Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Militær
     .  Efterretningsvæsen
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 46.208
: :
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) skal i dag afskærme forsvarets eget personel, sikre militærets installationer og koncentrere sig om varslinger i bred forstand og sikkerhedsprognoser. FE arbejder fortrinsvis med udlandet. Det omfattende arbejde med offentligt tilgængelige kilder herfra suppleres med nogen udlandsspionage («indhentning»), i Danmarks nærområder, og i stigende grad i de områder, hvor dansk militær indsættes som følge af internationale aftaler. De åbne kilder udgør formentlig langt hovedparten - op mod 90% - af tjenestens input.

Arbejdet består i «at identificere nøglefaktorer», forklarede chefen for Varslingssektoren, Poul Grooss, til Ingeniøren (25.2.1994), og «Alfa og Omega ved efterretning er af finde ud af, hvilke informationer, der er vigtige for mig. Også gennemskue, hvad der mangler for at samle et helt og brugbart billede.»

Der vides ikke meget om opbygningen af Forsvarets Efterretningstjeneste, og antallet af medarbejdere. Det formodes, at der er 200 beskæftiget på hovedkvarteret i Kastellet i København, betydeligt flere på den tekniske hovedstation på Aflandshage på Amager, hvor man kører i skift døgnet rundt, og nogle på de øvrige lyttestationer i den udstrækning, de er opretholdt. Dertil kommer så folk, der tjenestegør for FE ved andre enheder og stabe, eller ved andre FE-institutioner. Det var især tjenestens chef, Erik Fournais (1963-1973) og den mangeårige souschef, Peter Ilsøe, der fik inddraget vurderinger af modpartens økonomiske, sociale og politiske forhold i FE's arbejde.

Det havde de lært af England under krigen, hvor Fournais var modstandsmand og Ilsøe var faldskærmsmand i SOE. Fournais sluttede sin karriere som NATO-efterretningschef i Bruxelles, og Ilsøe blev generalsekretær for Atlantsammenslutningen i 1980'erne.

I alt formodes det, at ca. 1.000 personer er ansat i FE, både officerer og civile med akademiske eller tekniske uddannelser. Dertil kommer en pool af tidligere medarbejdere, hjemmeværnsfolk, reserveofficerer og nyttige kontakter i flere erhverv, som man lejlighedsvis kan trække på, og evt. ansætte til specifikke opgaver. Som de to uheldige turister - og reserveofficerer - på Polensbesøg i 1987 (se senere).

Forsvarets Efterretningstjeneste er bygget op i afdelinger og sektioner, bl.a. en for hver våbenart. Ifølge Weekendavisen (30.12.1993), der bygger på Politiken (1.2.1984) fandtes følgende afdelinger:

  1. Sikkerhed og Kontra-spionage. (Herunder indhentning, dvs. udlandsspionage. Afdelingen må arbejde tæt sammen med PET. Afgrænsningen til afdelingen nævnt under punkt 6 er ukendt).
  2. Politisk-økonomisk afdeling (arbejdet med åbne kilder. Især mange civile her. Rapporter om bl.a. handelspolitiske og U-landsmæssige spørgsmål).
  3. Teknisk afdeling (på Amager. Signalindsamling, herunder aflytningen i Forsvarets Central Radio. Også mange civile teknikere mm her).
  4. Varslingssektionen («Normalbilleder» og Trusselsvurderinger, meldinger fra afdeling 3, og formentlig overvågning af rummet omkring Danmark via det øvrige militær).
  5. Analyseafdelingen (vurderinger af indsamlede data fra 2 og 3)
  6. Indlandscenter (bl.a. sikkerhedsgodkendelser i samarbejde med PET, der har indsamlet og registreret oplysningerne. Registrering af personel i FE's eget register. Administrations- og Personaleafdeling i øvrigt? ).

Mossad-rapporten fra 1985 - omtalt i Ostrovskys bog - omtaler at FE («Purple B») på dette tidspunkt havde fire enheder (Units):

Der omtales også en Humint Gathering Department, dvs. menneskelig, ikke teknisk, indhentning. Det må formentlig være den sidste blandt de 4. Endvidere omtales en begyndende start på et Mellemøst kontor. FE leverede oplysninger om Warszawapagt-aktiviteter til Israel og omtales som den første efterretningstjeneste, der gav Israel oplysninger om et nyt sovjetisk raketsystem, SSC-3. Det nævnes, at FE har specialiseret sig i fotografering af sovjetiske fly, og at især installeringen af nye antenner havde FE's interesse.

