Browserudgave

Afghanistan

Befolkning	39,6 mio.
Valuta	Afgani
Areal	652.090 Km2
Hovedstad	Kabul
Befolkningstæthed	33,3 indb./Km2
HDI placering	180

Landet er en blanding af højland adskilt af bjergkæder, af hvilken den største er Hindu Kush i nord-vest, der støder op til Pamirs «nøgne» klipper i Himalaya. I dalene i det østlige Afghanistan ligger de største byer. Landet er tørt og klippefuldt, men der findes også sletter og frugtbare dale hvor man, ved hjælp af vandet fra småfloder og bække, er i stand til at dyrke frugt, korn og bomuld. Kul, naturgas og jernmalm er de vigtigste naturforekomster. Den hastigt stigende afskovning repræsenterer det alvorligste miljøproblem. Den ringe mængde rent drikkevand har medført en stigning i antallet af infektionssygdomme.

Folket: Pushtuerne eller patanerne udgør 60,5% af befolkningen, tadjikerne 30,7% og uzbekerne 5%. Resten af befolkningen er sammensat af hazarer og nomader af mongolsk oprindelse.

Religion: 99% af befolkningen er muslimer. (74% sunnimuslimer, 15% shiamuslimer og 10% andre).

Sprog: Pushtu er det officielle sprog, persisk er handelssproget.

Officielt navn: Imārat-i Islāmī-yi Afghānistān (Afghanistans islamiske Emirat).

Administrativ inddeling: Landet er opdelt i 34 provinser.

Hovedstad: Kabul, 2.850.000 indbyggere (2008).

Andre vigtige byer: Qandahar, 381.200 indbygere; Herat, 267.500 indbyggere; Mazare-Sharif, 292.000 indbyggere,(2004).

Regering: Talibans leder Hibatullah Akhundzada overtog magten i landet i august 2021. Fungerende premierminister siden august 2021: Hasan Akhund.

Nationaldag: 19. august, Uafhængighedsdagen, (1919).

 

De bjerge, vi i dag kender under navnet Hindu Kush, af grækerne kaldet Kaukasus og af perserne Paropamisos, var ganske tyndt befolket indtil landbrugsrevolutionen. Ved hjælp af denne og på grund af landets beliggenhed mellem Persiens højsletter, det centralasiatiske steppeland og Indiens dale blev man vidne til en bemærkelsesværdig befolkningstilvækst; hele regionen omdannedes til en gennemgangslejr for hyppige folkevandringer, og Khyber-passet blev porten til det nordlige Indien.

I det 6. århundrede f.v.t. indlemmedes landet i Ciro den Stores persiske imperium, og blev derefter - tre århundreder senere - en del af den hellenistiske verden, under Alexander af Makedonien, der grundlagde Alexandropolis, i dag kendt som Qandahar. I kraft af en våbenstilstand mellem grækerne og inderne, omdannedes Afghanistan til en provins i det mauryiske imperium, der samlede hele det nordlige Indien.

I mellem det første og tredje århundrede e.v.t., dannede en invaderende folkestamme, af skytisk oprindelse og tilhørende den indoeuropæiske sprogstamme, en stat ved navn Kusana, der blev et centrum for handelen mellem Rom, Indien og Kina, og som passeredes af den såkaldte «Silkevej». Ad Tarimflodens bækken introduceredes herved buddhismen i Kina. I år 240, blev kongedømmet Kusana indlemmet i det nypersiske sasánide-imperium, der bestod indtil begyndelsen af det 8. århundrede, da kaliffen Walid erobrede al jord, helt til Indus.

Mongolernes herredømme

Indtil det 8. århundrede, forårsagede de mongolske erobringer voldsom ængstelse i hele den gamle verden. Afghanistan var en del af Djengis Khans rige, ledet fra Karakorum, og da kampen om dynastiet resulterede i dets opløsning, faldt landet i hænderne på Timur Lenk, (Tamerlán), hvis efterkommere regerede Afghanistan frem til begyndelsen af det 16. århundrede.

Med oprettelsen af det tredje persiske shiamuslimske imperium, ( 1502 ), og Stormogulens rige i Indien, ( 1526 ), blev regionen scenen for uafbrudte stridigheder mellem mongoler, der kontrollerede Kabul, perserne fra safávidedynastiet, der sad på den sydlige del af landet og de uzbekiske efterkommere fra Tamerlán, der regerede i nordvest.

Af disse krampetrækninger opstod, i 1747, en enhedsstat, da et råd af lokale ledere valgte Ahmad Durrani, en militær leder, der havde tjent under perserne, til shah. Den nye shah var tvunget til at håndhæve denne enhed ved hjælp af militære midler, og derved sikre landets grænser.

For russerne, der var ankommet til området i begyndelsen af det 18. århundrede, opstod behovet for at sætte sig på den persiske golf eller det arabiske hav med det dobbelte formål dels at have adgang til havet og dels at kunne kontrollere sin primære fjende, Det osmanniske Riges, bagland. Englænderne, der etablerede sig i Indien et århundrede senere, forsøgte at kontrollere adgangen til Indiens dalstrækninger, for at kunne formindske nomadernes frie bevægelighed, hvis folkevandringer destabiliserede englændernes overherredømme. På den anden side var kontrollen over bjergområderne ensbetydende med muligheden for at kunne eliminere de fristeder, hvor samtlige de antibrittiske oprørere i Indien søgte skjul.

Det område vi i dag kender som Afghanistan, Iran og Pakistan, var den geografiske nøgle til begge disse projekter. Med hensyn til Afghanistan, varierede taktikken fra de to «stormagters» side: Mens russerne kombinerede diplomatiet med bestikkelser, lagde englænderne op til en hård kurs.

1800-1900 Englænderne taber krigen mod Afghanistan

Den første engelsk-afghanske krig, ( 1839-1842 ), som englænderne tabte, sikrede den russisk-venlige Dost Mohamed Shahs magtposition. Denne shah forsøgte at forstærke sin indflydelse i det nordlige Indien, hvor han understøttede antibrittiske oprør. Da han konsoliderede sin position med hjælp fra sønnen Shere Ali Shah, forsøgte englænderne atter en invasion.

Som resultat af den anden engelsk-afghanske krig, (1878-1880), blev Durrani-dynastiet afsat, og Afghanistan frataget sine besiddelser, syd for Khyber, inklusive Khyberpasset, og blev derefter ledet af en emir, indsat af englænderne, og hermed ophørte landet med at have en selvstændig udenrigspolitik. En lille stribe land, der grænsede op til Kina, blev først mange år senere overdraget til Afghanistan; herved undgik man, at de russiske og engelske imperier fik fælles grænse!

Klemt inde mellem to imperier, med kunstigt trukne grænser, der adskilte befolkningsgrupper, som ikke anerkendte disse grænser, og som de overskred i søgen efter græsningsarealer til deres hjorder, lykkedes det først for landet at frigøre sig fra det engelske «protektorat» i 1919, efter en tredje engelsk-afghansk krig, som denne gang varede 4 måneder. Lederen af denne frigørelsesproces var Amanullah Kan, barnebarn af den emir, som var blevet indsat af englænderne. Fra dette tidspunkt gik regeringen i gang med at modernisere landet og blev i øvrigt den første i verden, der etablerede diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Regeringen blev styrtet i 1929 af Mohammedzai-klanen, efterkommere af det i 1879 afsatte dynasti, som udråbte Mohamed Nadir Sha til konge. Forfatningen af 1931 anerkendte de lokale lederes magt og var i kraft til 1953.

Mohamed Daúd Kan, kongens fætter og svoger, udnævntes til premierminister samme år. Han nationaliserede den offentlige servicesektor, iværksatte vandingsprojekter, byggede veje, skoler og dæmninger - det sidstnævnte med hjælp fra USA. Han ophævede påbuddet om at kvinderne skulle bære Chador (slør), reorganiserede hæren med bistand fra Sovjetunionen, og opretholdt neutralitet under «Den kolde Krig». Han valgte ikke at ændre ved de bestående strukturer inden for landbrugssektoren. Mohamed Daúd Kan blev tvunget til at gå af i 1963.

I den efterfølgende periode, der blev domineret af traditionalistiske kræfter, stiftedes i al hemmelighed PDPA, Det afghanske folks demokratiske parti. I 1965 stod partiet bag de første demonstrationer vendt mod monarkiet, mens kong Zahir Sha og hans «hof» diskuterede vedtagelsen af en ny forfatning. I løbet af ganske kort tid opsplittedes PDPA i Jalq-fraktionen, bestående af tadjikker og afghan-persere, som talte for en revolution baseret udelukkende på en alliance af bønder og arbejdere, mens tilhængerne af Parcham-fraktionen, pushtuerne, søgte en bredere folkelig front med deltagelse af de intellektuelle, borgerskabet, byernes middelklasse og af hæren. Zahir Kan blev styrtet i 1973 og man udnævnte Mohamed Daúd til præsident. Med støtte fra PDPA udråbtes Afghanistan til republik.

