Benin
| Befolkning | 12,8 mio. |
| Valuta | CFA Franc |
| Areal | 112.620 Km2 |
| Hovedstad | Porto Novo |
| Befolkningstæthed | 55,9 indb./Km2  |
| HDI placering | 166 |
Benin, en smal strimmel land, der hæver og udvider sig mod nord, har en sandet kyststrækning på 120 km uden naturlige havne. Fra syd til nord består landet af forskellige naturområder: kystbæltet, hvor man dyrker palmer; regnskovene i højlandet; højsletten, der stiger svagt til floderne Ouermé, Mekrou, Alibori og Pendjaris udspring i det bakkede, tropiske område. Blandt de alvorligste miljøproblemer tæller det forhold, at ørkenområderne forøges grundet de senere års mangel på regn. De ringe sanitære forhold hindrer forsyningen af rent drikkevand, og sygdomme forårsaget af forurenet vand truer 65% af befolkningen, især i landområderne.
Folket: Befolkningen i Benin har sine rødder i 60 forskellige etniske grupper. De talmæssigt største grupper er fon´erne med 47%, Adja´erne, yoruba´erne og baribei´erne, der havde udviklet stabile politiske strukturer allerede inden den franske kolonisation.
Religion: 70% af befolkningen praktiserer traditionelle, afrikanske religioner; 15% er muslimer og 15% er katolikker.
Sprog: Fransk er det officielle sprog. De mest udbredte sprog er fon, fulani, mine, yoruba og massi.
Politiske partier: Flerpartidemokrati. Det demokratiske Fornyelsesparti; Benins Genfødselsparti; socialdemokratiet; Den afrikanske bevægelse for demokrati og Fremskridt; Aktionsfronten for genfødsel og Udvikling; Benins Kommunistparti; Benins Kommunistparti-ML (stiftet i 1999 efter en afspaltning fra det gamle kommunistparti)
Sociale organisationer: Benins arbejderes nationale Landsorganisation er den eneste arbejderorganisation i Benin.
Officielt navn: République Populaire du Bénin.
Administrativ inddeling: 6 provinser.
Hovedstad: Porto Novo, 238.000 indbyggere. (2003).
Andre vigtige byer: Cotonou, 704.900 indbyggere; Abomey-Calavi, 86.900 indbyggere; Djougou, 177.300 indbyggere; Parakou, 141.100 indbyggere (2000).
Regering: Republik ledet af en præsident med store beføjelser. Patrice Talon, præsident, stats- og regeringsleder siden april 2016. Etkammersytem med 83 medlemmer.
Nationaldag: 1. juli, (Uafhængighedsdagen, 1960); 30. november, (Revolutionsdagen, 1974).
Væbnede styrker: 4.800 mand.
Paramilitære styrker: Gendarmeriet og Folkemilitsen : 4.000 mand.
Benin - eller Dahomey, som landet hed indtil 1975 - hører til blandt de fattigste lande i verden. Det er beliggende i et område domineret af yoruba-kulturen fra Ife, hvor ewe-folket, der hører til den samme sproglige tradition, etablerede to kongedømmer i det 17. århundrede: Hogbonu, idag Porto Novo, og det mere kendte Abomey, i det indre af landet. Disse kongedømmer anlagdes i den periode, hvor handelen med slaver var på sit højeste, og befolkningen ernærede sig som mellemhandlere for slaveopkøberne.
Fon-kongerne fra Abomey grundlagde en centralistisk stat, der strakte sig ud over Benins nuværende grænser. En moderne, disciplineret hær, udstyret med europæiske våben - en hær, der vel at mærke inkluderede et stort antal kvinder, hvilket varede indtil slutningen af det 19. århundrede! - tillod befolkningen at bryde igennem forsvaret af Alafin de Oyo, i Nigeria, og indtage en række yoruba-byer. Engelske, franske og portugisiske handelsfolk benyttede fra det 17. århundrede havnen i Ouidah, som var centrum for slavehandelen, som opsamlingssted for negerslaverne.
