Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 12.198
: :
Repræsentation

Demokrati er et politisk system, der bygger på ideen om størst mulig grad af statsborgerlig deltagelse i politiske afgørelser. Denne deltagelse antager normalt indirekte former - dvs. borgerne vælger, styrer og kontrollerer de personer, der på deres vegne skal udføre politiske opgaver. Politisk demokrati hviler derfor i stor udstrækning på deltagelse gennem repræsentation.

Det er et omstridt blandt teoretikere og de fleste mennesker, hvor meget og hvad der skal bestemmes gennem statsborgernes direkte deltagelse, og hvor meget og hvad de politisk valgte eller udnævnte repræsentanter skal bestemme. Der er enighed om, at det forventes at en politisk repræsentant handler i de repræsenteredes interesse og i overensstemmelse med deres interesser. Disse interesser og forventninger kan så være mere eller mindre klare eller kan være åbne for repræsentanternes egen tolkning.

Man kan begrænse repræsentanters magt gennem hyppige folkeafstemninger, ved muligheden for tilbagekaldelse af repræsentanter og gennem bundne mandater. Man øger deres magt gennem lange valgperioder, genvalg og valg baseret på tillid til personen snarere end et detaljeret program. Repræsentation er et middel, og repræsentationsordninger er «tekniske kunstgreb», som skal tjene til effektueringen af demokratiet. Begge er derfor centrale teoretiske og metodiske emner indenfor statsvidenskaben.

Forskellige former for repræsentation

Repræsentanter kan være:

  1. Delegater som f.eks. ambassadører eller ansatte i en interesseorganisation som fører forhandlinger på vegne af medlemmer.
  2. En repræsentant kan også symbolisere enheden i en gruppe - f.eks. en konge eller en præsident.
  3. De kan betragtes som stedfortrædere for en gruppe i samfundet som f.eks. unge, arbejdere eller kvinder.
  4. De kan også være personer som er valgt til en politisk forsamling eller et parlament, hvor de træffer beslutninger på vegne af vælgerne.

Politisk repræsentation er den institution som gør det muligt at handle på vegne af andre og inddrage grupper i det politiske system gennem organisationer som f.eks. partier. Det forventes at repræsentative organer er ansvarlige for deres afgørelser overfor dem de repræsenterer, og at de kan kontrolleres på forskellige måder. Forholdet mellem de få der styrer, og de mange som kontrollerer, er kernen i repræsentationsideologien. De få som der her er tale om, udvikler sig let til eliter - også kaldet pampere - som skaber organisationer og regler, der beskytter dem mod de mange - også kaldet masserne. (Se Oligarki). Man kan sige, at demokratiets problem ligger i det almindelige menneskes evne til at kontrollere de organisationer, hvor magten i samfundet er koncentreret og hvor den udøves.

Den mulighed for konflikt der eksisterer mellem de mange og de få, bør hindres i at tilspidse sig. Repræsentanterne og de repræsentative organisationer skal være følsomme overfor befolkningens ønsker, og den skal have mulighed for med jævne mellemrum at udskifte sine repræsentanter. Befolkningen - de mange - handler gennem deres repræsentanter - dvs. de der handler på vegne af den - samtidig med at befolkningen skal have lov til at vurdere det repræsentanterne gør og give udtryk for deres støtte eller kritik gennem valg. Det er vigtigt at skabe institutioner, som gør det muligt for befolkningen eller vælgerne at kontrollere og vurdere - trods det at de fleste ikke til enhver tid ved hvad magtinstitutionerne gør og overlader afgørelserne til andre.

Virkelige problemer opstår først når «vælgerne», «masserne», «befolkningen» eller «klienterne» mister deres evne til at vurdere og dermed bliver umyndiggjort og udsat for manipulation. Det er her vi finder forskellen mellem demokratiske og diktatoriske styringssystemer. Derfor er fyldig og rigtig information så vigtig, og derfor har pressen så central en rolle som formidler i et demokratisk system. Både kanaler for mulig handling og vidensopbygning må derfor til enhver tid være til stede. På denne måde kan man påvirke repræsentanterne til at tage hensyn til interesser og handle i overensstemmelse med dem på en mere eller mindre systematisk måde.

Man kan sammenfatte de mindste krav til et politisk system baseret på repræsentation af interesser således: 1. Regelmæssige valg, 2. En repræsentativ forsamling bestående af flere individer, ikke kun et enkelt menneske. Formålet er at gøre det muligt at handle gennem andre og at skabe institutioner tilpasset dette formål. Vor politiske historie kan i stor udstrækning udtrykkes som forsøg på at udvikle og forbedre de institutioner der skal tjene dette formål og frembringe personer, som handler i overensstemmelse med de interesser, de skal forsvare. Repræsentation betyder både kontrol og tillid.