Arbejdet op til ca. 1990 var meget målrettet. Modparten var DDR, Polen og Sovjetunionen, og i mindre grad det øvrige Østeuropa. Deres utallige signaler, enhedernes lokaliseringer og bevægelser, landenes overordnede muligheder og hensigter, alt havde interesse for Danmark, og NATO og Sverige. I dag hvor militæret åbent samarbejder med tyske enheder i det tidligere DDR og med polske enheder, samt er med til at opbygge og uddanne militæret i de baltiske lande, er situationen selvfølgelig helt anderledes. Til gengæld stiller Danmark i stigende omfang styrker til rådighed for det internationale samfund. Det øger selvfølgeligt behovet for viden om de områder, hvor danske styrker stationeres, eller hvor det kan tænkes, de bliver udstationeret. Det har formentlig betydet en forskydning i FE's arbejde, fra nærområdet til f.eks. Balkan og Det mellemste østen.

I 1967 blev Forsvarets Efterretningstjeneste udskilt fra det militære hierarki, og underlagt Forsvarsministeriet direkte - på samme måde som PET er underlagt Justitsministeriet. Dvs. personel, støttefunktioner, budgetter mm. hører under Forsvarskommandoen i Vedbæk, mens den politiske ledelse og ansvaret herfor hører under Forsvarsministeriet, og i sidste ende Forsvarsministeren og Regeringens Sikkerhedsudvalg..

Den omfattende reorganisering af efterretningstjenesterne, der fandt sted i 60'erne, berørte også FE's arbejde med undergravende virksomhed. FE havde i november 1969 placeret sig i offentlighedens søgelys, da det blev afsløret, at organisationen drev en spionagecentral fra universitetskælderen i Kejsergade. Det blev til den såkladte Kejsergadesag.

I december 1971 besluttedes det, at arbejdet skulle begrænses til kun at angå forhold af direkte interesse for forvaret. Da Kjeld Olesen blev forsvarsminister i 1971 indskærpede han mundtligt over for FE, at de skulle stoppe med infiltrationer, hvilket formentlig afvikledes de næste par år, jævnfør Hetler-gruppens opløsning i 1973. Der skulle også fortsættes med sletninger i personregistret, et forhold Erling Brøndum (V), der en kort periode var forsvarsminister, fulgte op og beordrede fremskyndet.

I begyndelsen af august 1978 kunne forsvarsminister Poul Søgaard oplyse Folketingets Retsudvalg lidt om FE-registreringerne. Forsvarets Efterretningstjeneste rådede over et meget stort personkartotek. Det omfattede alle værnepligtige og alle, der var ansat eller tjenestegørende i forsvaret. Men en egentlig registrering (dvs. på grundlag af systematisk indsamlede oplysninger) fandt kun sted i forbindelse med værnepligtiges sikkerhedsgodkendelser, eller registrering af værnepligtige i forbindelse med behandling af sager om aktiviteter rettet mod forsvaret, dvs. nedbrydende virksomhed.

Den 1. september 1978 trådte et nyt direktiv for registreringerne i kraft. Men hverken det ny, eller de forrige kunne offentliggøres, oplyste Forsvarsministeriet.

På en forespørgsel fra Søren Søndergaard fra Enhedslisten i forsommeren 1996, oplyste forsvarsminister Hækkerup, at der var 76.000 personer registreret i personregistret under Forsvarets Efterretningstjeneste. Langt hovedparten stod i det såkaldte rettighedsregister, der indeholder sikkerhedsgodkendelser. Forsvarsministeren oplyste endvidere, at Wambergudvalget aldrig havde tilladt videregivelse af oplysninger herfra om danske statsborgere, hverken til andre danske myndigheder eller fremmede magter. Den slags er åbenbart et PET-monopol. Gennem tiden har der været en række sager om FE's registreringer.

Den sidste handler om Rebel-medlemmet Peter Stræde, der alligevel ikke kunne komme på Sergentskole i 1996. I TV 2's tredje udsendelse i maj i 1998, hævdede han, at det skyldtes politisk chikane. Sagen udløste megen debat, og er endnu langt fra afsluttet. FE's pressechef, Birger Hoff, var meget fåmælt:

«Jeg vil ikke oplyse, hvorvidt politisk tilhørsforhold bliver registreret. Det er jo kontroversielt, og vi ønsker ikke offentlighed om denne sag.»
(Aktuelt 22.5.1998).

Formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Svend Erik Lassen, udtalte til Aktuelt (19.5.1998):

«Jeg er ikke i tvivl om at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) registrerer det politiske tilhørsforhold hos værnepligtige og ansatte i militæret. Jeg kender andre eksempler på lignende sager, og er ikke i tvivl om, at jeg selv er registreret for min politiske aktivitet.»

og

«Som bekendt er den kolde krig ophørt, og derfor er der på tide at kigge efterretningstjenesten efter i sømmene. Der er brug for mere åbenhed i FE. Blandt andet er det urimeligt, at vores medlemmer ikke kan få at vide, hvad begrundelsen er, når de ikke kan blive sikkerhedsgodkendt.»

