Mongoliet
| Befolkning | 3,3 mio. |
| Valuta | Tugriks |
| Areal | 1.566.500 Km2 |
| Hovedstad | Ulaanbaatar (Ulan Bator) |
| Befolkningstæthed | 1,5 indb./Km2  |
| HDI placering | 96 |
Mongoliet er beliggende i den nordlige del af området Mongoliet - også kendt som «ydre Mongoli». I syd ligger indre-Mongoliet, der er en autonom region i Kina. Den store ørken Gobi er beliggende i landets centrale dele. I dens randområder mod nord og syd praktiseres en ekstensiv kvægdrift - og under delvis nomadeform også opdræt af får, heste og kameler. I vest ligger bjergregionen Altai, der er rig på mineralressourcer i form af kobber, tin, fosfat, kul og olie. Ørkendannelsesprocessen fremskyndes af det tørre barske klima og af den lette jord. Vand er en sparsom ressource, især i områderne nær Gobi ørkenen.
Folket: Overvejende af kalka-mongolsk oprindelse (78,8%), kazakher (5,9%); vest-mongoler (2,7%); bayad mongoler (1,9%); buriat mongoler (1,7%); dariganga mongoler (1,4%); andre (7,5%).
Religion: Der eksisterer ingen officiel religion. Den traditionelle religiøse praksis af buddhisme, islam, shamanisme oa. er reduceret betydeligt de seneste årtier.
Sprog: Mongolsk
Politiske partier: Det mongolske revolutionære Folkeparti (MRF, tidligere kommunistpartiet); Det mongolske demokratiske Nationalparti (MDN); Socialdemokratiet (S); Partiet for demokratisk fornyelse i Mongoliet (PDFM). I 1996 dannedes Demokratisk Union (DUC), der er en koalition mellem MDN og S.
Sociale organisationer: Landsorganisationen af Mongoliets Fagforeninger er den oprindelige landsorganisation. Blåt Mongoliet er en ny landsorganisation knyttet til Mongoliets Demokratiske Union (MDU). Den mongolske konføderation af frie Fagforeninger.
Officielt navn: Bügd Nairamdach Mongol Ard Uls.
Administrativ inddeling: 18 provinser og 1 kommune (Ulan Bator)
Hovedstad: Ulan Bator (Ulaan Baatar), 1.106.000 indb. (2010).
Andre vigtige byer: Darhan, 75.800 indb.; Erdenet, 71.200 indb.; Choybalsan, 37.700 indb.; Ölgiy, 21.100 indb.(2000).
Regering: Parlamentarisk republik. Ukhnaagiin Khürelsükh er siden juni 2021 præsident og statschef. Luvsannamsrain Oyun-Erdene er siden januar 2021 premierminister og regeringschef. Parlamentet har ét kammer med 76 medlemmer, der vælges for en 4-årig periode.
Nationaldag: 11. juli (uafhængighedsdag, 1921)
Væbnede styrker: 9.000 soldater (2003).
Paramilitære styrker: 10.000 (national sikkerhed og grænseværn)
Mongolerne er en af de vigtigste etniske grupper i det nordlige og østlige Asien. Der er tale om en samling af folkeslag, der har fælles kulturelle bånd og et fælles sprog. Dialekterne varierer fra område til område, men de er næsten alle forståelige for en mongol.
Nedstamningen fra en forfader gav navn til familien og klanen, selv om der også eksisterer beviser for, at slægtskabet fulgte moderen (se Slægtskab). Ægteskab mellem medlemmer af den samme klan var forbudt, og dette skabte grundlag for alliancer mellem forskellige klaner, der sluttede sig sammen i stammer.
Selv da mongolerne begyndte at dyrke afgrøder, var flertallet overvejende nomader. Flytningen af kvæget og nomadelejrene var bestemt af vekslingen i græsningsområder i løbet af året. Dyrene var individuel ejendom, mens jorden var stammens kollektive ejendom.
Det var normalt de mest magtfulde klaner, der styrede stammens aktiviteter. De svageste familier bevarede deres autoritet og ejendommen over deres dyr, men de var nødt til at betale skat til den dominerende klan, og de flyttede, fulgtes med, rygtede kvæget og gik i krig på dens ordre.
Den politiske og militære organisation var tilpasset klanens og stammens form. En mand der var i stand til at føre et våben var høvding eller soldat, alt efter øjeblikkets omstændigheder. Erobringen af kvæg, kvinder og fanger fra andre stammer var en almindelig metode til berigelse.