Under påstyret i forbindelse med drabet på Mir Akhbar Khyber, daværende leder af PDPA, i april 1977, afsatte hæren, ledet af Parcham-fraktionen, Daúd. Han erstattedes med Nur Mohamed Taraki, mens Hafizullah Amin og Babrak Karmal udnævntes til vicepremierminister. Striden mellem disse to udviklede sig til fordel for Amin, som i april 1979 avancerede til premierministerposten, der indtil da havde været ubesat. I september samme år afskedigede han Taraki og lod ham henrette.

1979 Sovjet invaderer

Amin indførte reformer som f.eks. afskaffelsen af brudemedgift, han satte alfabetiseringskampagner over opretholdelse af de religiøse værdier, og rykkede ved de traditionelle magtstrukturer, der var dominerede af feudalherrer og præsteskab. I februar 1979 blev USA´s ambassadør i Kabul bortført og myrdet. USA afbrød sine økonomiske bistandsprogrammer og indførte en skærpet tone i forholdet til Afghanistan, som man beskyldte for at være prosovjetisk. Amin overlevede adskillige attentater, men endte dog alligevel med at blive hængt.

Han erstattedes af Babrak Karmal med støtte fra de sovjetiske styrker, der i december 1979, af strategiske årsager havde interveneret i Afghanistan. De sovjetiske styrkers tilstedeværelse legitimeredes af en venskabs- og samarbejdsaftale, undertegnet på opfordring af Karmal. Den sovjetiske intervention blev indledningen til en skærpelse af «den anden kolde krig», påbegyndt nogle måneder før med USA´s beslutning om at bremse SALT-forhandlingerne om nedskæring af de strategiske atomvåben. Det tjente som motivation for de muslimske fundamentalister, der i solidaritet rejste til Afghanistan for som frivillige at deltage i kampen mod «den store Satan» - disse grupper blev i stor udstrækning financierede af Saudi Arabien. Den afghanske landbefolkning der bistod «mujahedin´erne» - de muslimske guerillaer - flygtede til storbyerne eller til nabolandene Pakistan og Iran.

Efter hårde kampe, der kostede 200 pakistanske soldater livet, mens 2000 blev sårede, lykkedes det de afghansk-sovjetiske styrker i april 1986 at indtage den største af oprørenes baser, tæt ved den pakistanske grænse; man har ingen tal på regeringsstyrkernes tab. Få dage senere, den 4. maj, anmodede Babrak Karmal af helbredsmæssige årsager, om at blive fritaget fra sine poster i partiet, efter at være vendt hjem fra adskillige ugers lægebehandling i Moskva.

Den nye generalsekretær for PDPA, en yngre pushtu-læge Mohammed Najibullah, der samtidig var chef for det politiske politi, KHAD, udnævntes til præsident. I januar 1987 proklamerede han ensidig våbenhvile, senere fulgt op af garantier fra den del af oppositionen, som ønskede forhandlinger med regeringen; han udstedte amnesti til fængslede oprørere og lovede en hurtig tilbagetrækning af de sovjetiske tropper.

Sovjet trækker sig ud

Efter seks års forhandlinger undertegnedes, med støtte fra USA og Sovjetunionen, en afghansk-pakistansk aftale i Geneve. Denne aftale dannede basis for sameksistensen mellem de to stater, garanterede en ikke-interventions aftale og sikrede mulighederne for frivillig tilbagevenden for flygtninge. Yderligere et dokument, undertegnet af Afghanistan og Sovjetunionen, omhandlede tilbagetrækning af de sovjetiske tropper, som indledtes en måned senere.

3.000 guerillaer fra Jamiat-i-Islami, annoncerede en anmodning om at blive omfattede af amnestien, men ceremonien i Herat, hvor de skulle aflevere deres våben, udviklede sig til et bagholdsangreb, hvor de ledende militære chefer blev dræbt. PDPA skiftede navn til Watan, Fædrelandspartiet.

I september 1991 enedes Sovjet og USA om ikke at ville sende våben til hverken den afghanske regering eller oprørerne. Aftalen overlod den direkte konfrontation til Saudi Arabien og Iran, som havde financeret de afghanske «mujahedins». Opløsningen af Sovjetunionen medførte at regimet i Kabul ikke længere modtog støtte fra udlandet.

Præsident Najibullah afløstes i midten af april 1992, efter at have søgt tilflugt i FN´s hovedkvarter i Kabul. Ledelsen af landet blev varetaget af 4 vice-præsidenter. Myndighederne erklærede sig villige til at forhandle med oprørerne, og mødtes udenfor Kabul med lederen af Jamiat-i-Islami, Ahmed Sha Massud. Massuds tilstedeværelse i Kabul forårsagede kraftige protester fra mujaheddin´erne, som i stor udstrækning var pushtu´er fra de sydlige og østlige dele af landet. Lederen af den fundamentalistiske gruppering Hezb-i-Islami, Gulbudin Hekhmatyar, truede fra Pakistan med at indlede bombardementer af hovedstaden, hvis regeringen ikke gik af. Den provisoriske præsident Abdul Rahim Hatif udtalte at regeringen ville blive omdannet til en koalition med deltagelse af samtlige oprørsgrupper. I de efterfølgende dage indledte Massuds og Hekhmatyars styrker direkte krigshandlinger i Kabul.

En midlertidig regering, under ledelse af Sibgatullah Mojadidi overtog magten i slutningen af april. Alliancen mellem de moderate muslimske grupper, ledet af Ahmed Sha Massud, udnævnt til fosvarsminister af i den nye regering, vandt kontrollen over hovedstaden og forviste de muslimske fundamentalister, ledet af Gulbudin Hekhmatyar. Pakistan, Iran, Tyrkiet og Rusland, var blandt de første til at anerkende den nye, afghanske regering.

Et provisorisk råd opløste den 6. maj 1992 officielt det Watan-parti, som havde ledet Afghanistan siden 1978. Rådet dannede en særdomstol for at dømme de tidligere kommunistiske ledere, som havde forbrudt sig mod islamisk eller national lovgivning. Endvidere opløstes det hemmelige politi, KHAD, og den rådgivende forsamling.

Visse forandringer demonstrerede regeringens intentioner om at ville indføre islamisk lovgivning : man forbød salg af alkohol og man forsøgte at introducere nye love, der tvang kvinderne til at dække ansigtet og at bære den traditionelle, islamiske klædedragt.

I slutningen af maj proklamerede flertallet af de afghanske oprørsgrupper, her iblandt Hezb-i-Islami og Jamiat-i-Islami, en fredsaftale. Det første punkt man enedes om, var afholdelse af valg i løbet af et år og tilbagetrækning af dels forsvarsminister Ahmed Sha Massuds militser og dels Abdul Rashid Dostams uzbekere fra Kabul .

Få dage senere undslap præsident Modjadidi mirakuløst et attentatforsøg. Den 31. maj blev våbenhvilen mellem de ledende guerilla-fraktioner afbrudt. I de første dage af juni omdannedes den afghanske hovedstad atter til en slagmark, med åben krig mellem styrker fra Hezb-i-Islami og Jamiat-i-Islami. Efter en uges krigshandlinger kunne man registrere 5.000 dræbte. Kabul blev til en by, hærget af krig.

Mojadidi trak sig tilbage den 28. juni for at blive afløst af Buranuddin Rabbani, lederen af Jamiat-i-Islami. Ved sin tiltrædelse udtalte han: «Vi har kun eet krav i vort program, ENHED. Vi tager ikke et eneste skridt uden konsensus!»

Hekhmatyar fortsatte kampen mod Kabul, idet han krævede, at Massud gik af og en tilbagetrækning af Abdel Rashid Dostams militser. Denne havde været medlem af den kommunistiske regering, men havde forladt den til fordel for de islamiske grupper, der havde erobret magten.

FN offentliggjorde et bistandsprogram i størrelsesordenen 10 millioner dollars for at forsyne den del af befolkningen, som var flygtet fra Kabul, med fødevarer og medicin. Som konsekvens af krigen, lå Afghanistans økonomi i ruiner, med 60% af produktionsapparatet ødelagt. Afghanistan blev verdens største producent af opium.

Den pakistanske regering, som tidligere havde været mujahedinernes vigtigste støtte, besluttede at afskære våben- og fødevaresmuglingen over dets grænse til Afghanistan, for dermed at svække Hekhmatyar, som anklagedes for ødelægge forholdet mellem de to lande. FN´s højkommissær for flygtninge anslog antallet af afghanske flygtninge til at udgøre 4,5 million. Af disse befandt ca. 3 millioner sig på iransk territorium. Irans regering truede til gengæld med at ville udvise de mange flygtninge, hvor af flertallet tilhørte afghanske minoritetsgrupper.

Lederne af 8 rivaliserende fraktioner offentliggjorde i Islamabad, Pakistan, marts 1993, en fredsaftale. I aftalen, støttet af Pakistans premierminister Nawaz Sharif, enedes Rabbani og Hekhmatyar om at dele magten i en periode af 18 måneder, indtil afholdelsen af valg. Rabbani forblev på posten som præsident og Hekhmatyar blev premierminister. Den magtfulde general Abdul Rashid Dostam, hvis militser kontrollerede det nordlige Afghanistan, deltog ikke i fredskonferencen.

Hekhmatyar tiltrådte den 17. juni og Massud trådte tilbage som forsvarsminister, en post, der blev overtaget af en kommission, sammensat af flere grupper. Premierministeren forlagde sin residens til langt uden for hovedstaden. Få dage senere indledte styrker, loyale overfor Hekhmatyar, bombardementer af Kabul.