Kongedømmet Abomey led et hårdt slag, da englænderne forbød handelen med slaver i 1818, men kong Ghezo, 1818-1856, fortsatte i al hemmelighed transporterne til Brasilien og Cuba. Han understøttede desuden udviklingen af landbruget og indførte et rigidt, statsligt monopol på udenrigshandelen.
Hans barnebarn Benhazin arvede i 1889 en velhavende nation, som dog truedes af kolonisering. Franske tropper landsattes i 1891; de mødtes af fon´erne, der ikke var i stand til at forhindre erobringen af hovedstaden i 1892. Kongen og hæren trak sig tilbage til junglen, hvorfra de fortsatte modstandskampen indtil 1894. Benhazin, der blev et symbol på den anti-koloniale modstand, døde i landflygtighed på Martinique i 1906.
Det første, kolonisatorerne foretog sig, var at ødelægge fon-monarkiets centralistiske, politiske strukturer. Samtlige regler i det gamle samfund ophævedes, og der indførtes et samfundssystem, der tillod den groveste udbytning af arbejdskraften. Franskmændene monopoliserede handelen med palmeolie, hvilket ruinerede de familier som igennem næsten et helt århundrede, havde modstået den udenlandske indflydelse.
Kolonien Dahomey, som havde fået sit navn af franskmændene, kunne i begyndelsen af det 20. århundrede ikke længere brødføde sine egne indbyggere. Da landet i august 1960 opnåede selvstændighed, eksporterede man den samme mængde palmeolie som i 1850 og havde nu en befolkning, der var 3 gange større.
Uafhængigheden var dels et resultat af Frankrigs svaghed efter den 2.verdenskrig og skyldtes dels indsatsen fra en gruppe nationalister, uddannede i Europa. De var ledet af Louis Hunkanrin og bekæmpede gennem 20 år det systematiserede tvangsarbejde, den franske administration havde indført. På trods af forbuddet mod enhver lokal, politisk organisering, grundlagde Hunkanrin Ligaen for Menneskerettigheder, der mødtes af en voldsom repression fra franskmændene. Hundredvis af landsbyer afbrændtes, man registrerede næsten 5.000 dræbte og Hunkanrin flygtede til Mauritanien.
Franskmændene var i 1960 ikke længere i stand til at støtte Dahomey økonomisk og besluttede at tilbyde landet selvstændighed. Den autonome regering overtog en kollapset økonomi og et samfund, dybt splittet af korruption. Det blev indledningen til en periode med stor ustabilitet, hvor man havde ikke mindre end 12 civile og militære regeringer i løbet af 16 år.
Kolonitidens elite var fuldstændigt forsvundet, da major Mathieu Kerekou den 26. oktober 1972, som leder af en gruppe unge officerer, gennemførte et statskup i protest mod korruptionen og despotismen. To år senere indførtes marxismen-leninismen, landets navn ændredes til Benin og man introducerede et kommunalt organiseret politisk og økonomisk system. Samtlige udenlandske besiddelser nationaliseredes og man stiftede Benins folkelige Revolutionsparti, som det eneste parti i landet.
Det revolutionære samfund blev snart offer for talrige, udenlandsk organiserede anslag. I januar 1977 oplevede man et mislykket invasionsforsøg med deltagelse af franske lejesoldater og inspireret af Gabon og Marokko.
Et nyt Nationalt Revolutionsråd valgtes ved direkte valg i 1980. Regeringen anlagde en mere pragmatisk diplomatisk linie og forbindelserne til Frankrig reetableredes. Produktionen af palmeolie fortsatte med at falde, mens handelen med bomuld og sukker steg. Arbejdsløsheden var fortsat et alvorligt problem, men man opdagede olieforekomster i havet ud for Benin, hvilket kunne sætte landet i stand til at blive selvforsynende med olie. Der fandtes ligeledes rige forekomster af fosfater i Mekrou-regionen.
