Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 30/3 2006
Læst af: 33.952
: :
Civil ulydighed

I bred forstand har modstanden mod statsmagten antaget to hovedformer: Bekæmpelse af uretmæssige herskere - gerne omtalt som tyranmordets problem - og civil ulydighed mod enkelte love eller påbud med hjemmel i love. Forskellen mellem disse to modstandsformer gælder hovedsagelig omfanget: Den første afviser al statsautoritet, så længe den er i hænderne på illegitime udøvere; Den anden vender sig først og fremmest mod uretfærdige love og tager sigte på at ændre dem gennem reformer indenfor det eksisterende politiske system. Argumentationen for de to modstandsformer vil i praksis glide over i hinanden.

Der kan anlægges to hovedsynspunkter på studiet af ulydighed: Et empirisk - erfaringsvidenskabelig - og et normativt - vurderende. Indenfor empirisk samfundsvidenskab vil især betingelserne for ulydighedsreaktioner og deres sociale, psykologiske, økonomiske og politiske forudsætninger stå centralt. Sociologer er bl.a. optaget af de mekanismer, som binder menneskelige samfund sammen: Hvordan roller og normer skaber mønstre, som så at sige «tæmmer» individet og kanaliserer dets udfoldelse. Samtidig er de interesseret i at kaste lys over de mekanismer som gør, at sociale fællesskaber slår revner.

Oprør og revolutioner kan studeres som udtryk for ekstreme former for ulydighed, kriminalitet ligeså. Den politiske udviklingsforskning siden de tidlige 1960'ere har som et af sine vigtigste temaer haft løsrivelsesprocessen fra de faste primærbånd - familie, slægt, naboskaber, etc. - i før-moderne samfund og overførslen af identitet til overindividuelle og overregionale institutioner - interesseorganisationer, partier, nationalstater. Der er almen enighed om, at denne løsrivelsesproces er en forudsætning for moderne samfundsformer.

I den socialpsykologiske litteratur findes der særligt et eksperiment, som har kastet lys over menneskets lydighedsevne, nemlig de såkaldte Milgram-eksperimenter om lydighed overfor autoritet. Forsøgspersoner fra forskellige sociale lag blev indkaldt til et kendt nordamerikansk universitet, og fortalt at de skulle deltage i et «videnskabelig» eksperiment om menneskets evne til at tåle elektricitet. Forsøgspersonerne skulle give elektriske chok til «ofre», der var indenfor synsvidde og som simulerede smerte. Ved hjælp af et sindrigt system kunne forsøgspersonen selv regulere spændingen op til det punkt, hvor chokket ville medføre dødelig udgang. Forsøgslederen lagde vægt på at få omgivelserne og oplægget til at fremtræde mest muligt «videnskabelig», og opmuntrede forsøgspersonerne til at øge spændingen, for at se på hvilket tidspunkt de nægtede at følge hans ordrer.

På trods af at forsøgspersonerne både kunne se og høre, at de påførte andre mennesker smerte, turde kun få konfrontere sig med forsøgslederens autoritet, når han pressede på for at øge spændingen til over «dødsgrænsen». Dette eksperiment er blevet kritiseret, bl.a. på et etisk grundlag, men det viser, at underkastelse overfor autoritet ikke begrænser sig til totalitære stater, men synes lige så vel at kunne forekomme i de vestlige industrisamfund med demokratiske styreformer. Denne underkastelse er heller ikke begrænset til særlige grupper i befolkningen.

Lydighedspligten og retfærdiggørelse af magt

Problemet lydighed kan også stilles som et filosofisk spørgsmål: Hvorfor bør jeg adlyde? Pligten til at adlyde øvrigheden og denne pligts grænser i forhold til individets samvittighedsfrihed har optaget tænkere siden antikken. Indenfor den statsvidenskabelige faglitteratur går analyser af sådanne lydighedsteorier under navnet «politisk forpligtelse» (political obligation).

Enhver teori om grundlaget for en almen lydighedspligt rører samtidig ved kernen i forholdet mellem hersker og undersåt. Derfor er den fundamental i alle forsøg på at retfærdiggøre politisk magt. Alle teorier om lydighed i forholdet mellem stat og borger har en umiddelbar politisk side. Den politiske historie viser, at sådanne teorier let bliver en del af den aktuelle politiske kamp og ofte reduceres til skiftende motiver for magtinteresser. Alligevel betyder dette ikke, at ulydighedsteorien har været uden egen tyngde i historien.