Når en stamme var særlig magtfuld - som Djenghis Khan i det 13. århundrede - organiserede den sig decimalt i 10, 100, 1.000 og 10.000 soldater. Officererne for de store enheder fik tildelt et territorium, hvor de kunne opkræve skatter og rekruttere soldater til den øverste hersker.
Mongolernes historie svinger mellem disse perioder af koncentration og andre af stammemæssig adskillelse. Hsiung-nu folket - eller hunnerne - var de første indbyggere i Selenga dalene, der forener Sibirien med Centralasien. Det menes at de kom til dette område i det mindste fire århundreder før vor tidsregning (f.v.t.)
Hunnerne skabte et stort stammemæssigt imperium i Mongoliet mens Kina var samlet som imperium under dynastierne Ch'in og Han (221 f.v.t.- 220 e.v.t.). Hunner-imperiet kæmpede gennem århundreder med Kina, og faldt måske pga. egne indre kampe fra hinanden i det 4. århundrede.
Nogle af stammerne i syd overgav sig til Kina, hvor de slog sig ned og endte med at blive opslugt, mens andre vandrede mod vest. I det 5. århundrede underlagde Atilas hunner sig næsten hele Europa og nåede helt frem til Gallien og den italienske halvø.
Hunnerne blev erstattet af tyrkiske folk, der slog sig ned i hele regionen. I denne periode bestod den sociale organisering ikke udelukkende af nomadestammer. De store høvdinge slog sig ned i fæstningsværker omgivet af opdyrkede jorder, hvilket gjorde det muligt at opdrætte heste der var store og stærke nok til at bære en kriger med rustning og våben.
På den måde øgedes forskellen mellem aristokraten og stammens traditionelle bueskytte, der red på en mindre hest. Landbruget fik samtidig en stigende betydning i økonomien. Uighurerne havde arvet magten fra tyrkerne i dalen Orhon og var et folk, der havde udgangspunkt i oasen.
Navnet mongol dukkede for første gang op i en oversigt over de forskellige stammer, der blev lavet under T'ang dynastiet. Derpå forsvandt det atter frem til det 11. århundrede, hvor kidan folket kom til at regere i Manchuriet og i det nordlige Kina. Således havde de næsten hele det nuværende Mongoliet under deres kontrol.
Kidan folket skabte det kinesiske Liao dynasti (907-1125) og regerede Mongoliet ved at holde forskellige stammer splittet. De historiske kilder taler om eksistensen af en nation bestående af alle mongolerne, selv om det ikke inkluderede alle de folk, der talte dette sprog.
Kidan blev fulgt af juchen folket, der igen blev fulgt af tartarerne før Djenghis Khans (Temujin) æra. Han blev født i 1162 i en klan med lange magttraditioner som barnebarn af Qabul (Kublai Khan), der var mongolernes øverste hersker på det tidspunkt. På grund af sin politiske og militære kapacitet blev Temujin i 1206 udnævnt til høvding over alle mongoler med titel af Djenghis Khan. Fra dette tidspunkt invaderede hans hære det nordlige Kina og nåede til Beijing. I 1215 strakte det mongolske imperium sig til Tibet og Turkestan.
Ved Djenghis Khans død i 1227 faldt det mongolske imperium fra hinanden pga. konflikter mellem hans efterfølgere. Opløsningsprocessen fortsatte indtil Kinas trone i 1368 kom på Ming dynastiets hænder. Kina invaderede Mongoliet og stak ild til den gamle hovedstad, Karakorum, men uden at være i stand til at bringe territoriet under sin kontrol.
For at etablere kontrol over områderne udenfor den store kinesiske mur i det 15. og 16. århundrede krævedes militær mobilitet blandt nomaderne og besættelse af de byer der tiltrak handel samt forsyninger af fødevarer fra de lokale bønder.
Fra det fjerne vestlige hjørne af Mongoliet begyndte oyrat folket at få kontrol over landet. De erobrede nogle oaser i Sinkian og i Tibet, hvor den kinesiske centralmagt var svagest. Samtidig tilførte de mongolernes stammeorganisering handelsmæssige og administrative erfaringer.
I samme periode fandt adskillelsen mellem oyrat og jalja folkene sted. Sidstnævnte gruppe var senere drivende i dannelsen af Ydre-Mongoli. Khalkha folket i nord og sajarerne i syd bevarede en stammemæssig liga, mens arvefølgen overgik til ordo folket under Altan Khans styre (1543-83).
For at bevare deres magt erkendte de mongolske prinser fordelen ved at udnytte en religiøs ideologi, men optog de den kinesiske religion løb de faren for at blive opslugt af dette imperium. Derfor indførte de den tibetanske buddhisme, der ikke rummede den samme risiko, og hvis skriftsprog var mere tilgængelig.