Men en tørkeperiode, der især ramte de nordlige provinser, ødelagde alle forventninger. På grund af ørkenens hastige fremvækst, opgav man tankerne om selvforsyning på fødevareområdet, herunder også på basisfødevarerne, som f.eks. maniok, ñame, majs og durra.
Nigerias attitude forværrede situationen, da man udviste titusinder af emigranter fra bl.a. Benin for endeligt helt at lukke grænserne.
Den økonomiske krise tvang Benin til at acceptere økonomiske påbud fra IMF, og der indførtes en skat på 10% af lønningerne og en reduktion på 50% i de sociale ydelser. Studerende, lærere og funktionærer ansat i undervisningssektoren iværksatte strejker, hvor man forlangte at få udbetalt de tilbageholdte lønninger og stipendier.
Efter folkeligt pres og skuffet over sin egen ledelse af landet, erklærede præsident Kerekou, den 8. december, at man ville opgive marxismen-leninismen som officiel ideologi. Man forfattede en ny grundlov, der introducerede en række politiske og økonomiske reformer - især tiltag der skulle fremme det private initiativ.
Premierminister Nicéphore Soglo besejrede præsident Kerekou, den 24. marts 1991, ved at opnå 68% af de afgivne stemmer ved det første præsidentvalg i de foregående 30 år. I 1992 modtog den tidligere præsident Kerekou amnesti, efter at være blevet anklaget for sine politiske aktiviteter op til statskuppet i 1972 og landets politiske fanger blev løsladt.
Soglo fortsatte den liberale, økonomiske politik og privatiseringsprogrammerne, der var blevet indledt af hans forgænger i 1986. Gældsætningen fortsatte med at sluge en stor del af de årlige indtægter - i 1992 udgjorde betalingen af udlandsgælden 27% af landets indtægter.
Devalueringen af CFA francen med 100%, dekreteret af Frankrig i januar 1994, havde voldsomme konsekvenser for Benins økonomi. Bruttonationalproduktet steg med 4% årligt og bomuldseksporten steg, men nedskæringerne i de offentlige udgifter - der bl.a. skulle have begrænset inflationen - førte blot til drastiske nedskæringer i de sociale programmer.
Soglo påtog sig i juli 1994 lederskabet af Benins Genfødselsparti, der var stiftet af hans kone Rosine i 1992. Genfødselspartiet blev besejret af oppositionspartiet Det demokratiske Fornyelsesparti ved parlaments- og lokalvalgene i marts 1995. Regeringen forbød i maj 1995 eksporten af fødevarer i et forsøg på at sænke hjemmemarkedspriserne og begrænse inflationen, samtidig med at man vægrede sig ved at hæve lønningerne.
Soglo´s «klan-stil» og tendenserne til at hans familie satte sig på magten irriterede ikke alene Benins politiske klasse. Ved valget i marts 1996, vandt den tidligere leder af det marxistiske styre, Kerekou, en spinkel sejr over Soglo. Verdensbanken, der mente at de iværksatte økonomiske reformer i Benin kun havde kunnet fremvise beskedne resultater, nægtede i april at genforhandle et lån på 98 millioner dollars, som Nationalforsamlingen havde afvist i slutningen af 1995.
Fra august til oktober 1997 forårsagede svinepest tabene af 60.000 svin, omkring 10% af det samlede antal. Fagforbundene indledte i november samme år en 72-timers strejke for at advare regeringen om utilfredsheden med den finanslov, man havde vedtaget for det kommende år. Den sociale uro nåede et foreløbigt højdepunkt i februar 1998, da de 5 største fagforbund iværksatte en strejke mod «den asociale finanslov, mod IMF’s diktater, mod Verdensbanken og EU, mod den udbredte korruption og præsident Kerekou». Konfronteret med denne folkelige modstand, besluttede regeringen at forøge de offentlige udgifter med 10 millioner dollars, hvilket fagforbundene stadig mente var utilstrækkeligt. De opfordrede derfor til boykot. I januar 1999 gav IMF et lavtforrentet lån på 14 mio. US$ til landet.