Enhver drøftelse af lydighedens grundlag udspringer af skellet mellem legalitet - lovlighed - og legitimitet - retmæssighed. Hvilken stemme skal jeg adlyde: Staten eller min egen samvittighed? Lydighedsproblemet kan også formuleres som en variant af det klassiske problem om spændingen mellem orden og kaos. Det kan tænkes, at individet kræver - og får - retten til at vælge mellem forskellige forpligtelser. Det kan f.eks. kræve at kunne vælge mellem hensynet til egen samvittighed og de krav til loyalitet som kirken og staten stiller.

Hvornår opløses da det sammenhold, som ethvert ordnet samfundsliv er baseret på - og som alle i sidste ende har interesse i at opretholde? Dette dilemma mellem friheden til at tænke selv og hensynet til stabilitet og forudsigelighed melder sig uvilkårligt for alle, som tænker seriøst omkring ulydighedens teori.

I en vis forstand vil alene det at kræve begrundelser for lydighed skabe tvivl om forhold, de fleste tager for givet. Lydighedsforhold er omgivet af en træghed: Det er sjældent deres begrundelse tages op i hele sin bredde. Man kan derfor sige, at selve teoretiseringen omkring lydighedens grundlag bærer kimen til oprør i sig. Under alle omstændigheder vil tænkning omkring lydighedens grænser være en forudsætning for at kunne udvikle et personligt begreb om rationel autoritet - dvs. autoritet som er fornuftsmæssig begrundet.

Retfærdiggørelse af tyranmordet

Læren om modstandsretten antager sin mest yderliggående form i teorien om tyranmordet. Et tyranmord er et politisk mord udført under henvisning til overordnede, almene retfærdighedsidealer. Hovedproblemet i enhver modstandsteori er: Hvem er berettiget til at tage beslutningen om, at der skal ydes modstand og på hvilket grundlag? Skematisk kan svarene inddeles i følgende undergrupper, hver med sit primære nedslagsfelt i de forskellige historiske epoker.

