Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Borgerlig  .  Liberal
DatoOpdatering
2012.02.07Cavlingprisen uddeles 5 gange i 2002-11 for afsløringer af venstre politikeres kriminelle aktiviteter
2015.02.04Flere Venstre kriminelle aktiviteter 2011-14
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 5/2 2015
Læst af: 21.354
: :
Venstre

Venstre (1870-), dansk politisk parti med udspring i bondestanden.

1848-70 Forhistorien. Gryende modsætninger mellem feudalborgerskab og kapitalisme

Venstre daterer selv sin dannelse til 1870, da partiet Det forenede Venstre blev dannet, men det har historiske tråde længere bagud. I 1848 brød der opstande ud i flere europæiske lande, der udviklede sig til egentlige revolutioner. Der var tale om opgør mellem den frembrusende kapitalisme og feudalismen, og mod de enevældige monarkier. Revolutionerne startede i Paris, hvor Julimonarkiet der havde regeret landet siden 1830 efter få dages væbnet opstand blev væltet. I marts spredte oprøret sig til Wien, hvor fyrst Metternich efter få dage blev væltet af folkerejsningen. Herfra spredte oprørsbølgen sig efter få dage videre til Bøhmen, Ungarn, Italien og Tyskland. Revolutionerne medførte entydigt en styrkelse af det nye kapitalistiske borgerskab på bekostning af feudalisme og enevælde, men nogle overfortolkede rækkevidden af opstandene. I Tyskland udgav Karl Marx og Friedrich Engels i februar 1848 det Kommunistiske Manifest, der manede til opgør med kapitalismen. Det var arbejderklassen dog endnu alt for svag til. Alligevel forsøgte Paris' arbejdere gennem marts, april og juni at føre revolutionen videre, men de blev nedkæmpet i juni. Mange tusinde arbejdere blev dræbt og endnu flere deporteret.

De europæiske revolutioner nåede ikke helt til Danmark, der fortsat var et tilbagestående enevældigt monarki, men Frederik VII frygtede alligevel udviklingen og indkaldte derfor året efter en grundlovsgivende forsamling, der afskaffede dele af enevælden og indførte en slags parlamentarisk monarki. Forfatningen fra 1849 garanterede en begrænset presse-, religions- og forsamlingsfrihed. Samtidig havde forfatningen en række enevolds instrumenter, der fortsat gav kongen stor magt, og som de næste 75 år blev brugt til at gribe ind overfor parlamentet. Der var derfor ikke tale om borgerligt demokrati i nutidig forstand.

Modsætningerne mellem feudalgodsejere og kapitalisme var endnu svage, da kapitalismen var langt mindre udviklet i Danmark. Det fremvoksende handels- og håndværks/industriborgerskab allierede sig i stedet med de frie bønder, der havde andre interesser end godsejerne på landet. Denne alliance fik navnet Bondevennernes Selskab.

N.F.S. Grundtvig. I en alder af 83 stillede han i 1866 op til landstinget i protest mod Venstres aftale med de konservative om ændring af Grundloven, der var et demokratisk tilbageskridt. Han blev valgt og kæmpede for indførelse af den almindelige valgret.

I 1864 løsrev hertugdømmerne Slesvig og Holsten sig fra Danmark. Det var et forsmædeligt nederlag for landets dybt konservative feudalgodsejere, men disse havde stadig stor indflydelse på kongen og fik ham derfor til at gennemføre en grundlovsændring i 1866. Den kunne alene finde flertal, fordi dele af Bondevennerne støttede forslaget af taktiske årsager. Ændringen rullede dele af 1849 grundloven tilbage, og førte magt tilbage til kongen og feudalgodsejerne. Denne forsmædelige ændring bort fra demokrati fik selveste N.F.S. Grundtvig til i en alder af 83 år at stille op til Landstinget for at bekæmpe grundlovsændringen og for at kæmpe for almindelig valgret.

Bondevennernes taktiske manøvre i 1866 viste sig at være en brøler af dimensioner. De havde troet det ville formilde godsejerne til samarbejde, men dels havde godsejerne genvundet dele af den magt de havde tabt i 1849, dels havde de kun arrogance til overs for deres politiske modstandere. Det tømrede til gengæld Bondevennerne sammen med de øvrige bondegrupperinger og i 1870 dannedes Det forenede Venstre - som modsætning til godsejernes parti, Højre. Skillelinien mellem feudalborgerskab og det nye kapitalistiske borgerskab var trukket klart op.

