Vanuatu
| Befolkning | 315.000 |
| Valuta | Vatus |
| Areal | 12.190 Km2 |
| Hovedstad | Vila |
| Befolkningstæthed | 16,4 indb./Km2  |
| HDI placering | 140 |
Øgruppe af vulkansk oprindelse beliggende i Melanesien, består af 70 øer og småøer, af hvilke mange er ubeboede. Øgruppen strækker sig over 800 km i nord-syd gående retning i det sydlige Stillehav, omkring 1200 km øst for Australien. De vigtigste øer er Espíritu Santo, Malekula, Epi, Pentecostes, Aoba, Maewa, Paama, Ambrym, Efate, Erromanga, Tanna og Aneityum. På Tanna, Ambrym og Lopevi findes der aktive vulkaner, og området er generelt præget af betydelig seismisk aktivitet. Klimaet er tropisk, regnfuldt, men modereret af det omkringliggende hav. Landskabet er bjergrigt og dækket af tæt vegetation. Undergrunden er rig på mangan på øen Efate, og jorden er velegnet til landbrug. Samtidig har indbyggerne traditionelt drevet meget fiskeri. Gennem de seneste 4 årtier er havet steget med 20 cm, hvilket har berørt både kyster og beboede områder. Der er risiko for, at saltvandet fra havet forurener de underjordiske lagre af ferskvand.
Folket: Vanuatu'erne (98% af den samlede befolkning) er et melanesisk folk. 1% er europæere, og der findes små minoritetsgrupper fra Vietnam, Kina og andre øer i Stillehavet.
Religion: Kristendom (77 %)
Sprog: Bislam, engelsk og fransk er officielle. Endvidere tales en række melanesiske sprog.
Politiske partier: Vort lands Parti; Unionen af Moderate Partier; Vanuatus Forende Nationalparti; Folkelige Demokratiske Parti; Vanuatus republikanske Parti; Enhedsfronten; Unionen Tan, Fren Melanesia, Na-Griamel, Namaki Aute.
Sociale organisationer: Vanuatus Fagforeningskongres (VTUC); Sammenslutningen af NGO'er i Vanuatu (VANGO).
Officielt navn: Ripablik blong Vanuatu (Republique de Vanuatu, Republic of Vanuatu).
Administrativ inddeling: 6 provinser: Malampa, Penama, Sanma, Shefa, Tafea, Torba.
Hovedstad: Vila på øen Efate, 40.000 indb. (2007).
Andre vigtige byer: Luganville (Santo), 8.400 indb.; Port Orly, 1.200 indb.; Sangel, 1.200 indb.(2000).
Regering: Tallis Obed Moses, præsident siden juli 2017. Bob Loughman er premierminister siden april 2020. Parlamentet har ét kammer med 52 medlemmer, der vælges for en 4 årig periode.
Nationaldag: 30. juli (Selvstændighed, 1980)
Paramilitære styrker: 300 (Vanuatus Mobile Styrke)
Den første kolonisering af Polynesien er endnu et mysterium. Thor Heyerdahls ekspedition i hans båd Kon Tiki forsøgte at bevise, at mennesket kom til Polynesien fra Amerika, men lighedspunkter i sprog, kultur og afgrøder knytter snarere melanesierne sammen med indoneserne.
Polynesierne ankom til Vanuatu omkring år 1.400 f.v.t. De gennemsejlede og befolkede hele Stillehavsområdet fra Antarktis syd for New Zealand, til Hawaii langt nord for ækvator og til Påskeøen i oceanets østligste del. De fik husdyr og udviklede en form for subsistenslandbrug, fremstillede keramik og vævninger, organiserede kastesamfund og i nogle tilfælde overleverede de historien mundtligt gennem århundreder.
Den 29. april 1605 fik den spansk-portugisiske kaptajn Pedro Fernández de Quirós øje på øerne, som han troede var en del af det store australske kontinent, han var på udkig efter. Han døbte dem Tierra del Espíritu Santo (Helligåndens land).
Halvandet århundrede senere sejlede franskmanden Louis-Antoine de Bougainville rundt om øgruppen og beviste dermed, at de var øer og ikke en del af Australien. I 1774 tegnede den britiske søfarer James Cook det første kort over øgruppen, som han kaldte New Hebrides til minde om Hebriderne ved Skotland.