Samme sted udtalte formanden for Centralforeningen for Stampersonel (overkonstabler og sergenter), Finne Busse Jensen, sig. Han var usikker på om der fandt en systematisk politisk registrering sted af venstreorienterede, men han krævede, også større åbenhed:

«Det kan ikke være rigtigt, at man i 1998 ikke kan få at vide, hvorfor man ikke bliver optaget på en officersskole eller får afslag på en forfremmelse. Hvis der skal en uvildig undersøgelse af FE til for at få ændret det forhold, så er det helt OK med mig.»

Af tidligere sager kan nævnes:

FE i Polen 1987

Den 19. april 1987 blev to danskere anholdt i Polen. De blev anklaget for spionage, da de blev taget på fersk gerning i færd med at fotografere den militære flyveplads i Swidwin i nærheden af Koszalin i det nordlige Polen. De rejste rundt som turister. En betegnelser som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fastholdt hele vejen igennem. Først i sin nyligt udgivne erindringsbog skriver han: «naturligvis var de spioner». Den 5. september blev de idømt henholdsvis syv og ni års fængsel for spionage. Den danske offentlighed var mere tilbøjelig til at tro på de to fængsledes egne beretninger og tilståelser, der udsendtes over polsk fjernsyn efter dommen end de officielle danske forsikringer. Den ene af dem fortalte, at han havde foretaget en 10-12 rejser til Polen og DDR i løbet af de seneste fem år. Hver gang havde han fået instrukser af FE om, hvad han skulle fotografere.

Det virkede ikke overraskende, at FE spionerede i udlandet. Det gør den slags tjenester jo, og FE havde tidligere indrømmet det mere principielt i en pjece om FE, udgivet i 1981 af FE's daværende pressetalsmand Preben Borberg. Berlingske Tidende forsøgte sig en overgang med, at de to var uskyldige ofre for den polske efterretningstjenestes rænkespil. BT forsøgte at fedte historien af på højreekstremister fra den for længst afdøde Absalon og det svært skrantende Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre.

Det var der ikke mange, der troede på. Det generende var tværtimod, at andre dele af pressen fulgte dommen op med yderligere historier om FE's udenlandske «indhentning», især i en serie Ekstrabladsartikler fra 13. september 1989 og frem, samt Politiken 15.9.1987.

Ellemann-Jensen fortsatte det diplomatiske spil ved stædigt at fastholde historien om de «to turister». Det samme gjorde FE så naturligvis, og benægtede ethvert kendskab til affæren, udover hvad de kunne læse i avisen. På et møde i Det udenrigspolitiske Nævn den 30. september indrømmede statsminister Poul Schlüter så spionagen, og bekræftede i det store og hele de to dømtes beretninger i det polske fjernsyn. Det var ingen officiel indrømmelse, da medlemmerne af nævnet var bundet af tavshedsløftet. Men referater af mødet blev på forskellig vis lækket til pressen.

Inden da var Hans Engell gået af som Forsvarsminister. Formodningen var, at Schlüter ville redde sin kronprins' politiske liv ved at friholde ham fra spionhistorien. Engell havde flere gange dementeret, at FE havde forbindelse med de anholdte og dømte. Schlüter selv havde måttet sætte sin egen departementschef til at trænge til bunds i de mange dementier, historier og fortielser.

Efter Nævnsmødet bebudede Schlüter, at regeringen ville forsøge at få de to dømte hjem til Danmark. Det ordnedes ved, at de to danskere kunne løslades mod kaution indtil deres sag skulle behandles ved en appelret. Konservative og forsvarsvenlige kredse, bl.a. Værn om Danmark, begyndte så at samle penge ind. Ved at lade mere private kredse stå for betalingen, kunne regeringen diplomatisk distancere sig fra spionerne. Hvem der i virkeligheden betalte de 3,5 millioner kroner er stadig uvist. Var det staten eller var det de private kredse? De dømte blev frigivet i slutningen af oktober og vendte hjem til Danmark. Uffe Ellemann-Jensen gennemførte sit spil med de to uheldige turister, da det var hans ministerium der forhandlede om frikøbet. Sidste akt af skuespillet udspilledes i februar måned 1988. Da fik de to dømte besked om at møde til afsoning i Polen, hvad de selvfølgelig ikke gjorde, og den polske stat indkasserede kautionen.

Under hele forløbet blev FE fra mange sider anklaget for manglende professionalisme og inkompetence. Samtidigt voksede det gamle krav om parlamentarisk kontrol med de to efterretningstjenester sig så stærkt, at det blev vedtaget i Folketinget i 1988.

Demos


Litteratur

De hemmelige tjenester. PET og FE gennem 40 år. En oversigt. Demos Nyhedsbrev nr. 49-51, Sommeren 1998