Altan Khan inviterede derfor en højtstående gejstlig fra Tibet, som mongolerne kaldte Dalai Lama. Sammensmeltningen mellem de religiøse interesser og staten gennemførtes ved at udpege en arvtager til jalja-klanen som den første «reinkarnation» af den Levende Buddha i Urga.
Efter at have konsolideret deres magt i Manchuriet erobrede manchurerne i 1644 den kinesiske trone i alliance med mongolske stammer fra det fjerne østen. Før de erobrede Beijing havde manchurerne kontrol over den sydlige del af Mongoliet, som siden da er blevet betegnet Indre Mongoli.
Det kostede Kina næsten et århundrede at erobre Ydre Mongoli, og derfor blev de to regioner præget af en forskellig udvikling. Indre Mongoli lod sig integrere i Kina og jalja folkets interesse i at bevare sin magt i syd førte til, at oyrat folket var ude af stand til at genforene Mongoliet.
Dette var den sidste periode med store krige mellem mongolerne og endte i generel opløsning mellem stammerne. Flere grupper af jalja'er forblev i syd, nogle få chaharer slog sig ned i Sinkiang og oyrat spredte sig i flere retninger - selv ind i Zar-Rusland.
Under den russisk-japanske krig i 1904-05 brugte begge hære mongolske soldater og hjælpetropper. Udfra japanernes synspunkt kunne en genfødsel af den mongolske nationalisme svække både Rusland og Kina. Ved slutningen af krigen anerkendte Rusland i hemmelighed Indre Mongoli som japansk indflydelsessfære.
Ved udbruddet af den kinesiske revolution i 1911 eksisterede der en udbredt utilfredshed i Mongoliet. Indtil da havde området alene været betragtet som konfliktområde mellem Rusland og Japan, men mongolernes utilfredshed havde et socialt og politisk grundlag og var rettet mod manchurerne og lokalregeringen.
Under ledelse af deres buddhistiske leder erklærede mongolerne sig selvstændige fra Kina og søgte støtte hos Rusland, der imidlertid pga. de hemmelige aftaler med Japan og England ikke kunne gå længere til en «autonomi». Efter vanskelige forhandlinger blev Ydre Mongoli tildelt denne status.
Denne situation varede ved frem til den russiske revolution i 1917. Kina sendte en hærenhed ind i Ydre Mongoli og tvang mongolerne til at underskrive en erklæring, hvor de bad om støtte fra Beijing. Men regionen blev efterfølgende invaderet af zaristiske tropper på tilbagetog. De smed kineserne ud og behandlede mongolerne hårdt.
På grund af de traditionelle lederes forræderi, deres fejl i håndteringen af den kinesiske invasion og invasionerne af de russiske «hvide hære», anmodede en gruppe revolutionære mongoler om støtte fra bolsjevikkerne, og i juli 1921 blev hovedstaden Urga indtaget af en fælles mongolsk-russisk enhed.
Dette anses normalt som indledningen til republikken, selv om der først indsattes et monarki anført af den Levende Buddha, der dog kun havde autoritet til at fremføre det nye regimes love. Den religiøse leder døde i 1924, og i forlængelse heraf proklameredes Folkerepublikken Mongoliet.
Det Revolutionære Folkeparti bestod af konservative og revolutionære nationalister. Det vaklede mellem Beijing og Moskva indtil Chiang Kai-shek havde knust den kinesiske revolution. Fra dette tidspunkt kom det under stadig stærkere indflydelse fra Sovjetunionen, der da blev ledet af Josef Stalin.
Den nye republik proklamerede kvindens ret til at stemme - på linie med de andre af periodens revolutioner. Mongoliet var stadig et udpræget feudalt samfund, og arbejdet med at gennemtvinge socialismen oversteg de overgreb, der blev foretaget i andre lignende processer.
Folkerepublikken fulgte Sovjets eksempel og gik i gang med at kollektivisere økonomien for at knuse feudaladelens og de buddhistiske præsters magt. I 1936-38 gennemførte det mongolske regime omfattende udrensninger indenfor parti og militær, og dømte en lang række ledere til døden.
I 1930'erne gennemførte partiet en kampagne, der medførte at 750 klostre blev ødelagt og omkring 1000 munke henrettet. Mongoliets befolkningstilvækst havde i århundreder stået i stampe, da en stor del af den mandlige befolkning var konverteret til buddhismen.