I løbet af få år kom der handelsfolk til øerne, der fældede de aromatiske træer (sandaltræ). Øerne kunne ikke byde på andre naturressourcer, men blev i stedet leverandører af halv-slavearbejdskraft. Folkene blev bortført eller købt af de lokale høvdinge for tobak, spejle og skydevåben.
Midt i det 18. århundrede medførte den nordamerikanske borgerkrig, at verdensmarkedsprisen på bomuld steg. Bomuldsplantagerne i Indokina blev dermed så rentable, at denne slavehandel fortsatte, lang tid efter slaveriets formelle ophævelse. På grund af den folkelige modvilje mod denne kolonialisme, var der flere missionærer der måtte lade livet i New Hebrides end i andre dele af Stillehavet.
Gennem næsten hele det 19. århundrede lå øgruppen på grænsen af den franske indflydelsessfære, der udsprang af Ny Caledonien, og den britiske der var centreret i Solomon Islands. Begge nationer besluttede i sidste ende at dele øgruppen mellem sig. I 1887 oprettedes en Fælles Flådekommission og i 1906 formaliseredes delingen.
Omdrejningspunktet for den fælles kolonidominans var opretholdelsen af en række fundamentale institutioner (postvæsen, radio, told og offentlige arbejder), og overlod det derudover til hver af kolonimagterne at udvikle deres egne parallelle aktiviteter. På øerne fandtes derfor to politistyrker, to valutaer, to uafhængige sundhedssystemer og to skolesystemer.
Melanesierne blev forvist til en status som udstødte i deres eget land. De blev ikke regnet for statsborgere, før der i 1974 oprettedes et parlament i landet. Britisk og fransk statsborgerskab var reserveret de hvide, og det samme gjaldt ejendomsretten til de bedste jorder.
I løbet af 1970'erne fik de fleste af de omkringliggende øgrupper selvstændighed. Det stimulerede til oprettelsen af New Hebrides National Party i 1971 - i dag Vanuaaku Pati (VP, Vort Lands Parti). Det organiserede med udgangspunkt i den protestantiske kirke grupper på samtlige øer. Partiet blev hurtigt landets stærkeste politiske kraft, og begyndte at kræve fuld selvstændighed, i opposition til de «moderate» pro-franske partier, der foretrak at bevare kolonisituationen. Da partiet ved valget i 1979 vandt to-tredjedele af stemmerne stod det klart for briterne, at selvstændigheden ikke kunne udsættes længere. Vanuaaku Pati fremførte en klar politik vendt mod atomvåben, og gjorde Vanuatu til det første land i Stillehavet, der meldte sig ind i de Alliancefri Landes Bevægelse.
I samme periode stimulerede franske og nordamerikanske agenter udviklingen af separatistgruppen Na Griamel på øen Espíritu Santo. Den var opstået som en folkelig protestbevægelse mod salget af jorde til nordamerikanske hoteller. Men dens leder, Jimmy Stevens endte med at modtage 250.000 dollars, våben og en radio fra den ultra-højreorienterede nordamerikanske organisation Phoenix Foundation, til gengæld for at den nye «Republik Vemarana» overgav den koncession til oprettelse af et kasino og dækning for andre lyssky aktiviteter.
Stevens besøgte Frankrig for at skaffe støtte fra regeringen Giscard D'Estaing, og det franske politi gjorde intet for at hindre oprørets udvikling eller fordrivelsen af medlemmer af Vanuaaku Pati fra øen. Samtidig tilsluttede de fransktalende partier på de andre øer sig Na Gramiels beskyldninger mod regeringen Walter Lini for at være autoritær, voldsomt centralistisk og tæt knyttet til Storbritannien og Australien.
I sidste ende lykkedes det Lini støttet af styrker fra Papua New Guinea at afvæbne separatisterne og deportere Stevens og hans tilhængere, der søgte asyl i Ny Caledonien.
Vanuatus selvstændighed blev proklameret den 30. juli 1980. Der blev øjeblikkeligt taget skridt til at overdrage melanesierne de jorder, der hidtil havde været på udenlandske hænder, oprette et enheds-undervisningssystem og danne en national hær.
