Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Demokrati

Demokrati er udtryk for en revolutionær målsætning om et samfund frit for privilegier af enhver slags, uden menneskets herredømme over mennesket og med lige ret og mulighed for enhver til at udfolde sine evner. Det demokratiske samfund anerkender ingen andre politiske spilleregler, end dem som er fastlagt gennem fri og utvungen diskussion mellem samfundsborgere. Den demokratiske ide bygger på menneskets grundlæggende interesse i deltagelse og selvstyre med henblik på kontrol over egne arbejds- og livsbetingelser. Som politisk styreform har det borgerlige samfund udviklet det parlamentariske demokrati - indirekte demokrati. En anden - om end ikke konkurrerende - styreform, rådsdemokratiet - direkte demokrati - er særlig knyttet til den socialistiske tradition. Det drejer sig i denne forbindelse om to institutionelle variationer over det samme demokratiske tema. Det sociale demokrati - dvs. udvidelsen af demokratiet, også til de ikke-statslige felter - er sammenfaldende med socialismebegrebet.

Det borgerligt-liberale demokrati

Det borgerligt-liberale eller «vestlige» demokrati har udviklet sig som et repræsentativt demokrati. Så sent som i slutningen af 1700 tallet blev tanken om et «repræsentativt demokrati» anset for en selvmodsigelse. Jean-Jacques Rousseau (1712-78) hævdede f.eks., at et folk som lod sig repræsentere var et ufrit folk. Folkeviljen kunne kun udtrykkes gennem det direkte demokrati. Indenfor «vestlig» tankegang er «demokrati» og «repræsentation» derimod i dag blevet identiske begreber.

Udviklingen af det repræsentative demokrati - stemmeretten - kan skitseres i fem faser:

  1. En tidlig, før-revolutionær fase med store lokale variationer i stemmeretspraksis men med stemmeretten knyttet til medlemskab af en anerkendt stand - adel, præsteskab e.l.
  2. Stigende standardisering af stemmeretten i kølvandet på den nordamerikanske revolutionen i 1776 og den franske revolution i 1789; Større grad af lighed mellem dem der havde stemmeret, men med ejendom og indtægt som betingelse.
  3. Massemobiliseringens fase med omfattende udvidelse af stemmeretten, men fortsat således at én person gennem forskellige ordninger kan have flere stemmer.
  4. Almen stemmeret for mænd, med eliminering af de formelle og sociale betingelser for stemmeret.
  5. Fortsat demokratisering, med stemmeret for kvinder, sænkning af valgretsalderen m.v.

Nogle lande som England, Belgien og Sverige fulgte dette mønster i en jævn og gradvis udviklingsrytme. England brugte f.eks. knapt 100 år på udviklingen fra «the Reform Act» (1832) til fuld stemmeret for mænd i 1918 og for kvinder i 1928. Frankrig fulgte derimod et zig zag mønster: Perioden 1789-1813 førte fra fase 1 til fase 4, derefter tilbageslag, før Februar revolutionen i 1848 indførte fuld «mandligt demokrati», men stemmeret for kvinder indførtes først efter 2. verdenskrig (1946). De fleste europæiske lande kan placeres et sted mellem det engelske og det franske mønster. Det gælder bl.a. Norge, der fik en meget demokratisk grundlov i 1814, parlamentarisme i 1884, mandlig stemmeret i 1898 og kvindelig stemmeret i 1913. I USA kom der derimod til at gå omkring to hundrede år - fra revolutionen i 1776 - til stemmeretten også gjaldt den afroamerikanske befolkning i samtlige delstater.

Det fuldt udviklede parlamentariske demokrati bygger på følgende principper:

Disse parlamentarisk-demokratiske principper udgør det ene grundlæggende element i det borgerligt-liberale demokrati. Dertil kommer den liberale retsstats principper: Magtfordelingen mellem lovgivende, udøvende og dømmende organer, domstolenes uafhængighed, et sæt af grundlæggende menneskerettigheder - ytrings-, forsamlings-, organisations- og trykkefrihed. Alt sammen nedfældet i konstitutionen (grundloven).

Det liberale demokrati er frembragt af det kapitalistiske samfund, og borgerlig økonomi og politik har det samme grundlag i forestillingen om frihed og lighed: Markedets frie spil og den frie politiske meningsudveksling, virksomhedernes økonomiske konkurrence og partiernes kappestrid ved valgene, aktieselskabernes generalforsamlinger og de repræsentative forsamlinger, det frie erhvervsvalg og den frie stemmeret.