I september indledte russiske regeringsstyrker og tadjikere krigshandlinger mod oprørske tadjikere, allierede med afghanere, ved den tadjikiske grænse. På trods af anklager fra Moskva og Dushanbe, afviste de afghanske myndigheder at være indblandede i konflikten og anmodede om at de russiske styrker blev trukket tilbage fra afghansk territorium.

Dostams militser, allierede med premierminister Hekhmatyar, indledte i januar 1994 en offensiv mod hovedstaden, og kampene truede med at få landet til at gå i opløsning. Kabul forblev opdelt i zoner, kontrollerede af de rivaliserende grupperinger, mens 75% af hovedstadens 2 millioner indbyggere flygtede. I juni afviste Rabbani ved ophøret af sit mandat at træde tilbage - og det forlængedes af Afghanistans højesteret.

1994 Taliban træder frem

Opdelingen af Afghanistan var delvist forårsaget af rivaliseringen mellem flere lande i regionen, som f.eks. Iran, Saudi Arabien, Uzbekistan, Pakistan og Rusland, der direkte eller indirekte intervenerede i borgerkrigen. Tilsynekomsten af den væbnede gruppe «Taliban», (persisk : «de studerende»), i det sydlige Afghanistan, ændrede krigen. Disse guerillaer, uddannede i Pakistan, havde som mål at skabe en islamisk enhedsregerng i Afghanistan og kunne regne med støtte fra mange sektorer i samfundet.

Taliban erobrede i februar Hekhmatyars hovedkvarter, beliggende i det centrale Afghanistan, mens Dostams militser forsatte med at styrke deres positioner i den nordvestlige del. Efter næsten at have smadret Kabul totalt, måtte det konstateres at næsten 2/3 af landets befolkning nu levede i områder, kontrollerede af de uzbekiske militser. På et tidspunkt, hvor alt håb om en løsning på borgerkrigen syntes udelukket, påbegyndte omkring 8.000 talibanere, midt på året, et bombardement af Kabuls centrum fra forstæderne. I september faldt hovedstaden i talibanernes hænder, på et tidspunkt, hvor regeringen flygtede mod den nordlige del af landet.

I løbet af de første måneder af 1997, forblev situationen uændret, men i slutningen af året, forsøgte Dostam at opløse alliancen med den flygtede præsident Burhanuddin Rabbani og slutte sig til Taliban-militserne. Denne nye alliance holdt dog kun nogle få uger og de erobringer, styrkerne fra Kabul havde opnået, blev hurtigt tabt. Ahmed Sha Massud, Rabbanis tidligere hærchef, blev leder af det nye amti-talibanske forbund og erobrede kontrollen over den nordøstlige del af Afghanistan, der i realiteten kom til at fungere som en selvstændig republik.

For at kunne opnå kontrol over størstedelen f det afghanske territorium, måtte talibanerne regne med støtte fra Pakistan, Saudi Arabien og USA. I forsøget på at opfylde målet om at ville regere i overensstemmelse med Koranen, indførte Taliban, efter at have indtaget Kabul, påbud, der fjernede kvinderne fra det offentlige liv og fratog dem retten til undervisning. Samtidig blev musik og sang, undtaget religiøs musik, forbudt; biografer og teatre blev lukkede, og der indførtes spiritusforbud. Fra erobringen af Kabul indførte den talibanske regering en række dekreter, der søgte at indføre islamiske regler i sportslivet. Ved højtidelighederne i forbindelse med markeringen af «jubilæet» for erobringen af Kabul, organiseredes et kæmpe sportsshow, hvor de 3.000 idrætsmænd - kvinderne var også blevet udelukkede fra at dyrke idræt - var tildækkede fra halsen til knæene. Man havde forbudt klapsalver og man oplyste publikum om, at de eneste form for opmuntrende tilråb, der var tilladt, var: «Alla uh Akbar», «Almægtig er Allah».

Et jordskælv, den 4. februar 1998, ødelagde Rustaq, en by kontrolleret af oppositionsstyrker, ledede af Massud. Regeringen i Kabul, som anså det for at være en katastrofe, der berørte alle afghanere, sendte hundredvis af lastbiler med medicin og fødevarer som nødhjælp til de tusindvis af ofre, plagede af sult og kulde, som konsekvens af jordskælvet.

I juli 1999 forsøgte oppositionen at samle sig under ledelse af Massud, der fortsat kontrollerede 10% af landet. Men i august indledte regeringen en militær offensiv, der standsede denne samlingsproces. Kampene ændrede ikke afgørende på styrkeforholdet - begge parter vandt mindre områder og måtte trække sig tilbage fra andre. I slutningen af 2000 kontrollerede Taliban 95% af landet.

Den 3. september 2001 blev Nordalliancens leder Massud dræbt ved et selvmordsattentat, der øjensyneligt var beordret af Talibanlederen Mullah Omar. Det knuste med ét slag oppositionens håb om at vælte Taliban regeringen. Men et helt andet sted i verden blev styrets skæbne beseglet. For USA var Afghanistan strategisk vigtig med sine grænser mod Kina og Iran og mod oliefelterne i Centralasien. Nordamerikanske olieselskaber havde derfor allerede i slutningen af 90'erne knyttet kontakter til Taliban regimet med det formål at få mulighed for at bygge en olierørledning fra de centralasiatiske oliefelter gennem Afghanistan til det Indiske Ocean. Men planerne blev stillet i bero pga. for store uoverensstemmelser.

2001 USA invaderer Afghanistan og installerer sin egen lydstat

Efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001 beskyldte USA Afghanistans Taleban styre for at holde hånden over Osama bin Laden, som USA mente stod bag angrebet. Afghanistans regering bad USA om at fremlægge beviser for denne påstand, før den ville tage stilling til en udlevering af bin Laden, men dette blev afvist af USA. I stedet brød USA FN's charter, da supermagten den 7. oktober indledte en angrebskrig mod Afghanistan med det formål at vælte Taleban styret. Det lykkedes godt 1½ måned senere. Dels ved kontant bestikkelse af afghanske stammehøvdinge, dels ved amerikansk luftstøtte til angreb gennemført af Nordalliancen, der gennem flere år havde bekæmpet Taleban regeringen i Kabul. En væsentlig betingelse for sejren var, at USA fik Afghanistans traditionelle allierede Pakistan over på sin side.

Krigen kom til at koste 5-6.000 civile afghanere livet; undervejs bombede USA TV stationens al Jazeeras kontor i Kabul; og Nordalliancen overtrådte Geneve konventionen, da den - bistået af USA - henrettede flere tusinde krigsfanger der havde overgivet sig. Kabul faldt i slutningen af november, og USA indsatte 22. december en ny regering ledet af pashtunen Hamid Karzai. Samtidig begyndte mange afghanske flygtninge at vende tilbage til landet. Sikkerhedssituationen er imidlertid særdeles usikker. Den nye regering har kun sikkerhedsmæssig kontrol over en lille del af landet; de fleste dele regeres af lokale stammehøvdinge; der gennemføres jævnligt attentater mod de af USA indsatte politikere; og amerikanske specialstyrker er i konstant krig i landområderne. Her får de flystøtte fra andre NATO lande. Bl.a. Danmark der i februar 2003 foretog sine første bombardementer af Afghanske landsbyer fra F-16 fly. Situationen lignede på flere punkter den der tegnede sig efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i december 1979. USA fik ikke fat i Osama bin Laden, men fik afløb for sit blinde raseri efter terrorattentatet 11. september. Afghanistan fungerer i dag som en amerikansk koloni, hvor flertallet af regeringens ministre har amerikansk statsborgerskab.

I juli 2002 blev 50 civile afghanere dræbt og over 100 såret, da et nordamerikansk fly bombede et bryllup ved den sydlige by Deh Rawud. Selv om Bush personligt ringede til præsident Karzai, bad Washington ikke formelt om undskyldning for krigsforbrydelsen.

Få dage senere blev vicepræsident Abdul Qadir og hans chauffør dræbt i en regn af kugler ved indkørslen til Ministeriet for offentlige Arbejder i Kabul. Det lykkedes ikke at fange attentatmændene. I september overlevede Karzai et attentatforsøg i Kandahar. Attentatmanden blev senere identificeret som Abdul Rahman. Det lykkedes ham at affyre 4 skud mod præsidentens bil. Kandahars guvernør, Gul Agha Sherzai og en sikkerhedsvagt blev såret. Præsidentens nordamerikanske militære sikkerhedsvagter besvarede ilden, dræbte attentatmanden og endnu en sikkerhedsvagt. Attentatforsøget skete blot få timer efter en bilbombe var eksploderet i Kabul og havde dræbt mindst 10.

Størstedelen af landet blev regeret af magtfulde krigsherrer uden indblanding fra Karzais regering eller USA's besættelsesstyrker. Karzais magt var stort set begrænset til hovedstaden.

Trods fjernelsen af Taliban regimet var kvindens stilling fortsat meget vanskelig. Især udenfor Kabul forfølges kvinder fortsat, der ønsker at arbejde eller studere, piger tvinges ind i tvangsægteskaber og mange børn - helt ned til 4 år - bortføres for at blive solgt som sexslaver eller slavearbejdskraft.

