 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Kreisky, Bruno
Bruno Kreisky (1911-90), østrigsk socialdemokratisk politiker, født 22. januar 1911 i Wien som søn af Max og Irene Kreisky. Uddannet som jurist i 1938.
I 1926 meldte han sig ind i Sammenslutningen af socialistiske Skoleelever og i 1927 i Socialistischer Arbeiter Jugend (SAJ). I 1933 blev han formand for Uddannelseskomiteen i SAJ, og efter borgerkrigen i 34 var han med til at danne den Revolutionære socialistiske Ungdom. I januar 35 deltog han i Revolutionære Socialisters første nationale konference. I perioden 1935-38 blev han arresteret en række gange, før han gik i eksil i København og senere i Sverige, hvor han i 1939-45 arbejdede for den svenske kooperativ bevægelse og som journalist. Efter krigen var han ansat som diplomat på den østrigske ambassade i Stockholm 1946-49, før han endelig vendte tilbage til Østrig. I 53 blev han udnævnt til viceudenrigsminister. I 56 blev han valgt ind i den østrigske Nationalforsamling, i 59 valgt som Socialdemokratiets (SPÖ) næstformand og blev udenrigsminister i Raab regeringen. I 67 blev han valgt til formand for SPÖ og i perioden 1970-83 var han Østrigs kansler, hvor han som chef for en række regeringer fik gennemført en række reformer indenfor familieret og uddannelse. I 74 vedtog reringen en 40 timers arbejdsuge for alle lønarbejdere, i 76 mindst 4 ugers ferie og samme år blev socialforsorgen udvidet. I 79 indførtes begrænsninger på mulighederne for fyring af arbejdere. Året inden var han efter en folkeafstemning blevet tvunget til at støtte et forbud mod atomkraft i Østrig, efter selv at have ført en kampagne, hvor han gik ind for fredelig anvendelse.
Kreisky gjorde tidligt en betydelig indsats for støtte til den 3. verden. Som udenrigsminister var han i 1962 initiativtager til afholdelsen af Konferencen for økonomisk samarbejde og Partnerskab og var arkitekten bag Wienerdeklarationen, der opfordrede til gennemførelsen af en slags Marshallplan for udviklingslandene financieret af de udviklede lande. I 64 grundlagde han Wiens institut for Udviklingsstudier. I 76 blev han valgt til næstformand i Socialistiske Internationale, hvor han sammen med Brandt spillede en vigtig og kontroversiel rolle i forhandlingerne om konflikten mellem arabere og israelere.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 34.101