I 1939 invaderede Japan den nordøstlige del af Mongoliet med retning mod Sibirien, men mongolerne ydede hårdnakket modstand, til der kom sovjettiske forstærkninger. Den japanske nederlag var et hårdt slag for Berlin-Tokyo aksen. Mongoliet og Sovjetunionen kæmpede sammen under den kampagne der gennemførtes i Ydre Mongoli og Manchuriet under de to sidste uger af 2. verdenskrig.
Som del af Jalta-aftalerne gik Chiang Kai-shek med til at gennemføre en folkeafstemning i Mongoliet. Resultatet var overvældende til fordel for selvstændighed, men blev ikke diplomatisk anerkendt pga. uoverensstemmelser om grænsedragningen. Først i 1961 blev Mongoliet optaget i FN.
I 1960 beskyldte Ulan Bator den kinesiske regering for at foretage overgreb på den mongolske befolkning og for at søge at ekspandere ind i Mongoliet. I begyndelsen af 70'erne kom det til gentagne sammenstød ved grænsen, og 2.000 kinesere blev smidt ud af Mongoliet.
Spændingerne fortsatte frem til 1986, hvor den kinesiske viceudenrigsminister besøgte Mongoliet, og hvor de diplomatiske og handelsmæssige relationer blev genoptaget. I 1987 meddelte Sovjetunionen, at det ville trække dele af sine militærstyrker hjem fra området som udtryk for god vilje til en stabilisering af regionen.
I marts 1988 undertegnede Mongoliet og Kina den første grænsedragningstraktat til regulering af den 4.655 km lange grænse mellem de to lande. Under den mongolske udenrigsminister Tserenpyliym Gombasurens besøg i Beijing et år senere normaliseredes forholdet mellem de to lande fuldstændig. Der var tale om det første officielle mongolske besøg i Kina i 40 år.
Som del af den russiske «perestroika» erklærede Moskva i 1989, at det i 1990 ville trække tre-fjerdedele af sine tropper hjem fra Mongoliet. Kort tid efter blev begge regeringer enige om at trække alle sovjettiske soldater og alt militærudstyr ud af Mongoliet inden slutningen af 1992.
Samtidig erkendte regeringspartiet i Mongoliet, at de sociale og økonomiske reformer ikke var tilstrækkelige. Det ledende parti gennemførte demokratisk orienterede reformer i sine interne valgregler og rehabiliterede en række af de ledere, der i 30'erne var blevet udrenset.
I 1989 og 90 begyndte en række oppositionsgrupper at træde åbent frem. En af de mest aktive - Mongoliets Demokratiske Union - blev officielt anerkendt i januar 1990. I marts udløste de stadig hyppigere aktioner rettet mod regeringen en ny krise i regeringspartiet. Parlamentet tog flere reformskridt og vedtog bl.a. en forfatningstilføjelse, der fjernede betegnelsen «samfundets ledende kraft» om kommunistpartiet. Endvidere blev der vedtaget en ny valglov, selv om eksistensen af flere politiske partier endnu ikke var anerkendt.
I slutningen af marts gennemførtes demonstrationer i Ulan Bator, der krævede Nationalforsamlingen opløst. Oppositionens ledere erklærede, at reformerne var utilstrækkelige, og krævede at der blev gennemført en lovgivning, der tillod alle politiske partier at præsentere deres kandidater.
Trods tilstedeværelsen af olie, mineraler, kvæg, tømmer og uld har Mongoliet mangel på penge, maskiner og uddannet arbejdskraft til udnyttelse af disse ressourcer. Især efter at de 50.000 sovjettiske teknikere og rådgivere var blevet trukket ud af landet og bistanden indstillet.
Gennem årtier var det forbudt at udtale den legendariske figur Djenghis Khans navn. I dag er han også begyndt at blive rehabiliteret som autentisk udtryk for den mongolske stolthed og tradition, der indtil da var blevet fordømt som udtryk for åben «nationalisme».
Trods 65 års sovjetisk bistand råder landet over en økonomi, der stadig bærer stærke træk af nomadesamfundet, parallelt med en stigende urbanisering. En betydelig del af befolkningen i hovedstaden Ulan Bator lever i telte med indlagt elektricitet og vandforsyning fra en fælles vandpumpe.
Under de første tre måneder af 1991 registrerede Mongoliet en kraftig reduktion af udenrigshandelen. Betalingsbalanceunderskuddet nåede op på 250 millioner dollars. Samtidig øgedes mangelen på fødevarer, medicin og brændstof. Landets valuta tughrik blev devalueret fra 7,1 til 40 for en US dollar. Statens indtægter faldt brat, samtidig med at udgifterne steg konstant.