For at aflaste USA's militær, blev der i august 2003 indsat en NATO styrke i landet. Der var tale om den første NATO mission udenfor Europa i alliancens 54 årige historie. Missionen blev underlagt et FN mandat.

Samme måned underskrev FN og Afghanistans regering en aftale om vælgerregistrering frem til præsidentvalget i juni 2004. Som led i aftalen blev der bl.a. oprettet hold af kvinder, der skulle rejse rundt for at opfordre kvinderne til at lade sig vælgerregistrere.

I november 2003 blev et nyt forslag til grundlov fremlagt for præsident Karzai og FN's specielle udsending Lakhdar Brahimi. Efter forslaget bliver Afghanistan en islamisk republik, hvor alle borgere har lige rettigheder. Der er ingen direkte referencer til sharia eller islamisk lov, men det slåes fast, at ingen love må gå imod islam. Med grundlovsudkastet får kvinderne en vis andel af pladserne i parlamentet og ret til specielle hensyn indenfor uddannelse og sundhed. Alligevel blev udkastet kritiseret af bl.a. Amnesty International for ikke eksplicit at forbyde kønslig diskrimination og for ikke eksplicit at anerkende ligestilling mellem mænd og kvinder.

I lyset af den stadig forværrede sikkerhedssituation indstillede FN i november sine aktiviteter i Ghazni provinsen, efter at en medarbejder i UNHCR var blevet dræbt. I december bombede et nordamerikansk fly en landsby i Ghazni provinsen. 9 børn og 1 voksen blev dræbt. FN fordømte angrebet og krævede en øjeblikkelig undersøgelse af begivenhederne.

Fra slutningen af februar til begyndelsen af marts 2004 blev mindst 6 ansatte i forskellige humanitære organisationer dræbt i Afghanistan. Det var tilsyneladende udtryk for, at USA's militære patruljer foretrækker at bevæge sig rundt i landet i civile biler for at undgå angreb. Denne praksis blev skarpt fordømt af de humanitære organisationer, fordi modstandsbevægelsen ikke længere kan kende forskel på militærpatruljernes og de humanitære organisationers køretøjer.

Den 8. marts offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, der var stærkt kritisk overfor USA's besættelsesstyrker. De blev anklaget for at have tilbageholdt over 1000 afghanere og andre nationaliteter gennem 2002. De amerikanske soldater blev anklaget for overdreven anvendelse af vold ved disse arrestationer, der ofte fører til skader eller død for uskyldige civile. Rapporten anklagede samtidig besættelsesstyrkerne for tortur: for hindring af søvn, udsættelse for ekstreme temperaturer og i en række tilfælde fysisk tortur. Menneskerettighedsorganisationen anklagede endelig USA for at gennemføre et stort antal vilkårlige arrestationer.

Samme måned blev valgene udsat til september. Karzai erklærede, at parlaments- og præsidentvalgene ville blive gennemført samtidig. Efter den oprindelige tidsplan skulle præsidentvalget være gennemført i juni, men det måtte udsættes pga. den dårlige sikkerhedssituation og manglende registrering vælgere. FN havde siden januar været i gang med vælgerregistrering og oplyste, at mange områder ikke kunne besøges pga. manglende sikkerhed.

I slutningen af marts rejste Karzai til Berlin for at deltage i en donorkonference. Under konferencen erklærede præsidenten, at landet var ved at rejse sig af asken efter 20 års krig, og bad samtidig om bistand til bygning af skoler, hospitaler og veje. Iflg. Karzai havde landet brug for mindst 28 mia. US$ over de følgende 7 år for at financiere genopbygningen. De 4 mia. US$ årligt skal sammenlignes med de 13 mia. US$ det koster USA og NATO i militære udgifter at fortsætte besættelsen af landet.

Siden Talibans fald i 2001 havde den økonomiske udvikling været forsigtig, og usikkerheden var forværret i flere del af landet. FN advarede samtidig imod, at landet kunne blive kastet ud i endnu større kaos, hvis det ikke fik støtte udefra. Opiumsproduktionen og narkohandlen er allerede øget drastisk siden 2001 som følge af manglende økonomiske alternativer.

Ved donorkonferencen i Berlin blev Afghanistan lovet ialt 8,2 mia. US$ over de følgende 3 år af Storbritannien, USA, Japan, Tyskland og FN. Karzai fik desuden lovning på, at der ville blive sendt 5 blandede civil-militære patruljer, der skulle deltage i genopbygningen i byområder. Samme måned indgik Afghanistan en aftale med sine nabolande Kina, Pakistan, Iran, Turkmenistan, Uzbekistan og Tadjikistan om fælles bekæmpelse af narkohandelen.

I juli blev præsident- og parlamentsvalgene atter engang udskudt - denne gang til oktober. Repræsentanter for de politiske partier erklærede, at det var umuligt at opfylde kravet om offentliggørelse af valgdatoen 90 dage inden valget. Udsættelsen skyldtes den forværrede sikkerhedssituation i flere del af landet.

Samme måned offentliggjorde Karzai sit kandidatur til præsidentposten. Han får over 20 modkandidater. Deriblandt en af de stærkeste krigsherrer, Abdul Rashid Dostum. Dostum havde været militærrådgiver for overgangsregeringen. Han trak sig nu fra denne post og erklærede samtidig med sit kandidatur at hans mål var at skabe national enhed i Afghanistan. Han opfordrede endvidere vælgerne i den nordlige og centrale del af landet til at lade sig vælgerregistrere. Karzai svarede igen ved at erklære, at krigsherrerne kunne blive en større trussel mod Afghanistans stabilitet end Taliban. For en række internationale observatører var Dostums kandidatur dog tegn på, at han satte demokratiet over volden. Taliban derimod boykottede valget.

Da valgene endelig blev holdt den 3. november 2004, blev præsidentposten vundet af Karzai med 55% af stemmerne. Trods kritik fra oppositionens side om valgsvindel, kunne 3 FN funktionærer der undersøgte påstandene ikke konstatere uregelmæssigheder i valget, der afgørende forrykkede resultatet.

I et forsøg på at indlede fredsforhandlinger med Taliban løslod USA i januar 2005 80 formodede Taliban medlemmer fra sin luftbase i Bagram.

FN offentliggjorde i februar 2005 sin første rapport om situationen i landet - 3 år efter USA's invasion. Landet er fortsat et af verdens mest underudviklede, og hvis situationen ikke forbedres, vil den kunne udvikle sig kaotisk. Rapporten berettede om en vis økonomisk vækst, men denne vækst er ikke kommet den fattige befolkning til gode. Kvinderne er stadig de mest underernærede, udelukkede fra det politiske liv, udsættes for voldtægt, vold og tvangsægteskaber, og er den værst udsatte gruppe. Afghanistan har fortsat verdens dårligste uddannelsessystem. 72% af den voksne befolkning er analfabeter. En fjerdedel af befolkningen lever som flygtninge i nabolandene. Hvis landets problemer ikke bliver løst løber landet en alvorlig risiko for at bryde helt sammen, hvilket både udgør en indre trussel og en trussel mod verdenssamfundet.

5 år efter at have indledt sin besættelse af Afghanistan opgav USA i 2006 at bringe den sydlige del af landet under kontrol og satte i stedet NATO styrker fra bl.a. Storbritannien, Canada og Danmark ind. Storbritannien havde glemt læren fra sidste gang i 1880'erne hvor imperiet sidst forsøgte at kolonisere Afghanistan. Også dengang blev kolonisatorerne smidt ud. Overfor befolkningerne i Vesteuropa og Canada blev NATO's militære indsats præsenteret som en hjælp til genopbygning. Men allerede efter få uger blev enheder af danske jægersoldater sendt til Afghanistan for at passe på de danske soldater. Og efter 4 uger i byen Musa Qala i det sydlige Afghanistan blev de danske styrker evakueret til mere sikre områder. Inden da havde de danske styrker anvendt tusindvis af håndgranater i «genopbygningsindsatsen». I oktober overdrog USA den fulde militære kontrol med landet til NATO, der herefter havde 35.000 besættelsestropper i landet - heraf 15.000 fra USA selv. Mens USA siden 2001 holdt militær lav profil i den sydlige del af landet, bidrog NATO's offensiver til hastigt at forstærke modstanden mod både centralregeringen og besættelsestropperne - på præcis samme måde som under den sovjetiske besættelse af landet i 1980'erne.

Den danske filminstruktør Christoffer Guldbrandsens havde i december 2006 premiere på sin film, Den hemmelige Krig, der belyste Danmarks bidrag til USA's tortur af fanger i Afghanistan. Filmen dokumenterede, at danske besættelsesstyrker - i strid med Genevekonventionen - udleverede afghanske fanger til USA's styrker, hvor de blev underkastet tortur. Filmen udløste en voldsom modoffensiv fra regeringens side, sekunderet af regeringens presse med Nyhedsavisen i spidsen. Statsministerens standardkommentar: «der er ikke noget at komme efter» blev gentaget dagligt. Regeringen modsatte sig en undersøgelse af Danmarks overtrædelse af de internationale konventioner, og i stedet blev filmen udsat for en undersøgelse - der 5 måneder senere bekræftede filmens centrale konklusioner.

