Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/6 2007
Læst af: 39.198
: :
Idealisme

Idealisme hører til blandt de begreber, der har forskellige betydninger alt efter hvilken filosofisk tradition, der omtaler det. Fælles er, at idealisme angår, hvad verden ideelt set er, og at det ideelle giver sig i en begrebslig bestemmelse i modsætning til som noget sanseligt.

Overordnet må der skelnes mellem to former for idealisme: 1. en klassisk eller metafysisk idealisme; 2. en erkendelsesteoretisk idealisme. Om den første gælder, at den antager en sammenhæng mellem tænkning og verden, hvor verdens egentlige forfatning giver sig i tanken, når denne følger bestemte regler. Denne betydning af idealisme adskiller sig fra en daglig betydning af ordet, hvor det drejer sig om at have bestemte idealer for, hvordan man forestiller sig, at verden bør være. Modstæningen til en klassisk eller metafysisk idealisme er skepticisme, som insisterer på, at vores forestillinger om viden aldrig kan blive andet end en række forestillinger.

I den erkendelsesteoretiske idealisme opfattes sammenhængen mellem tænkning og verden at være, at bevidsthed og verden er sammenfaldende, og at der ikke gives en verden uden for bevidstheden. Her er udgangspunktet ikke et ideal om, hvordan verden er, men hvordan den opfattes. Modsætningen til denne betydning af idealisme er materialisme eller realisme, dvs. den opfattelse, at der findes en bevidsthedsuafhængig materiel virkelighed forud for vores erkendelse.

De to betydninger af idealisme bør holdes adskilt fra hinanden, men ofte forsømmer den filosofiske litteratur at skelne. Den første findes i metafysikken fra Platon til Hegel og er genstand for de seneste to århundreders metafysikkritik primært i tysk, fransk og italiensk filosofi; den anden forbindes med empirismen og er udbredt i den engelsksprogede filosofi. Det efterfølgende vil lægge vægten på den klassiske idealisme.

Det er vigtigt at bemærke i forbindelse med idealisme, at det drejer sig om, hvordan vi erkender verden. Her opstår gerne den misforståelse, at idealismen hævder, at virkeligheden er et produkt af bevidstheden, og at den dermed kommer i konflikt med, hvad vi sanser. Men sagen er, at virkeligheden for idealisten ikke er alt det, vi sanser, fornemmer, føler osv., men er det, vi kan forstå. At tale om det, der ligger uden for, hvad vi kan forstå og finde mening i, vil jo være uforståeligt og meningsløst.

For idealisten er verden i bund og grund rationel. Derfor er den store udfordring ikke påstanden om en objektiv virkelighed, som vi ikke kan erkende, men derimod, at vores erkendelse ikke er sikker, og at der f.eks. kan være noget i vores underbevidsthed, der spiller ind på vores bevidste forestillinger. Der gælder, at der er et sammenfald mellem tænkningen og virkeligheden. Der antages at være et strukturelt sammenfald mellem verdens indretning og så tænkningens. Her betyder tænkning, at vi følger bestemte regler, som er tænkningens nødvendige struktur, f.eks. logikken. Disse strukturer er identiske med de strukturer, hvorefter verden er indrettet – tænkningen afspejler således virkeligheden. Det betyder også, at vi kun tænker i streng betydning, når vi følger de regler. Tænkning er således ikke alt, hvad der foregår i hovedet på os. Der må her skelnes mellem tænkning og forestillinger, erindringer, oplevelser osv., som jo netop er kendetegnet ved ikke at følge regler – eller ved at følge egne regler.

Det traditionelle spørgsmål om væren er spørgsmål om, hvad noget er, dvs. hvilken bestemmelse det kan gives. Væren har ikke noget at gøre med, om noget eksisterer, det drejer sig om, hvad det er. Når vi besvarer spørgsmål om, hvad noget er, er det fordi tænkningen retter sig efter den struktur, det har. Får vi greb om denne struktur, har vi begreb om, hvad noget er, og vi udtrykker det i begreber. Sker det ikke, har vi i stedet forestillinger.

For idealismen består der her en overensstemmelse mellem vores tanker og verdens struktur, når vi ikke lader vores forestillinger løbe af med os. I aristoteliske termer er der tale om, at den form, der informerer materien, så den fremstår på en bestemt måde, også informerer intellektet.

Den klassiske idealisme begynder altså i, at verden har en bestemt orden, og at vores erkendelse er af denne orden. Konsekvensen er, at vi må indordne os under den. Gør vi ikke det, bringer vi uorden i verden. Idealismen rummer derfor også, at man må anerkende den viden, folk med indsigt har, og rette sig efter den. Når verden har en bestemt orden – og forskelligt i verden er på en bestemt måde, hvad vi ofte kalder, at noget er naturligt – må denne orden også komme til udtryk i den politiske orden, der skal afspejle verdens orden. Sådan vil f.eks. et ideal om, at verden er skabt af Gud og tilrettelagt for mennesket, betyde, at de menneskelige institutioner skal varetage den guddommelige orden. At sætte sig op mod de politiske institutioner er således ikke kun et oprør mod den politiske magt, men mod Guds og dermed verdens orden. Således hedder det, at f.eks. konger er konger af Guds nåde, da de forvalter en magt, der er overdraget til dem.