  1. Funktionelle teorier: Modstand er berettiget, når herskeren ikke længere varetager sine forventede opgaver og tilraner sig magt. Det er særligt i antikkens Grækenland, at denne begrundelsesform genfindes. For grækerne fik mennesket sit særpræg af det at være menneske gennem sin deltagelse i bystatens politiske liv. Dersom menneskets eksistens på denne måde defineres som først og fremmest politisk, følger tyranmordets berettigelse af det: En herskers liv er afhængig af hans hensigtsmæssighed for det politiske samfund. Både Platon og Aristoteles kan tages til indtægt for den opfattelse, at en tyran har mistet retten til at leve. Det første mord som klart kan klassificeres som et tyranmord - drabet på tyrannen Klearkhos fra Pelepones i år 353 f.v.t. blev udført af to af Platons elever. Nogen klar teori om betingelserne for at tage tyranner af dage var der dog alligevel ingen der udviklede, selv om der kan spores træk af naturretslig tankegang både hos Platon og Aristoteles.
  2. Naturretslige teorier: Modstand er berettiget, når herskeren sætter sig ud over de krav og forordninger, som en højere lov - naturretten - opstiller. Naturretslige forestillinger vinder især indpas i middelalderen, hvor den højere lov identificeres som Guds bud. Men retten til at appellere til en myndighed over de skrevne love kan føres længere tilbage, og fik et af sine mest berømte udtryk allerede i antikken.
    I dramaet «Antigone» af Sofokles trodser heltinden Kong Kreons forbud mod at begrave broderen - «forræderen» Polyneikes - i indviet jord. Antigone ønsker at begrave sin bror efter hævdvundne skikke, og hun mener, at denne ret er vigtigere end statsmagtens påbud: «Jeg troede ikke dine påbud var så stærke at du - et dødeligt menneske - kunne overskride gudernes uskrevne og evige love». Således retfærdiggjorde Antigone sit oprør mod kongens krav, men kongen udtalte til gengæld, at «der er ingen større uret en ulydighed» og gav ordre til, at Antigone skulle begraves levende.
    Med kristendommens indførelse pendler tænkningen omkring modstandsretten mellem to yderpunkter: Livets ukrænkelighed som del af Guds skaberakt og hensynet til retfærdigheden i de undertryktes opstand. Dilemmaet er klart: Hvis øvrigheden er bestemt af Gud, hvordan kan modstand da legitimeres? Kirkefaderen Augustin (354-430) understregede, at Gud både havde givet romerne Nero og Augustus. Ingen må vilkårligt tage liv - heller ikke en despots. Der fandtes bare to undtagelser: Autorisation gennem en retfærdig lov og befaling fra Gud.
    Denne opfattelse åbnede for en bred fortolkning, hvilket også Augustin selv var klar over. Alligevel repræsenterer opfattelsen det mest restriktive kristne standpunkt. Med Thomas Aquinas (1225-74) åbnes der mulighed for ulydighed mod staten i ekstreme tilfælde. Derimod blev ulydighed mod kirkelig autoritet anset som så godt som utænkelig. For Aquinas er «uretfærdige love snarere et voldeligt overgreb end love». Sådanne love «binder ikke samvittigheden», skriver han, «undtagen måske for at undgå skandaler eller forstyrrelser, som et menneske til og med bør ofre sin ret for». Aquinas hævdede, at kun love i strid med guddommelige love måtte brydes - f.eks. love som opfordrede til afgudsdyrkelse.
    Den centrale pointe ved Aquinas' retsfilosofi er, at oprørsretten mod tyranniske fyrster anerkendes. Klassificeringen af hvad der til enhver tid var «ekstremt» gav fortolkningsrum. Troen på naturretten som en overordnet retsinstans holdt sig i den katolske retstænkning til langt op i nyere tid, og blev bl.a. anvendt som legitimering, da den fanatiske katolik Ravaillac myrdede kong Henrik IV i 1610, fordi han ikke havde værnet troen og dermed forbrudt sig mod en højere lov.
    Renæssancen producerede ingen nye teorier til legitimering af tyranmord. Debatten blev mere drejet i retning af det politiske mords hensigtsmæssighed som middel til bevarelse af magt og som spore til national enhed. Diplomaten og historikeren Niccolo Machiavelli er blevet stående som den vigtigste repræsentant for denne interesseforskydning, skønt hans machiavellisme - læren om den politiske magt ubundet af moralske bud - må forstås på baggrund af hans ønske om at bidrage til Italiens samling.
    Reformationen indleder en ny bølge af teorier omkring tyranmordets berettigelse - alle variationer over temaet om den troendes forhold til verdslig autoritet. Både Luther og Calvin tog afstand fra oprør mod øvrigheden. I 1520 skrev Luther: «Der findes ingen bedre handling end at bøje sig for og tjene den øvrighed, som er os forordnet. Af denne grund er ulydighed en større synd end mord, usømmelighed, tyveri og uærlighed».
    Luther er ofte blevet taget til indtægt for den rene underkastelse under verdslig autoritet. Efter 2. verdenskrig blev der i debatten om «nazismens rødder» ofte peget på, at den særegne tyske underdanighed overfor offentlig autoritet og manglen på civilt mod kan føres tilbage til Luthers «to-regime-lære»: Hans skarpe sondring mellem det verdslige og åndelige rige, mellem individualmoral og øvrighedsmoral, hvor der gjaldt andre normer end for individet, og hans opfattelse af at et embede er uantasteligt.
    I princippet lever læren om oprørsretten videre blandt enevældens teoretikere. Jean Bodin, den berømte talsmand for det enevældige kongedømme skriver, at den tyranniske monark krænker undersåtternes frihed: «Idet han træder naturens love under fode». Overfor en sådan hersker er mord berettiget.
  3. Demokratiske teorier: Folkets ret til at fjerne de styrende, dersom deres grundlæggende rettigheder krænkes. Denne argumentation udvikles parallelt med folkesuverænitetsprincippets gennemslag i 1700 tallet. Retten til at vælte regeringer skrives endog ind i forfatningerne, jævnfør USA's uafhængighedserklærings ord om at regeringer er oprettet for at sikre «retten til liv, frihed og stræben efter lykke». Statsmagten hviler på folkets samtykke. Når en styreform udvikler sig således, at den «hindrer disse formål, da har folket ret til at afskaffe den og indsætte et nyt styre baseret på de grundsætninger ... som synes bedst egnet til at sikre tryghed og lykke».

