Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Nørlund, Ib

Ib Nørlund (1917-89), dansk kommunist, politiker og chefideolog. Han var søn af Nationalmuseets direktør, Poul Nørlund og nevø af Niels Bohr. Det var et dannelsesborgerskab, men frisindet. Gennem socialdemokraten Hartvig Frisch der kom i forældrenes hjem stiftede han bekendtskab med socialismen og med Sovjetunionen.

Nørlund gik i gymnasiet på Skt. Jørgens Gymnasium, og var aktiv i Dansk gymnast Forbund, hvor han i 1933 blev sekretær og for første gang fik lov at udfolde sine organisatoriske evner. I 1934 efter blev han sekretær i Ungdomsfronten mod krig og Fascisme, og samme år blev han optaget i DKU og året efter i DKP. I 35 blev han student og begyndte at studere matematik og teoretisk fysik på Københavns Universitet. Samtidig gik han ind i Kommunistisk Studenterfraktion og blev nær ven af Erik Ib Smith.

Han avancerede nu hurtigt i ungdomsorganisationen. I 1935-41 sad han i DKU's ledelse, fra 36 som sekretær, i 38 blev han som DKU's repræsentant optaget i partiets centralkomite (CK) og i 41 blev han konstitueret som DKU's formand. I 1939 besøgte han for første gang Sovjet, hvor han skulle oversætte SUKP's historie til dansk.

Parallelt med partiarbejdet gjorde han sine studier færdig, og blev i 1940 cand.mag. og cand.scient. I 1940-41 var han ansat som assistent på Niels Bohr Instituttet, og samtidig fungerede han som lærer ved søofficerskolen. Men fra hans arrestation 4. januar 1942 var han først og fremmest politiker.

Sammen med en række andre kommunister lykkedes det ham den 9. juni 1942 at flygte fra Horserødlejren. Han gik under jorden og blev rejsesekretær for partiet og for Frit Danmark. 22. januar 1945 blev han atter fanget og sad fænglet frem til befrielsen. Han blev nu redaktør af partiavisen Land og Folks jyske udgave og derefter af ugebladet Østjyden. Han blev i 1945 valgt til Folketinget hvor han sad til 47, hvorefter han blev ansat som sekretær i partiet, blev hentet ind i forretningsudvalget og i sekretariatet. Poster han bevarede til sin død 42 år senere.

Mere end nogen anden kom han til at inkarnere partiets holdning. Dels pga. sin placering i apparatet, men også pga. sin evne til i enhver situation at begrunde partiets politik. Det var ikke mindst i denne egenskab - som ideolog - at han fremtrådte for offentligheden. Når der skete skift i den teoretiske orientering fra Sovjetunionen, eller når der skulle skabes sammenhæng i ellers desperate fænomener, var det som oftest ham der rykkede ud. Med årene blev han i stigende selve garanten for, at politik og teori hang sammen. Det havde også en vis betydning, at han var den eneste i partiets ledelse, der talte fransk, der efter 2. verdenskrig var blevet det vigtigste sprog i den internationale kommunistiske bevægelse

Op gennem årene skrev han en lang række bøger og pjecer for partiet, og fra 1954 var han redaktør af dets teoretiske tidsskrift Tiden. I 1957-58 havde han en central rolle i det ideologiske opgør med partiformanden Aksel Larsen, og det blev ham der efterfølgende reformulerede partiets historie i bøgerne: Det knager i samfundets fuger og bånd. Rids af dansk arbejderbevægelses udvikling (1959. Udvidet og revideret i 66 og 73). I Kommunismen og tidens spørgsmål (1961) og Det kommunistiske synspunkt (1968) forsøgte han at syntetisere kommunismen som verdensanskuelse og politik.

Da DKP fik fornyet vind i sejlene efter 1970 blev Nørlund mere end nogen anden partiets grå eminence. Han var en af arkitekterne bag oprettelsen af Folkebevægelsen mod EF i 1972, og var gennem en række år partiets repræsentant i bevægelsen. Baggrunden for denne udvikling var især hans analyse af den statsmonopolitiske kapitalisme, og udviklingen af partiets antimonopolistiske strategi på denne baggrund. Strategien gav umiddelbart store resultater. Partiet fik en enorm indflydelse i Folkebevægelsen, som det samtidig lykkedes at skaffe 36% af stemmerne til nej-siden ved EF afstemningen 2. oktober 1972. Partiets ihærdige og disciplinerede arbejde skabte en tilslutning, der ved folketingsvalget i 1973 trak partiet over spærregænsen - for første gang siden 1957 - og gav bl.a. Nørlund adgang til Folketinget, hvor han sad frem til 1979.

Han var samtidig arkitekten bag partiets nye antimonopolistiske program fra 1974. I 1980 udsendte han bogen Internationalisme, der indplacere DKP i den internationale kommunismes historie, lige som han i 1982 udsendte et supplementsbind til sin arbejderbevægelseshistorie med titlen 70'erne.

Havde han ikke været akademiker er det givet, at Nørlund senest efter udrensningen af Aksel Larsen i 1958 var blevet partiformand. Nu kom han til at stå i andet geled, men et stærkt fremskudt andet geled. Efterladte arkiver har afsløret, at det ofte var ham der personligt skrev Hanne Reintofts taler, da hun i slutningen af 60'erne repræsenterede partiet i Folketinget, og at han ligeledes forfattede partimand Knud Jespersens ordførertaler i tinget i 70'erne. Men selv om han bærer en betydelig del af æren for, at det i 70'erne og 80'erne lykkedes partiet at tiltrække mange nye medlemmer og vælgere gennem arbejdet i Folkebevægelsen mod EF og siden fredsbevægelsen, bærer han samtidig en betydelig del af ansvaret for at partiet stivnede ideologisk og endte med at blive et af de mest moskvatro partier i Europa uden den evne til fornyelse, der trods alt prægede andre europæiske kommunistpartier i kølvandet på Stalins død i 1952.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 37.439