Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
     .  Politik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.262
: :
Folkesuverænitet

Ideen om folkesuverænitet drejer sig om, hvordan politisk magt skal legitimeres (se Legitimering). Teorien om folkesuverænitet går ud på, at magt kun kan udøves legitimt, hvis den på en eller anden måde har sit udspring i folket. Modstykket til denne teori er kongedømmet af Guds nåde, hvor politisk magt er givet af Gud.

Ideen om folkesuverænitet blev derfor skabt som en mod-ideologi til enevældets teori om, at al magt blev legitimeret af Gud.

Folkesuverænitetstanken blev en af de første gange udtrykt politisk i den amerikanske forfatning fra 1787. «Vi, De forenede Staters folk, opretter denne forfatning» hedder det i indledningen.

Ideen om folkesuverænitet var en del af idégrundlaget for den franske revolution. I den franske forfatning af 1791 står der i indledningen: «Ophavet til al suverænitet er efter sit væsen hos folket».Folkesuveræniteten blev en af hjørnestenene i det borgerlige demokrati.

Den filosof, som mere end nogen anden forbindes med ideen om folkesuverænitet, er Jean-Jacques Rousseau, som begrundede folkesuveræniteten naturretlig. Rousseau tog udgangspunkt i, hvad han kaldte almenviljen, som ikke nødvendigvis er summen af de enkelte individers vilje. Almenviljen kan opfattes som den egentlige folkevilje. Det blev ikke forklaret, hvordan man institutionelt skulle sikre, at almenviljen kom til udtryk. Men ét var sikkert, mente Rousseau, almenviljen lod sig ikke repræsentere. Rousseau blev dermed en stærk kritiker af det repræsentative system, det system som mere end noget andet er blevet legitimeret ud fra folkesuveræniteten.

Teorien om folkesuveræniteten kan udover at blive betragtet som en begrundelse af magt, også anvendes i en beskrivelse af magtforhold. Og overført til den politiske hverdag bliver folkesuveræniteten et noget uklart begreb. Det kan tolkes på mange måder. Folkesuverænitetens mest umiddelbare udtryk er folkeafstemning. Og forsvarerne af folkeafstemning refererer netop til folkesuveræniteten: det repræsentative system forfalsker folkeviljen.

Ser vi bort fra Schweiz, bliver folkeafstemning kun meget lidt benyttet. Tanken om folkesuverænitet har først og fremmest fået sit udtryk gennem det repræsentative demokrati. Nu kan der være forskellige forbindelseslinier mellem magtens udøvere, repræsentanterne, og magtens folkelige kilde, vælgerne. For at nævne to yderpunkter: skal den valgte repræsentant være en udsending, som står i et konstant ansvars- og afhængighedsforhold til vælgerne, eller skal repræsentanten følge sin egen samvittighed og overbevisning uden at skelne til vælgernes mening? (se Repræsentation).

Hvad der lægges i begrebet folkevilje, er ikke entydigt. Her er mindst to opfattelser. På den ene side har vi den folkevilje, som faktisk kan konstateres, f.eks. den som kommer til udtryk ved valg og meningsmålinger, og på den anden side det, som gerne kaldes den egentlig folkevilje, hvor der påstås at være samhørighed mellem folkets vilje og folkets vel. Hvad der er den egentlig folkevilje, afgøres med henvisning til en udenforliggende norm, som f.eks. arbejderklassens objektive interesser, eller kort og godt ved at henvise til fornuften.

T. Bj.


Litteratur

S. I. Benn: The Uses of Sovereignity, Political Studies 3/1955.
F. H. Hinsley: The Concept of Sovereignity and the Relation Between States, Journal of International Affairs 21/1967.