Den demokratiske oprørsret bidrager egentlig ikke til en afklaring af spørgsmålet om, hvem der har ret til oprør. I 1700 tallets forfatninger tillægges «folket» denne ret, men hvem der taler på vegne af folket berøres ikke. Indenfor denne tradition træder individets ret til modstand i baggrunden. Alligevel er der centralt, at folket både har ret og pligt til at vælte et regime, som har forbrudt sig mod visse værdier.

Den demokratiske oprørsret bliver dermed et middel til at genopbygge et forfaldent retssystem. Dermed introduceres en form for ræsonnement, der kommer til at gå igen i senere tiders civile ulydighedsaktioner: Ulydighed som redskab til at genoprette eller virkeliggøre ideelle demokratiske fordringer. Bl.a. de sortes borgerretighedskamp i USA i 1960'erne viste, hvilken voldsom moralsk appel der ligger i at påberåbe sig et sådant mål

Den klassiske teori om tyranmord fik fornyet aktualitet efter attentatet på Adolf Hitler 20. juli 1944. Det er værd at bemærke sig, at ingen udenfor Tyskland var i tvivl om retten til at tage Føreren af dage, men indenfor oprørskredsen udløste beslutningen voldsomme sjælekvaler blandt flere. Problemet var, at Hitler formelt set var kommet til magten ad legal vej - Rigsdagen havde i 1933 opløst sig selv og Weimardemokratiet. Var han dermed ikke i en juridisk set uangribelig position og udenfor rækkevidde af modstandsrettens legitimeringsformer?

For teologen Dietrich Bonhoeffer lå anstødsstenen i de teologiske aspekter ved tyrandrabet. Han ville blive meddelagtig i at tage livet af et menneske. Efter den kristne lære kunne dette ikke ske vilkårligt. Både det juridiske og det teologiske argument blev til sidst afvist udfra en ren politisk-moralsk betragtning: Hvad denne ene mand forvoldte af lidelse måtte tælle mere end læren om livets ukrænkelighed.

Under retssagen efter attentatet kom det frem, at en af de medsammensvorne havde søgt råd hos sin katolske skriftefader. Der var han blevet fortalt, at der virkelig var forskel på at henrette en uskyldig og en tyran. Den alvor og tvivl som kredsen omkring grev von Stauffenberg udviste, afslører på samme tid gruppens rådvildhed og modstandsrettens evige aktualitet og problematiske status.

Erfaringerne fra Hitlerperioden skabte en renæssance for naturretstænkningen i den vesttyske retspleje. For at hindre at retsvæsnet i fremtiden modstandsløst lader sig anvende til støtte for voldsregimer, er der i Bonn-forfatningen af 1949 indføjet paragrafer, som har til formål at udelukke ændringer i principperne om retssikkerhed, frihed og folkestyre. Selv det statsorgan som har kompetence til at revidere grundloven kan ikke foretage forandringer i strid med disse grundsatser.

Overbevisningen om at der findes en retsorden højere end de verdslige myndigheder har sat så dybe spor i tysk forfatningslovgivning, at enkelte delstater har indlemmet bestemmelser om oprørsretten i deres egne forfatninger. Således hedder det i Hessens forfatning (§147) at det er «enhver borgers ret og pligt at modsætte sig offentlig magt udøvet i modstrid med forfatningen».

Kendetegn ved ulydighedshandlinger

Med udtrykket civil ulydighed menes almindeligvis en offentlig handling, som bryder en nedskreven lov. Ulydighedshandlingens hensigt er at bringe et overordnet ideal frem i den offentlige bevidsthed - f.eks. demokrati, retssikkerhed, retfærd, fred eller menneskelig værdighed. Normalt sondres der skarpt mellem civile ulydighedshandlinger og revolution: Sidstnævnte tager sigte på at omstyrte en hel samfundsorden. De civile ulydighedshandlinger har til formål enten at skabe opmærksomhed omkring en uretfærdig sag for at få den forandret, eller ændre retspraksis ved at gøre håndhævelsen af lovene til en praktisk umulighed - Gandhis taktik i forhold til de britiske kolonimyndigheder i Indien i 1930'erne.

