Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 31.218
: :
Legitimering

Legitimering (af det latinske ord, «legitimus»: retmæssig) betyder retfærdiggørelse af politiske magtforhold. Et politisk system anses for legitimt, hvis den magt som de regerende har i en eller anden form beror på samtykkende accept fra de regerede. Legitimering i denne forstand er en forudsætning for massetilslutning til systemet. Stabiliteten afhænger bl.a. af, om systemet bliver anerkendt som legitimt. Der udspilles grundlæggende konflikter, når stærke oppositionsgrupper bestrider et systems retmæssighed - legitimitet.

I den moderne borgerlige forfatningsstat hvor oppositionen er blevet institutionaliseret, bliver sådanne konflikter om legitimitet gjort normale og dermed afdramatiseret. Revolution indebærer ofte et grundlæggende skift i legitimitetsprincipper. En vellykket revolution forudsætter, at der dannes et nyt sæt af sådanne principper til erstatning for det gamle regimes legitimitet. Selv om revolutioner kan gennemføres ved brug af voldelige midler, kan et systems legitimitet ikke vindes ved vold og terror.

Op gennem historien har den politiske legitimering antaget forskellige former, men man kan skelne mellem to hovedtyper: Kongelig-guddommelig og konstitutionel-demokratisk legitimering.

Den kongelig-guddommelige legitimering var fremherskende frem til slutningen af 1700-tallet. Oprindelig var denne knyttet til forestillingen om, at kongen havde guddommeligt ophav - f.eks. som Egyptens faraoner. I den kristne tradition fik denne forestilling en meget stærk stilling med kongerne som indsat af gud, og fra 1600-tallet som herskere «af guds nåde». I det førborgerlige Europa gav også de revolterende bevægelser ofte en religiøs legitimering af deres modstand mod stat og præsteskab. De urkristne menigheder i Romerriget, kættergrupperne i middelalderen og revolutionære småkårsfolk i de tyske bondekrige - alle bekæmpede de den officielle religiøse lære ved at appellere til oprindelige religiøse ideer.

Med den industrielle revolution og de borgerlige revolutioner blev en ny form for legitimering indstiftet: Den konstitutionelt-demokratiske. Industrialismens teknisk-videnskabelige verdensbillede fortrængte det traditionelle, religiøse verdensbillede. Sociale privilegier og politiske magtforhold kunne ikke længere legitimeres ud fra en religiøs, gudegiven verdensorden.

Kun de moderne, ikke-religiøse, verdslige former for legitimering er i streng forstand «ideologier» og bliver det centrale tema i Marx' ideologikritik (se Ideologi). Det kapitalistiske industrisamfund er et historisk vendepunkt, også i denne forbindelse: Legitimeringen af politisk magt og social ulighed sker ikke «ovenfra», men «nedenfra», ikke længere fra den religiøse traditions himmel, men fra samfundslivets basis. Det organiserende princip er det lige varebytte på markedet, hvor også den ejendomsløse sælger sin eneste vare: arbejdskraften.

Det kapitalistiske systems politiske legitimitet er knyttet til det sæt af konstitutionelle regler - love - der regulerer samfundslivet. Disse regler indbefatter bl.a. statens pligt til at værne om grundlæggende menneskerettigheder og hindre at magt udøves vilkårligt. Reglerne forudsættes at gælde og være bindende for alle - uden undtagelse og uden forskel. Denne form for legitimitet er nedfældet i love - «legalitet» - der håndhæves i overensstemmelse med bestemte fremgangsmåder knyttet til embeder og stillinger, og ikke til personer. Det drejer sig om en demokratisk legitimitet, for så vidt som lovenes indhold i grundtræk skal fastlægges af folket ved frie valg.

I den marxistiske tradition har man ofte afvist den konstitutionelt-demokratiske legitimering som ren borgerlig ideologi. Denne afvisning beror på en sammenblanding af to sagsforhold: Oprindelsen af et fænomen og gyldigheden af det. Den konstitutionelt-demokratiske legitimering er ganske rigtigt frembragt i det borgerlige samfund og retfærdiggør politiske magtforhold og sociale klasseforhold i dette samfund. Alligevel indstiftede det borgerlige samfund et revolutionerende princip: Kun de interesser som er universelle - dvs. gælder for alle - anses for gyldige og retmæssige. Den konstitutionelt-demokratiske legitimering med universaliteten som bærende princip peger ud over kapitalismen mod et samfund uden udbytning og undertrykkelse. Den socialistiske revolution indebærer en radikalisering - men ikke en afskaffelse - af den konstitutionelt-demokratiske legitimering.

R.S.


Litteratur

J. Habermas: Legitimeringsproblemerne i senkapitalismen, København 1975.