I februar 1981 udviste den franske regering Vanuatus ambassadør, Barak Sope af Nouméas lufthavn. Formålet var at hindre ham i at tale ved Kongressen for Melanesiens Selvstændighedsfront, hvis hovedsæde lå i Ny Caledonien. Vanuatu svarede omgående igen: Lini regeringen erklærede den franske ambassadør for persona non grata og krævede den franske diplomatiske mission reduceret til 5 personer. Begivenhederne udskød et planlagt samarbejde mellem de to regeringer.
Regeringens indtægter er i vid udstrækning afhængig af udenlandsk bistand. Landet er et skattely. Alene i hovedstaden Vila findes der over 60 banker, og der er registreret 1.000 skuffeselskaber. Alligevel er der endnu ikke gennemført lovgivning, der skaffer tilstrækkelige midler til statskassen. Et af de foreslåede projekter går ud på at gøre landet til internationalt skibsregister for skibe under bekvemmelighedsflag. Landets eksportindtægter dækker kun halvdelen af importudgifterne.
I februar 1984 trak præsidenten Ati George Sokomanu sig tilbage, og erklærede at forfatningen ikke i tilstrækkelig grad beskyttede statschefen eller hans ministre. Efter regeringskrisen stillede han alligevel op til valget en måned senere - og blev genvalgt.
Under Vanuatus anden udviklingsplan (1987-91) blev der arbejdet med en balanceret regional og landbrugsmæssig udvikling, en bedre udnyttelse af landets naturressourcer, en forceret udvikling af de menneskelige ressourcer og styrkelse af det private erhvervsliv. Planen blev voldsomt berørt af cyklonen Uma, der i februar 1987 forårsagede skader for 36 millioner dollars og berørte 34 % af befolkningen.
Ved valget i december 1987 vandt Lini over Barak Sope, der havde udfordret ham omkring partiets lederskab. Barak Sope accepterede posten som turisme- og emigrationsminister, men i maj 1988 fjernede Lini ham fra denne post, efter voldelige demonstrationer fra hans tilhængeres side. Sope endte med at melde sig ud af regeringspartiet og danne sin egen politiske gruppe: Melanesiens Progressive Parti (MPP).
I 1988 forsøgte præsidenten Sokomau sammen med Barak Sope forgæves at vælte premierminister Walter Lini. De blev begge tilbageholdt og sendt i fængsel. Fred Timakata blev valgt til ny præsident.
Den 7. august 1991 besluttede regeringspartiet selv at fjerne sin formand, Walter Lini fra posten som premierminister. Han blev erstattet med Donald Kalpokas, der indtil da havde været udenrigsminister. I oktober dannede Lini sit eget parti, det Fornede Nationalparti (UNP), men ved valget den 2. december vandt Maxime Carlot Kormans Union af Moderate Partier.
I januar 1992 dannede Carlot en koalition med UNP, og Lini lod sig repræsentere i regeringen ved sin søster, Hilda, der blev sundhedsminister. I samme periode blev fransk indført som officielt sprog. Finansminister Willy Jimmy lagde i sin økonomiske politik vægt på eksporten, udenlandske investeringer, jordreform og indførelsen af gratis folkeskoleundervisning.
Premierminister Carlot opstillede i 1993 et mål for at øge mangfoldigheden i landbrugsproduktionen. Der blev plantet kartofler, tomater, peberfrugter og salathoveder, for dermed at mindske konsekvenserne af cyklonen Betsy, der året før havde ødelagt 30 % af høsten. Samtidig blev mulighederne for at dyrke sukkerrør, græskar og vanille undersøgt. Afgrøder der aldrig tidligere havde været plantet i landet. Projektet havde støtte fra partierne Na-Griamel, Namaki Aute, Unión Tan og Fren Melanesia, der repræsenterede bønderne på øerne Espíritu Santo og Malakula.
I 1994 besluttede regeringen at fyre 200 af de 4.800 offentligt ansatte. Argumentationen for fyringen var den drastiske stigning i antallet af offentligt ansatte fra 1985, hvor tallet var 3.300.
Udenrigspolitisk var Vanuatu det eneste land i South Pacific Forum, der ikke protesterede mod de franske atomprøvesprængninger i Polynesien.