I maj 1991 annoncerede premierminister Dashiyn Byambasuren indledningen af en politik til stimulans af udenlandske investeringer, åbningen af en national børs, privatiseringen af to-tredjedele af den statslige ejendom, afskaffelsen af den offentlige prisregulering og ændringer i bankvæsenet. Regeringen erklærede dog samtidig, at reformerne var meget komplicerede og behøvede tid for at virke.
Mongolerne har en gennemsnitlig årlig indkomst på 100 dollars, og deres liv er blevet betydelig vanskeligere end i tidligere tider. Befolkningen er ikke kun utålmodige efter at se resultater af de annoncerede reformer, men også bekymrede over skandalerne indenfor den offentlige administration.
Efter en officielt undersøgelse blev præsidenten for Mongoliets Centralbank, Zhargalsaikhan i december 1991 arresteret sammen med en gruppe forretningsmænd, anklaget for at have tilsvindlet sig 82 millioner dollars, svarende til en betydelig del af landets valutareserver. Samtidig blev vicepremierminister Dabaadorjiyn Ganbold anklaget for hemmeligt at have godkendt overførslen af 4.400 kg guld til en filial af det britiske selskab Goldman Sachs som sikkerhed for et lån på 46 millioner dollars, der primært var gået til at dække tab.
I januar 1992 vedtog parlamentet en forfatningsreform fremlagt af regeringen. Reformen fjernede Folke fra republikkens navn, så landet nu officielt hed Republikken Mongoliet. Samtidig indførtes et demokratisk flerpartisystem til erstatning for det socialistiske system, der indtil da havde eksisteret.
Ved parlamentsvalget i juni 1992 vandt den siddende regering 70 ud af parlamentets 76 pladser. Oppositionens Demokratiske Koalition fik kun 3-4 mandater - iflg. tal fra den øverste valgkommission der overvågede optællingen. Over 90 % af befolkningen deltog i valget.
Efter nederlaget i juni omdannede oppositionen sig i oktober 1992 til Mongoliets Demokratiske Nationalparti (MDN). Socialdemokraterne foretrak at forblive selvstændige.
Op til privatiseringen af 80 % af de statslige virksomheder i november 1992 fik hver indbygger tildelt værdikuponer til køb af aktier, men den overvejende nomadebefolkning forstod ikke systemet og foretrak at sælge kuponerne på det sorte marked.
Tilbagetrækningen af de russiske tropper der var indledt i 1987 blev afsluttet i 1992. Samtidig nærmede den siddende præsident Otchirbat sig til MDN og Socialdemokratiet. Det gjorde det i juni 1993 muligt for præsidenten at genvinde posten med 58 % af stemmerne, og han erklærede efterfølgende, at økonomien ville blive drejet i en mere «vestlig» retning.
I løbet af 1994 forværredes konflikterne mellem Otchirbat og det eks-kommunistiske flertal i parlamentet. Fattigdommen og arbejdsløsheden fortsatte med at stige, og iflg. officielle vurderinger havde 26,5 % af befolkningen ikke tilstrækkeligt til at overleve.
Landet oplevede i 1994 for første gang siden kommunismens sammenbrud en økonomisk vækst - på 2½ %. I parlamentet forstærkedes uenighederne mellem MDN og Socialdemokraterne på den ene side og det eks-kommunistiske flertal på den anden, hvilket i 1995 førte til en aftale om ændringer i valgsystemet. Det blev besluttet, at 24 af de 76 parlamentarikere skulle vælges ved et proportionalsystem, mens de resterende 52 pladser skulle besættes udfra enkelt-kreds systemet.
På det økonomiske område kritiserede en række internationale organisationer den tilsyneladende langsomhed med hvilken Mongoliet liberaliserede sin økonomi og tilskyndede til udviklingen af den private sektor.
Ved parlamentsvalget i juni 1996 vandt Demokratisk Alliance (DA) flertal. DA var en alliance mellem Socialdemokratiet og MDN. Det kommunistiske magtmonopol var dermed brudt. AD fik 50 af parlamentets 76 pladser, mens eks-kommunisterne måtte se sig reduceret fra 70 til 25 pladser. I juli udnævnte parlamentet Mendsayhany Enkhsaikhan til premierminister.
Efter valget udformede regeringen en reformplan for hurtig overgang til markedsøkonomi. Denne proces havde store omkostninger på det sociale plan, eftersom den øgede arbejdsløsheden og fattigdommen. Denne situation skyldtes dog også i vid udstrækning de konsekvenser det havde fået, da den tekniske og økonomiske bistand faldt bort med Sovjetunionens sammenbrud. Omkring 19,6 % af befolkningen levede nu under fattigdomsgrænsen.
