Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Bakunin, Mikhail

Bakunin (1814-1876), russisk revolutionær, en af anarkismens centrale skikkelser. I sin Bakuninbiografi skriver Carr: «Det er umuligt at overføre den følelse af medrivende kraft til eftertiden, der altid var tilstede, for de der kendte ham, mens han levede.» Anarkisten Bakunin var i sin samtid nok lige så kendt blandt arbejdere og intellektuelle som Marx, hans hovedmodstander i stridighederne i den første Internationale. Bakunin deltog aktivt på barrikaderne under revolutionerne i 1848 og frem til få år før sin død. Mens det var Proudhon, der  fremlagde de fleste af de ideer, der inspirerede anarkistbevægelsen, var det Bakunin der gav senere anarkister et eksempel på anarkistisk handling. Og det var Bakunin der viste, hvor stor forskellen i teori og praksis var mellem anarkismens læresætninger og Marx' kommunisme. Dermed tydeliggjorde han den splittelse i den revolutionære bevægelse, der allerede lå i bruddet mellem Marx og Proudhon i 1840'erne.

Bakunin havde sin baggrund i den russiske landadel. Efter en afbrudt militær karriere studerede han filosofi, særlig Fichte og Hegel. I 1840 drog Bakunin til Tyskland og udviklede under påvirkning fra Feuerbach en stærk ateisme: «Hvis Gud virkelig var til, måtte vi afskaffe ham.» Bakunin fik i Dresden kontakt med Arnold Ruge og offentliggjorde i hans tidsskrift Deutsche Jahrbücher artiklen «Reaktionen i Tyskland», der sluttede således: «Ønsket om ødelæggelse er også et skabende ønske.» Artiklen medførte, at han blev udvist fra Saksen. Fra 1843 var Bakunin i Paris, hvor han mødte Proudhon og Marx, der begge påvirkede ham for livet. I 1847 blev han udvist fra Frankrig, efter at han ved en banket gjorde sig til talsmand for en polsk revolution mod zaren. Men Februarrevolutionen i 1848 førte ham tilbage til Paris. Bakunin deltog i den slaviske kongres i Prag og skrev samme år pamfletten: «En appel til slaverne». Han opfordrede bønderne til ikke at stole på borgerskabet, men istedet at forene sig mod de tre tyrannier, Rusland, Østrig og Prøjsen. Dette var det første offentlige angreb på den statsdannelse, der nøjagtigt 70 år senere brød sammen. I maj 1848 deltog Bakunin aktivt i planlægningen og ledelsen af oprøret i Dresden. Komponisten Richard Wagner der selv deltog i dette oprørsforsøg, og som delvist har anvendt Bakunin som model for Siegfried, beskrev Bakunin således: «Alt ved ham var kæmpemæssigt, og han var fuld af primitiv begejstring og styrke.» Efter oprøret brød sammen, blev Bakunin arresteret og tilbragte de følgende otte år i fængsel - seks af dem i Zar-Ruslands mørkeste fangehul. Straffen blev forvandlet til livsvarigt eksil i Sibirien, men i 1861 undslap Bakunin sine vogtere og begav sig ud på en verdensomspændende flugt via Japan og USA. Dette gjorde hans navn legendarisk blandt radikale grupper over hele Europa. Han kom til London, hvor han en tid arbejdede sammen med Alexander Herzen. I 1863 deltog han i et mislykket polsk oprør. Serien af skuffelser siden 1848 gjorde, at han tog sine ideer op til nyvurdering. Han gik over fra revolutionær nationalisme til revolutionær anarkisme. I 1864 flyttede Bakunin til Italien. Her startede han den hemmelige organisation: «Det Internationale Broderskab».

Hovedpunkterne i Bakunins program var nu: 1. Afskaffelse af arv, 2. Lige rettigheder for kvinder og mænd, 3. Fælleseje af jord, kapital og produktionsredskaber, 4. En føderativ organisering af samfundet baseret på frie fagforeninger, sluttede sammen i kommuner, der igen er sluttet sammen i større enheder, 5. Afskaffelse af staten og 6. Opløsning af den borgerlige familie og ægteskabslovgivningen. Børn skal ikke være forældrenes ejendom, men tilhøre det frie fællesskab.

Da Bakunin i 1867 slog sig ned i Schweiz, mødte han en aktiv revolutionær bevægelse - særligt i Jurabjergene. Han fik mange tilhængere, og stiftede organisationen: «International alliance for socialistisk demokrati». Da Bakunin i 1868 gik ind i Internationalen, følte han ikke, at hans organisation stod i noget modsætningsforhold til Internationalen. Han forestillede sig den som en aktivistorganisation, der skulle give medlemmerne revolutionær glød. Bakunins forhold til Marx var fjernt, men ikke uvenligt, og han satte Marx højt som tænker. Marx beskrev Bakunin som «et menneske uden noget teoretisk kundskab», men realiteten var, at Bakunins teoretiske synspunkter ikke stod i modsætning til de, som Marx havde. Bakunin var en overbevist materialist. Han troede fast på, at verden kunne forstås ved hjælp af videnskabelige love, og at der ikke fandtes noget behov for metafysiske eller teologiske forklaringer på den sociale, økonomiske, politiske eller etiske adfærd. Sådanne forklaringer tjente blot til at sløre menneskenes forståelse af deres egen situation.