I august gik Vanuatus Mobile Styrke (VMF) - et paramilitært korps - i strejke, fordi den ikke havde fået udbetalt sine lønninger. Tre måneder senere blev dens officerer arresteret af politiet, men efter at have svoret troskab atter løsladt.
Trods omfattende politisk ustabilitet - bl.a. vedholdende rygter om et nyt oprør fra VMF's side - godkendte den Asiatiske Udviklingsbank i 1997 et lån på 14 millioner dollars til et økonomisk reformprogram fremsat af regeringen.
I begyndelsen af 1998 godkendte landets Appeldomstol den opløsning af parlamentet, præsident Jean-Marie Leye havde anmodet om. Under det efterfølgende valg i marts vandt Enhedsfronten 18 af de 52 pladser på valg, fulgt af Unionen af moderate Partier med 12 og det Forenede Nationalparti med 11. De øvrige pladser gik til mindre politiske grupper. Den tidligere vicepræsident og leder af Enhedsfronten, Donald Kalpokas dannede regering sammen med Nationalpartiet. Men alliancen var ustabil, og regeringen faldt efter få måneder. Der blev i stedet dannet en ny regering i alliance med Unionen af moderate Partier.
Den tiltagende korruption indenfor regeringskredse blev bremset af ombudsmanden Marie-Noelle Ferrieux-Patterson, der fremlagde rapporter om svindel med nødhjælp, der skulle være anvendt til ofre for cykloner, samt svindel med falske pas og pensionsfonde. Afsløringerne udløste protestdemonstrationer, og regeringen indførte undtagelsestilstand for at bringe situationen under kontrol. Regeringen havde imidlertid ikke held til at stabilisere situationen i landet, og i november 1999 fik Barak Sopé fra det Melanesiske Progressive Parti til opgave at danne en ny regering.
I begyndelsen af 2002 ramte et jordskælv med en styrke på 7,2 på Richter skalaen landet. Dets epicenter lå 50 km vest for hovedstaden i en dybde af 33 km under havbunden. Det medførte, at strøm og vand blev afbrudt i de fleste bydele. Flere blev såret og mange huse, broer og en kontorbygning blev ødelagt.
Den tidligere premierminister Barak Sope blev i juli 2002 idømt 3 års fængsel for forfalskning af regeringsgarantier til en værdi af 46 mio. australske dollars. Han blev dog løsladt 3 måneder senere af helbredsmæssige årsager.
I maj 2003 fjernede OECD Vanuatu fra listen over «paradiser for skatteunddragelse», efter at landet havde vedtaget love, der øgede gennemsigtigheden af dets finansvæsen.
Alfred Masing Nalo blev i april 2004 valgt til præsident, men allerede i maj fjernede Højesteret ham fra posten fordi han stod anklaget for meddelagtighed i svindel, hvilket gjorde hans kandidatur ugyldigt.
I maj mistede premierminister Edward Natapei flertallet i parlamentet. Den midlertidige præsident, Roger Abiut opløste parlamentet og udskrev nyvalg til juli.
I august blev Kalkot Mataskelekele valgt til præsident af valgkollegiet på 58 medlemmer. Han var en blandt 16 kandidater. Serge Vohor blev valgt som premierminister. Mataskelekele opfordrede regeringen, kirken, de traditionelle ledere og borgerne i almindelighed om at stå sammen om landets udvikling.
I november-december tabte Vohor en tillidsafstemning i parlamentet med 35 stemmer mod 14. Det skyldtes en stærkt kritisk vurdering af hans arbejde for etablering af diplomatiske forbindelser med Taiwan. Vohor blev afsat og erstattet med Ham Lini på posten som premierminister.
Vulkanen Manaro begyndte i december 2005 at udspy aske og røg, og truslen om vulkanudbrud førte til at flere tusinde indbyggere blev evakueret fra øen Aoba.
I maj 2006 indkaldtes parlamentet ekstraordinært for at behandle en pakke af lovforslag udformet af premierministeren. De gjaldt bl.a. administrationen af fængslerne, oprettelsen af en landbrugsbank og ændringer i retsvæsenet. I juni offentliggjorde regeringen en ny femårig strategisk udviklingsaftale med New Zealands bistandsorgan NZAID. Aftalen fokuserer på reduktion af fattigdom - især i landområderne.