1870-1901 Godsejerne bevarer alene magten med kongen i ryggen

Frem til 1901 bevarede det konservative Højre regeringsmagten, trods det at det havde et stadig stærkere flertal imod sig. Det var alene muligt, fordi den feudale regering havde kongen i ryggen. Perioden var præget af mange indre spændinger i Venstre, der var uenig om hvilken strategi det skulle vælge i den åbenlyst udemokratiske situation. Grupper forlod partiet for senere at slutte sig til igen. Omkring 1880 var det i realiteten delt i 2 partier: Det folkelige Venstre under ledelse af bl.a. Viggo Hørup og Edvard Brandes. De ville sætte hårdt mod hårdt for at vælte den konservative regering, der permanent havde et flertal imod sig i Landstinget. Overfor dem stod det Moderate Venstre, der ville samarbejde med de moderate kræfter i Højre. Først i slutningen af 1890'erne nærmede fløjene sig hinanden i erkendelse af at samarbejde var nødvendigt for at besejre Højre-regeringen.

I 1901 blev situationen åbentlys uholdbar, da Det forenede Venstre ved valget fik 74 af Landstingets 114 mandater, mens Højre måtte nøjes med 8. Kongen blev tvunget til at overdrage regeringsmagten til Venstre under ledelse af Johan Henrik Deuntzer.

1901-40 Venstre skifter hovedfjende - fra de konservative til socialdemokraterne

Venstres omdannelse til en kriminel organisation blev indledt allerede ved starten af dets regeringskarriere. Venstres første justitsminister blev Peter Adler Alberti, der samtidig var formand for den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Han udnyttede åbenlyst sin stilling og forbindelser til at skaffe sig økonomiske fordele (se Økonomisk Korruption). Bl.a. fik han regeringens accept til et hemmeligt statslån til ham selv på 1½ mio. kr. I 1907 begyndte ballonen imidlertid at revne, og socialdemokratiske politikere begyndte at rette skytset imod ham, men hver gang blev de affejet med at «der ikke var noget at komme efter». En formulering kriminelle venstrepolitikere fremover skulle anvende til at affeje anklager om kriminelle forhold. I 1908 brast ballonen endelig. Alberti blev sat fast, anklaget og straffet for bedrageri til ialt 15 mio. kr. Et svimlende beløb på et tidspunkt hvor en faglært arbejdet tjente 1.500 kr om året.

Forbrødringen internt i Venstre omkring århundredeskiftet var en kortvarig erfære. Den dækkede over en stigende kløft mellem på den ene side Venstres vigtigste klassebasis - de større bønder og småborgerskabet i byerne - og småbønder og husmænd på den anden. I 1905 førte denne konflikt til, at småbønder og husmænd endelig brød ud og dannede partiet det Radikale Venstre. Dette parti kom øjeblikkeligt i opposition til moderpartiet og fortsatte i denne rolle de følgende 60 år. Til gengæld lykkedes det moderpartiet at samle andre venstregrupper. Venstrereformpartiet som regeringspartiet hed blev i 1910 lagt sammen med det Moderate Venstre, og antog herefter navnet Venstre.

Venstre stod de følgende år som landets stærkeste politiske kraft, men blev i stigende grad udfordret af den fremstormende arbejderbevægelse. Allerede i provisorieårene frem til 1901 hvor Venstre var i opposition, havde Socialdemokratiet søgt et samarbejde, men arbejderbevægelsen var endnu for svag til at blive taget alvorligt. Det ændredes hastigt gennem de første årtier af det 20. århundrede hvor arbejderklassen voksede sig stærk. I 1924 kunne Socialdemokratiet for første gang danne regering sammen med det Radikale Venstre. Det var da ikke længere de konservative godsejere, der var Venstres hovedfjende men arbejderbevægelsen samlet omkring socialdemokratiet. Da S-RV regeringen faldt i 1926 pga. uenighed om den økonomiske politik, tog Venstre over igen under ledelse af statsminister Madsen-Mygdal og han søgte at tage hævn overfor arbejderbevægelsen. Han startede med at sætte aldersrenten (forgængeren for folkepensionen) 20% ned og genindførte samtidig almisseprincippet. Invaliderenten blev sat ned med 33%. I 1928 fik han gennemført den forhadte Tugthuslov, der skulle stække arbejderbevægelsens magt gennem begrænsning af de kollektive aftalers udbredelse. Venstre løb dog hurtigt ind i problemer, da den økonomiske krise slog igennem i 1928. Fra da af og frem til 2. verdenskrig var Venstre sat udenfor indflydelse. Socialdemokratiet var landets ubetinget største og stærkeste parti. Partiets krisepolitik gennem 1930'erne blev lavet sammen med det Radikale Venstre og til det store socialforlig i 1933 - Kanslergadeforliget - var det de konservative der gik med. Venstre viste sig fra dette tidspunkt som en indædt modstander af opbygningen af en moderne social- og velfærdsstat.

