Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 46.933
: :
Frankfurterskolen

Frankfurterskolen er en af de mest originale retninger indenfor marxistisk kultur- og samfundsteori i det 20. århundrede. I den mest produktive fase, i 30- og 40-erne, udgjorde Frankfurterskolen en enestående kreds af samfundskritikere: foruden Max Horkheimer, kredsens ledende ideolog og samlingspunkt, Theodor W. Adorno (filosofi, sociologi, æstetik), Herbert Marcuse (filosofi), Leo Löwenthal (litteratursociologi), Walter Benjamin (litteraturteori), Erich Fromm (psykoanalyse), Friedrich Pollock (økonomi), Henryk Grossmann (økonomi), K.A. Wittfogel (økonomisk historie), Franz Borkenau (historie), Otto Kirchheimer (retssociologi) og Franz Neumann (retssociologi). Vigtigst blandt dens senere repræsentanter i 60-erne er Jürgen Habermas (filosofi, videnskabsteori, sociologi) og Oskar Negt (filosofi og politisk teori).

Frankfurterskolen udsprang af miljøet omkring det tyske «Institut für Sozialforschung» (Frankfurt am Main), som Horkheimer blev leder af i 1931, og dets organ «Zeitschrift für Sozialforschung» (1932-41). Da Hitler kom til magten i 1933, blev instituttet flyttet via Genève og Paris til New York, hvor det blev til slutningen af 40-erne. I løbet af emigrationstiden gennemførte Frankfurterskolen flere banebrydende samfundsteoretiske undersøgelser, bl.a.. «Autoritet og familie» (1936) og «Den autoritære personlighed» (1950). Der er det særprægede ved disse, som ved andre af retningens studier, at de bryder med de traditionelle grænser mellem de akademiske fag: Den tværfaglige orientering muliggør begrebet om samfundet som en helhedsorienteret struktur.

Efter at instituttet blev reetableret af Horkheimer og Adorno i Frankfurt i 1950, forskød interessen sig mere over mod rent filosofiske og videnskabsteoretiske problemstillinger. I dag kan man ikke længere snakke om Frankfurterskolen som en særlig retning. Frankfurterskolens marxisme er revisionistisk. For at markere afstanden til den ortodokse marxismes stivnen i et sæt af dogmer, kaldte de deres marxisme for «kritisk teori». Men på vigtige punkter var selv Marx' teori utilstrækkelig. Dette gælder særlig tanken om, at de økonomiske modsætninger af sig selv ville føre til kapitalismens sammenbrud. Den store økonomiske verdenskrise i 1929/30 havde ikke ført til arbejderbevægelsens sejr - snarere til reaktionens og fascismens fremmarch. En central problemstilling for Frankfurterskolen blev derfor: Hvorfor går politikken og kulturen («overbygningen») til højre, når økonomien («basis») går mod venstre? Søgelyset blev rettet mod de ikke-økonomiske mekanismer, som modvirker den revolutionære ændring. Mens Marx havde undersøgt betingelser for revolution, analyserede Frankfurterskolen betingelserne for integration og reaktion. Mens Marx havde udviklet en teori om revolutionær ændring ud fra økonomisk krise, udarbejdede Frankfurterskolen en teori om arbejderklassens politiske passivisering. Perspektivet blev forskubbet fra samfundets ideologiske, kulturelle og psykiske «overbygning». Banebrydende i denne forbindelse var den store undersøgelse «Autoritet og familie» om familien som undertrykkende og samfundsbevarende institution. For disse analyser blev begreber fra Freuds psykoanalyse lige så vigtige som Marx' politiske økonomi; undertrykkelse og ikke forarmelse, driftsbehov og ikke klassebevidsthed. Forsøget på at integrere psykoanalysens kundskaber i den marxistiske teori har været gennemgående i Frankfurterskolens studier fra 30-ernes «Autoritet og familie» via 50-ernes «Den autoritære personlighed» (Adorno m.fl.) og «Eros og civilisation» (Marcuse) til 60-ernes «Det endimensionale menneske» (Marcuse) og «Erkendelse og interesse» (Habermas).

Det spørgsmål som stilles i en række af Frankfurterskolens skrifter, er: Hvorfor slår menneskeheden på højden af den tekniske udvikling ind på barbariets vej? Hvorfor ender udviklingen af det tekniske produktivkræfter i en enorm udvikling af destruktivkræfter? Marxismen har traditionelt søgt svaret i kapitalismen og dens ejendomsformer, men det svar er utilstrækkeligt, da spørgsmålet melder sig både i senkapitalistisk og statssocialistisk sammenhæng. Frankfurterskolen hævder, at et afgørende punkt er forholdet mellem menneske og natur i den vestlige, europæiske civilisation: menneskets erobrende og udbyttende herredømme over naturen. Særlig skarpt er angrebet på oplysningstiden og dens rationalisme, som gerne har været anset som en af de mest progressive faser i europæisk historie. I kampen mod traditionens irrationelle myter stiftede den en ny myte.Tilbedningen af den tekniske naturbeherskende fornuft, som ikke bare grænseløst udbytter den ydre natur, men også gør mennesket til sit redskab. Teknikken er blevet en ny form for ideologi som forhindrer frigørelse (se Ideologi). En aktuel marxistisk samfundsteori kan derfor ikke kun handle om konflikten mellem klasserne, den må også være en kritik af den tekniske civilisation.

For Frankfurterskolen - og særlig i studierne efter anden verdenskrig - har de statskapitalistiske industrilande fremstået som endimensionale samfund uden radikal politisk og social opposition. Oppositionelle og kritiske værdier bliver i stedet så at sige opbevaret i det æstetiske univers: Billedkunst, litteratur og musik - ikke mindst i de avantgardistiske varianter - udtrykker indsigt som ikke formidles gennem vort daglige sprog, og denne indsigt åbner ofte for helt nye dimensioner, som er undertrykt, «censureret» i den daglige erfaring af verden: «Kunstens budskab er, at verden skulle erfares sådan, som de elskende til alle tider har erfaret den (...) som brud på det etablerede realitetsprincip og på samme tid som påkaldelse af frigørelsens kilder» (Marcuse).

Størst politisk betydning fik Frankfurterskolens synspunkter gennem det antiautoritære studenteroprør i 60-erne. Især Marcuses dristige teorier om erotik og politik, teknik og dialektik havde en stærk appel. Vigtig var også Habermas' kritik af positivistisk filosofi og samfundslære (se Positivisme).

R.S.


Litteratur

M. Horkheimer m.fl.: Kritisk teori, Oslo 1970.
H. Marcuse: Det en-dimensjonale menneske, Oslo 1968.
M. Jay: The Dialectical Imagination, London 1973.