Imidlertid påviste Marx, at den liberale kapitalistiske forestilling om frihed og lighed er ideologisk: Indenfor et kapitalistisk produktionssystem er de ejendomsløse ufrie, fordi de må sælge deres arbejdskraft til kapitalejerne; Den markedsregulerede lighed skjuler den økonomiske ulighed, som består gennem udbytningen af arbejdskraften. Når ufriheden må fremstilles som frihed og uligheden som lighed, hænger det sammen med det historisk set helt revolutionerende princip, som det borgerlige samfund indstifter: Kun de interesser som er universelle, dvs. gælder for alle, anses for gyldige og retmæssige. Intet privilegium kan længere begrundes som «naturligt» eller «givet af guderne»; Først i det borgerlige samfund gælder mennesket som menneske, «fordi det er menneske. Ikke fordi det er jøde, katolik, protestant, tysker, italiener osv.» (Hegel). Men i et kapitalistisk samfund som giver de ejendomsbesiddende klasser magt over den ejendomsløse klasse, vil denne universelle frihed og lighed kun være formel og ikke reel. Sådan vil det være så længe friheden har ufriheden og ligheden uligheden som deres forudsætning. På samme måde indførte det borgerlige samfund princippet om universalitet, som peger ud over kapitalismen mod et samfund uden klasser.

Det korporative demokrati

Parlamentet var oprindelig et effektivt politisk redskab for borgerskabet i kampen mod traditionelle adelige og kongelige magtpositioner; Gennem parlamentet erobrede og befæstede borgerskabet den politiske magt. Med udvidelsen af stemmeretten ændrede denne situation sig imidlertid. Det kunne føre til, at de folkelige klasser udfordrede borgerskabets politiske herredømme. Denne mulighed så Marx allerede i forbindelse med den nye franske forfatning af 1848: «Konstitutionen giver gennem den almindelige stemmeret den politiske magt til de klasser, hvis samfundsmæssige slaveri den skal gøre evig, til proletariatet, bønderne og småborgerne. Og den klasse hvis gamle samfundsmæssige magt den sanktionerer, borgerskabet, fratager den de politiske garantier for denne magt. Den tvinger det politiske herredømme ind i demokratiske rammer, som hvert øjeblik kan hjælpe de fjendtlige klasser til magten og bringe grundlaget for selve det borgerlige samfund i fare. Af den ene kræver den, at den ikke må gå videre fra den politiske til sociale frigørelse. Af den anden kræver den, at den ikke må gå fra den sociale tilbage til den politiske restauration.» Med den almindelige stemmeret kunne klassekampen også udkæmpes på den parlamentariske arena.

Men åbningen af parlamentet for arbejderklassens repræsentanter blev akkompagneret af en gradvis svækkelse af parlamentets betydning som politisk institution. Efterhånden blev det politiske magtcentrum forskudt fra den lovgivende, parlamentariske forsamling, til forsamlingens udøvende organer - regeringen - og til dens iværksættende organ - statsforvaltningen. Ud fra klassisk demokratisk teori skulle statsforvaltningen være et lydigt redskab for de folkevalgte repræsentanter, som på deres side fattede beslutninger i pagt med vælgernes direktiver. For det 20. århundredes vestlige demokratier blev denne forestilling efterhånden helt misvisende; Statsforvaltningens organer er kommet til at spille en anden og politisk set langt mere dominerende rolle i udformningen af samfundsudviklingen. Dette hænger især sammen med, at der parallelt med svækkelsen af den parlamentariske, valgdemokratiske kanal blev opbygget en ny kanal for politisk indflydelse - den såkaldte «korporative kanal» (se art. Korporativisme). Gennem denne kanal er det ikke mindst de økonomiske storvirksomheder og erhvervslivets interesseorganisationer - herunder også de faglige organisationer - som søger at udøve politisk indflydelse. Den direkte kontakt med statsforvaltningens organer er sikret gennem deltagelse i et net af offentlige og halvoffentlige råd, udvalg og komiteer, som i virkeligheden udformer politikken på stadig flere felter af samfundslivet.

Den parlamentariske og den korporative kanal har en meget forskellig virkemåde. Den parlamentariske kanal forudsætter en høj grad af offentlighed, favoriserer interesser som kan stå åbent frem, giver formelt set lige adgang for alle og er reguleret gennem periodiske valg. Den korporative kanal forudsætter ringe grad af offentlighed, favoriserer interesser som opererer i det skjulte, åbner adgang for de velorganiserede og ressourcestærke grupper og fungerer kontinuerlig. Udviklingen af det korporative samarbejde - som særlig er blevet udviklet efter den økonomiske krise i mellemkrigstiden - har fundet sted i ly af det parlamentariske demokrati. Ikke som i det fascistiske Italien, som alternativ til det. Men parlamentets rolle bliver stadig mere af symbolsk karakter: De parlamentariske debatter skal politisk begrunde og markedsføre de beslutninger overfor vælgerne, som i virkeligheden allerede er taget i andre organer. Dette korporative demokrati kan beskrives som: «Stemmerne tæller, men ressourcerne afgør».