I maj 1997 vandt Natsagiyn Bagabandi fra det Mongolske Revolutionære Folkeparti præsidentvalget med 60,8 % af stemmerne. AD's kandidat, Punsalmaagiyn Otchirbat fik kun 29,8 % af stemmerne. Resultatet blev fortolket som en afstraffelse rettet mod regeringens «chokterapi», der blev gennemført for at sikre en hurtig overgang til markedsøkonomi.
FAO vurderede, at Mongoliet i 1998 havde brug for 90.000 tons fødevarebistand for at løse den fødevarekrise, der truede med at udløse almen hungersnød.
I juni 1998 gennemførtes en ny lov, der krævede anvendelse af efternavn i alle retsgyldige dokumenter. Loven var et svar på kravet om modernisering og større integration med resten af verden, men udløste samtidig forvirring og ængstelse i befolkningen. Gennem århundreder har størstedelen af befolkningen levet som nomader i småsamfund, hvor efternavnet var ligegyldigt.
Manglende evner til dæmme op for den økonomiske krise og voldsom kritik tvang i slutningen af 1998 regeringen til at træde tilbage. Den blev erstattet af en ny regering under ledelse af Janlaviin Narantsatsralt. Syv måneder senere, i juli 1999, trådte også Narantsatsralt og hans 10 ministre tilbage. Det skyldtes uoverensstemmelser omkring privatiseringen af en kobbermine, som Mongoliet ejede i fællesskab med Rusland. Parlamentet udpegede økonomen Rinchinnyamiin Amarjargal som ny premierminister.
I januar 2000 udsendte en række NGO'er en rapport, hvor de anslog antallet af gadebørn i landet til 4.000 - heraf de 3.000 i hovedstaden. Iflg. det Nationale Børneråd var der i 1992 - da landet opgav sovjetmodellen - 300 gadebørn i landet. Lukningen af fabrikker og andre arbejdspladser havde øget fattigdommen i byerne, og dertil kom fattigdommen på landet. Iflg. det traditionelle mongolske nomade-familiemønster sender familien en eller flere børn til byen, når den ikke længere kan brødføde alle på landet. Dette system har fungeret i århundreder, men er nu brudt sammen, fordi familiemedlemmer i byerne ikke længere har noget overskud til at kunne tage sig af børnene, hvis sygdomme forværres af de strenge vintre. Ulan Bator er verdens koldeste hovedstad.
Levevilkårene for hele befolkningen forværredes alvorligt i vinteren 2000, der var den koldeste i 55 år. Regeringen erklærede halvdelen af landet for at være katastrofeområde. Over 2 millioner stykker kvæg døde, hvilket svarer til 1,65 mia. US$.
Parlamentsvalget i juli 2000 blev vundet af PPRM, der fik 72 pladser ud af 76.
Vinteren i 2001 var endnu strengere end året før med kraftige snestorme og temperaturer under 50°C. 6 mio. stykker kvæg døde af kulden. Både Kina, det internationale Røde Kors og FN opfordrede til international hjælp til mest berørte 75.000 familier. Især de tusinder af nomader hvis overlevelse er helt afhængig af deres kvæg.
IMF bevilgede i 2001 et treårigt lavtforrentet lån på 40 mio. US$, der skulle anvendes til sociale programmer, kampen mod fattigdom og til økonomisk vækst.
Vold i hjemmet mod kvinder udgør et stigende problem. Det vurderes at 10-24% af mordene i Mongoliet finder sted i hjemmet. I 1998 udgjorde drab på kvinder 8% af alle mord. Dette tal var i 2001 steget til 17%. Mere end 60% af overgrebene i hjemmet skyldes alkoholisme.
I 2001 oprettede regeringen et menneskerettighedscenter knyttet til fængselsvæsenet. Alene i 1999 var 200 fanger døde i fængslerne. Alene det første år modtog 180 fængselsbetjente undervisning på centret. Forfatningen forbyder tortur, nedværdigende behandling eller straf, og selvom rapporter om sådanne overgreb er faldet i antal, så er antallet af rapporter om unødvendig vold overfor fanger uforandret - specielt i landområderne. I 2002 installerede fængselsvæsenet kameraer i 11 af de 17 statslige fængsler, og dette bidrog til at reducere fængselspersonalets overgreb.
I november 2002 blev over 50 medlemmer af det Demokratiske Parti arresteret, mens de demonstrerede for privatisering af jorden. Privatiseringsloven trådte i kraft i maj 2003.
I januar indførtes efter 2 års forhandlinger en ny arbejdsmarkedspolitik, der gør det muligt for mongoler at søge arbejde i Taiwan. Ud af de 7.000 mongolske arbejdere var de 3.000 kommet ind via det nye program.
