King, Martin Luther jr.

King (1929-1968), afroamerikansk borgerretsforkæmper som i dag bliver betragtet som en af nationens helte af det etablerede USA.

King blev født i sydstatsbyen Atlanta i Georgia i et stærkt religiøst, sort middelklassehjem. Faderen var præst i den lokale sorte baptistkirke. King blev også uddannet som præst og fik 25 år gammel en doktorgrad i teologi fra Boston Universitet. Hans første præsteembede var i en sort baptistmenighed i Montgomery, Alabama, en sydstat med raceadskillelse og hvor det hvide samfunds undertrykkelse af de sorte var meget tydelig og hård. Her blev han fra 1955 leder af de sortes kamp mod raceadskillelses i Montgomerys bustransportsystem. En kamp som blev begyndelsen til den brede Borgerrettighedsbevægelse.

King blev ikke kun aktionens og bevægelsens leder og talerør. Det var også ham, der i høj grad formulerede principperne for aktionen, der blev sat i værk. King var intenst religiøs, stærkt præget af det kristne budskab om, at du også skal elske din fjende. I studietiden havde han nok også læst en del marxisme, men studiet af Gandhis ikke-voldsbudskab og den nordamerikanske filosofs Thoreaus teorier om «civil disobedience» - civil ulydighed - gjorde stærkest indtryk. Her stødte King på forestillingen om, at man kunne - og burde - bryde uretfærdige love for at ændre dem.

Kings ikke-voldstaktik som borgerretsforkæmper understregede, at ikke-vold var modstand mod uretten. Men modstanderen skal ikke straffes eller ydmyges. Angrebet rettes mod selve uretten - ikke mod menneskene, som er ansvarlige for uretten. Ikke-voldsmodstanden inkluderer også en vilje til at tåle overgreb og lidelse uden fysisk at slå igen. Ikke-voldsforkæmperen skal også bekæmpe psykisk mishandling. Hele tankesættet er grundet på en optimisme om, at retfærd og fred til sidst vil sejre.

Sammen med en række andre sorte sydstatspræster dannede King organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLS), som i tiåret 1956-66 prægede meget af det borgerretsarbejde, der blev drevet af sorte og liberale hvide - især i sydstaterne. Civil ulydighed og ikke-vold blev bevægelsens vigtigste indhold og strategi.

Kings moderate borgerretsbevægelse blev efterhånden kritiseret af unge sorte (og hvide) radikale, som mente, at han manglede en holdning til klasseskellet og racismen, der udsprang af de økonomiske forhold. De mente, at Kings metoder og ideologi ikke gjorde en ende på racismen, men tværtimod gjorde det vanskeligere at stoppe den og forstå dens årsager. King kæmpede for så vidt på vegne af de fattige og undertrykte. Men selv i de år, da bevægelsen havde størst tilslutning, var det de sorte mellemklassekirker i syd, der var hans udgangspunkt, og hans vigtigste allierede kom fra dele af den etablerede fagbevægelse, fra universiteterne og fra den hvide, liberale middelklasse i nordstaterne.

Det er en stærk undervurdering af King og hans bevægelse at påstå, at den ikke var klar over de økonomiske drivkræfter. Mange udtalelser viser, at King blev stadig mere provokeret af de moderate hvide, som ifølge ham var mere interesseret i «orden end retfærdighed». Han talte stadig heftigere mod kristne, hvide kirker og hævdede bl.a., at en «religion, som ikke er optaget af de sociale og økonomiske forhold, der skader mennesker, må gå under». Flere af de større demonstrationer fra midten af 1960'erne havde fagbevægelseskrav om mindsteløn og kamp mod arbejdsløshed på programmet. Bevægelsen prøvede ofte at gennemføre boykot af nationale kædeforretninger som diskriminerede sorte, og fik karakteristisk nok oftest stor tilslutning fra sorte sydstatsgrupper, mens de fleste hvide sympatisører i nordstaterne holdt sig uden for denne taktik. Den førte da også sjældent til noget.

De sidste år King levede, tog han initiativ til ting, der gjorde ham mere kontroversiel i den del af middelklasse-USA, der hidtil havde accepteret ham. Han og SCLC gjorde et mislykket forsøg på at organisere de sorte til protest mod forholdene i Chicago-ghettoen. Her stødte bevægelsen sammen med en af de mægtigste mænd i det demokratiske parti, borgmester Richard Daley, og hans korrupte byadministration. King talte stadig oftere for fuld økonomisk boykot af de racistiske regimer i Sydafrika og Rhodesia (det senere Zimbabwe). Og han gik i 1966-67 imod Vietnamkrigen, tydeligst i en tale fra 4. april 1967, hvor han påpegede, at krigen hindrede effektiv hjælp til fattige og undertrykte hjemme i USA. Han påpegede også, at der er en sammenhæng mellem det at acceptere race-uret, fattigdom og vold på hjemmefronten, mens man bekriger en selvstændighedsbevægelse i et u-land. I størstedelen af 60'erne aflyttede FBI hans telefoner, spredte rygter om, at han havde forskellige erotiske eventyr og kom med trusler overfor personer, som havde kontakt med ham.

Martin Luther King fik - som symbol på og leder af den sorte ikke-voldsbevægelse i USA - Nobels fredspris i 1964. I sin takketale i Oslo sagde King bl.a., at han modtog prisen med en «tålmodig tillid til Amerika og en frejdig tillid til menneskeheden». Det er muligt at han, da han blev myrdet i Memphis, Tennessee den 4. april 1968, havde mistet noget af denne tillid. Og det er muligt, at dette er grunden til at han, som var blevet truet på livet utallige gange i de 13 år, som han havde ledet borgerretskampen, nu virkelig blev dræbt. King var i Memphis for at støtte en aktion iværksat af byens renovationsarbejdere, de fleste af dem sorte, som var underbetalte og som havde dårlige arbejdsforhold. «Min mand mente, at han burde tage deres sag op. Dette er ikke længere kun en racekrig, sagde han. Det er blevet en klassekamp», skriver Kings ægtefælle, Coretta King.

James Earl Ray hed manden, som blev arresteret og tilstod mordet. Han afsoner nu en dom på livsvarigt fængsel. Men mange sorte ledere har tvivlet på Rays påstand om, at han udførte mordet alene. I 1978 fik en speciel kongreskomité til opgave at efterforske sagen, bl.a. om der skulle være noget om rygterne om, at politiet i Memphis og FBI ikke havde opfyldt deres pligter i efterforskningen. Komiteen kom dog ikke til noget resultat.

O.C.L.

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Leksikon for det 21. århundrede

---

Litteratur:
D. L. Lewis: Martin Luther King. A critical biography, New York 1970.
C. S. King: Mitt liv med Martin Luther King, Oslo 1970.