Tyendeloven af 1854 - også kaldet slaveloven - gav arbejdsgiveren (gårdejeren eller bedsteborgeren) næsten alle rettigheder over tyendet. Herunder retten til fysisk afstraffelse, løntilbageholdelse, bøder og «fængsling» i tilfælde af «opsætsighed». Socialdemokratiet kæmpede i årtier imod loven, men Venstre var imod. Først i 1921 kunne der samles flertal til ændring af loven. Men selv ved nye ændringer i 1961 stemte Venstre imod, fordi mundtlige aftaler skulle bortfalde, og fordi «landbruget ikke havde råd til at sikre, at tyendets vinduer vendte bort fra møddingerne».

Kvinder og tyende generelt fik i 1908 stemmeret til kommunalvalg, men Venstre fik indsat en betingelse om, at man skulle have boet 2 år i kommunen for at få stemmeret. Partiet frygtede, at for mange af de nye vælgere ville stemme socialdemokratisk. Først i 1915 fik kvinder almindelig stemmeret. Socialhjælpsmodtagere måtte dog vente til socialreformen i 1933. Venstre mente dog stadig, at gifte kvinder ikke burde have stemmeret.

I 1940 kom Venstre med i regering, da Stauning efter Tysklands besættelse af Danmark dannede en samlingsregering. Venstre var i 1941 sammen med regeringens øvrige partier med til at bryde grundloven, da det på besættelsesmagtens foranledning forbød Danmarks kommunistiske Parti. Venstre viste sig i det hele taget som en usædvanlig servil partner for besættelsesmagten. Virkeligheden var nemlig, at bønderne tjente styrtende med penge på at producere fødevarer til Tyskland. Partiets minister i 1940-43 var Søren Brorsen, der var forsvarsminister. I 1941 satte han som forsvarsminister sit navn på en opfordring til danske soldater og officerer om at melde sig til Frikorps Danmark, der kæmpede for nazisterne på Østfronten. Samme år udleverede han flådens torpedobåde til tyskerne og i 1943 overlod han de danske kaserner i Jylland til tyskerne samt 1/3 af militærets våben. Brorsen blev aldrig straffet for sit landsforræderi.

Med trussel om at udtræde af regeringen og dermed bane vejen for en nazistisk regering fik Venstre i 1942 genindført tab af stemmeret for personer, der var længerevarende modtagere af kommune(bistands)hjælp. Konsekvensen var at enker, enlige kvinder og langvarigt arbejdsløse mistede deres stemmeret.

1945-2001 Partiets klassebasis forandres

Venstre deltog i flere borgerlige regeringen i perioden 1945-92. I denne periode stemte det hver gang mod socialdemokratiske forslag om at fjerne revselsesretten i skolen - læreren havde ret til fysisk at afstraffe eleverne. Først i 1966 lykkedes det - trods modstand fra Venstre - at få fjernet revselsretten i skolen.

Først i 1968 blev der etableret et regeringssamarbejde med det Radikale Venstre. 60 år efter de to partiers veje var skildtes. Denne periode var imidlertid også præget af en drastisk omdannelse af partiets klassebasis. Bondestanden skrumpede ind og med den partiets opbakning. Fra 23,4% ved valget i 1945 nåede det et foreløbigt lavpunkt med 10,5% i 1987. Forklaringen var på dette tidspunkt at det andet borgerlige regeringsparti, Konservative Folkeparti nød en større popularitet. Det gamle godsejerparti var bedre i stand til at opsamle stemmer i småborgerskabet og blandt uddannede mellemlag.