Ofre for NATO's bombardementer i Afghanistan. De vestlige medier melder hyppigt, at NATO styrker har dræbt et stort antal talibanere. Ofte dækker dette imidlertid over angreb på den afghanske civilbefolkning. Tusindvis af civile dræbes hvert år af NATO's soldater i landet. Ofte i forbindelse med luftbombardementer. Fra 4 km højde kan det være vanskeligt at skelne oprørere fra civile. Det danske luftvåben har selv et ukendt antal hundrede civile afghanere på samvittigheden under dets bombninger af Afghanistan i 2002-04. Oplysningerne er hemmeligt stemplede, men det vides, at ved en enkelt operation blev et bryllupselskab angrebet fra luften og 59 civile dræbt.

Kampene mellem Taliban og NATO's besættelsesstyrker tog til i løbet af 2007. En væsentlig årsag til styrkelsen af Taliban siden 2005 var den stigende utilfredshed med besættelsesmagten i landet, og fraværet af af en anden samlet modstandsfront mod besættelsesmagten. Afghanerne har ikke noget kærligt nostalgisk forhold til Taliban, men Taliban er for tiden den eneste væbnede modvægt til den udenlandske besættelsesmagt.

Flere fremtrædende britiske militærfolk erkendte i 2007, at NATO var ved at tabe krigen mod Taliban. NATO havde ikke lært af de tidligere britiske og senere sovjetiske forsøg på at kolonisere landet. I oktober sluttede den tidligere britiske udsending i Bosnien, Lord Ashdown sig til koret af kritikere, da han til avisen The Telegraph erklærede: «Jeg tror vi har tabt, og succes er usandsynlig».

Det stigende pres på NATO's styrker fik i oktober 2007 alliancen til at diskutere en udvidelse af krigsindsatsen. Alliancen forpligtigede sig formelt til at sende flere styrker til landet, men uden at der blev sat konkrete tal på. Trods den omfattende vestlige krigspropaganda om situationen i landet erklærede NATO sig utilfreds med krigsdækningen, og optrappede formidlingen af sin egen version af krigen. Det danske krigsministerium sendte en propagandaenhed til Afghanistan, der skulle forestå «informationen» af den danske befolkning. Uvildig information om Afghanistan skal i dag overvejende hentes udenfor Danmarks grænser. Hos BBC, Guardian eller helt uafhængige kilder.

Danmark trak i 2007 sine styrker ud af Iraq for i stedet at koncentrere dem i det sydlige Afghanistan i Helmand provinsen. I de følgende år blev 35 danske soldater dræbt under kampe med Taliban, og et flertal af den danske befolkning var imod krigseventyret i Afghanistan. Den oprindelige danske argumentation for krigseventyret var bidrag til «demokratiet» i Afghanistan. I 2008 ændredes denne argumentation til: «hvis vi ikke er i Afghanistan, kommer de til os» - altså en del af USA's såkaldte krig mod terror. Den nordamerikanske tænketank Rand offentliggjorde i juli 2008 en analyse af 40 års håndtering af «terrororganisationer». Den viste, at over 40 år er væbnede bevægelser kun blevet nedkæmpet militært i 7% af tilfældene, i 10% har bevægelsen vundet, og i 45% er der indgået politiske aftaler der har ført til fred.

USA sendte midt i 2009 yderligere 20.000 soldater til Afghanistan for at sikre en fredelig gennemførelse af parlamentsvalget i august. Der gik 2½ måned fra valget til der forelå et officielt valgresultat, der gav den siddende præsident Karzai 48% af stemmerne, mens udfordreren Abdullah Abdullah fik 28%. Lige siden valget var der kommet rapporter om omfattende valgsvindel til fordel for den siddende præsident. Dilemmaet blev løst i slutningen af oktober da den øverste valgkommission meddelte det «officielle» resultat, og at en 2. valgrunde i overenstemmelse med forfatningen ville blive gennemført i november. Novembervalget blev imidlertid aflyst, da Abdullah trak sig. Afghanistan fik dermed en præsident, der bevisligt sad på posten takket være valgsvindel. Valgdeltagelsen i august var kun 35%.

Samtidig med at Danmark markerede den årlige dag for militærets krigsforbrydelser, bombede NATO styrker 4. september 2009 en tankbil i Kunduz provinsen nord for Kabul. Ved bombardementet blev mindst 125 dræbt. Deriblandt mindst 40 civile. Taliban havde bortført en tankbil, der gik i stå midt i en flod. Civilbefolkningen i området gik i gang med tømme den for benzin for at få brændstof, og mens dette arbejde var i gang sendte en nordamerikansk F-15 jager en 500 punds bombe ned i tankbilen. Kunduz var indtil 2007 Taliban-frit område. I 2009 var provinsen næsten totalt kontrolleret af Taliban, og NATO's mord øgede blot hadet til besættelsesmagten. I oktober meddelte det danske militær at det havde dræbt flere civile i Afghanistan, deriblandt en baby på få måneder.

Afghanere. Dem slår man da bare ihjel. Øverst resterne af tankbilen i Kunduz 4. september 2009 efter den var bombet af NATO. 125 blev dræbt, deraf mindst 40 civile, der var ved at tappe benzin. Nederst begraves dræbte civile.

Videoer: More Troops + Afghanistan = Catastrophe Rethink Afghanistan trailer (Part 2): Pakistan: "The Most Dangerous Country" Rethink Afghanistan (Part 3): The Cost of War (Trailer) Rethink Afghanistan Part 4: Civilian Casualties (Trailer) Bombs will kill women in Afghanistan How much security did $1 trillion buy?

Rethink Afghanistan War. Tidligere nordamerikanske regeringsembedsmænd kritiserer USA's fejlslagne politik i Afghanistan 2001-09

Få dage før han i december 2009 fik overrakt Nobels Fredspris meddelte USA's Barack Obama, at supermagten overførte yderligere 30.000 soldater til Afghanistan. De blev bl.a. sat ind i det sydlige Afghanistan. Ved udgangen af året var Taleban aktiv i næsten alle landets provinser, og det stod klart at besættelsesstyrkerne tabte kampen. I frustration over besættelsesmagtens tiltagende drab på civilbefolkningen støttede stadig flere afghanere Taleban.

WikiLeaks lagde i juli 2010 90.000 fortrolige dokumenter fra Pentagon om krigen i Afghanistan ud på internettet. Dokumenterne dementerede det billede af krigen, der ellers blev præsenteret i de vestlige medier: at besættelsesstyrkerne alene dræbte partisaner. Mange hundrede civile blev hvert år dræbt af USA's, Polens, Danmarks og de andre besætternationers styrker i landet. Det skete som følge af fejl, manglende efterretninger eller som hævn. I Berlingske Tidendes dækning af de lækkede dokumenter blev de tusindvis af dræbte civile til «en stribe civile». (WikiLeaks: Afghan War Diary, 2004-2010, UK Guardian 25/7 2010: Afghanistan war logs: Massive leak of secret files exposes truth of occupation)

I august kunne New York Times afsløre, at den administrative chef for Afghanistans Nationale Sikkerhedsråd, Mohammed Zia Salehi i årevis havde været på CIA's lønningsliste. Salehi var endvidere involveret i en stor korruptionsskandale og blev allerede i juli arresteret for at have hindret en undersøgelse af firmaet New Ansari, der har kanaliseret flere mia. $ fra korruptionen ud af Afghanistan. Salehi var under beskyttelse af præsident Karzai, fordi Salehi har for stort detailkendskab til korruptionen i regeringen.

Henved 1000 Taliban krigsfanger undslap i april 2011 fængslet i Kandahar gennem en underjordisk tunnel. Danmark fortsatte sit strategiske tilbagetog til byerne, og forsøgte at købe de afghanske krigsherrer med US dollars.

Danske krigsforbrydelser i Afghanistan

Den danske dokumentarfilm Armadillo lavet af instruktøren Janus Metz vistes første gang i maj 2010. Filmen afslørede danske krigsforbrydelser i Afghanistan. På filmen indrømmede danske soldater, at de dræbte civile, kvinder og børn. Samtidig indrømmede andre soldater, at de likviderede afghanske krigsfanger, eller krigere der ikke længere var kampdygtige. Drab på civile er en alvorlig overtrædelse af 4. Genevekonvention, hvis formål er at sikre civile under krig eller krigslignende situationer. Likvidering af krigsfanger og ukampdygtige er en grov overtrædelse af 1. Genevekonvention. Filmen førte ikke til retsforfølgelse af de skyldige soldater og officerer. Regeringen og forsvarets top gjorde sig dermed medskyldige i krigsforbrydelser og i at give straffrihed for krigsforbrydelser.

I moderne krige er tommelfingerreglen, at 85-90% af ofrene er civile. Det gælder også i Afghanistan, trods regeringens forsikringer om, at de dræbte er Talibanere. Danske Jægersoldater var i 2009 på en hemmelig mission i Afghanistan, der kostede 60-70 civile afghanere livet. De præcise omstændigheder hemmeligholdes fortsat af regering og militær.