En række betingelser er knyttet til civile ulydighedshandlinger: Handlingen må være overlagt, de aktionerende må være klar, over at deres virksomhed strider mod loven og være villige til at tage følgerne. Handlingen må repræsentere en udfordring overfor myndighederne, og være offentlig i den forstand at den foregår på en synlig måde. Afbrændingen af værnepligtskort foran sessionscentrene i USA under Vietnamkrigen er et klassisk eksempel. Undladelsen af at stemme ved valg vil ifølge dette ræsonnement ikke kvalificere som en civil ulydighedshandling.

Handlingen må endvidere gælde begrænsede formål og gennemføres med omhyggeligt udvalgte midler. Ofte - men ikke altid - vil de ulydige gennem deres eksempel forsøge at få andre med sig og gå ind for at skabe mest mulig offentlighed omkring deres handlinger. En del af strategien kan være at offentliggøre ens hensigter overfor modstanderen - hvilket f.eks. Gandhi fremsatte krav om. Gandhi lagde også vægt på, at undgå at ydmyge sin modstander for at hindre at der gik prestige i sagen. På den måde håbede han at holde muligheden for kompromis åben. Gandhis Satyagraha-lære - kraften som er avlet af sandhed, kærlighed og ikke-vold - lagde også vægt på moralsk opdragelse af deltagerne i ulydighedsaktioner. Det skete nogle gange, at Gandhi aflyste planlagte aktioner af frygt for at hans tilhængere ikke ville vise sig situationen moden og henfalde til vold.

Der er almindelig enighed om, at civile ulydigheds aktioner ikke kan motiveres ud fra private interesser. De må udtrykke og levendegøre et generelt retfærdskrav. En civil ulydighedskampagne kan som mål have at reducere privilegier, som anses for uretfærdige, men ikke reducere levevilkårene i en gruppe som på forhånd står svagt. Frem for alt må de proklamerede mål virke moralsk berettigede på offentligheden. De fleste kampagner for civil ulydighed har haft et opdragende eller oplysende sigte. Udover Gandhis aktioner kan nævnes antiatomvåbenkampagnerne i flere vestlige lande i 1950- og 60'erne samt Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse i USA).

To problemer har i særlig grad stået i centrum for debatten omkring civil ulydighed: Forholdet til ikke-vold og forholdet til demokratiet. De fleste civilulydigheds-teoretikere kan enes om, at de proklamerede mål for civile ulydigheds kampagner aldrig må gå så langt som til fysisk og psykisk ødelæggelse af modparten. Aktionerne må gennemføres med et minimum af lidelse for alle parter. Martin Luther King junior udtalte endog, at «hvis blod skal flyde, så lad det blive vort». Men der findes også civilulydighedsteoretikere, som ikke kan se, at en sådan pacifisme er mere etisk agtværdig end et mere pragmatisk syn på vold.

Denne holdning vil ikke i udgangspunktet udelukke vold, selv om ikke mindst modstanderens styrke vil gøre det klogt at undgå eller begrænse voldsanvendelse mest mulig. Hvor vanskelig denne problemstilling er ses bl.a. af den tyske studenteroppositions skelnen mellem «vold mod ting versus vold mod personer» i 1960 og 70'erne. Pointen var at undgå skader på mennesker. Dette skel viste sig imidlertid vanskelig at opretholde i praksis. Forholdet til vold repræsenterede også et særlig vanskelig dilemma for fredsbevægelsen i USA. Flere grupper - bl.a. The Weathermen - brød ud og anvendte voldelige midler i modstandskampen. Ofte med store personlige tragedier til følge.

Det hævdes også ofte, at civil ulydighed undergraver demokratiet, fordi aktionerne svækker de traditionelle parlamentariske og repræsentative organer. Den modsatte holdning er, at civil ulydighed tværtimod beriger og supplerer de normale beslutningsveje. Med udviklingen af omfattende og upersonlige interesseorganisationer vil minoriteters holdninger ofte ikke få den nødvendige opmærksomhed. Desuden er det en elementær erkendelse, at politiske ressourcer er meget ujævnt fordelt. Ofte vil civil ulydighed derfor være et middel, som beskytter de politisk ressourcefattige og en frugtbar måde at udvide rammerne for den offentlige debat på.

