 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Landbrugskollektivisering i Sovjetunionen
Kollektivisering (russisk: kollektivizatsija), betegnelse for den radikale omformning af sovjetisk landbrug i perioden 1929-34, der samlede størstedelen af Ruslands daværende 25 millioner bønder i 250.000 kollektivbrug (kolkhozy). Skønt kollektivisering længe havde stået på bolsjevikkernes program, blev der fra partiets side efter borgerkrigen kun lagt ringe arbejde i at støtte de spontane tendenser til produktionssamvirke i landsbyerne. Et forslag fra det statslige planlægningsorgan, Gosplan, om at opmuntre forskellige former for produktionsfællesskaber indenfor landsbykommunerne, blev ikke gennemført. De statsbrug (sovkhozy) der efter revolutionen var blevet oprettet på gamle adelige godser, var ved midten af 1920'erne i en dårlig forfatning og kunne ikke bevise den socialistiske driftsforms overlegenhed. Den stærke salgskooperation - hvor også kulakkerne aktivt deltog - blev betragtet med mistænkelighed. Det hindrede dog ikke, at der indenfor denne opstod lokale produktionssamvirker, specielt såkaldte «enkle produktionsfællesskaber», eller «fællesskab for kollektiv jorddyrkning» (TOZI).
Der var tale om en relativt svagt organiseret form for samvirke, som ikke nødvendigvis indebar fælles ejendomsret til jord og redskaber. Der opstod også «vilde» kolkhozer, som stod udenfor den organiserede kooperation. Alligevel var kun 5 % af bondebefolkningen samlet i kolkhozer og sovkhozer i 1928. De få kolkhozer bestod hovedsageligt af fattigbønder og virkede ikke tillokkende, hverken på de mellemstore bønder eller storbønderne. Disse var de eneste, som med deres jorder og redskaber kunne give kolkhozerne et solidt driftsgrundlag. Lenin havde konstant advaret imod at lægge selv indirekte pres på bønderne i dette spørgsmål, og så sent som i maj 1929 virkede en socialistisk omformning af landbruget sig stadig som en fjern mulighed. Stalins beslutning blot et halvt år senere om at starte en fuldstændig kollektivisering straks, kom som en overraskelse for det store flertal indenfor partiets ledende lag.
Kornrekvisitionen
Det var den alvorlige kornkrise i efteråret 1927, som for alvor henledte Stalins opmærksomhed på kolkhozerne, som trods deres mangler, markedsførte en langt større del af deres produktion end de individuelle bønder. Kornhøsten var dette år i virkeligheden god; Problemet bestod i, at få bragt kornet på markedet. Bønderne havde opdaget, at de ikke havde meget at vinde ved at afsætte deres varer. Industriproducerede forbrugsvarer var en mangelvare, og det var ikke meget byerne kunne tilbyde bønderne i bytte for maden. De foretrak derfor at lagre kornet i håb om bedre tider og spiste mere selv. Forsyningssituationen blev nu vurderet som så kritisk, at regeringen besluttede for første gang siden borgerkrigen at igangsætte en egentlig rekvisition af korn.
Anvendelsen af tvangsmidler overfor bondebefolkningen blev først mulig, efter at Stalin var blevet mindre afhængig af højrefløjen i partiet. Den blev ledet af Bukharin og anbefalede at importere forbrugsvarer for at opmuntre bønderne til at sælge og for at modvirke den lave produktivitet i landbruget, der skyldtes opdelingen i individuelle brug. De driftige bønder ville blive ansporet til at «berige sig selv». Dette program mindede for meget om Stolypins reformer, blev affejet som «kulak»-venligt, og i januar 1928 startede Stalin sin operation mod de velhavende bønder. Kornrekvisitionen var særdeles vellykket, og enorme kornreserver blev beslaglagt. Men dette var en succes, som ikke kunne gentages, for bøndernes spontane reaktion var at reducere deres dyrkningsareal. Året efter slog rekvisitionskampagnen fejl, og hele den storstilede industrialisering var i fare. Rekvisitionspolitikken havde bragt Sovjetstaten ind i en blindgyde som, ifølge Stalin, kun endnu mere radikale tiltag atter kunne bringe den ud af.
Tvangskollektivisering
Allerede i 1928 da Stalin var i Sibirien for at overvåge kornoffensiven, blev han klar over nødvendigheden af at tilbyde kadrene et projekt, som var mere langsigtet og optimistisk end sådanne «hånd-til-munden»-aktioner. Det var i dette område, at den første tvangskollektivisering startede - i sommeren 1929 - og i november brugte Stalin resultaterne af sin «uralsibiriske metode» til at overbevise partiets centralkomite om, at der var indtrådt et vigtigt vendepunkt - «en bevægelse i den store masse af fattige og mellemstore bondehusholdninger hen imod kollektive driftsformer». Mens den igangværende industrialisering var planlagt gennem femårsplanen, havde denne intet svar på, hvordan man skulle løse fødevareleveranceproblemet. Stalin mente, at en massekollektivisering ville kunne løse både denne aktuelle opgave og mere langsigtede problemer. Den ville lette statens kontrol med landbrugsproduktionen og samtidig muliggøre en mekanisering af landbruget, som på længere sigt ville give muligheder for produktionsøgning.