I august 2004 udpegede Great Hural (parlamentet) Tsakhiagiyn Elbegdorj til premierminister.
Præsidentvalget i maj 2005 blev vundet af Nambaryn Enkhbayar fra det Folkelige Revolutionære Parti med 53,4% af stemmerne, fulgt af Mendsaikhany Enkhsaikhan fra det Demokratiske Parti, der fik 20% af stemmerne.
George W. Bush blev i november 2005 den første nordamerikanske præsident der besøgte Mongoliet. Under sit møde med Enkhbayar takkede Bush for Mongoliets støtte til invasionen af Iraq og for dets udsending af et kontingent på 100 soldater dertil.
Det revolutionære Folkeparti opløste i januar 2006 regeringskoalitionen og fortsatte med at regere med støtte fra to mindre partier. Miyeegombo Enkhbold fra Folkepartiet blev samtidig udnævnt som ny premierminister. Oppositionen kritiserede Folkepartiet for at skabe en politisk krise med det formål at standse de korruptionsundersøgelser koalitionen ellers havde igangsat.
I maj demonstrerede småpartierne Bevægelsen for et sundt Samfund, de Grønne, Folkepartiet og Partiet for civil Frivillighed foran regeringspbygningen i protest mod sammensætningen af den nye valgkommission, der alene bestod af repræsentanter fra regeringspartiet og det største oppositionsparti. Demonstranterne råbte slagord som: «Vandt Folkepartiet virkeligt valget i 2004?» og «Folkepartiet skal droppe sine anarkistiske ideer».
Tyve år efter kommunismens sammbrud kan der godt registreres økonomisk vækst i landet, men rigdommen fordeles ikke, og kløften mellem rige og fattige uddybes år for år. Der demonstreres og protesteres næsten dagligt mod regeringen for at få den til at gennemføre reformer, men uden resultat. Afvandringen fra land til by i søgen efter bedre levevilkår accelererer, men uden at bønderne finder det de søger. Næsten halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
Den 29. juni 2008 gennemførtes parlamentsvalg. Stemmeoptællingen viste dagen efter en klar føring til regeringspartiet (MRF), og oppositionskoalitionens Tsakhiagiin Elbegdorj anklagede straks regeringen for valgsvindel. Dagen efter erklærede han, at hans koalition ikke ville anerkende valgresultatet, og i hovedstaden udbrød demonstrationer. Demonstrantrer angreb MRF's hovedkvarter og stak det i brand. I løbet af dagen blev 5 demonstranter dræbt og om aftenen blev landet sat i 4 dages undtagelsestilstand. Da det officielle valgresultat blev offentliggjort den 14. juli tilfaldt 46 pladser MRF, mens Elbegdorjs koalition måtte nøjes med 27. I midten af august blev 10 politifolk der havde beskudt demonstranter med skarpt den 1/2. juli arresteret.
Oppositionen boykottede i månederne efter valget parlamentet, men i midten af september blev der dannet en koalitionsregering mellem MRF og oppositionskoalitionen med Sanjaagiin Bayar som premierminister.
Tsakhiagiin Elbegdorj vandt i maj 2009 præsidentvalget som kandidat for det Demokratiske Parti med 51,1% af stemmerne mod den siddende præsidents 47,4%. Han blev dermed den første præsident der ikke havde medlemskab af Det mongolske revolutionære Folkeparti (det tidligere kommunistparti) bag sig. Myndighederne havde frygtet uroligheder som året inden under parlamentsvalget, men valget forløb fredeligt.
Elbegdorjs første embedshandling var at udfærdige en amnestilov, der frigav 300 personer der sad fængslet efter optøjerne året inden. Præsidenten var imidlertid oppe mod et parlament, der var kontrolleret af hans politiske modstandere i MRF, hvilket reducerede hans muligheder for lovgivnings initiativer. I januar 2010 erklærede han, at han fremover systematisk vil benåde alle dødsdømte og vil arbejde for at få ændret den maksimale straframme til 30 års fængsel. Han argumenterede med at de fleste lande i verden i forvejen har afskaffet dødsstraffen, og at Mongoliet også burde gøre dette. MRF var imidlertid imod, så landet har fortsat dødsstraf. I januar 2012 underskrev det imidlertid protokollen om Sociale og Politiske Rettigheder, hvilket blev set som et vigtigt skridt til den endelige afskaffelse af dødsdom som straf i landet.
Den økonomiske krise i 2008 medførte drastiske fald i metalpriserne på verdensmarkedet og medførte et tilsvarende drastisk fald i Mongoliets eksportindtægter. Men fra 2010 voksede værdien af landets eksport atter betragteligt.