Schlüterregeringen faldt imidlertid i 1993, da det blev afsløret, at landets konservative justitsminister var kriminel. Han blev stillet for en rigsret og dømt. Det fik mange borgerlige vælgere til at svinge over til Venstre, der ved valget i 1994 kunne indkassere 23,3% af stemmerne. Hvor de borgerlige stemmer vandrede hen afhang nu af hvilket borgerligt parti der mest åbenlyst var kriminelt. Danmark havde ikke et ikke-kriminelt borgerligt parti - udover det lille Radikale Venstre.

Venstre lå imidlertid ikke langt efter de Konservative hvad kriminelle aktiviteter angik. I 1987 var den unge venstreløve Anders Fogh Rasmussen blevet udnævnt til økonomi- og skatteminister. Han gik øjeblikkeligt i gang med drastisk at skære ned på skattevæsenet. Værst gik det ud over selskabsligningen, der skulle kontrollere de private virksomheders selvangivelser. Den blev skåret næsten helt bort, og åbnede dermed en ladeport for skattesvindel for både småborgerskab og storborgerskab. Mange multinationale koncerner ophørte efterfølgende ganske enkelt med at betale skat af deres overskud i Danmark. Fogh Rasmussens handlinger kom de følgende årtier til at koste den statskasse flere hundrede milliarder kroner i mistede skatter og afgifter.

Men også indadtil svindlede den unge skatteminister. Han overførte i strid med de statslige regler penge fra et finansår til et andet og førte efterfølgende Folketinget bag lyset ved at lyve om sine økonomiske dispositioner. Der blev nedsat en kommissionsdomstol til kulegravning af sagen, og i november 1992 fældede den ministeren. Domstolen havde dårlige arbejdsbetingelser, da ministeren havde sørget for at mange centrale aktstykker var forsvundet fra ministeriet.

2001-11 Regeringsmagt og kriminelle aktiviteter

I 2001 satte partiet alle sejl til for at vinde Folketingsvalget. Det foretog et politisk hamskifte, hvor det allierede sig med den radikale højrefløj i Dansk Folkeparti og i fællesskab gennemførte racistiske kampagner mod flygtninge og indvandrere. Partiet brugte sin allierede presse - først og fremmest Jyllandsposten - til at føre hadkampagner, med historier der senere blev afsløret som falsknerier og anvendt i undervisningen af journaliststuderende.

Efter valgsejren indledte partiet det korstog mod velfærdsstaten, som statsminister Fogh Rasmussen (den samme der 9 år tidligere var blevet afsat) 8 år tidligere havde lanceret i sin bog «Fra socialstat til minimalstat». Opgøret med velfærdsstaten og arbejderbevægelsen havde denne gang langt større dimensioner end da Madsen-Mygdal overtog statsministerposten i 1926. I sin første nytårstale erklærede statsministeren, at alle oppositionelle ville blive fjernet fra statens råd og nævn. Der var tale om et regulært korstog, der samtidig gjorde op med årtiers socialdemokratiske bestræbelser på at tilgodese alle klasseinteresser ved udviklingen af landet.

Efter udrensningerne blæste statsministeren til kulturkamp mod den tolerance og frihed der havde præget Danmark i 75 år. Kulturkampen skulle bane vej for det ideologiske opgør med velfærdsstaten. 3 vigtige omdrejningspunkter for denne kamp var skattestoppet, der tvang kommunerne over hele landet til at skære i velfærden. De sociale ydelser blev skåret ned og undervisningssektoren fik økonomiske tommelskruer på. For det andet sundhedssektoren, hvor regeringen gennemtvang en voldsom centralisering og privatisering. I slutningen af årtiet blev det afsløret, at regeringen (med sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen) havde stjålet flere milliarder kr fra statskassen og overført dem til privathospitalerne i form af overpriser. For det tredje blev der gennemført en voldsom centralisering af magten i statsadministrationen, så Venstres ministre i detaljer kunne styre afviklingen af velfærdsstaten.

I 2003 førte Venstre Danmark i angrebskrig mod Iraq. Partiet og dets medløbere erklærede: «Saddam har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved». Det var en løgn, som 2 danske journalister ½ år senere kunne dokumentere. De fik Cavlingprisen for deres arbejde der viste, at statsministeren havde ført både Folketinget og den danske befolkning bag lyset. Men i stedet for at stille statsministeren for en rigsret fortsatte han sine krigsforbrydelser. Der kom til at gå næsten 9 år og et regeringsskifte før der blev nedsat en undersøgelseskommission, der skulle afdække beslutningsprocesserne op til krigen mod Iraq.