I december 2010 forsøgte højreradikale danske politikere for 3. gang at få forbudt den religiøse forening, Hizb-ut-Tahrir. Anledningen var at foreningen i efteråret 2010 havde erklæret, at modstand mod besættelsesmagten i Afghanistan - herunder danske soldater - var legitim. Den danske regering pålagde i første omgang Rigsadvokaten at undersøge muligheden for et sagsanlæg mod H-u-T. Men i virkeligheden havde H-u-T fuldstændig ret i, at væbnet modstand mod besættelsesmagten - herunder danske soldater i Afghanistan - var legitim. FN pagten anerkender et besat lands ret til at gøre væbnet opstand mod besættelsestropper - på samme måde som modstandsbevægelsen i Europa under 2. Verdenskrig havde ret til væbnet modstand mod den nazistiske besættelsesmagt.

I april 2011 blev det afsløret, at danske styrker i Afghanistan rutinemæssigt anvender hvid fosfor mod civilbefolkningen. Det sker i strid med 4. Genevekonvention.

Ligeledes i april afsagde Øste Landsret dom i sagen om afghaneren Ghousouallah Tarin, som dansk militær i 2002 overgav til nordamerikanske tropper til tortur. Landsretten fandt det dokumenteret, at Tarin blev underkastet tortur, men retten har samtidig tradition for at holde hånden over danske krigsforbrydelser og konventionsbrud og frikendte derfor militæret. Torturkonventionen som Danmark ellers har ratificeret siger klart, at det er i strid med konventionen at overdrage krigsfanger, når det vides at de underkastes tortur af de soldater de overdrages til. Danmark var i 2002 vidende om USA's torturpraksis og var i derfor i konventionens forstand skyldig i tortur.

For at komme ud af hængedyndet begyndte NATO i juli 2011 at trække sig ud af 7 afghanske provinser og overdrage ansvaret til Afghanistans militær. I november indledtes tilbagetrækningen fra yderligere 17. Samtidig fortsatte forhandlingerne med Taleban i et forsøg på at nå en politisk løsning på konflikten i landet. For at legitimere forhandlingerne besluttede FN's Sikkerhedsråd i juni at ophæve forbindelsen mellem Taleban og al-Qaeda. Taleban blev derved samtidig fjernet fra FN's «terrorliste». Men trods forhandlinger fortsatte krigen. Den 13. september angreb Taleban USA's ambassade i Kabul, NATO's hovedkvarter i byen og flere andre vigtige bygninger i et koordineret angreb.

I sin rivalisering med Pakistan havde Indien gennem flere år søgt at indgå tættere aftaler med Afghanistan. I oktober undertegnede de to lande en strategisk partnerskabsaftale. Den afghanske præsident erklærede efterfølgende: «Undertegnelsen af den strategiske partnerskabsaftale med Indien er ikke rettet mod noget land. Den er ikke rettet mod nogen anden institution. Den har til formål at lade Afghanistan drage nytte af Indiens styrke».

Iflg. Amnesty International kostede krigen i landet 3021 dræbte civile i 2011.

I januar 2012 blev en video lagt ud på YouTube der viste nordamerikanske soldater der urinerede på dræbte afghanere. Det førte til voldsomme protester i Afghanistan, og disse protester tog yderligere til i styrke i februar da det blev kendt at soldater på USA's Bagram base brændte eksemplarer af koranen. Afghanere indledte en belejring af basen, der blev bombarderet med sten og benzinbomber. Efter 5 dages protester var 30 blevet dræbt - deriblandt 4 nordamerikanske soldater - og 200 såret.

I marts forlod sergent Robert Bales på egen hånd militærbasen i Panjwai i Kandahar og gennemførte en personlig massakre, hvor han dræbte 16 afghanske civile. De afghanske myndigheder krævede ham stillet for retten i Afghanistan. USA fløj ham hurtigt ud af landet, og stillede ham for en militærdomstol i USA, hvor han i august 2013 blev idømt livsvarigt fængsel. Havde de 16 dræbte været hvide nordamerikanere ville han være blevet dømt til døden.

I april kunne Los Angeles Times offentliggøre fotos af nordamerikanske soldater, der poserede med ligdele fra dræbte afghanere. Alle hændelser i starten af dette år øgede hadet mod besættelsesmagten.

Som forberedelse til at USA's styrker skulle forlade Afghanistan begyndte de to lande midt i 2012 at udarbejde en Bilateral Sikkerhedsaftale. Dette arbejde gik imidlertid i stå, da USA i juni 2013 meddelte, at det ville indlede forhandlinger med Taliban i Qatar. Karzai brød sig ikke om, at USA indledte direkte forhandlinger med Taliban, og afbrød derfor forhandlingerne med USA. Først i efteråret kom der atter gang i forhandlingerne. Afghanistan lagde vægt på, at USA ikke på egen hånd måtte igangsætte militære operationer efter 2014, men skulle være underlagt Afghanistans militær. Med aftalen skulle 9.800 nordamerikanske soldater og 2.000 NATO soldater have lov til at blive i landet efter 2014. Dette tal skulle halveres i 2016 og yderligere reduceres i 2017. USA skulle da kun have lov til at stationere soldater i Kabul og på Bagram flybasen. Supermagtens soldater er fortsat underlagt straffrihed i Afghanistan for de forbrydelser de måtte begå. Selv om Afghanistan gennem hele besættelsen af landet har kritiseret USA's krænkelser af menneskerettighederne og krævet nordamerikanske soldater udleveret til rettergang i Afghanistan, er det et ufravigeligt princip for USA aldrig at udlevere egne krigsforbrydere.

Præsidentvalget i 2014 blev vundet af den uafhængige kandidat Ashraf Ghani. I første runde i april havde han kun fået 31,6% af stemmerne, mens hans vigtigste modkandidat, Abdullah Abdullah fik 45,0%. Ved anden runde af valget i juli fik Ghani til gengæld 56,4%, mens Abdullah fik 43,6%. Det overraskende resultat, at Abdullah faktisk gik tilbage procentmæssigt i anden runde skyldtes at der faktisk blev afgivet 20% flere stemmer i anden runde. Resultatet førte til beskyldninger om valgsvindel og 2 måneders parlamentarisk krise. USA havde enorm interesse i at der blev fundet en løsning, da supermagten militært var på vej ud af landet. Udenrigsminister rejste derfor personligt til Afghanistan midt i juli for at tvinge de to kandidater til at danne en samlingsregering. Efter 2 måneders yderligere konflikt blev dette da også resultatet. Den 19. september overdrog Karzai præsidentposten til Ghani, der til gengæld udnævnte Abdullah som sin premierminister for en samlingsregering. Ghani havde været finansminister i Karzais regering 2002-04. Abdullah havde været udenrigsminister i 2001-05 og havde stillet op mod Karzai til præsidentvalget i 2009. Abdullah vandt faktisk dette valg, men pga. omfattende valgsvindel og USA's ønske fortsatte Karzai på præsidentposten.

I takt med væksten i Afghanistans væbnede styrker lykkedes det stadig flere talibanere og nationale afghanere at infiltrere dem. I perioden efter 2011 lykkedes det disse at gennemføre en lang række insider attentater mod de afghanske styrker og styrker fra ISAF. Det mest spektakulære attentat fandt sted i august 2014, da det lykkedes en insider at dræbe USA's General Harold J. Greene og såre en lang række afghanske og ISAF officerer, deriblandt en tysk brigadegeneral. Det skete på træningsbasen Qargha vest for Kabul. De konstante attentater var en udfordring for ISAF træningen af afghanske soldater og officerer.

Den 10. december 2014 offentliggjorde USA's Kongres dele af en 600 sider stor rapport om USA's enorme torturprogram efter 11/9 2001. Rapporten bekræftede, at et af USA's helt store torturcentre var Bagram flybasen udenfor Kabul. Det var ikke blot afghanere der blev underkastet tortur der, men ofre fra hele verden. Trods offentliggørelsen af rapporten stod det med det samme klart, at den ikke vil få politiske konsekvenser, og ingen bødler eller ansvarlige politikere ville blive stillet for retten for deres forbrydelser. Afghanistan havde siden 2002 krævet nordamerikanske soldater udleveret til retsforfølgelse for deres forbrydelser i landet. Uden held.

USA overlod formelt Afghanistan ansvaret for krigen i landet den 28. december 2014. Som englænderne måtte sande i attenhundredetallet, russerne i 1980'erne, måtte USA sande, at Afghanistan ikke kunne nedkæmpes. USA og dets vestlige allierede havde tabt krigen. USA bevarede dog 9.800 kampsoldater i landet. Dertil kom 2.000 NATO soldater. Afghanistan havde fortsat ikke ret til at retsforfølge nordamerikanske krigsforbrydere, og USA agtede at fortsætte sine droneangreb i landet. Krigen havde indtil da kostet supermagten omkring 1.000 mia. US$. Den havde kostet over 40.000 mennesker livet i Afghanistan. De fleste af dem civile. 2,7 mio. afghanere sad i flygtningelejre i Iran og Pakistan; 660.000 var internt fordrevne.

I første halvår af 2014 blev 1564 afghanske civile dræbt og 3289 såret under den væbnede konflikt i landet. Iflg. myndighederne skyldtes 70% af drabene Taliban og andre oprørsgrupper. Der var tale om en fordobling i tabstallet ifht. 2009 og en 24% øgning ifht. samme periode  i 2013.

