Tokelau
| Befolkning | 1.800 |
| Valuta | New Zealand dollars |
| Areal | 10 Km2 |
| Hovedstad | Fakaofo |
| Befolkningstæthed | 200 indb./Km2  |
| HDI placering | |
Tokelau er koraløer der består af 3 atoller: Fakaofo (2,63 km2 og 664 indb.), Nakunono (5,46 km2 og 374 indb.) og Atafu (2,02 km2 og 577 indb.). Atollen Sivains tilhører geografisk gruppen, men er administrativt en del af Amerikansk Samoa. Øgruppen ligger i Polynesien i det sydlige Stillehav, øst for Tuvalu. Landskabet er fladt og ikke særlig frugtbart. Nedbøren er tilfældig og der er hyppigt tørke. Fiskeri er det traditionelle erhverv.
Folket: Befolkningen er af polynesisk oprindelse
Religion: Overvejende protestantisk (70 %)
Sprog: Tokelau (officielt), engelsk
Officielt navn: Tokelau
Hovedstad: Fakaofo, 540 indb. (1999)
Andre vigtige byer: Fenua Fala, og små landsbyer på hver af øerne
Regering: New Zealands generalguvernør (Ross Ardern siden 2018) er øverste myndighed på øerne. På lokalt niveau har hver landsby et Råd af Ældre (taupulega), der består af familiernes overhoveder. Endvidere eksisterer Faipule, der repræsenterer landsbyen i dens relation med administrationen i New Zealand, og Pulenuku der er ansvarlige for den lokale administration. To gange årligt mødes 15 repræsentanter fra hver Taupulega, der først og fremmest har til opgave at administrere budgettet og fremsætte forslag til parlamentet i New Zealand. Kerisiano Kalolo er siden marts 2021 premierminister (Keli Hiano Kalolo).
Der eksisterer aktuelt en stærk bevægelse for at udvikle regeringsinstitutioner og selvstyre. Der arbejdes på udformningen af en forfatning, der skal give landet autonomi i rigsfællesskab med Aotearoa. En folkeafstemning overvåget af FN blev gennemført i februar 2006. Den gav 60% opbakning til selvstyreforslaget, men der var krævet 2/3 flertal for at få det vedtaget. Tokelau forblev derfor et territorium under Aotearoa.
Nationaldag: 6. februar (Waitangi dagen, 1840)
Siden fjerne tider har øerne været beboet af polynesiske folk, der har ernæret sig ved fiskeri og subsistenslandbrug. Den første europæer der udforskede øerne var englænderen John Byron i 1765. Manglen på rigdomme gjorde øerne ret uinteressante for den britiske krone. Det var derfor først i 1877, at de blev gjort til britisk protektorat. De blev formelt annekteret i 1916 og gjort til en del af administrationen af Gilbert & Ellice øerne (de nuværende Kiribati og Tuvalu). I 1925 overførtes administrationen fra Storbritannien til New Zealand. I 1946 fik de deres aktuelle navn, Tokelau og i 1958 blev de formelt overdraget til New Zealands overherredømme. På samme måde som Cook øerne, gjorde USA krav på dem, og denne strid varede ved til 1980. I december dette år indgik de to lande en aftale, iflg. hvilken USA opgav sine krav. til gengæld gav New Zealand afkald på øen Swain, som USA har administreret siden 1925.
New Zealands administration har været orienteret imod ikke at ændre de lokale skikke, traditionelle institutioner eller fællesskabsrelationer. Befolkningen lever ret isoleret. I 1990 kom der kun skib regelmæssigt fra Apia (Samoa) hver 2-3. måned. Befolkningen fanger fisk og skalddyr i havet, og dette udgør deres vigtigste føde. Der findes ingen turistinstallationer.
I 1980'erne gennemløb landbruget en kritisk fase pga. en række alvorlige klimatiske fænomener. Konsekvensen var, at antallet af indbyggere der forlod landet med retning mod New Zealand eller Samoa øgedes drastisk. New Zealands regering har på forskellig vis forsøgt at motivere indvandrerne fra Tokelau til at vende tilbage til deres hjemland, men foreløbig uden resultat.