I 2004 kom der stadig flere efterretninger om, at Danmark overtrådte torturkonventionen ved at udlevere irakiske fanger til tortur hos de irakiske myndigheder. Trods en intern rapport i forsvarsministeriet der bekræftede at den danske besættelsesmagt havde udleveret flere hundrede fanger til tortur, førte først Søren Gade (V) og dernæst statsministeren Folketinget bag lyset ved at benægte udleveringer. Også i denne sag kom der til at gå 8 år inden forbrydelserne kom til offentlighedens kendskab.

Efter regeringsskiftet i 2011 blev det afsløret, at Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen i 2010 havde forsøgt at ændre skattevæsenets afgørelse i en skattesag, der involverede oppositionens statsministerkandidat.

Gennem hele perioden 2001-11 sørgede partiet for at sidde på skatteministeriet, og sikrede derved at erhvervsligningen kunne holdes på et minimum, så partiets basis i småborger- og storborgerskabet uhindret kunne svindle med skattebetalinger og ernære sig ved sort arbejde. Ministre i denne periode var: Svend Erik Hovmand (november 2001 - august 2004), Kristian Jensen (august 2004 - februar 2010), Troels Lund Poulsen (februar 2010 - marts 2011), Peter Christensen (marts 2011 - oktober 2011). Der arbejdes i Danmark årligt sort for et beløb svarende til 50 mia. kr. Skatten af dette svarer til omkring 25 mia. kr. Dertil kommer virksomhedernes øvrige skattesnyd, der vurderes at koste statskassen omkring 7 mia. kr om året. Over en 10 årig periode havde Venstre således sikret sine støtter i små- og storborgerskabet 320 mia. kr ved regulært tyveri fra statskassen.

 Venstremand  Periode Forbrydelser
Anders Fogh Rasmussen Marts 2003 Danmark indleder i strid med folkeretten angrebkrig mod Iraq. Statsministeren bryder ministeransvarlighedsloven og fører Folketing og befolkningen bag lyset da han erklærer: «Saddam har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved». 2 år senere blev den tidligere FE officer Frank Grevil dømt 2 års fængsel for at afsløre statsministerens bedragi.
I 2007-08 fik Fogh Rasmussen meget travlt med at finde en politisk post i udlandet for at undgå at blive stillet for retten for sine kriminelle aktiviteter. Han blev generalsekretær for NATO og fik dermed diplomatisk immunitet.
  Marts 2003 - 2010 Krigsforbrydelser og brud på torturkonventionen
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har medansvar for 1½ million irakeres død under besættelsen af Iraq.
Endvidere brød statsministeren i 2004 ministeransvarlighedsloven og førte Folketing og befolkningen bag lyset da han erklærede, at Danmark kun havde udleveret omkring 40 irakiske krigsfanger. Ministeren vidste fra forsvarsministeriet at der var tale om flere hundrede, og at Danmark havde overtrådt torturkonventionen.
Søren Gade 2004 Forsvarsminister Søren Gade og statsministeren brød i 2004 ministeransvarlighedsloven og førte Folketing og befolkningen bag lyset da de erklærede, at Danmark kun havde udleveret omkring 40 irakiske krigsfanger. Ministrene vidste fra forsvarsministeriet at der var tale om flere hundrede, og at Danmark havde overtrådt torturkonventionen.
  2007 Forsvarsministeren lækker hemmeligtstemplede oplysninger til journalistvenner på TV2 om forsvarets hemmelige operationer i Afghanistan. Han må efterfølgende træde tilbage pga. denne sag.
Svend Erik Hovmand (november 2001 - august 2004), Kristian Jensen (august 2004 - februar 2010), Troels Lund Poulsen (februar 2010 - marts 2011), Peter Christensen (marts 2011 - oktober 2011)
2001-11
2001-11 Som skatteministrene var de 4 venstrefolk ansvarlige for reduktion ef erhvervsligningen, der gav små- og storborgerskab lejlighed til at snyde statskassen for omkring 320 mia. kr i den 10 årige periode.
I 2002 sikrede Svend Erik Skovmand desuden TDC et skattefradrag på 10,8 mia. kr. Denne skandale blev offentligt kendt i 2004 og kostede ministeren jobbet. Han blev dog aldrig straffet, og TDC beholdt sit fradrag.
Lars Løkke Rasmussen 2006-10 Lars Løkke Rasmussen satte som sundhedsminister egenhændigt privathospitalernes takster op med 25% for at begunstige hospitalerne på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen. Det var tale om bedrageri til en værdi af over 1 mia. kr.
Claus Hjorth Frederiksen 2006-09 Som beskæftigelsesminister brød Claus Hjorth Frederiksen bistandsloven, da han indskærpede overfor kommunerne, at ægtefæller med under 300 timers arbejde indenfor 2 år skulle have frataget bistandshjælpen, selv om det kun var den ene ægtefælle der var på bistandshjælp.
I et forsøg på at dække over forbrydelsen bestilte ministeren Socialforskningsinstituttet til at lave en rapport om reglen. DR journalisten Jesper Tynnell fik i 2010 Cavlingprisen for at have afsløret ministerens kriminelle handlinger. Hjorth Frederiksen stilles imidlertid ikke for en rigsret, men gøres i stedet til finansminister.
Bertel Haarder (november 2001 - februar 2005), Rikke Hvilshøj (februar 2005 - november 2007), Birthe Rønn hornbech (november 2007 - marts 2011), Søren Pind (marts 2011 - oktober 2011) 2001-11

