Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Apartheid betyder oprindelig «adskillelse» på afrikaaner-sproget i Sydafrika, og blev frem til overgangen i starten af 1990'erne brugt som betegnelse for den hvide befolknings økonomiske, politiske og ideologiske herredømme i dette land. Apartheidideologiens repræsentanter forsøgte at retfærdiggøre den racistiske undertrykkelse med argumenter om, at de forskellige «kulturer» bedst udvikles adskilt, og at forudsætningen for harmoni er, at alle accepterer sin egen races særlige plads i samfundet.

Ordet «apartheid» blev for alvor taget i brug i 1948, da det sammenfattede det program, som Nationalistpartiet sejrrigt gik til valg på. Apartheidsystemets oprindelse må imidlertid søges helt tilbage i de første hollandske bosætninger i midten af 1600-tallet, med udryddelsen af lokalbefolkningen og introduktionen af slave-økonomi. Boergruppens yderliggående racisme var samtidig koblet til en calvinistisk opfattelse af at være et udvalgt folk. Økonomisk blev grundlaget for apartheid forstærket fra slutningen af 1800-tallet med fremvæksten af en kapitalistisk produktionsmåde baseret på billig sort arbejdskraft i miner og på de europæiske godser. Den endelige opdeling af Sydafrika i områder for sorte og hvide gennemførtes i den første fjerdedel af det 20. århundrede, sammen med en række love som kontrollerede arbejdskraften. I 1930'erne fik raceadskillelses-politikken klare fascistiske udtryk. Det ideologiske slægtskab blev udtrykt på følgende måde i 1942 af J.B. Vorster, som senere blev premierminister: «Vi står for kristen nationalisme, som en allieret til nationalsocialismen. Man kan kalde dette anti-demokratiske princip for diktatur, hvis man ønsker det. I Italien kaldes det fascisme, i Tyskland nationalsocialisme og i Sydafrika kristen nationalisme.

Efter 1948 fandt der en systematisering af apartheid-ideologien sted, bl.a. gennem et netværk af love, detailregulering af forholdet mellem racegrupperne, udbygningen af et totalitært statsapparat og brutal undertrykkelse af al opposition. Apartheidtilhængernes politiske overherredømme efter anden verdenskrig må ses som udtryk for en klassealliance indenfor den hvide befolkning. I de første år efter 1945 steg antallet af sorte som flyttede til byerne meget hurtigt, hvilket udgjorde en konkurrence overfor hvide arbejdere, et problem for tilførslen af billig arbejdskraft til miner og godser, og en udfordring til kapitalens profit gennem strejker og organiserede fagforeninger. Apartheidsystemets svar var, at afrikanere kun kunne få midlertidig opholdstilladelse i «hvide områder», mens de udgjorde en nødvendig arbejdskraft, og at de skulle udelukkes fra politiske og andre rettigheder. Istedet skulle deres egentlige bosteder være «reservater» eller «bantustans», som dækkede 13 % af Sydafrikas areal. (Den sorte befolkning udgjorde 87 %). Hundredetusinder blev senere tvangsforflyttet til disse områder, som fungerede som opholdssted for lønarbejdernes familier og en losseplads for arbejdskraft, som var blevet for gammel eller nedslidt. I apartheid-ideologien blev de desuden tillagt betydning som etnisk/kulturelle reservater, og bidrog til at kanalisere modstanden ind i mere «tribalistiske» (stammemæssige) former.

Perioden med den «rene» apartheid faldt sammen med den stærkeste økonomiske vækst i Sydafrikas historie. Apartheid fungerede på mange måder som et funktionelt system for kontrol af arbejdskraften, hvilket både lokkede international storkapital til landet og muliggjorde en alsidig industriudvikling. Protesterne fra den voksende militante opposition blandt sorte (specielt oprøret i Soweto i 1976), og den samstemmige fordømmelse i den internationale opinion, skabte fra slutningen af 1970'erne imidlertid et pres i retning af at modificere en del af de mest åbenbare racistiske træk ved systemet.

Apartheidsystemet blev også indført i Namibia, som blev holdt besat af Sydafrika, og under det hvide mindretalsstyre i Rhodesia (Zimbabwe) frem til 1980, var apartheid også et fremherskende træk. Begrebet er også blevet anvendt om staten Israels behandling af palæstinenserne i selve Israel og i de besatte områder.

Apartheid blev formelt afskaffet ved overgangen til sort flertalsstyre i Sydafrika i første halvdel af 1990'erne. Formelt er de forskellige etniske grupper ikke længere adskilt med love, men 45 års apartheid og før det kolonistyre har sat sig dybe spor i landet og medført, at der fortsat eksisterer dybe raceskel - på arbejdsmarkedet, i boligområderne, i befolkningens sociale- og økonomiske muligheder og på det kulturelle område. Disse rester af apartheid præger fortsat landet, og vil fortsætte med at præge det i årtier fremover.

Israel er i dag en apartheidstat. Det har Sydafrika, Amnesty International og Human Rights Watch tidligere fastslået. I denne video fra Al Jazeera undersøges hvorvidt påstanden holder vand.

T.L.E.