Da Marx betragtede Bakunins organisation med modvilje, gik Bakunin med til at nedlægge den, og han foreslog, at dens afdelinger blev lagt direkte ind under Internationalen. På Internationalens kongres i Basel i september 1869 støttede Bakunin forslaget om udvidede fuldmagter til generalrådet med ret til eksklusion af alle sektioner, der modarbejdede Internationalens syn. Men på spørgsmålet om arveretten som Bakunin meget stærkt ønskede afskaffet, gik han mod et forslag fra generalrådet og hans position fik flertal på kongressen. De følgende to år udviklede det sig til en regulær krig med breve, cirkulærer og pamfletter. Marx fik efterhånden opfattelsen af, at Bakunin ledede en kæmpemæssig hemmelig sammensværgelse. På sin side blev Bakunin og hans tilhængere mere og mere overbeviste om, at Marx' forsøg på at organisere arbejderklassen på et centralistisk grundlag ville ødelægge de revolutionære mål, som bevægelsen skulle tjene. Jura-anarkisterne udtrykte det således i et rundbrev fra 1871: «Hvordan kan nogen forvente, at et samfund baseret på ligestilling og frihed vil kunne opstå af en en autoritær organisation? Det er umuligt. Internationalen - kimen til det fremtidige menneskelige samfund - må fra nu af blive det sande billede på vore principper om frihed og føderalisme. Fra vor midte må vi afvise ethvert princip, der fører til autoritet og diktatur.»

Fra sommeren 1871 bestemte Marx sig for at reducere Bakunins indflydelse. Han indkaldte Internationalen til en privat konference i London. Marx kom på denne med forslag om dannelse af politiske arbejderpartier som redskab til proletariatets frigørelse. Men bortset fra Tyskland viste det sig, at arbejderklassen ikke var så ivrig efter at danne arbejderpartier under ledelse af Marx og Internationalen. Bakunins indflydelse var større end nogen sinde i Spanien, Italien og Schweiz, og var betydelig blandt et antal af Internationalens tilhængere i Frankrig og Belgien. I 1872 mente Marx, at Internationalen havde opfyldt sin pligt. Samtidig gjorde den undertrykkelse, der fulgte Pariserkommunens nederlag enhver aktivitet vanskelig. Marx udsendte et privatcirkulære fra generalrådet (The Alleged Scissions in the International) - hovedsageligt skrevet af Engels. Her blev alle de tidligere politiske og personlige anklager mod Bakunin gentaget. Bakunin kaldte dem - ikke uden grund - «en mødding». Kort efter sammenkaldte Marx Internationalen til kongres i Haag. Her blev Bakunin og hans tilhængere ekskluderet. Det blev samtidig vedtaget at flytte generalrådet til USA. Marx havde nok besejret Bakunin, men samtidig førte vedtagelserne til, at Internationalen mistede enhver indflydelse i den Internationale arbejderbevægelse. Efter eksklusionen fra Internationalen levede Bakunin tilbagetrukket, og efter et mislykket oprørsforsøg i Bologna i 1874 trak Bakunin sig helt tilbage. To år senere døde han i Bern.

Gennem sine ideer og sin aktivitet inspirerede Bakunin alle typer revolutionære bevægelser i sidste halvdel af det 19. århundrede: Kropotkins anarkisme, den franske syndikalisme, faserne med nihilisme, populisme og bolsjevisme i Rusland. Marx mente, at revolutionerne var forudbestemte af økonomiske kræfter, der fulgte bestemte historiske love. Bakunin lagde større vægt på revolutionær aktivisme. Han ser ikke klassekampen udelukkende som en kamp mellem borgerskab og arbejdere. Bakunins vision er en altomfattende revolution. Et oprør både i byerne og på landet, hvor vi på den ene side finder arbejderne, de jævne bønder og slumkvarterenes pjalteproletariat - arbejdsløse, løsgængere og lovløse - og på den anden side alle der profiterede på udbytningen. I modsætning til Marx tillagde Bakunin også studenter og deklasserede intellektuelle en vigtig forberedende rolle. Mens Marx ventede, at  revolution ville udspringe fra den etablerede arbejderklasse i de mest avancerede industrielle lande, forudså Bakunin revolutioner i de økonomisk forholdsvis tilbagestående lande med mange fattige bønder og med ufaglærte og uorganiserede arbejdere. Marx mente, det var nødvendigt med en overgangsfase, med «proletariatets diktatur». Bakunin ville afskaffe staten fuldstændigt og på en gang. Han mente, at fejlen ved alle tidligere revolutioner var, at én regering blot blev erstattet med en anden. Den virkelige revolution skulle ikke gribe den politiske magt, men derimod være en samfundsmæssig magt der afskallede selve staten. Bakunin ønskede ikke, som Marx, at produktionsmidlerne skulle blive nationaliseret af arbejderstaten, men derimod at de blev overført til frie sammenslutninger af selvstyrende producentsammenslutninger, organiseret nedefra og op i en verdensomfattende målestok. Både Bakunin og Marx var modstandere af kapitalismen, men Bakunin var også modstander af koncentration af industriel magt - både privat og statslig. Som grundlag for Bakunins anarkisme ligger en kraftig protest mod alle former for centraliseret magt - både politisk og økonomisk. Bakunin hævdede, at enhver regering - uanset hvem der kontrollerer den - er et redskab for undertrykkelse. «Proletariatets diktatur» er ingen undtagelse. Bakunin var den første der forudså en ny «priviligeret minoritet» af lærde og eksperter, hvis kundskaber gjorde, at de kunne anvende staten til at herske over fabriks- og landarbejderne. I teori og praksis må politisk magt derfor totalt afskaffes: «... for så længe politisk magt eksisterer, vil der altid findes herskere og beherskede, herrer og slaver, udbyttere og udbyttede.»

H.P.Aa.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 43.444