Da mennesket langt fra altid handler efter sin erkendelse – og i mange sammenhæng måske ikke har erkendelse, men handler uforstandigt – bringer mennesket uorden i verden. Verden som vi opfatter den, ser ikke ud som en ideel orden, det er kun ved indsigt, at vi kan begribe, at det tilsyneladende uordentlige giver mening, når det ses i lyset af den bagvedliggende orden.

Dette motiv findes f.eks. i theodicéproblemet, som Leibniz behandler det: Hvorledes kan verdens tilsyneladende uorden, f.eks. menneskelige lidelser, forenes med, at verden er skabet af en almægtig og god gud? Svaret er, at uordenen netop kun er tilsyneladende, men set i et større perspektiv tjener den, f.eks. lidelserne, til større gode. Verden er som sådan i orden, men vi ser vores lidelser under et for snævert perspektiv, så vi kun ser dem og ikke sammenhængen. Denne forklaring kan i almindelig talemåde være, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Kritisk kan det hedde, at den guddommelige plan virker efter princippet: Målet helliger midlet.

I Hegels historiefilosofi genfindes samme motiv. Hvis historien er et produkt af det – fornuftige – menneskes virke, hvorfor ser de forskellige historiske perioder så ikke fornuftige ud (slaveri, krig, social nød osv.)? Svaret er tilsvarende: De tjener som nødvendige skridt på vej mod at fornuften kommer til indsigt i sit virke. F.eks. kunne slaveriet være en betingelse for, at der blev skabt det materielle overskud, der gjorde det muligt at filosofere om menneskets vilkår og indse, at alle mennesker er frie og lige væsner.

Hvor idealismen i sin kristne-metafysiske form har spurgt til verdens ideelle form som Guds værk, der er givet forud for menneskets handlinger, så flyttes fokus i nyere tid, dvs. siden det 17. og 18. århundredes omvæltninger i filosofien, efterhånden til det subjekt (mennesket), der stiller spørgsmålet om verdens form, og som gør verden til sit værk. I stedet for at begynde med at antage idealer om verdens form, så begyndes der med formen på vores tænkning. Hvor man før kunne mene, at vi tænker, som vi gør, fordi verden er på en bestemt måde, så bliver det til, at verden fremstår på en bestemt måde, fordi vi tænker den, som vi gør.

Dette indledes med Descartes, men bliver først for alvor tema med Kant og i den tyske idealisme. Descartes kan endnu sikre erkendelsen i at tænkningen følger visse regler, der skyldes, at Gud har skabt vores intellekt således, at vi kan stole på det. Berkeley kan på samme måde hævde, at væren er enten at blive opfattet eller at opfatte (esse est percipi aut percipere), dvs. hvad noget er, er som det bliver tænkt – i sidste ende af Gud.

Kant bryder afgørende med idealismens forudsætning om, at tænkningens form og verdens form er overensstemmende. Hans kritik retter sig mod dette, og dermed mod muligheden for at sige noget sikkert om verdens, sjælens og Guds beskaffenhed. Verdens ideelle form har vi kun vejledende (og nødvendige) ideer om; vores erkendelse er forbeholdt det, vi kan sanse. Hvorledes, vi forbinder sanseindtryk, afhænger af forstandens indretning. Dette gør det muligt at fastslå, at vi ser sammenhænge i naturen, men vi kan ikke længere samtidig sige, at disse sammenhænge rummer en mening for os. Hvad der er naturligt for os som moralske væsner, har vi ikke erkendelse om på samme måde som af årsagssammenhænge i naturen.

Hegel, der står som den klassiske idealismes afslutning, kan pege på, at denne begrænsning i vores erkendelse, er et produkt af erkendelsen selv, og at Kant her indskriver sig i en række af filosofiske bestræbelser på at begribe verden. Idealismens forudsætning om en ideel orden bliver for Hegel til en beretning om, hvorledes denne indsigt tilvejebringes, dvs. den får en historie. Forskellige tiders forståelse af verden bidrager til, at vi får en forståelse af, at erkendelsen er en læreproces. Konflikterne mellem den menneskelige frihed og naturen, som vi erfarer, præger forskellige historiske perioder i form af f.eks. forestilling om skæbne, gudernes orden osv. Disse konflikter viser sig at opløses i en forståelse af, at de er nødvendige erfaringer, mennesket måtte gøre sig, for at komme til forståelse af den menneskelige ånd – lige som man gennem barndom og ungdom må gøre sig erfaringer for at blive et selvstændigt, voksent menneske.

Idealismens forudsætning, at verden er rationel, kulminerer her i, at vi kan gennemskue vores vilkår, og at vi selv er ansvarlige for dem, som et resultat af vores tolkning af virkeligheden. Således er idealismen også en frihedens filosofi.

Filosofien har siden Hegel været præget af forskellige opgør med idealismen. Kritikken blev indledt af Kant og med bl.a. Marx', Nietzsches, Freuds og Darwins mellemkomst falder idealerne om overensstemmelse mellem tænkningen og verden, og at verden er rationel, bort. F.eks. vil indvendingen fra en materialistisk historiefilosofi som Marx’ være, at historien ikke er drevet af en voksende indsigt i vores viden om os selv, men af de materielle vilkår. De forskellige perioders verdensopfattelse er ikke materialiseringen af en tids forståelse set som en række nødvendige erfaringer, hvorved en stadig større indsigt i vores erkendelse og frihed opnås. De er derimod produkter af tidens materielle vilkår, som udmøntes i forskellige ideologier. Idealismens forestilling om frihed er således en illusion, der dækker over tidens ufrie vilkår.

C.Fri.