I maj 2014 kendte den britiske landsret den tilbageholdelsespolitik de britiske besættelsesstyrker havde anvendt i Afghanistan for ulovlig. Det skete efter undsøgelse af Serdar Mohammeds sag. Han havde siden 2010 været tilbageholdt af de britiske styrker. Retten fandt at tilbageholde ud over de tilladte 96 timer havde været vilkårlige og i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. I forlængelse af kendelsen beordrede de afghanske myndigheder Storbritannien til at udlevere 23 internerede fra to britiske fængsler i Helmand provinsen.

I løbet af 2014 steg antallet af dræbte afghanske journalister med 50% ifht. året før. Drabene blev begået af afghanske sikkerhedsstyrker, NATO styrker, Taliban og militser tilhørende politiske kandidater, der stillede op til valget.

De to afghanske brødre, den 23 årige Vahid og den 16 årige Abolfazl Vaziri blev i juni 2015 udvist af Danmark til Afghanistan. De havde da været 5 år i Danmark, hvor de i første omgang var blevet accepteret som uledsagede flygtningebørn. Men i 2012 besluttede de danske myndigheder ikke at give brødrene asyl. Det var iflg. myndighederne «sikkert» at sende dem tilbage til Afghanistan. Nogle måneder efter tilbagekomsten var den 16 årige Abolfazl dræbt og Vahid var flygtet til Iran. Danmark udviste i 2015 599 asylansøgere, heraf 85 til Afghanistan.

Taliban optrappede gennem 2015 sine militære aktiviteter. I juni indledtes en offensiv i Helmand provinsen, der i slutningen af året var næsten helt på Talibans hænder.

Taliban erobrede i oktober 2015 provinshovedstaden Kunduz i det nordlige Afghanistan. Regeringen satte derefter et modangreb ind for at generobre Kunduz, støttet af nordamerikanske fly. Den 3. oktober bombede de nordamerikanske fly et hospital i byen drevet af Læger uden Grænser (MSF). 12 af MSF's ansatte blev dræbt samt 10 patienter. Angreb på hospitaler er en alvorlig krigsforbrydelse efter Geneve Konventionen og MSF opfordredede efterfølgende til nedsættelse af en uafhængig undersøgelseskommission. En opfordring der blev støttet af det Internationale Røde Kors. Ingen nordamerikanske soldater blev efterfølgende retsforfulgt for krigsforbrydelsen. USA's angreb medførte at andre krigsførende stater også mente sig berettiget til at angribe hospitaler. I januar 2016 angreb fly fra Saudi Arabien et MSF drevet hospital i Yemen med missiler. Den største erfaring på området lå dog i Israel, der gennem 7 år jævnligt havde angrebet hospitaler i Gaza med bomber.

I juli 2015 blev det offentliggjort, at Talibans leder Mullah Omar var død i april 2013 af tuberkulose. Taliban havde imidlertid holdt det hemmeligt indtil 2015. Meddelelsen om Omars død udløste en magtkamp i Taliban, der i første omgang valgte Akhtar Mansour som ny leder. Valget blev imidlertid kritiseret af andre dele af bevægelsen og i november kom det alvorlige kampe mellem forskellige Taliban fraktioner i Zabul provinsen. Taliban var splittet på spørgsmålet om fortsat tilknytning til al Qaeda eller tilslutning til IS. IS havde siden sommeren 2014 vundet frem, og denne bevægelse har tradition for at slå hårdt ned på rivaler. 100 partisaner blev dræbt under det interne Taliban opgør i Zabul.

På et møde i januar 2016 mellem repræsentanter fra Afghanistan, Pakistan, Kina og USA blev der aftalt rammer for fredsforhandlinger med Taliban. Processen nåede dog ikke langt, da Taliban på et efterfølgende forhandlingsmøde i Doha stillede krav om, at alle udenlandske styrker skulle forlade Afghanistan og at Taliban medlemmer skulle fjernes fra FN's terrorliste inden egentlige forhandling kunne indledes.

I februar udpegede præsident Ghani den fremtrædende menneskerettighedsadvokat Mohammad Farid Hamidi som statsadvokat. Samme måned oprettede regeringen en fond til støtte for kvindelige overlevere af kønsorienteret vold. Regeringsmedlemmerne gav 15% af deres februar løn til støtte for fonden.

Efter flere års forhandlinger undertegnede regeringen i september en fredsaftale med landets næststørste oprørsgruppe, Hezb-i-Islami, under ledelse af Gulbuddin Hekmatyar. Som led i aftalen fik gruppen amnesti for de forbrydelser den havde begået under borgerkrigen, og dens fængslede medlemmer blev løsladt.

I oktober gennemførtes en international donorkonference i Bruxelles, hvor det internationale samfund forpligtigede sig til at give Afghanistan 15,2 mia. US$ i udviklingsbistand. Kort forinden havde EU og Afghanistan underskrevet en aftale, hvorefter Afghanistan forpligtigede sig til at tage imod et ubegrænset antal uønskede afghanske asylansøgere i EU. Det skete trods den stadig mere alvorlige sikkerhedssituation i landet. 1,4 mio. afghanere var internt fordrevne - det dobbelte antal ifht. 2013 - og 2,3 mio. var flygtet ud af landet. Taliban optrappede kampene i september og oktober med det formål at erobre hele provinser. I oktober indtog bevægelsen provinshovedstaden Kunduz.

Konflikten havde i de første 9 måneder af 2016 8.397 civile ofre, af hvilke regeringssiden var ansvarlige for 23%. Taliban og især IS gennemførte i løbet af året store blodige attentater, der kostede i hundredevis af civile livet.

I starten af april 2017 angreb USA en syrisk luftbase med krydsermissiler. Landets stærkt upopulære præsident Donald Trump fandt ved den lejlighed ud af, at militære angreb var populære i USA. Selv blandt hans modstandere. Han fulgte derfor bombetogtet op 2 uger senere ved at kaste den hidtil største ikke-atomare bombe i Afghanistan. Den 11 ton tunge bombe blev kastet mod et IS kompleks i Nangarhar provinsen. Den politisk-militære bevægelse havde de foregående år fået stadig bedre fodfæste i landet, hvor det tiltrak elementer, der fandt Taliban for blødsødne. Afghansk militær rapporterede efter mega-bomben, at den havde dræbt 92 IS medlemmer. Angrebet understregede samtidig, at den nye præsident ingen plan havde for hvordan den 16 år lange US krig i Afghanistan skulle afsluttes. (Afghanistan bomb: Trump finds keys to the family gun cabinet, Guardian 14/4 2017)

Danmark besluttede i juni at opruste krigsindsatsen i Afghanistan. Antallet af danske militære rådgivere blev øget fra 97 til 152.

For at mindske landets afhængighed af Pakistan og reducere Pakistans indblanding i Afghanistans indre forhold, opbyggede præsident Ghani tættere forhold til andre nabolande som Uzbekistan, Turkmenistan, Iran og Indien. Specielt det tættere forhold til Indien var en torn i øjet på de pakistanske magthavere, og forholdet mellem Afghanistan og Pakistan forværredes yderligere. Efter 2 blodige Taliban aktioner i januar 2018 der kostede 100 civile livet og 200 sårede kaldte Ghani Pakistan for «Talibans center», som udtryk for, at Pakistan der selv havde fostret Taliban stadig var et land hvor organisationen kunne røre sig frit.

Mindst 10 civile blev dræbt da USA i starten af november bombede i udkanten af Kunduz i det nordlige Afghanistan. USA nægtede - traditionen tro - at der havde været civile tab, men FN bekræftede de civile tab. To år tidligere var 42 blevet dræbt under et US luftangreb mod et hospital drevet af Læger uden Grænser i Kunduz. FN oplyste, at antallet af civile tab fra USA's bombardementer i de første 9 måneder af 2017 var steget med 52%. 205 civile var indtil da blevet dræbt. Efter Trumps indsættelse som præsident i januar var USA's militær blevet instrueret om, at civile tab under supermagtens bombetogter var ligegyldige. (UN says at least 10 civilians died in Afghanistan airstrike, contradicting US, Guardian 9/11 2017)

Ashraf Ghani blev genvalgt ved præsidentvalget i september 2019 med 50,64% af stemmerne. Hans stærkeste modkandidat Abdullah Abdullah fik 39,52%. Som afspejling af landets voldsomme indre modsætninger var valget tilsvarende kompliceret. Det var oprindelig planlagt til afholdelse i april, men blev først udsat til juli og dernæst til september. 11 dage før valget angreb en selvmordsbomber et af præsidentens valgmøder, dræbte 26 og sårede 42. Blot en time senere angreb Taliban USA's ambassade i Kabul og forsvarsministeriet, dræbte 22 og sårede 38. Trusler om sabotage fra Taliban og generel desillusion med det politiske system gjorde, at kun 18,9% stemte på selve valgdagen 28. september. Offentgørelsen af valgresultatet blev udsat over flere omgange, fordi valgkommissionens servere blev forsøgt hacket og forsøg på indtrængen i kommissionen. Først næste 3 mdr. senere i december blev der offentliggjort foreløbige tal, der udpegede Ghani som vinder. De endelige tal blev først offentliggjort i februar 2020. Men Abdullah afviste resultatet som valgsvindel og erklærede sig selv som vinder af valget. Den 9. marts «indsvor» begge kandidater sig selv som vinder af valget. USA forsøgte uden held at mægle og meddelte 23. marts, at dets bistand til Afghanistan blev reduceret med 1 mia. US$ og ville blive reduceret yderligere med mindre de to præsidenter nåede frem til et kompromis. Det skete i maj, da Abdullah anerkendte Ghani som præsident og selv blev udnævnt til chefforhandler uder fredsforhandlingerne med Taliban. Der findes ikke nøjagtige tal for hvor meget USA betalte ham dette kompromis.

