiv værdi mod nihilisme. Fornuft er den eneste mulige forbindelse mellem mennesket og naturen. Dette arbejde ændrede, i italiensk filosofi, forbindelsen mellem filosofisk og videnskabelig viden; idet det understregede vigtigheden af at få en filosofisk fortolkning af videnskab.

I Positiv eksistentialisme (L’esistenzialismo positivo 1948) tilføjer han, at mennesket er frit til at vælge mellem en autentisk eksistens og uautentisk eksistens. Eksistens er givet en struktur, som ikke er givet mennesket: det afslører sig selv som en mulighed for at blive realiseret og er baseret på muligheden af muligheden, det vil sige transcendental mulighed. Der er kun én autentisk mulighed, og det er den ene, som ikke viser sig i umuligheden. Det er frihed. Vi er ikke altid frie til at foretage valg; det eneste frie valg er det ene, som garanterer dets egen mulighed. Filosofi anser mennesket som havende valgmuligheder, og hjælper det med at give dets handlinger mening. Filosofiske spørgsmål angår konkrete spørgsmål, som mennesket må se i øjnene.

I Filosofi, religion, videnskab (Filosofia religione scienza 1947) diskuterer han spørgsmålet om menneskets frie valg fra et filosofisk, religiøst og videnskabeligt synspunkt. Hans svar er, at filosofi er problematisk fornuft, der er forskellig fra hegelsk fornuft. Problematisk fornuft betyder ikke at udskyde svar i det uendelige; men i stedet at anerkende at svar skulle være forklaringer på spørgsmål. Med andre ord, «nødvendig fornuft identificerer nødvendighed ved væren, ved virkeligheden […] Nødvendig fornuft […] erkender og retfærdiggør, hvad det er. Men hvad det end er, for problematisk fornuft er det i hvert tilfælde en håndgribelig mulighed; og en mulighed, når det er autentisk, er dets egen nødvendighed […] Men det er en autentisk mulighed, fordi mennesket erkender dets egen mulighed, som dets egen nødvendighed» (Ibid., pp. 26-27). Filosofi, religion og videnskab er menneskelig erfarings mulige sameksisterende dimensioner, det vil sige: filosofi er spørgsmål, religion er tro, videnskab er viden.

Religions positive funktion er baseret på en idé om mulighed, ikke nødvendighed. Et menneske kan synde: det betyder ikke at han/hun skal synde, men at han/hun kan og skal redde sig selv. På denne måde forandrer han/hun sig fra tvivl til tro. Denne form for tro er garanti for social kohærens og menneskelig respekt.

Abbagnano fastholder, at videnskab ikke er konventionel viden, men er den eneste form for viden. Filosofisk spørgen angår i modsætning til videnskab eksistentiel selvforståelse.

I Mulighed og frihed (Possibilità e libertà 1956) giver han et eksempel på sin egen intellektuelle strategi for halvtredserne, der består i at kombinere «positiv» eksistentialisme med pragmatisme og neo-empirisme. Han beskriver forholdet mellem natur og fornuft, idet han påstår, at kategorien mulighed bærer en appel til fornuften, hvilket tillader mennesker at strukturere deres forhold med betydningen af nye rationelle teknikker. Han definerer sin egen anskuelse som metodologisk neo-empirisme og beskriver det som en anskuelse, ifølge hvilken filosofi ikke skulle levere sikkerheder; dog skulle filosoffen være parat til at hjælpe og give sit bidrag til social forandring på grund af en bedre forståelse for menneskelige situationer.

Filosoffens vigtigste engagement angår «sandhed». Dette engagement i «sandhed» er imidlertid et engagement i en specifik undersøgelsesmetode for at afklare «sandheden». Denne metode er en vigtig regel for en fornuftig efterforskning, både for videnskab og for filosofi.

Abbagnanos metodologi har haft stor indflydelse på filosofisk undervisning i Italien, især efter udgivelsen af hans Filosofihistorie (Storia della filosofia 1946) og hans Filosofisk Ordbog (Dizionario di filosofia 1960). Disse værker er blevet oversat til spansk og portugisisk.

Filosofihistorie er – i forkortet udgave – blevet antaget som lærebog i gymnasiet og bruges nu til dags især på grund af dens post-historicistiske tilgang og klarhed i logiske forbindelser mellem begreber og filosoffer. Derved adskiller den sig fra den lærebog, der var moderne før i tiden, nemlig Lamannas Hegel-historicistiske lærebog.

De vigtigste træk ved Filosofisk Ordbog er således klarhed, høj kvalitet af begrebslige indføringer angående filosofihistorien, talrige henvisninger til navne, traditioner og skoler og klassificering af filosofiske begreber.

I Italien er eksistentialismen gennem Abbagnano kendt som positiv eksistentialisme. Den anti-romantiske position, en kritisk analyse af videnskab og filosofi som et menneskeligt værktøj til at granske mennesker – disse er de vigtigste træk ved denne filosofi.

Takket være Abbagnano kan sociologi betragtes som brobygger mellem de humanistiske videnskaber og naturvidenskaberne, og de sociale videnskaber er blevet anerkendt som afgørende for forsøget på at gøre rede for menneskelige erfaringer, fordi vore sociale relationer er meget vigtige. Abbagnanos forståelse er sociologi og historiografi koncentreret om mennesket; men disse emner har en forskellig fremgangsmåde, hvor det første er socialt orienteret, mens det sidste er individuelt orienteret. Der er dog hverken metafysisk eller gnostisk dualitet mellem de to felter; de er ikke væsensforskellige – både historie og sociologi interesserer sig for menneskelige handlinger og fokuserer på den samme virkelighed.

Abbagnano foreslog, at Giovanni Fornero skulle være hans arving, og rent faktisk redigerede sidstnævnte opdaterede udgaver af både Historien og Ordbogen. Blandt hans elever er andre fremtrædende skikkelser som Carlo Augusta Viano og Pietro Rossi.

Oversat af Brita Carmen Sommer (cand. pæd. i pædagogisk filosofi)

L.A.D.S.


Litteratur

Abbagnano, N., La fisica nuova. Fondamenti di una nuova teoria della scienza, Napoli: Guida, 1934.
Abbagnano, N., La struttura dell’esistenza, Torino: Paravia, 1939.
Abbagnano, N., Storia della filosofia, vols. 4, Torino: Utet, 1946.
Abbagnano, N., Filosofia religione scienza, Torino: Taylor, 1947.
Abbagnano, N., L’esistenzialismo positivo, Torino: Taylor, 1948.
Abbagnano, N., Possibilità e libertà, Torino: Taylor, 1956.
Abbagnano, N., Dizionario di filosofia, Torino: Tea-Utet, 1960.

På engelsk:
Abbagnano, N., The human project – The year 2000, Amsterdam-New York: Rodopi, 2002.
Langiulli, N., Possibility, necessity and existence. Abbagnano and his predecessor, Philadelphia: Temple University Press, 1992.
Romanell, P., "Nicola Abbagnano", in P. Edwards (ed.), The Encyclopedia of Philosophy, London, New York: MacMillan and Free Press, 1967, vol.
i, pp. 1-2.