Det nye elite-demokrati og dets ideologer

Det korporative demokrati er den velorganiserede elites demokrati. Denne senborgerlige styreform er i modsætning til det liberalt-borgerlige demokrati ikke forpligtet af en dybere moralsk målsætning for samfundsudviklingen. Det nye demokrati har kun én målsætning: Systemets egen opretholdelse. Denne amputering af demokratiet kommer også til udtryk i de moderne teorier om demokrati. Ifølge en dominerende retning, den såkaldte «realistiske demokratiteori» (Robert Dahl, Giovanni Sartori, Joseph Schumpeter o.a.), må begrebet om demokrati renses for ethvert moralsk indhold: Det moderne demokrati er en metode til at vælge og autorisere regeringens medlemmer. Realistisk opfattet er demokratiet et sæt af institutioner, som regulerer konkurrencen mellem to eller flere politiske elitegrupper om folkets stemmer, og som giver myndighed til at tage de nødvendige politiske beslutninger. Udfra dette perspektiv bliver et for stærkt politisk engagement fra samfundsborgernes side en trussel mod systemets ligevægt; Demokratiet afhænger, som det hedder, af en vis grad af politisk apati (ligegyldighed). Mens klassisk demokratisk teori gerne så elitegrupperne som en væsentlig trussel mod demokratiet, er det i massedemokratiets tidsalder eliten der værner systemet mod masserne.

Det er imidlertid et spørgsmål, om det korporative elitedemokrati fortsat bør kaldes et demokrati. Spørgsmålet bliver rejst, også indenfor den «realistiske» tradition. Sartori hævder f.eks., at «demokrati» er et ekstremt ideal på linie med «kommunisme», «forsåvidt som - i en rent normativ sammenhæng - de to idealer til syvende og sidst kan siges at gå ud på det samme». Sartori er på ingen måde kommunist, men foreslår alligevel at man i stedet måske bør finde et mere dækkende ord for det der normalt kaldes for demokrati. Denne forlegenhed er vel et udtryk for, at demokratiets muligheder under kapitalistiske forudsætninger begynder at være udtømte, og at valget står mellem to udviklingslinier: Enten nedbryder demokratiet de kapitalistiske skranker og etablerer et socialt demokrati, eller kapitalismen bringer demokratiet til afslutning som politisk eksperiment og indstifter en ny autoritær styreform.

Det socialistiske demokrati

Det liberale demokrati er ikke kun borgerskabets værk. Vigtige demokratiske reformer, som f.eks. udvidelsen af stemmeretten siden slutningen af det 19. århundrede, er kæmpet igennem af arbejderbevægelsen og progressive dele af småborgerskabet. Det liberale demokrati er delvis etableret i kamp mod dele af borgerskabet. Når det liberale demokrati er blevet truet eller brudt ned, er arbejderklassen og dens organisationer altid gået i kamp mod ledende fraktioner indenfor borgerskabet, som det f.eks. skete i mellemkrigstiden i forsvaret af den spanske republik, i modstanden mod fascismen i Italien, Tyskland og Østrig, og i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Det liberale demokrati indgår derfor i den europæiske arbejderbevægelses militante historie.

Denne erfaring er imidlertid i bemærkelsesværdig ringe grad blevet nedfældet i marxistisk agitation og teori om det liberale demokrati. I den sammenhæng er det liberale demokrati gerne blevet fremstillet som bedrag, som borgerskabets fordækte klasseherredømme - egentlig borgerskabets diktatur. Det marxistiske alternativ har - indenfor denne tradition - været «Proletariatets diktatur». Denne tankegang repræsenterer en skæbnesvanger politisk blindgyde, som udviklingen i bl.a. Østeuropa har vist. Det liberale demokrati er ikke et automatisk produkt af kapitalismens udvikling. Det er skabt ud fra modsætningerne indenfor det kapitalistiske system. Det er også arbejderklassens politiske værk. Det liberale demokrati har karakter af et kompromis mellem de stridende klasser under kapitalismen: Det værner om både erhvervsfriheden og organisationsfriheden.

Centrale dele af det liberale demokrati indebærer historiske fremskridt, som må indgå i et socialistisk demokrati. Det gælder såvel princippet om magtfordeling, domstolenes uafhængighed, lovfæstningen af ytrings-, forsamlings- og organisationsfriheden. Endvidere er den politiske pluralisme en vigtig del af et socialistisk demokrati: Et politisk system kan kun kaldes demokratisk, hvis det tillader flere partier, giver mulighed for opposition og bygger på almene, frie og hemmelige valg. Parlamentet må repolitiseres og styrke sin politiske magt i pagt med dets rolle som det reelt styrende organ (se Parlamentarisme). Selv om en moderne socialistisk industristat ikke vil kunne fungere uden et indirekte, repræsentativt demokrati på nationalt niveau, er det socialismens vigtigste kendetegn, at de øvrige, ikke-statslige felter af samfundslivet er gennemdemokratiseret. Det er gennem det direkte demokratis organer - rådssystemet knyttet til arbejdsplads og bolig - at samfundsborgerne kan opnå kontrol over deres umiddelbare liv. I denne udformning udgør det socialistiske system en kombination af det indirekte og det direkte demokrati.

R.S.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 231.414