4 venstre integrationsministre var i denne periode ansvarlige for at Danmark internationalt blev til en pariastat, der blev kendt for brud på:

  • flygtningekonventionen
  • børnekonventionen
  • konventionen mod racediskrimination
  • menneskerettighedskonventionen

Det skyldtes den omfattende diskrimering af flygtninge og indvandrere der blev sat i gang fra 2001. Der blev gennemført målrettet lovgivning, der økonomisk og socialt diskriminerede flygtninge og indvandrere. Konsekvensen var, at en lang række internationale organisationer som Europarådet, den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Amnesty International, Human Rights Watch, UNHCR, FN's Rapportør om Racediskrimination satte Danmark på en overvågningsliste over lande der bryder disse konventioner.

Kun i et enkelt tilfælde blev skandalen internt i Danmark stor nok til, at ministeren blev fjernet. Det var i 2011, hvor Birthe Rønn Hornbech blev fjernet, efter at det var blevet afsløret, at hun (og hendes forgængere) i strid med konventionerne havde nægtet statsløse palæstinensere i Danmark dansk statsborgerskab. Men det var blot toppen af et racistisk isbjerg der bestod af «starthjælp», «26 års regel», «integrationsprøver» og rutinemæssige kampagner mod flygtninge og indvandrere - især muslimer.

Venstre ministres kriminelle aktiviteter i 2001-11
Der er kun tale om toppen af isbjerget. Vi undlader at nævne
- Peter Brixtoftes svindel med kommunens midler som V-borgmester i Farum
- Venstres borgmester i daværende Ramsø kommune, Inga Skjærris der svindlede med stemmesedler i 2001 for at blive valgt
- Finansmiinister Thor Pedersen der i 2002 blev afsløret for svindel med EU's hektarstøtte og indblanding i korruption i Farum
- Miljøminister Hans Christian Schmidt der i 2004 blev taget i at bruge miljøministeriets midler til egne politiske formål
- Greves borgmester René Milo der i 2003 blev taget for bedrageri overfor kommunen
- Kirkeminister Tove Fergo der allerede i 2002 blev sat under administration efter fifleri og kreativ bogføring i hendes ministerium. Det afholdt hende dog ikke fra efterfølgende at bevilge sin mand 135.000 kr i «lønforhøjelse». Ved valget i februar 2005 var der kun 798 der havde lyst til at stemme på svindleren
- Venstres EU-parlamentariker Klaus Riskær Pedersen der i 1998 vlev idømt 2 års fængsel for skyldner- og mandatsvig, skærpet til 2½ års fængsel i landsretten i 2000; i 2002 idømt 3 års betinget fængsel og 100.000€ i bøde ved en fransk domstol. I 2007 idømtes han 7 års fængsel for bedrageri, underslæb og mandatsvig. Nedsat til 6 års fængsel i landsretten i 2008.
- Vi undlader at nævne de venstrepolitikere der blev straffet for pædofili eller seksuel chikane

