Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 14.771
: :
Kejsergadesagen

Forsvarets Efterretningstjeneste havde i ca. 6 år haft en yderst hemmelig central i kælderen under Asiatisk Institut i Kejsergade, nær Gråbrødre Torv i København. Den var oprettet ifølge aftale mellem Post og Telegrafvæsnet og Københavns Universitet. Centralen blev afsløret den 22. Oktober 1969.

Det var i studenteroprørets tid, og studerende, der havde deres daglige gang på instituttet, havde længe undret sig over aktiviteterne i kælder og gård. De begyndte at holde observation, og udgav derefter en løbeseddel på hele universitetet om, at der var en aflytningscentral i kælderen i Kejsergade, og at de ville holde et protestmøde den 23. oktober. Det omtaltes i Information dagen før, og dermed startede Kejsergadesagen.

De berørte myndigheder var præget af panik, og de talte hele tiden om et kommunikationsknudepunkt eller en varslingsstation, og benægtede i starten forbindelsen til Forsvarets Efterretningstjeneste, og deres dengang nærmest ukendte Forsvarets Central Radio.

Men opfattelsen af, at det var en aflytningsstation bredte sig. Centralen skulle sandsynligvis aflytte de faste udenrigstelegraflinier, der udgik fra det nærliggende hovedpostkontor i Købmagergade. Noget tydede på, at man havde lagt en sløjfe hen gennem kældrene i Kejsergade. Formentlig var man her specielt interesseret i visse herværende ambassaders kommunikation med deres hjemlande. Efter antennerne at dømme foretoges der også radioaflytning i Kejsergade. Og måske også telefonaflytning, telefonselskabet KTAS havde sit gamle hovedkontor i den nærliggende Nørregade. Hvad der egentlig foregik i kældrene i Kejsergade er der aldrig givet en officiel forklaring på.

Under folketingsdebatten om Kejsergade den 20. november blev VKR-regeringen angrebet hårdt af oppositionen for hele sin måde at tackle sagerne på,. SF-formanden spurgte om danske statsborgere var blevet aflyttet i strid med grundloven. Han spurgte forsvarsminister Ninn-Hansen fire gange direkte fra Folketingets talerstol. Fjerde gang spurgte Gert Petersen:

Hvis forsvarsministeren ikke herfra kan svare ganske klart og kategorisk nej til spørgsmålet om, hvorvidt grundloven er blevet krænket ved stationens virksomhed i Kejsergade, så er der mere råddent i Danmarks rige, end selv Hamlet drømte om.

Hertil svarede Ninn-Hansen:

Det er rigtigt, at hr. Gert Petersen ikke behøver at gentage sit spørgsmål, for det bliver alligevel ikke besvaret.

Samtidig med den offentlige debat om Kejsergade, var de forenede Efterretningstjenester gået på jagt efter «Bagmanden», der skulle have afsløret centralen. I forbindelse med beslaglæggelserne, afholdtes der den 4. november om aftenen et hemmeligt møde i Dommervagten, der sagde god for ransagningerne. Her afsagdes der også en anholdelsesbeslutning mod «Bagmanden», der via nogle måneders arbejde i Forsvarets Central Radio skulle have røbet hemmeligheder til studenterne og bladene. Politiet lækkede de følgende dage oplysninger til dele af pressen, der så skabte billedet af «Bagmanden», der nu blev de forenede tjenesters nye trumf over for offentligheden.

Men Venstresocialisterne tog den 8. november initiativ til et pressemøde, hvor et båndet interview med den eftersøgte offentliggjordes. På båndet forklarede «Bagmanden», udspurgt af Preben Wilhjelm, om sin forholdsvis beskedne rolle i hele forløbet. Dermed punkteredes bagmandsteorien, og den eftersøgte gik forholdsvis frit omkring i København.

Han anholdtes først den 18. november, efter at en meddeler kunne oplyse om hans færden på Københavns Universitet. Efter at PET havde kontaktet kilden, anholdtes «Bagmanden» kl. 11.55 på vej til et møde i Folketinget. På et lukket retsmøde næste dag krævede Sikkerhedspolitiet, at han fængsledes og sigtedes efter den strenge spionageparagraf (§ 108, med en strafferamme op til 12 år). Men dommeren ville kun sigte efter den milde paragraf, og løslod «Bagmanden». Han fik senere, som den eneste sigtede i Kejsergadeafsløringen, tyve dages hæfte for sin andel af begivenhederne.

Beslaglæggelsen af Vietnam Solidaritet og Politisk Revy

De to blade var formentlig venstreoppositionens største på dette tidspunkt, og de var begge særdeles kritiske over for den amerikanske fremfærd i Vietnam. Krigen var på sit højeste, og bladene fordømte også direkte eller indirekte støtte til USA, som efter bladenes opfattelse også var en støtte til USA's krigsførelse. I forlængelse af disse synspunkter, planlagde begge redaktioner artikler om en uddybning af Kejsergadesagen, der skulle komme i de to blades novembernumre. Her sattes centralen ind i en større sammenhæng og bindingen til USA, og de danske stationers underordning af den amerikanske superspioncentral, National Security Agency blev påvist. Til dato tror vi, at det var denne sammenkædning, der medførte de følgende politiaktioner mm. Det var ikke offentliggørelse af omtrentlige steder for lyttestationernes placering, eller lignende oplysninger, der tidligere havde været offentliggjorte.