I 1976 og 81 sendte FN delegationer til Tokelau, og ved begge lejligheder erklærede udsendingene, at indbyggerne ikke ønskede ændringer i deres relationer med New Zealand. På denne baggrund tog FN's Generalforsamling i december 1984 spørgsmålet på dagsordenen, og besluttede at New Zealand som administrerende magt skal fortsætte med regelmæssig at informere om sine handlinger. Alligevel udtrykte Tokelau i en rapport til FN's Specialkommission i 1987 ønske om større politisk autonomi, samtidig med at relationerne til New Zealand ønskes bevaret.
I 1989 fik Tokelau støtte fra Forumet for det sydlige Stillehav til at straffe de stater, der fiskede i dets territorialfarvand. I november samme år forbød New Zealand fiskeri indenfor en 200 sømils zone, med det formål at bevare områdets skalddyrsressourcer, der er indbyggernes vigtigste ressource.
Siden 1989 har landet været på FN's liste over stater, der risikerer at forsvinde i det 21. århundrede, hvis der ikke tages særlige skridt til begrænsningen af udledningen af drivhusgasser, der fører til global opvarmning.
I februar 1990 blev øerne raseret af cyklonen Ofa, der ødelagde banan- og kokosplantagerne samt hospitaler, skoler, huse og broer. Ødelæggelserne forstærkede udvandringen til New Zealand. Året efter oprettede New Zealand den første regelmæssige flyforbindelse mellem de 3 atoller.
Efter overenskomst med regeringen i Samoa overførtes kontoret for administrationen af Tokelau i 1993 fra Apia, Samoa til Tokelau selv. I maj 1995 stemte parlamentet i New Zealand for en udvidelse af det lokale selvstyre, og i 1997 blev øerne bundet sammen via satellitelefon.
New Zealands udviklingsministerium havde i 2000 afsat 7½ mio. NZ$ i udviklingsbistand til Tokelau. New Zealand igangsatte i 2001 programmer, der støttede den politiske udvikling i Tokelau frem mod selvstyre.
Med støtte fra APEC og Samoas regering indledte Tokelau i 2004 et program til udvikling af fiskeriet i landsbyerne - herunder de tre atoller Fakaofo, Nukunonu og Atafu. Selve træningen i landsbyerne lå i hænderne på APEC's sekretariat og Samoas regering. Der er indført særlige regler for at sikre, at fiskeriet også kan bestå i fremtidige generationer.
El entrenamiento de cada comunidad estuvo a cargo de la SPC y de los departamentos de pesca de Samoa. Los atolones mantienen leyes para la preservación de la costa marina y las especies para futuras generaciones.
En folkeafstemning overvåget af FN om Tokelaus fremtidige status blev gennemført i februar 2006. 349 stemte for ændring af status til frit associeret stat, mens 581 stemet for at fortsætte som koloni under New Zealand. En ny folkeafstemning blev planlagt til november 2007.
I maj 2008 opfordrede FN's Ban Kee Moon kolonimagterne til at lade verdens resterende 16 kolonier få selvstændighed. New Zealands premierminister John Key kommenterede generalsekretærens opfordring med, at FN åbenbart var frustreret over at Tokelau ikke ville være selvstændig, og Key stillede desuden spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lade små lande blive selvstændige. Indbyggertallet faldt i 2008 til 1.433.
Indtil december 2011 var Tokelau 11 timer efter GMT, men skiftede da til 13 timer før GMT. Samtidig sprang landet den 30. december over. Det primære formål var datomæssigt at blive synkroniseret med New Zealand og Australien - landets nærmeste økonomiske og politiske partnere.
I november 2012 blev Tokelau verdens første land der fik dækket hele sin elektricitetsforsyning fra solenergi. 4.032 solpaneler var da i drift, understøttet af 1.344 batterier, der leverede strøm når der ikke var sol.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 28/5 2022
Læst af: 38.080