Årsagen til at de kriminelle aktiviteter fik lov til at udvikle sig uhindret gennem årtiet var straffrihed. Som folketingspolitikere nød de parlamentarisk immunitet for retsforfølgelse. Dvs. de var stillet over loven. Denne praksis er normalt ikke blevet benyttet til at dække over enhver kriminel handling. Under tidligere borgerlige og socialdemokratiske regeringer blev der nedsat kommissionsdomstole til at undersøge tvivlsomme aktiviteter, men denne praksis blev indstillet undet VKO regeringerne. Med Anders Foghs ord var der aldrig «noget at komme efter». Resultatet var, at lovovertrædelserne fik lov til at florere uhæmmet. Ministrene stod over loven, blev ikke udsat for uvildige undersøgelser, men stod alene til ansvar overfor statsministeren - der selv brød loven. Regeringsskiftet i 2011 medførte nedsættelse af en række kommissionsdomstole til undersøgelse af lovovertrædelserne under VKO.

Under VKO regeringerne 2001-11 fik journalister gentagne gange Danmarks højeste udmærkelse til journalister, Cavlingprisen, for deres afsløringer af Venstrepolitikeres kriminelle aktiviteter:

År Modtagere
2002 Journalisterne Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen fra BT for deres afsløringer af Venstre borgmester Peter Brixtoftes kriminelle aktiviteter i Farum Kommune.
2003 Journalisterne Charlotte Aagaard, Jørgen Steen Nielsen og Bo Elkjær fra henholdsvis Information og Ekstra Bladet for deres dokumentation af at Anders Fogh Rasmussens førte Folketinget og den danske befolkning bag lyset op til Danmarks angrebskrig mod Iraq i 2003. Fogh Rasmussen var fuldt vidende om, at Iraq ikke havde masseødelæggelsesvåben, men brugte alligevel dette som påskud for angrebskrigen.
2006 Journalisterne Miriam Dalsgaard og Olav Hergel fra Politiken for deres afsløringer af forholdene for flygtninge og især deres børn på de danske flygtningecentre i takt med at VKO omdannede dem fra centre til beskyttelse mennesker i nød til koncentrationslejre.
2009 Journalisten Jesper Tynell fra Danmarks Radio for afsløringen af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens embedsmisbrug og føren Folketinget bag lyset i en række sager.
2011 Journalisterne Ulrik Dahlin og Anton Geist fra Information for deres afsløringer af hvordan integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og hendes forgængere på posten havde overtrådt den internationale konvention for statsløse ved at nægte herboende statsløse palæstinensere deres retskrav på statsborgerskab.
Modtagere af Cavlingprisen 2002-11 der fik prisen for afsløringer af venstre politikeres kriminelle aktiviteter

Trods overgangen til opposition i 2011 fortsatte partiets svindel. I foråret 2011 besluttede partiet at lade Danmark støtte den sydkoreanske organisation GGGI med 90 mio. kr over en 3 årig periode. Som tak blev Lars Løkke Rasmussen i maj 2012 bestyrelsesformand for GGGI. Allerede i november 2012 fremlagde den koranske rigsrevision en rappoirt om svindel i GGGI. I december 2012 nedskriver Løkke Rasmussen personligt GGGI's rejseregler, der tillader GGGI's formand at rejse på 1. klasse. De følgende 9 måneder har han 15 rejser, ialt 49 rejsedage der koster GGGI 1.056.402 kroner til 1. klasse flybilletter, luksushoteller og limousiner. Det kommer samtidig frem, at han har ladet GGGI betale for 1. klasses flybilletter til sin datter. Nogle måneder senere dokumenteres det, at Løkke Rasmussen fik udbetalt 8.784,50 kr i diæter i 2012, som han imidlertid ikke opgav. Først efter yderligere skandaler trækker Løkke Rasmussen sig i juni 2014 fra posten som GGGI bestyrelsesformand.

Stakkels Lars der ikke har råd til underbukser
Bekymret dansker sendte i maj 2014 underhylere til Lars Løkke Rasmussen, eftersom den tidligere statsminister trods sin ministerpension på over ½ mio. kr årligt, folketingsgage og honorar som GGGI bestyrelsesformand ikke havde råd til at betale for sit eget undertøj.

I 2014 ramte en ny skandalesag Venstre, da det blev afsløret at den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen gennem 2010-11 havde hævet 152.000 kr af partikassen til sin personlige ekvipering. Venstres rationale var, at deres statsministerkandidat skulle tage sig godt ud i medierne. Det gjaldt åbenbart også undertøjet. Skattemæssigt var problemet dog, at Rasmussen havde glemt at opgive beløbet til skattevæsenet. Den form for støtte er skattepligtig. Mens sagen havde stor underholdningsværdi for den almindelige danske førte den til et oprør internt i Venstre. På et hovedbestyrelsesmøde i partiet den 3. juni blev det imidlertid besluttet ikke at indkalde til et ekstraordinært landsmøde, der ville have væltet formanden, men i stedet give næstformanden Kristian Jensen en mere fremtrædende position.