Den ene opgave for et repræsentativt system er udviklingen af institutioner og evnen til at frembringe personer, der ser det som deres opgave at repræsentere den offentlige interesse. Den anden opgave er at sætte befolkningen i stand til at erkende sine interesser og at øge dens evne til vurdering og kritik. Vekselvirkningen over tid mellem disse to udgør det vi kalder politisk repræsentation. Historisk set har meget af striden i kampen om almen stemmeret drejet sig om, hvem der skulle være repræsenteret. Senere har man diskuteret, hvad der skulle repræsenteres, hvilke interesser der er legitime og hvordan man kunne inddrage dem.

Forskellige teorier om repræsentation

Man kan ordne de forskellige teoretiske opfattelser således:

  1. Repræsentation af personlige interesser,
  2. Repræsentation af klasseinteresser,
  3. Repræsentation af grupper og regioner,
  4. Repræsentation af politiske partier.

De første to opfattelser står teoretisk i modsætning til hinanden, mens de i praktisk politik ofte bliver blandet.

Den første opfattelse betragter det politiske system som et marked, hvor enkeltpersoner prøver at tilfredsstille egne behov og personlige interesser, som er forskellige fra andres, men ikke beror på grundlæggende modsætninger blandt individer. Repræsentanternes opgave er at finde frem til kompromiser blandt de forskellige interesser, hovedsagelig gennem afstemning og flertalsafgørelser. Slutresultatet anses for at være i overensstemmelse med ideen om det liberale repræsentative demokrati.

Den anden opfattelse som er baseret på marxistisk teori, hævder at samfundet består af to eller flere klasser, som har modstridende interesser. Det grundlæggende er altså ikke individet, men klassen, og dens interesse er bestemt af forholdet til produktionsmidlerne. De grundlæggende - og ofte forudsigelige - konflikter som præger klassesamfundet kan ikke løses indenfor et politisk system, som er kontrolleret af den ene klasse, men visse forbedringer kan opnås, som f.eks. kortere arbejdstid og højere løn. Til trods for at det repræsentative demokrati kun er et skindemokrati, kan man deltage i det og benytte sig af det i en overgangsfase.

Den tredje opfattelse betragter samfundet som et sammensat system af forskellige grupper, som har forskellige interesser, men overlappende medlemskab. Det betyder, at enkeltborgere har mange forskellige interesser og allierer sig med hinanden fra sag til sag. Der eksisterer altså ikke varige modstridende interessegrupperinger. På denne måde bliver dagens politiske modstander morgendagens politiske alliancepartner, og repræsentanterne er villige til at lave kompromiser i forventning om det videre samarbejde. Repræsentanterne bliver selv kontrolleret gennem forholdsvis hyppige valg. Systemet nedbrydes, når kompromiser på centrale områder enten ikke er ønskelige eller ikke er mulige. Repræsentanterne indenfor dette system har både handlefrihed og et stort ansvar.

Den fjerde opfattelse overfører delvist ansvarsforholdet mellem vælger og enkeltrepræsentant til de politiske organisationer, der er vokset frem i løbet af det sidste århundrede - nemlig de politiske partier. Partier organiserer politiske interesser og formulerer dem i form af et program, som de så forpligter sig til at gennemføre. Repræsentanter forpligter sig overfor vælgerne og partierne til at arbejde på grundlag af partiprogrammet.

Partiernes indre demokrati og deres samlede repræsentativitet for befolkningen som helhed bliver ét nyt problem. Et andet problem er, at vigtige interesser og grupper kan falde ud af det repræsentative system, hvis de er så svage, at ingen organisation bryder sig om dem. Politiske partier er ikke de eneste organisationer, der har overtaget repræsentationsopgaver. Det moderne industrisamfund er et gennemorganiseret samfund, hvor interessemodsætninger kanaliseres gennem store organisationer, der skal repræsentere deres medlemmer. Tanken er, at disse organisationer samlet udgør et minisamfund, som på et højere plan afspejler alle interesserne. Virkeligheden er dog nok en anden. Dels er det vanskeligt at kontrollere disse organisationer indefra, dels er det vanskeligt at repræsentere interesser, der ikke har store organisationer bag sig, endelig kan organisationerne fristes til at samarbejde i større udstrækning, end medlemmernes interesser egentlig skulle berette. Den nødvendige vekselvirkning mellem formål og institution - selve kernen i repræsentationstanken - bliver dermed endnu mere kompliceret i det moderne samfund.

H.He.