Sükhbaataryn Batbold blev i oktober 2009 indsat som premierminister. Før det var han fra 2008 udenrigsminister.
Chefen for Mogoliets nationale sikkerhedsråd, Bat Khurts blev i 2010 arresteret i Heathrow lufthavnen i London og i august 2011 udleveret til Tyskland. Han blev dog tid senere løsladt og vendte tilbage til Mongoliet. Arrestordren udpegede ham som medansvarlig for kidnapningen i 2003 i Frankrig af mongolen Enkhbat Damiran. Khurts vendte tilbage til Mongoliet, hvor han blev chef for en uafhængig enhed, der skulle bekæmpe korruptionen i landet.
Præsident Elbegdorj blev i 2009 bl.a. valgt på hans modstand mod korruption. I marts 2011 gennemførte han en rundbordssamtale med repræsentanter fra erhvervslivet og NGO'er for at diskutere initiativer mod korruptionen.
Mongoliet plejer relationer til både Rusland, Kina og USA. Landet anerkendte i 2003 USA's besættelse af Iraq og besættelsen af Afghanistan. Landet har haft besættelsestropper i både Iraq og Afghanistan.
Elbegdorj blev i præsidentvalget i juni 2013 genvalgt med 50,9% af stemmerne. I oktober besøgte han Nordkorea, som Mongoliet historisk har haft nære forbindelser til.
Den specielle efterforskningsenhed under statsanklagerens kontor blev nedlagt i januar 2014. Enheden havde haft ansvaret for efterforskning af anklager mod anklagere, dommere og politifolk, der fremtvang tilståelser under afhøringer (tortur). Landet havde dermed ikke længere en uafhængig enhed, der kunne efterforske anklager om tortur eller mishandling. Det var herefter politiet der var ansvarlig for denne efterforskning, og trods efterfølgende rapporter om tortur, førte disse ikke senere til tiltale.
Parlamentet valgte i november 2014 Chimediin Saikhanbileg som ny premierminister med 42 mod 2 stemmer. 32 var fraværende. Den nye premierministers vigtigste opgave blev at tiltrække nye investeringer til landet. I 2013 havde Rio Tinto indstillet udvidelsen af verdens største kobbermine, Oyu Tolgoi i Ömnögovi provinsen. Det havde været planen at Oyu Tolgoi minekomplekset skulle tegne sig for en tredjedel af landets BNP i 2020. I perioden 2012-15 faldt de udenlandske investeringer i landet med 4 mia. US$.
Parlamentsvalget i juni 2016 gav en jordskredssejr til det socialdemokratiske Mongolske Folkeparti (MPP), der gik 39 mandater frem til 65. Det liberale Demokratiske Parti mistede til gengæld 25 mandater og måtte nøjes med 9. En del af forklaringen på det markante skred var, at valgloven en måned inden var ændret, så proportionalitetsvalg princippet var fjernet. Junivalget var derfor det første valg baseret alene på enkeltmandskredse. I forlængelse af valget blev MPP's Jargaltulgyn Erdenebat indsat som premierminister.
Khaltmaagiin Battulga fra fra det liberale Demokratiske Parti vandt præsidentvalget i juni-juli 2017. Han fik 38,6% i første runde og 55,2% i anden. Hans vigtigste modkandidat var Miyeegombyn Enkhbold fra det socialdemokratiske Mongolske Folkeparti. Han fik 30,8% i første og 44,9% i anden runde. Efter at Mongoliet netop havde afskaffet dødsstraffen var en af Battulgas første embedshandlinger at genindføre den for «sexualforbrydelser».
Ukhnaagiin Khürelsükh fra MPP overtog i oktober 2017 posten som premierminister.
I marts 2019 vedtog parlamentet et vidtgående forslag fra præsident Battulga, der gav det NAtionale Sikkerhedsråde bemyndigelse til at afsætte dommere, anklagere og chefen for det nationale Antikorruptionsråd. Både jurister, dommere, tidligere parlamentsmedlemmer og en tidligere præsident kritiserede loven. Dagen efter lovens vedtagelse fyrede præsidenten højesteretspræsident Ts.Zorig landets statsanklager M.Enkh-Amgalan.
I maj 2020 blev vedtaget en forfatningsændring, der begrænsede præsidenten til en periode.
Luvsannamsrain Oyun-Erdene blev udnævnt til premierminister i januar 2021.
Ukhnaagiin Khürelsükh fra det regerende MPP vandt præsidentvalget i juni 2021 med 72,0% af stemmerne.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 16/3 2022
Læst af: 115.325