Ved parlamentsvalget i marts 1999 deltog 56 politiske partier, men den siddende præsident vandt. Premierministeren Adrien Houngdedji gik af, men blev ikke erstattet af en anden. Premierministerfunktionen varetages derfor af Kérékou. Præsidenten offentliggjorde i januar 2000 detaljer omkring en konspiration mod hans regering blandt officerer i hæren og tidligere medlemmer af de regionale fredsstyrker. Tidligere medlemmer af fredsstyrkerne gennemførte i december 1999 et kup i Côte d’Ivoire, og et tilsvarende kupforsøg i Mali var netop blevet afværget. Soldaterne havde dér kritiseret forsinkelser i udbetalingen af deres lønninger.
I juli 2000 kom Benin ind under det Udvidede initiativ for stærkt forgældede Lande, og fik dermed ret til en reduktion i sin udlandsgæld på 460 mio. US$.
I april 2001 forsvandt et skib med snesevis af børn i nogle dage, og satte derved fokus på den slavelignende handel med børn der finder sted i landet og i regionen. Børnene sælges til arbejde - i mange tilfælde på kakao- og kaffeplantager i nabolandene. For at dæmme op for denne udvikling indførte Ministeriet for Familieanliggender i september et udrejsecertifikat for alle unge under 15 år.
I marts 2003 blev der gennemført parlamentsvalg, der styrkede præsident Kérékous i parlamentet. Hans støtter fik 55,8% af stemmerne. Parlamentet gik igang med udarbejdelsen af en ny familielovgivning, der skal styrke kvindens stilling ifht. den traditionelle sædvaneret. Menneskerettighedssituationen er i sammenligning med de omkringliggende lande ganske god. Politiske modstandere udsættes ikke for systematisk forfølgelse, og der findes en udstrakt presse- og ytringsfrihed.
Som følge af udbredelsen af sygdommen AIDS, er gennemsnitsalderen i Benin faldet med 10 år.
I oktober 2003 besluttede præsidenterne fra Nigeria og Benín at nedsætte en fælles kommission i samarbejde med UNICEF og Terre des Hommes, der skal arbejde med repatriering af børneslaver. Iflg. beregninger fra Brigaden til beskyttelse af mindreårige i Benin, udnyttes 6.000 børn fra Benin som slavearbejdere i Nigeria.
I januar samme år vedtog parlamentet en lov, der forbyder enhver form for lemlæstelse af pigers og kvinders kønsorganer. Straframmen for sådanne overgreb blev sat til 6 mdr. til 3 års fængsel, dog op til 5 år hvis kvinden er mindreårig og op til 10 år hvis kvinden dør som følge af lemlæstelsen.
Under et OAU ministermøde i Porto Novo i april 2004 offentliggjorde UNICEF en alarmerende rapport, der påviste, at der finder menneskehandel sted i 53 afrikanske lande. Rapporten påviste, at de fleste ofre er børn, der anvendes som soldater, som slaver eller til prostitution. Kvinder var den næststørste gruppe. Iflg. UNICEF er de vigtigste faktorer der fremmer handelen med mennesker, fattigdom og borgerkrig. Det var UNICEF's håb, at rapporten kunne bidrage til at udvikle midler til bekæmpelse af fænomenet og til at forsvare børnenes rettigheder.
En rapport fra maj 2005 indikerede, at antallet af børn i landet der årligt handles har rundet 50.000. Menneskehandlerne forsikrer ofte forældrene om, at deres børn tjener tiltrækkeligt med penge og vil sende store summer hjem, samt at de vil få en god uddannelse. Størstedelen sendes til Nigeria, men nogle sendes også helt til Europa, hvor virker som slaver i hjemmet. Hvis forældrene overhovedet får deres børn at se igen, er det først efter mange år. En måde at holde børnene i slavesituationen på er at gennemføre voodoo ceremonier, hvor de får at vide at de dør, hvis de bryder aftalerne.