Teorien bag civil ulydighed

Der eksisterer almindelig enighed blandt moralfilosoffer om, at love ikke kan unddrages normal etisk bedømmelse. Det betyder, at lovpåbud må vurderes efter de samme principper, som kommer til anvendelse i valget mellem forskellige værdier på andre af livets områder. Resultatet er, at civilulydigheds-aktioner er blevet begrundet ud fra en mangfoldighed af ræsonnementer. Skematisk kan de opstilles på følgende måde:

1. Selve betegnelsen «civil ulydighed» blev introduceret med Henry David Thoreaus berømte essay «On the Duty of Civil Disobedience» fra 1849. Thoreau repræsenterer en afvisning af staten. Primært den uretfærdige stat, men i hans filosofi, indirekte enhver stat. Thoreau accepterede ikke det almindelige krav om, at i demokratier bør borgeren overholde selv uretfærdige love, fordi systemet er åbent nok til at loven kan ændres gennem deltagelse i valg. Kort fortalt afviste han statens krav på moralsk overhøjhed. «Den eneste forpligtelse jeg har ret til at påtage mig, er at gøre hvad jeg til enhver tid finder rigtig.»

2. Naturretsdoktrinen har historisk dog været mere betydningsfuld. Naturretstankegangen har været brugt til at retfærdiggøre både tyranmord og mere begrænsede protester. Således var Antigones ulydighed rettet dels mod et specifikt påbud - om at lade Polyneikes blive ådsel for gribbene - dels mod selve statsautoriteten i Kong Kreons skikkelse. Overgangen mellem modstand mod statsautoritet som sådan og specifikke love kan i praksis være utydelig.

Tanken om at uretfærdige love er ugyldige har en lang tradition i den vestlige retsbevidsthed. Bag denne tanke ligger altid en forestilling om, at der findes målestokke, som står over den skrevne retsorden. Aristoteles siger f.eks., at «en uretfærdig lov er ingen lov», og han synspunkt kan genfindes både hos Cicero og Augustin.

Pave Johannes XXIII udtalte, at hvis en regering svigter menneskerettighederne, vil dens påbud være uden juridisk kraft - en doktrin som kan have vidtrækkende følger. Det er alligevel interessant, at det er få indenfor naturretstraditionen, der udfra en lovs uretfærdighed har draget den konsekvens, at der foreligger en pligt at bryde den. Temaet er behandlet med ekstrem forsigtighed. Åbenbart af frygt for den støtte en sådan doktrin kan give oprørere.

3. Religiøse begrundelser har spillet en vigtig rolle i civilulydighedsaktioner: Guds påbud står altid over statens krav om loyalitet.

4. Utilitaristiske betragtninger (nyttebetragtninger) er også en genganger i debatten om civil ulydighed. Til grund for sådanne nytte- eller hensigtsmæssigheds ræsonnementer ligger følgende tanke: En lov må vurderes udfra dens konsekvenser. Dersom ulydighed mod loven er mere egnet til at fremme visse idealer - godhed, retfærdighed, fred o.l. - end troskab mod statslig autoritet, da bør man vælge ulydigheden. Utilitaristiske moralfilosoffer har ofte drøftet farerne ved sådanne ræsonnementer. De kan bl.a. svække retsstaten, ved at de gør lovlydighed til et spørgsmål om fordele og ulemper, er det blevet hævdet.

Alligevel vil civilulydighedsteoretikere som anvender nyttebetonede argumenter fastholde, at risikoen ved at svække retssikkerheden er mindre end de farer, som lovlydighed kan medføre. Som den ledende skikkelse i «The Committee of 100» mod atomvåben, lagde Bertrand Russel f.eks. afgørende vægt på disse tanker i sin kamp mod myndighederne.

5. En traditionel kilde for civil ulydighed har været princippet om ikke-vold. Ikke-vold bliver en metode til at opnå social retfærdighed. Den kan omfatte princippet om, at den enkelte fuldt og helt skal leve ikke-voldelig - som hos Tolstoj, Gandhi og King - eller den kan være baseret på en mere pragmatisk forestilling om, at ikke-vold er bedst egnet til at skabe moralsk legitimitet i arbejdet for en mere menneskeværdig samfundsorden.

