 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Ipsen, Jean Jacques
 |
| Jean Jacques Ipsen (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA) |
Jean Jacques Ipsen (1857-1936), dansk anarkist, født Johannes Jacobus i 1856 som søn af en præst i Nr. Broby på Fyn. Som dreng blev han sat i Odense Latinskole, hvor han tog realeksamen. I 1872 rejste han til København, hvor han gik i skibstømrerlære. 3 år senere var han udlært, men læste så til student, hvilket han blev i 1877. Derefter begyndte han at læse fransk ved Københavns Universitet, og det var ved den lejlighed hans fornavne Johannes Jacobus første gang blev skiftet ud med Jean Jacques. Han droppede dog hurtigt studiet og blev i stedet ansat ved partiet venstres daværende københavnske avis «Morgenbladet», som han blev på til det lukkede i 1883. Året efter knyttede Wiinblad ham til «Social-Demokraten», og den 3. maj 1886 blev han indvalgt i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvilket han iflg. sine erindringer først fik at vide, da han læste avisen. Han blev dog kun et år i hovedbestyrelsen. Han fik hurtigt modvilje mod «5-øres-politikken og den småtskårne reformisme» i partiet.
Allerede i foråret 1889 havde han fået nok af atmosfæren på avisen og drog til Paris, hvor han dels ernærede sig som funktionær i et forsikringsselskab, dels sendte artikler hjem til «Social-Demokraten». I Paris blev han anarkist, men det var Stirners individuelle anarkisme han tilsluttede sig. Ikke Bakunins kollektivistiske eller Kropotkins kommunistiske anarkisme. Det afspejlede sig bl.a. ved, at han stod ret skeptisk overfor klassekampsidealer og bevægelser. F.eks. kritiserede han i sin pjece «Socialdemokrater er Antisocialister» fra 1918 forfølgelser af skruebrækkere og deres pårørende, hvilket fik både Alfred Mogensen og Chr. Christensen til at angribe værket stærkt i «Solidaritet».
Ipsen vendte tilbage til Købehavn i 1899 - for at afsone 1 måneds fængsel for en artikel i «Social-Demokraten». I 1902 blev han knyttet til «Aftenbladet» i København, og da han 5 år senere forlod bladet var det med en pensionsordning, der gav ham en vis økonomisk uafhængighed fremover. Sammen med den norske anarkistiske forfatter Hans Jæger startede han i 1907 det anarkistiske ugeblad «Korsaren», som ikke fik nogen lang levetid, hvad dets efterfølger «Revolten» heller ikke fik. I første nummer af Revolten bragtes et særdeles velvilligt digt af Andersen-Nexø om malersvenden Sophus Rasmussen, som havde tilhørt den ganske lille danske anarkistkreds omkring Korsaren, og som i november 1907 havde skudt en politibetjent der ville anholde ham og derpå sig selv i desperation over konstant politichikane.
I de følgende år var Ipsen en tid ansat på avisen «København» og skrev sporadisk i «Solidaritet». Bl.a. en artikelserie om den franske bombeanarkist Ravachol, og en serie der udkom som pjece: «Valgsvindelen. Valgret under Staten. Arbejde under Kapitalen», og han var en flittig medarbejder ved de skandinaviske ungsocialistiske blade - «Den røde Krig» i Danmark, «Revolt» i Norge og «Brand» i Sverige. Samtidig holdt han foredrag i større og mindre forsamlinger og skal have været en interessant taler og en slagkraftig debattør.
Sammen med den indvandrede svenske anarkist og kasserer i «Sømændenes Forbund», A.V. Lundström startede han i 1925 14-dages bladet «Ny Produktion», som i lighed med de tidligere blade ikke overlevede længe. I sine sidste år skrev han en del i Retsforbundets blad og skrev en række mindre bøger. Hans forfatterskab er mange steder præget af faktuelle historiske fejl, hvilket reducerer deres værdi som historiske kilde, men er politisk interessant. Ipsen døde i sommeren 1936.
Ipsen er nok den største anarkistiske danske forfatter med en betydelig produktion, og nok det vigtigste af sine arbejder var «Slip menneskene løs» fra 1910. Der er tale om et rent ideologisk stridsskrift med mange citater fra anarkismens klassikere. Hans grundbudskab er, at det er lænkerne - de økonomiske, moralske og politiske - der binder menneskene. Slip dem løs, og al uretfærdighed, udbytning og social ulykke vil forsvinde. Af yderligere værker bør nævnes: «Socialdemokraterne er Antisocialister» (1918), «Breve fra Utopister» (1919), «Anarkisten Hans Jæger» (1920), «Valgdags-Svindelen» (1920), «Den franske Revolution» (1921), «Revolutionen i Rumpenheim» (1922), «Filosofi og Filosofer» (1923), «En Utopists Historie» (1926), «Svamp i Huset» (1929), «Bogen om Socialdemokratiet» (1929), «Dagen efter Revolutionen» (1930) og «Danmark under den røde Fane» (1933).
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 36.080