Bankmanden Boni Yayi der kun kort tid forinden var trådt ind i politik vandt i 2. runde af præsidentvalget i marts 2006 med 75% af stemmerne. Dermed var «Kérékou æraen» endegyldigt forbi, efter at Kérékou havde siddet i 7 perioder og 30 år på præsidentposten. Forfatningen hindrede ham i pga. alder at stille op igen.
Efter parlamentsvalget i april 2007 og et mislykket attentat mod præsidentkaravanen fik Yayi kontrol over flertallet af parlamentets pladser.
I 2008 kom Benin ind på en 13. plads blandt de 48 lande syd for Sahara på Ibrahim Index of African Governance. Benin klarede sig især godt indenfor områderne sikkerhed, deltagelse og menneskerettigheder. I 2009 kom landet ind på 15. pladsen. Journalister uden Grænser placerede det i 2007 på 53. pladsen (ud af 169) på organisationens Worldwide Press Freedom Index.
Mens store dele af verden blev ramt af den økonomiske krise i 2008 voksede Benins økonomi med 5,1% og 5,7% i 2008 og 2009. Det skyldtes især vækst i landbrugssektoren, hvor bomuld fortsat spillede en nøglerolle. Bomuld tegnede sig for 40% af BNP og 80% af eksportindtægterne. Landet søgte dog også udenlandsk kapital for at kunne opbygge en turisme sektor samt forarbejdning af landbrugsprodukter.
Yayi Boni blev genvalgt som præsident i marts 2011, hvor han allerede i første runde fik 53,2% af stemmerne. Han blev dermed den første præsident i landet til at opnå genvalg. Hans stærkeste modkandidat, Adrien Houngbédji måtte nøjes med 35,7% af stemmerne. En måned senere opnåede hans parti FCBE ved parlamentsvalget 41 ud af 83 pladser.
Yayi Boni blev i januar 2012 valgt som præsident for den Afrikanske Union (AU).
Benin udertegnede i juli 2012 den anden tillægsprotokol til den Internationale aftale om civile og politiske Rettigheder. Det blev set som et vigtigt skridt til helt at fjerne dødsstraffen fra landets straffelov. Omfanget af menneskerettighedskrænkelser i landet er lavt sammenlignet med andre afrikanske lande. Dog er landets fængsler stærkt overbelagte. Fængslet i Cotonou havde f.eks. 6 gange flere fanger, end det var bygget til. Endelig er staten følsom overfor kritik, og griber hyppigt ind overfor denne. I september 2012 blev den private TV kanal Canal 3 lukket et par dage, efter en af præsident Yayis tidligere rådgivere, Lionel Agbo havde anklaget præsidenten for korruption. Staten undskyldte sig med at Canal 3 ikke havde overholdt retningslinierne for transmission. Agbo blev anklaget for at have fornærmet statsoverhovedet. I januar 2013 blev han idømt 6 måneders fængsel, men valgte efterfølgende at flygte til Frankrig.
BBC meddelte i oktober 2012 at præsidentens læge, niece og tidligere handelsminister var blevet arresteret for at for at have forsøgt at forgifte præsidenten. Niecen skulle have ombyttet præsidentens medicin med en «farlig substans» under dennes statsbesøg i Belgien.
I december 2014 offentliggjorde USA's Arbejdsministerium en liste over lande, der anvender børnearbejdskraft. Benin var på denne liste over 74 lande for anvendelse af børn i bomuldsproduktionen og produktionen af knust granit.
I april 2015 gennemførtes parlamentsvalg. Koalitionen FCBE der bestod af 50 mindre partier der støttede præsidenten Boni Ayai blev den største gruppe i parlamentet med 33 ud af 83 pladser. Parlamentet valgte imidlertid hans modstander Adrien Houngbédji som formand. Hovedstatden Cotonou havde været præget af politiske spændinger i perioden op til valget, og de fortsatte efter. I maj forbød indenrigsministeren alle demonstrationer, til der var dannet en ny regering. Præsidenten anmeldte oppositionens næstformand Armand-Marie Candide Azannaï for bagvaskelse. Et forsøg på at arrestere denne udløste sammenstød mellem demonstranter, politi og soldater i Cotonou. Demonstrationen blev opløst af tåregas og omkring 10 blev såret. Flere end 20 blev arresteret og anklaget for oprør, vandalisme og vold. Demonstrationerne bredte sig derefter til andre byer i landet.