Natten til den femte november 1969 stormede en større politistyrke iført stålhjelme De Danske Vietnamkomitéers små kontorer i Grønnegade i det indre København. Målet var beslaglæggelse af organisationens tidsskrift, Vietnam-Solidaritet. Men efter en lemfældig ransagning gik politifolkene tomhændede bort. De overså endda kontorets eneste eksemplar, der lå frit fremme. Deres kollegaer havde større held hos postvæsnet, her konfiskerede de 939 eksemplarer af bladet (nr.7, nov. 1969). Men det var under en femtedel af oplaget, så abonnenterne modtog deres blad i diskrete forsendelser de næste dage. Hovedparten af oplaget blev nemlig fjernet, efter at FE-chefen aftenen før havde udtalt sig om skyldsspørgsmål, beslaglæggelser og arrestationer til Ritzaus Bureau. (Oplysningerne viderebragtes af Radioavisen). Obersten havde vel overset de lidt tidskrævende formalia såsom dommerkendelse, som politiet var underlagt. Der gik i hvert fald over fire timer mellem FE-chefen Fournais' annoncering og politiets ankomst i Grønnegade.

Til gengæld havde politiet større held ved aktionen mod Politisk Revy. Her mødte de op næste formiddag på bladets trykkeri, hvor de kunne beslaglægge hele det trykte oplag på godt 6.500 eksemplarer. Bladet skulle være udkommet dagen efter, den 6. november. Nogenlunde samtidig med aktionen mod trykkeriet gennemførte politifolk en ransagning på Politisk Revys redaktionslokaler på Christianshavn. De havde ingen retskendelse med, men gik til gengæld mere grundigt til værks end natten for i Grønnegade. De var nemlig på jagt efter manuskriptet til den forbudte artikel på side 9. Jagten på «Bagmanden» til oplysningerne om både Kejsergade og artiklerne i de to blade var nemlig gået ind. Men de fandt intet på redaktionslokalerne.

Dagbladet Information havde fra start den opfattelse, at beslaglæggelsen var et groft overgreb mod ytringsfriheden, og forsøg på censur. Derfor optrykte avisen de forbudte artikler, hvilket bragte myndighederne i et dilemma. Skulle de også søge at beslaglægge det gamle modstandsblad, der oven i købet oprindeligt var NATO-tilhænger? Det undlod man klogeligt, men man undlod ikke at sigte den gamle modstandsmand, chefredaktør Børge Outze og to journalister- den ene var Torben Krogh, jvf. hans bog - efter den milde spionageparagraf.

Informations offentliggørelser var med til at bringe sagerne ned på jorden, og ødelagde yderligere historien om det forenede anslag mod statens sikkerhed. Da sagen endelig kom for retten i marts 1971 blev de tre hovedsigtede idømt særdeles lave straffe, der lå langt fra de «forbrydelser» og strafferammer som nogle politikere og medier havde påberåbt sig i de hysteriske novemberdage i 1969.

De tre blev dømt for at have overtrådt den milde spionageparagraf, § 110 a. De to ansvarshavende redaktører af Politisk Revy og Vietnam Solidaritet fik begge 500 kr. i bøde (25 dagbøder hver på 20 kroner), og «Bagmanden» fik for dette forhold 20 dages hæfte.

Repræsentanter for de to beslaglagte blades redaktioner havde selvfølgelig flere møder efter beslaglæggelserne. Her diskuteredes også, på hvilket informationsgrundlag PET eller Sikkerhedspolitiet havde kunnet skride ind. For Vietnam-Solidaritets vedkommende var sagen temmelig indlysende. Det lige udkomne komne blad blev uddelt til en række journalister, der deltog i et pressemøde om eftermiddagen den 4. november i anledning af udgivelsen af en Carl Madsen bog. En af journalisterne har formentlig ringet til oberst Fournais eller PET for at få en kommentar, og så rullede lavinen.

Med Politisk Revy derimod forholdt det sig anderledes. Hvorledes kunne myndighederne vide, hvad der stod på side 9 i et blad, der var under trykning? Svaret blev aldrig fundet, men aflytning eller meddelervirksomhed var nok et rimeligt gæt. «Bagmanden», som var jagtet siden Kejsergade-afsløringen, var medarbejder på Politisk Revy, og i fokus for de forenede tjenesters interesse. Forsvarsminister Ninn-Hansen sagde da også senere som vidne i retssagen mod Information, at vi vidste at noget var i gære otte dage før Politisk Revy udsendtes. (Information 14.10.1971).

Til afrunding af disse sager bør det nævnes, at højreekstremisten Hans Hetler, der på dette tidspunkt også ledede en spionbande på vegne af Forsvarets Efterretningstjeneste, fortsatte sin mangeårige indsats mod Vietnamkomitéerne.

I sommeren 1970 solgtes der fortsat enkelte eksemplarer af «det forbudte nummer» af Vietnam-Solidaritet fra Demos-butikken i Grønnegade, hvor de lå frit fremme. Hetler forsøgte både politisk og via sine venner i Forsvaret, at få myndighederne til at gribe ind. Men de havde formentlig brændt sig tilstrækkeligt, og greb ikke ind.

Da lignende sager dukkede op i 1981 og 1988 blev der heller ikke grebet til ransagninger eller beslaglæggelser af hverken bladet Forsvar eller den pjece, som SAP havde udgivet om «Tunnelsagen». Der blev heller ikke grebet ind over for nogle af Fredsbevægelsens skrifter fra 1980'erne, der udpegede militære anlæg rundt om i landet som mulige atombombemål.

Demos


Litteratur

De hemmelige tjenester. PET og FE gennem 40 år. En oversigt. Demos Nyhedsbrev nr. 49-51, Sommeren 1998.
Torben Krogh: Anslag mod statens sikkerhed. Efterretningssagerne 1969-71. Rhodos 1971.