Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Sociologi, Arbejderhistorie
Læst af: 10.284
: :
Arbejdsdisciplin

Arbejdsdisciplin kan opfattes som de krav til opførsel i arbejdet, som den industrielle kapitalisme stiller til arbejderne. Vigtige stikord til forståelse af industrialiseringens indvirkning på arbejdsvanerne er avanceret maskineri (værktøjsmaskiner), udstrakt arbejdsdeling og en ny tidsopfattelse.

Den førindustrielle arbejdsrytme var præget af ujævn beskæftigelse, både over året og i løbet af døgnet. Arbejdet var orienteret mod opgaver, som skulle udføres (for nogles vedkommende knyttet til naturens rytme) snarere end tid som skulle udfyldes. Forskellige begivenheder brød arbejdsrytmen: Markeder, fester, religiøse og andre mærkedage. Blå-mandag (Saint-Monday) havde f.eks. i England tradition for at være en dårlig arbejdsdag. Skellet mellem arbejdstid og anden tid var ikke særlig skarp. Arbejderen bestemte ofte selv arbejdshastigheden gennem muskelkraft og håndværktøj.

Industriel arbejdsrytme

Til to forskellige former for industri svarer der to former for disciplinering af arbejderne. Manufakturen var for Marx en form, som historisk gik forud for storindustrien - det egentlige fabrikssystem - men man kan også sige, at træk fra dem begge lever videre side ved side helt frem til vor tid. De mekaniske værksteder er et typisk eksempel på manufakturbeslægtet industri. Arbejdsdelingen danner her grundlaget for arbejdsdisciplinen. De forskellige arbejdsoperationer er afhængige af hinanden, selv om de er håndværksmæssige. Rationel drift kræver en streng tidslig samordning af arbejdet: en synkronisering. For arbejderen indebærer dette et pres fra arbejdsledelsens side om punktlighed, orden, nøjagtighed og flid.

Indenfor storindustrien - med tekstilindustrien som det klassiske eksempel - er det maskineriet som står udgør det vigtigste element i disciplineringen af arbejderne. Arbejdsmaskinen bestemmer tempoet, og arbejderen bliver et tilfældigt vedhæng, som Marx og andre har udtrykt det. Kendetegnene ved dette arbejde er regelmæssighed og monotoni. Samlebåndet er en nyere, men lige så disciplinerende mekanisme.

Fælles for manufaktur og storindustri er det nye forhold mellem arbejde og tid. Arbejdet begynder og slutter på nøjagtig fastsatte tidspunkter. Den ene dag og uge er som de andre. Der er et skarpt skel mellem den tid, arbejderen sælger til fabriksejeren og den der er hans egen.

Disciplinering af arbejderne

Problemerne afhænger af typen af industri, og hvilken slags arbejdere industrien rekrutterer; deres køn, alder, sociale og erhvervsmæssige baggrund. Marx skriver: «Eftersom håndværksfærdigheden fortsætter med at være manufakturens grundlag, og dennes helhedsmekanisme ikke har nogen objektiv struktur som er uafhængig af arbejderne, kæmper kapitalen fortsat med arbejdernes ulydighed». De førindustrielle arbejdsvaner sad dybest hos de højt faglærte mænd. Reaktionerne mod den nye disciplin kunne tage form af arbejdsmæssig ustabilitet (stor gennemstrømning på arbejdspladsen, fravær), samtale, manglende præcision, alkoholmisbrug.

Punktligheden blev tidligt indpodet gennem lydsignaler som klokker eller sirener, ofte reguleret af et central ur på fabrikken eller offentlige klokker, som på kirkerne. Fremmødet blev kontrolleret gennem primitive stemplingssystemer - i England fra anden halvdel af det 18. århundrede, i Danmark omkring 100 år senere. Et detaljeret system af regler for arbejdet var almindeligt, ofte indeholdt i kontrakter som måtte undertegnes. Reglerne blev fulgt op af straf eller truslen om straf, gerne i form af fyring eller pengebøder. Disciplinering i form af oppassere var speciel vigtig i den manufakturlignende virksomhed. Samfundet udenfor fabrikkerne bidrog til arbejdernes underkastelse under den nye arbejdsrytme gennem skolens og kirkens indprentning af punktlighed og andre dyder, hvor den protestantiske etik og kapitalismens ånd mødtes. (Se Socialisering).

Disciplinen fremmes i kapitalismens mere modne faser ved præmiering o.l. Akkordaflønningen blev mere almindelig. Fabrikken brugte mod slutningen af 1800-tallet en tavle, hvor den tid arbejderne brugte på de forskellige operationer blev noteret. Dette pegede fremad mod senere videnskabelige studier af arbejdernes bevægelser, med det formål at gøre dem mere effektive. (Se Arbejdsstudier og Taylorisme).

Sociale konsekvenser af disciplineringen

«Mens maskinarbejdet angriber nervesystemet til det yderste, undertrykker det musklernes variation og bremser enhver fri fysisk og åndelig aktivitet.» Marx' ord om storindustrien peger på fysisk slitage og åndelig udarmning af menneskene. (Se Fremmedgørelse.) Storindustriens monotoni, maskinernes disciplinering og de beskedne krav til faglærthed medførte, at kvinder og børn befolkede fabrikkerne. Dette var en social udvælgelsesproces.

I den manufakturbeslægtede industri blev disciplinen i begyndelsen mødt med individuelle protester. Eftersom arbejderne blev socialiseret (f.eks. gennem stigende selvrekruttering) og disciplinen blev naturlig for dem - internaliseret - blev kampen ikke længere ført mod tiden, men om den. Protesten var nu blevet kollektiv. Gennem bl.a. disciplinen, arbejdsdelingen, den fysiske nærhed og ligheden i arbejdet, blev klassebevidstheden udviklet. I et udvidet perspektiv er arbejdsdisciplinen - især tidsdisciplinen - blevet et hovedkendetegn for alle moderne industrikapitalistiske samfund.

J.E.M.

Litteratur

A. Øhren: Arbejderne på Kværner Brug 1869-85, Hovedoppg. i historie, Oslo 1977.
Kapitalen bd. 1, Verker i udvalg 5, Oslo 1970.
E. P. Thompson: Time, Work-discipline, and Industrial Capitalism, Past and Præsent 1967.