6. Der findes en række varianter af humanistiske eller human-etiske begrundelser for civil ulydighed, fra Chr. Bays «livets ukrænkelighed og de friheder som er nødvendige for at leve» til mere eksistentielt betonede ræsonnementer. Vigtigst af disse er den franske digterfilosof Albert Camus' ideal om det revolterende menneske, som gør oprør i afsky mod enhver form for undertrykkelse, uanset hvor den foregår, og som konsekvent gør fælles sag med ofrene for uret. Camus kan siges at repræsentere det permanente oprør - eller den konstante ulydighed. Han siger ikke, at ethvert oprør må antage lovlige former, og han udelukker heller ikke anvendelsen af vold. Vold må kun anvendes for at mindske eller afværge endnu værre voldsanvendelse. Streng pacifisme indebærer efter Camus' opfattelse en faktisk accept af den indbyggede vold i det herskende samfundssystem.

7. Ved siden af naturretslæren er doktrinen om civil ulydighed som middel til at forsvare individuel samvittighedsfrihed og at sikre frihed fra uretfærdig tvang den vigtigste begrundelsesform for ikke at adlyde love. Læren om personlig samvittighedsforsvar fik sit klassiske udtryk hos Sokrates.

Sokrates' opfattelse af forholdet mellem offentlig autoritet og individet kan fremstilles således: Som hovedregel er samfundsborgeren forpligtet til at overholde, respektere og tjene det politiske system, som han er vokset ind i. Samfundsborgeren må hellere forlade bystaten, selvom han i udgangspunktet ikke anerkender dette hovedprincip. Da vennerne tilbyder Sokrates hjælpe ham til flugt efter domfældelsen, afslår han under henvisning til den «kontrakt» han indgik med bystaten ved at vælge at bo der. Havde han været uenig med lovene, burde han have forladt sin by tidligere. At flygte ville være at undergrave lovene.

Det er Sokrates' opfattelse at individet om nødvendigt må give sit liv for at tjene staten, og han må acceptere enhver straf han bliver pålagt - retfærdig eller uretfærdig. Men i sin forsvarstale siger han samtidig til juryen: «Jeg vil hellere adlyde (pligten mod) guden end (pligten mod) jer. Så længe jeg har åndedræt og styrke, vil jeg ikke opgive filosofien ... og vidne for sandheden». Samvittighedens krav må gå forud for statens. Sokrates er m.a.o. rede til at lide ondt, hvis staten forlanger det, men ikke til at gøre ondt, uanset statens bud.

Nürnbergprincipperne

Tanken om individuel samvittighedsfrihed og -ansvar fik et moderne udtryk med principperne bag den allierede militærdomstol, som dømte de nazistiske krigsforbrydere i Nürnberg. De såkaldte Nürnbergprincipper sætter klare grænser for pligten til lydighed i krig. I domstolens charter hedder det bl.a.: «Den omstændighed at den tiltalte handlede i henhold til ordre fra en regering eller overordnet befrier ham ikke fra strafansvar».

Domstolen i Nürnberg havde fuldmagt til at dømme enhver uden hensyn til statens love. Var disse love i strid med højere normer for menneskelighed og retfærdighed, hjalp det ikke at påberåbe sig at være under kommando. Mere specifikt: Nürnbergdommene knæsætter det princip, at individet har pligt til at nægte ordrer, hvis staten bryder internationale retsregler i krig.

I den praktiske domsudøvelse blev det imidlertid anset for formildende, hvis den tiltalte stod totalt uden moralske valg, og selv ville blive dræbt hvis han nægtede at adlyde ordrer. Alligevel er Nürnbergdommene af afgørende betydning i enhver drøftelse af lydighed, fordi de genindsætter individet som moralsk instans og begrænser de fordringer, statsmagten måtte pålægge det som soldat.

I USA blev Nürnbergprincipperne hyppigt anvendt som nægtergrundlag under Vietnamkrigen. Fredsbevægelsen trak paralleller til tyske troppers krigsforbrydelser under 2. verdenskrig, forbrydelser som individer var blevet holdt ansvarlige for, og støttede de indkaldte til militæret som nægtede at blive delagtige i lignende krigsforbrydelser i Vietnam.