I august 2019 planlagde Taliban og USA direkte forhandlinger med henblik på at reducere antallet af US tropper i Afghanistan til niveauet ved Trumps magtovertagelse i Washington. Regeringen i Washington var dog splittet, og Trump benyttede Talibans mord på en US soldat til at aflyse forhandlingerne. Der kom dog atter gang i forhandlingerne, og i februar 2020 undertegnede de to parter en betinget aftale i Doha, hvorefter USA skulle trække sine tropper ud af Afghanistan, på betingelse af at Taliban overholdt aftalen. Taliban forpligtigede sig til at holde al-Qaeda ude af sine områder og til at indlede forhandlinger med Afghanistans regering. Samtidig optrappede Taliban dog sine militære aktioner i landet. Alligevel fortsatte forhandlingerne. Et af de vigtigste resultater var gensidig løsladelse af krigsfanger. Frem til august havde regeringen løsladt 5.100 Taliban fanger, mens Taliban løslod 1.000. Regeringen afviste dog at løslade 400 fanger som den sagde var ansvarlige for alvorlige krigsforbrydelser. Den erklærede, at den ikke havde autoritet til dette. I stedet indkaldte den Nationalforsamlingen Loya Jirga, der efter nogle dage besluttede, at også de 400 fanger skulle løslades. I september indledtes nye forhandlinger mellem regeringen og Taliban i Doha.

I december 2019 offentliggjorde Waskington Post og det britiske The Guardian 2000 sider kopier af interviews med nøglepersoner i USA's statsadministration og militær der slog fast, at regeringen og militæret konsekvent havde ført USA's befolkning bag lyset med påstande om, at krigen kunne vindes. Præcis som i Vietnam. Krigen var et uendeligt morads, der på det tidspunkt havde kostet USA omkring 1.000 mia. US$ og omkring 50.000 myrdede afghanere.

Antallet af civile tab steg i 2019 og for første gang tegnede de afghanske sikkerhedsstyrker og USA sig for størstedelen af overgrebene. Det skyldtes især en drastisk øgning i antallet af US luftangreb. Parallelt med IS og Taliban bombeangreb gennemførte det afghanske efterretningsvæsen NDS støttet af CIA målrettede henrettelser.

I marts 2020 meddelte den internationale krigsforbryderdomstol ICC, at den indledte forundersøgelser af USA's, den afghanske regerings og Talibans krigsforbrydelser i landet. USA anerkender ikke ICC og agtede at hindre ICC's adgang til Afghanistan. I november offentliggjorde en undersøgelsesdommer i den australske hær en undersøgelsesrapport om krigsforbrydelser begået i Afghanistan af australske specialstyrker (SAS) i perioden 2005-16 (Afghanistan Inquiry). Rapporten slog fast, at de australske styrker tilsyneladende var skyldige i 39 mord på afghanske civile. Styrkerne tilsidesatte rutinemæssigt hensynet til civilbefolkningen som fastligt i 4. Genevekonvention, som Australien ellers har ratificeret. Rapporten lagde ansvaret for krigsforbrydelserne på 25 australske soldater og officerer.

2021 Slutspil. Efter 20 års vestlig besættelse overtager Taliban atter magten

I juli 2021 meddelte USA's præsident Biden, at USA i midten af september ville have trukket sine sidste soldater ud af Afghanistan. Det kom som en overraskelse for nogle. Det burde det ikke. I februar 2020 underskrev Trump regimet en aftale med Taliban i Doha om at forlade landet i midten af 2021. Taliban lovede til gengæld ikke at tillade al-Qaeda at operere i landet. Aftalen blev efterfølgende blåstemplet i FN's Sikkerhedsråd. Det eneste problem var, at Afghanistans regering ikke var en del af aftalen. Den satte  sig imod, at 5.000 Taliban skulle løslades, mod at Taliban selv løslod 1.000 regeringssoldater. Taliban svarede igen ved at optrappe sin militære aktivitet i landet. Først i september var regeringen mør nok til, at de 5.000 blev løsladt.

I januar 2021 var antallet af US soldater nedbragt fra 13.000 til 2.500. Den 1. maj indledte Taliban sin slutoffensiv. Selv om aftalen forudse forhandlinger mellem regering og Taliban var ingen af parterne villige, og USA var under alle omstændigheder på vej ud. Da Biden i juli offentliggjorde det endelige tidspunkt for tilbagetrækning, mente «militæranalytikere» (deriblandt det danske efterretningsvæsen FE) at Ghani regeringen ville holde 1-2 år. De troede stadig på deres egne historier om det afghanske militærs styrke, men militæret viste sig at være en hul skal. Soldaterne stak halen mellem benene og den enes provins efter den anden faldt i Talibans hænder. Den 15. august faldt hovedstaden Kabul efter præsident Ghani var flygtet. De følgende 2 uger eksisterede der en slags dobbeltmagtsituation, hvor 650 US soldater stadig havde kontrol over Kabuls lufthavn. Taliban angreb dem ikke. Deres udløbsdato nærmede sig under alle omstændigheder med storskridt. Ugerne blev kaotiske fordi titusindvis af afghanske kollaboratører og afghanere der frygtede Talibans middelalderregime forsøgte at flygte - ved at begive sig mod lufthavnen. Scenerne var kaotiske med afghanere der forsøgte at klynge sig til flyvemaskiner, der skulle lette. Snesevis døde.

Næsten 900 afghanere evakueres i et US militærfly. Titusinder af kollaboratører og afghanere der ikke ønskede at leve under Talibans middelalderregime flygtede de sidste dage under kaotiske omstændigheder, der kostede snesevis af menneskeliv. Efter 20 års besættelser efterlod Vesten sig et smadret land.

IS havde tidligere en base i landet, men var nu isoleret til små lommer. Alligevel lykkedes det organisationen at gennemføre et selvmordsattentat ved vejen til lufthavnen den 26. august. 169 afghanere blev dræbt og 13 US soldater. USA erklærede blodhævn og gennemførte 2 dage senere et droneangreb hvor det hævdede de ansvarlige for attentatet var blevet dræbt. Tre uger senere måtte Pentagon dog indrømme, at det havde ramt civile. En familie på 10, deraf 7 børn var blevet dræbt. Droneangrebet blev den sidste krigsforbrydelse under Vestens 20 år lange besættelse af landet. Nederlaget i Afghanistan markerede samtidig den endelige fallit for Vestens 20 år lange «Krig mod terror», der var indledt i en blodrus i kølvandet på 11. september 2001. Mange afghanere brød sig ikke om Talibans middelalderregime, men foretrak alligevel det fremfor Vestlig besættelse.

Det britiske BBC viste i juli 2022 udsendelsen SAS Death Squads Exposed: A British War Crime? Krigsministeriet havde inden udsendelsen forsøgt at få den stoppet og krævede dokumentationen udleveret. Udsendelsen dokumenterede systematiske krigsforbrydelser begået i Afghanistan af den statslige britiske dødspatruljeorganisation SAS (Special Air Services). Allerede 2 år tidligere blev det dokumenteret, at den tilsvarende australske dødspatruljeorganisation havde begået krigsforbrydelser i Afghanistan, og de australske undersøgelser indikerede allerede på det tidspunkt, at de britiske og US amerikanske krigsforbrydelser var langt mere omfattende. BBC dokumenterede i udsendelsen, at SAS systematisk havde henrettet afghanere, efter de var blevet taget til fange. Britiske soldater har ret til at dræbe modstandere i selvforsvar, men SAS havde et systematisk mønster, hvor der altid blev konfiskeret langt færre våben end henrettede - og fra den australske undersøgelse forelå oplysninger om, at selv de våben der blev konfiskeret ofte var plantet af dødspatruljen selv. Omfanget var så stort, at det blev noteret i interne notater i det britiske krigsministerium, og officerer helt op til hærchefen var oplyst om omfanget, men alle oplysninger og undersøgelser blev efterfølgende begravet i arkiverne - «af hensyn til nationens sikkerhed». Storbritannien har tidligere anvendt SAS dødspatruljer i Yemen og Nordirland. SAS dødspatruljerne opererede i samme område - Helmand - hvor også de danske besættelsesstyrker befandt sig. Der var ingen interesse fra danske side for at undersøge danske krigsforbrydelser. (Military police ask BBC for details ahead of Panorama’s SAS death squad claims, Guardian 12/7 2022; SAS unit repeatedly killed Afghan detainees, BBC finds, BBC 12/7 2022)

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 8/8 2022

Læst af: 292.659