En grundlæggende svaghed ved kollektiviseringskampagnen - som da var i fuld gang - var dens forhastede karakter og mangelen på planlægning. Først i december 1929 blev der nedsat en kommission, som skulle vurdere mål og metoder for kollektiviseringen. Den leverede en hurtig indstilling, som med undtagelse af enkelte regioner anbefalede en trinvis kollektivisering, og denne skulle være afsluttet i løbet af den første femårsplan. Disse forslag blev fejet til side af Stalin og Molotov, der forlangte kollektiviseringen gennemført i løbet af vinteren - før vårsæden skulle i jorden - sådan at madproduktionen ikke gik ned.
På dette tidspunkt var landsbyerne i fuld krigstilstand, og den konstruktive opbygning af de nye kolkhozer var skubbet helt i baggrunden for «likvideringen af kulakkerne som klasse». «Afkulakkiseringen» indebar deportation af kulakker og en uklart defineret gruppe af velstående bønder samt konfiskation af deres ejendomme. I operationen deltog lokale partitjenestemænd, kadrer fra byerne, soldater og repræsentanter for det hemmelige politi (GPU) samt fattigbønder som ville tage hævn for mange års undertrykkelse.
Denne «opmuntring af klassekampen» på landet havde flere formål; Den skulle skaffe de nye kollektivbrug et materielt grundlag og advare de mellemstore bønder mod at forsøge at blive «kulakker». De skulle kun have en eneste mulighed: At slutte sig til kolkhozerne. Samtidig var «kulak»-begrebet så vagt defineret, at det kunne anvendes på alle, som modsatte sig kollektiviseringen, hvad enten de blev fordømt som «ideologiske kulakker» eller som «kulak-lakejer» (podkulatsjniki).
Lige så ødelæggende som kravet om et hæsblæsende tempo i kollektiviseringen var direktivet om at TOZ - den relativt løse form for samvirke som bønderne foretrak - ikke kunne tillades, og at kolkhozerne skulle organiseres i en langt mere kollektivistisk driftsform. Det var ikke helt klart, hvad der skulle ske med husdyrene, men af frygt for at blive anklaget for højreafvigelse gik kadrene i gang med at kollektivisere alle husdyr helt ned til kaniner og høns. Dette var en fejltagelse, som landbruget endnu i dag mærker eftervirkningerne af. Fast besluttede på at gå ind i kolkhozet «nøgen som en falk» (gol kak sokol), slagtede de mellemstore bønder alle deres husdyr, og åd så deres maver var ved at revne.
Tilbagetog og stabilisering
Den 2. marts 1930 var 15 millioner bondehusholdninger allerede organiseret i kolkhozer - dvs. knapt 60 % af det totale antal. Men forholdene på landet var så kaotiske, at forårssåningen var i fare, og Stalin måtte derfor blæse til retræte. I en artikel med titlen «Svimmel af succes» lagde han ansvaret for excesserne på de lokale kadrer og tørrede sine egne hænder. Bønderne troede ham gerne, og i landsbyerne gik de i optog med Stalins Pravdaartikel på bannere, mens de lokale partitjenestemænd holdt sig indendørs. Bønderne fik atter tilladelse til at forlade kolkhozerne, og i løbet af få uger var antallet af kollektiviserede bønder reduceret til en tredjedel. Samme efterår blev kollektiviseringspresset imidlertid genoptaget men nu under mere organiserede former. I løbet af 4 år var de fleste russiske bønder kollektiviseret.
For at lette mekaniseringen af de nye kolkhozer blev der oprettet «motor- og traktorstationer» (MTS), men der var alt for få af dem til, at de kunne få nogen større betydning. De første år bidrog de nye traktorer kun til at erstatte tabet af de slagtede heste. Kornproduktionen sank fra 73,3 millioner tons i 1928 til 68,4 millioner tons i 1933. Samtidig øgede staten sin rekvisition af korn fra 10,8 millioner tons i 1928 til 22,6 i 1933. På denne måde blev industrialiseringsprogrammet alligevel sikret, men landdistrikterne blev i 1932-33 ramt af en hungerkrise, som sandsynligvis krævede millioner af menneskeliv.
Efter regeringen havde givet kolkhozbønderne vigtige indrømmelser, stabiliserede forholdene sig, og i 1935 nåede kornproduktionen atter niveauet fra 1928. Bønderne fik tilladelse til at omsætte deres overskudskorn på det frie marked. Dvs. det korn der var tilbage, når staten havde taget sit. Den enkelte bonde fik lov til at dyrke sit eget lille jordstykke og til at holde nogle husdyr for egen regning. Stalin lovede endog at hjælpe til med at skaffe bønderne køer, men de fleste måtte til at begynde med tage til takke med geder, som de med bidende ironi kaldte «Stalins små køer».
På grund af vanrøgt og fodermangel men først og fremmest som følge af nedslagtningen, var husdyrbestanden i Sovjet blevet mere end halveret fra 1928 til 1933. Dette faktum lader sig vanskeligt forene med den karakteristik Stalin selv gav af kollektiviseringen i sin partihistorie (1938): «En revolution ovenfra, på statsmagtens initiativ, med direkte støtte nedenfra.» Den sidste del af denne karakteristik lagde sovjetiske historikere senere afstand til.
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 39.138