Civilulydighedsteori og marxismen

Civilulydighedsteoriens forhold til marxismen er modsætningsfuld. Som politisk ideologi indgår marxismen i en idehistorisk tradition, som har fremhævet den «positive» frihedsopfattelse: Friheden bliver først meningsfuld, hvis den individuelle udfoldelse finder sted indenfor rammen af et kollektiv og sigter mod dette kollektivs selvrealisering - dvs. arbejderklassen. Marxismen har derfor en tendens til at lægge mindre vægt på den enkeltes samvittighed som målestok for politiske vurderinger, og snarere betragte politisk handling i lyset af hvad der tjener klassen som helhed.

I liberale demokratier vil marxister ofte opfordre arbejderklassen til at udvikle en rivaliserende lydighed: Loyalitet overfor socialistiske idealer fremfor støtte til de herskende autoriteter. I sin vision af fremtidssamfundet bærer marxismen en forestilling i sig om konfliktfrihed. Denne ide har altid været kontroversiel. Overfor denne opfattelse er det ofte blevet fremhævet, at konflikter tvært imod er en forudsætning for at hindre magtkoncentration og forstening af det politiske liv. I dette perspektiv vil civil ulydighed være lige så vigtig i et socialistisk samfund som i et borgerligt liberalt.

Civil ulydighed har været en stadig påmindelse om politikkens forpligtelse overfor almene humanistiske- og retfærdighedsidealer. Der kan vanskeligt tænkes en samfundsform, hvor retten til modstand og civilt mod ikke bør regnes for et umisteligt gode.

B.Ha.


Greenpeace-aktivister går frivilligt ud af Axelborg og arresteres af politiet.
13. oktober 2003. Greenpeace-aktivister går frivilligt ud af Axelborg og arresteres af politiet. Greenpeace blev dømt efter terrorlovgivningen for organisationsansvar og fik en bøde på 50.000kr.
I Danmark har myndighederne siden 2002 arbejdet på indskrænkning af de demokratiske rettigheder. Det er sket under påskud af indførelse af lovgivning til hindring af terrorisme. Denne lovgivning fandt første gang anvendelse i 2003 efter en Greenpeace aktion mod Landbrugsrådet i København i protest mod anvendelsen af GMO-foder. Som ved lignende aktioner blev aktivister idømt dagbøder (1500kr), men med «terrorlovgivningen» i hånden dømte byretten samtidig Greenpeace for organisationsansvar. Denne dom blev skærpet ved landsretten i februar 2006, hvor Greenpeace blev idømt en bøde på 50.000kr for organisationsansvar. I landbrugslandet Danmark er den ultimative «terroraktion» en aktion mod Landbrugsrådet, der får hængt et banner over sin facade.

Greenpeace udtalte efter dommen i februar 2006, at organisationen ikke længere kan anvende civile ulydighedsaktioner, da den ikke har råd til de bøder, myndighederne efterfølgende pålægger den. Den danske regering udarbejdede i efteråret 2005 forslag til yderligere stramninger af den såkaldte «terrorlovgivning». Stramninger der af politikere på både højre- og venstrefløjen, advokater og NGO er blevet omtalt som politistats lignende lovgivning. Danmark er i gang med kraftige indskrænkninger af de basale demokratiske rettigheder, der i første omgang bl.a. er rettet mod miljøorganisationer og faglige organisationer.


Litteratur

C. Bay: Når lov må brytes, Oslo 1968.
H. A. Bedau: Civil Disobedience: Theory and Practice, New York 1969.
P. H. Butenschøn: Skyldig lydighet, Oslo 1974.
S. Milgram: Obedience to Authority, New York 1974.
B. Zwiebach: Civility and Disobedience, Cambridge 1975.

Internet

Østre Landsret skærper dom. Pressemeddelelse fra Greenpeace, 9. februar 2006 efter Østre Landsret har skærpet dommen over organisationen med en bøde på 50.000kr for organisationsansvar
Bred NGO-protest mod terrorpakke. Pressemeddelelse fra Greenpeace 28. marts 2006 i anledning af 22 NGO'ers protest mod yderligere indskrænkning i de civile demokratiske rettigheder i Danmark i form af yderligere stramninger af «terrorlovgivningen».