I oktober 2014 ramte en ny sag medierne, da det sev ud til partiets bagland, at Venstre selv ville betale Løkke Rasmussen godt ½ mio. kr årligt, når hans ministerpension faldt bort 1. november. Konflikterne i partiet illustrerede den fortsatte magtkamp i partiet mellem bondevenstre der var moralsk forargede over formandens exorbitante forbrug af offentlige og partiets midler, og handelsskolevenstre der højst kunne mobilisere misundelse.

Venstre anerkender ikke den adskillelse mellem samfundets magtsfærer, der er skrevet ind i andre landes forfatninger - f.eks. Frankrig og USA. I Venstres magtforståelse er der intet, der står over Folketinget, og derfor kan Folketinget (og dets politikere) også blande sig i domstolenes og politets verserende sager. Det blev bl.a. illustreret, da Venstres politiske ordfører Inger Støjberg skrev følgende på sin Facebook side 4. december 2014:

Jeg håber inderligt, at Sam Mansour (boghandleren fra Brønshøj) får frataget sit danske statsborgerskab og bliver udvist.
Det kan godt være, at han på papiret er dansker, og i alt for mange år nydt godt af det danske samfunds beskyttelse og goder, men rigtig dansker er han ikke.
Han har tværtimod modarbejdet vore værdier og opfordret til terror i en totalitær ideologis navn.

Udtalelserne var et et indspark til dommen, der skulle falde samme dag i byretten på Frederiksberg. Retten valgte dog ikke at følge Støjbergs og et par andre politikeres opfordringer. Retspræsidenten for Frederiksberg Ret, Torben Goldin påpegede efterfølgende, at politikerne brød loven ved at blande sig i en sag, der ikke var endelig afsluttet. Mansours forsvarer valgte at politianmelde Støjberg for at have pisket en stemning op mod Mansour, der ville umuliggøre en retfærdig rettergang under en eventuel anke. Også Folketingets formand, Mogens Lykketoft kritiserede politikerne for at blande sig i domstolens arbejde.

Et andet lovområde Venstres politikere ikke overholder er partistøtteloven. I §14 af partistøtteloven (Bekendtgørelse af lov om økonomisk støtte til politiske
partier m.v.) hedder det, at «medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes den der afgiver 'urigtig erklæring' med bøde eller fængsel indtil fire
måneder». Bidrag større end 20.000 kr skal eksplicit nævnes med kilde. Desuden kan partiorganisationer, foreninger og selskaber straffes som en såkaldt juridisk person, hvis overtrædelsen er begået af en eller flere personer, der er knyttet til partiet, eller af dette som sådan. Det blev i 2014 flere gange dokumenteret, hvordan Venstre rutinemæssigt overtrådte lovgivningen ved ikke at opgave modtagne bidrag:

Alle disse sager var overtrædelser af partisitøttelovens §14. Søren Pind var den første danske politiker til at oprette en støtteforening. Det smarte ved disse foreninger var, at bidragene fra store firmaer kunne maskeres. Når et bidrag på 100.000kr fra et medicinalfirma går direkte til en sundhedsordfører, skaber det berettiget mistanke om en interessekonflikt, men ved at kanalisere pengene gennem en privat forening kan de maskeres, så der ikke længere kan knyttes en direkte forbindelse mellem virksomheder og korrupte politikere. Fremkomsten af politikernes skuffe-«foreninger» øgede derfor virksomhedernes interesse for at støtte Venstre.

A.J.


Litteratur

Og fanden ta'r de sidste, Henning Tjørnehøj, 1994

Internet
Venstre vandt værdikampen, men tabte sig selv, Chr. Braad Thomsen. Information 18/3 2012
Tidslinje. GGGI-sagen væltede minister og giver stadig Løkke problemer, DR, 20/11 2013
GGGI sagen, DR
Venstre har betalt tøj og sko til Løkke for 152.000 kr. Lars Løkke Rasmussen fik som statsminister tøj og sko betalt af Venstre, Politiken, 13/5 2014