I juni udpegede præsident Boni Lionel Zinsou til posten som premierminister. Posten er ikke stipuleret i landets forfatning fra 1990, og det meste af perioden siden da har der ikke været nogen premierminister. Iagttagere pegede på, at den sandsynlige forklaring var præsidentens ønske om at bringe sin efterfølger i stilling. Bonis embedsperiode sluttede i marts 2016, og han var hindret af forfatningen i at genopstille. Som ventet annoncerede Zinsou sit kandidatur til præsidentposten i december 2015. Han undslap en helikopernødlanding på et stadium i den nordlige del af landet i slutningen af måneden uden skader.
Præsidentvalget i marts blev vundet af den uafhængige kandidat Patrice Talon med 65,4% af stemmerne mod 34,6% til Lionel Zinsou. Zinsou havde vundet første valgrunde med 28,4% af stemmerne mod 24,7% til Talon, men det lykkedes Talon at skaffe næsten alle de stemmer, der i første runde var tilfaldet andre kandidater. Talon erklærede ved sin indsættelse, at han ville arbejde for en forfatningsændring, så præsidenter var begrænset til én 5 års periode, reducere regeringens størrelse fra 28 til 16 ministre og bekæmpe «selvtilfredshed». Præsidentens forslag til forfatningsændring blev imidlertid efter få dage nedstemt i parlamentet. Han havde brug for 63 stemmer, men fik kun 60. Talon var forretningsmand med en personlig formue på over 400 mio. US$. Han havde financieret den tidligere præsident Yayis valgkampagner i 2006 og 11, men de to blev siden uvenner. I 2012 måtte Talon flygte til Frankrig efter at være anklaget for at have svindlet med 18 mio. € i manglende skatter.
Trods valget af ny præsident fortsatte politi- og sikkerhedsstyrker med at slå ned på demonstranter. I juli 2016 angreb sikkerhedsstyrker en fredelig studenterdemonstration i Cotonou med tåregas og knipler. 20 studenterende blev såret. Mindst 9 studerende blev efterfølgende fængslet og først løsladt igen efter flere uger. 21 studerende der havde deltaget i demonstrationen blev bandlyst fra universitetet i 5 år, og i august besluttede universitetet at annullere det akademiske år for de studerende på det fakultet, hvor de fleste demonstranter kom fra. I oktober forbød ministerrådet alle studenteraktiviteter på landets campus.
Talon fremsatte i 2018 et nyt forslag i parlamentet om at gennemføre præsident- og parlamentsvalg samme dag, afskaffe dødsstraffen og øge kvinders repræsentation i parlamentet. Også dette forslag blev stemt ned. Utilfreds med den manglende støtte lod han i marts 2019 alle politiske partier bortset fra to der støttede ham kende ugyldige i den «uafhængige» valgkommission CENA. Valgdeltagelsen ved «parlamentsvalget» i april var 23% og kun de to støttepartier fik medlemmer valgt ind. Valget var præget af omfattende vold mod demonstranter, arrestation af journalister og undertrykkelse af ytringsfriheden. I juni flygtede den tidligere præsident Boni Yayi ud af landet efter hans hus i 50 dage havde været omringet af soldater. I oktober vedtog parlamentet en amnestilov, der gav straffrihed for alle medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, der havde begået overgreb siden foråret.
Talon besluttede i 2020 at stille op til præsidentvalget i april 2021 til en anden periode, selv om han havde forsøgt at begrænse antallet af perioder til en.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 28/1 2021
Læst af: 64.614