Racemæssige sammenstød i udkanten af hovedstaden kostede i marts 2007 3 livet, og flere hundrede sårede og arresterede. Sammenstødene var iflg. myndighederne de voldsomste i landets historie og startede da indbyggere i udkanten af byen beskyldte illegale jordbesættere for at bruge sort magi til at slå siddende jordejere ihjel.
I slutningen af 0'erne styrkede Vanuatu sine relationer til Cuba. Cuba havde siden starten af årtiet sendt læger og sygeplejersker til landet, og der var desuden samarbejde om klimaforandringer.
I 2008 genoptog Vanuatu de diplomatiske forbindelser til Vestsahara. Vanuatu havde anerkendt Vestsahara som selvstændig stat allerede i 1980 ud fra princippet om folkenes ret til selvbestemmelse, men havde i 2000 droppet anerkendelsen til fordel for diplomatiske forbindelser med Marokko. Det var dette forhold der i 2008 atter blev vendt om. Vestsahara er besat af Marokko, og de diplomatiske forbindelser foregik derfor via Vestsaharas ambassade i Dili, Østtimor.
Iolu Abil blev efter 3 valgrunder i september 2009 valgt til præsident af et valgkollegium. Han slog 6 andre kandidater.
Vanuatu blev i oktober 2009 og igen i maj 2010 ramt af betydelige jordskælv, der dog ikke udløste større større Tsunamier. Landet ligger tæt ved forkastningen mellem den australske plade og Stillehavspladen.
Edward Natapei dannede regering og blev premierminister i september 2008. Han overlevede flere mistillidsafstemninger i parlamentet gennem 2009 og gennemførte en større regeringsomdannelse i november 2009. Efterfølgende blev han imidlertid fjernet som premierminister og mistede sit sæde i parlamentet. Angeveligt fordi han var udeblevet fra 3 samlinger i parlamentet uden at give parlamentsformanden besked herom. Posten som premierminister blev derefter overtaget af Serge Vohor.
Regeringen måtte i december 2010 gå af efter at have tabt en tillidsafstemning. Ny premierminister blev Sato Kilman. Han holdt dog kun frem til en ny mistillidsafstemning i april 2011. De følgende måneder var præget af flere forskellige regeringer i takt med at forskellige retsinstanser afsatte den siddende regering. Efter flere udskiftninger kunen Kilman dog fortsætte. Men kun frem til marts 2013, hvor 8 regeringsmedlemmer skiftede side til oppositionen. Ny premierminister blev Moana Carcasses Kalosil. Kalosil fokuserede på de globale klimaforandringer med oprettelsen af et nyt Planlægnings og Klimaforandringsministerium, og markerede sig desuden som solid støtte for papuanerne i Irian Jaya og deres kamp mod Indonesien. Han erklærede videre at han ville rydde op i de tidligere regeringers salg af diplomatpas. Få dage efter magtovertagelsen blev 10 diplomatpas trukket tilbage, og det vurderedes at omkring 2/3 af landets «diplomater» blot havde købt sig til pas.
Kalosil holdt kun som premierminister til marts 2014, hvor Joe Natuman overtog posten.
Baldwin Lonsdale blev i september 2014 udnævnt til præsident. Han blev valgt i et valgmandskollegium bestående af landets parlamentsmedlemmer og provinsguvernører. Kollegiet måtte gennem 8 valgrunder, inden Lonsdale kunne udpeges.
Den ustabile politiske situation fortsatte gennem 2014 og 15. I juni fyrede premierministeren Sato Kilman fra posten som udenrigsminister. En uge senere væltede Kilman Natuman ved en mistillidsafstemning. I oktober blev halvdelen af Kilmans regering arresteret og sigtet for korruption. Deriblandt vice-premierminister Moana Carcasses. Kilman selv afviste at kommentere korruptionen og lod i stedet ministrene blive på deres poster frem til det punkt, hvor de blev hentet af politiet. Kilman selv blev først indhentet af historien ved parlamentsvalget i januar 2016, hvor hans parti PPP mistede 5 af dets 6 mandater. Jord og Retfærdighedspartiet gik ved valget 3 mandater frem til 7 og blev det største. Efter valget dannede Charlot Salwai regering bestående af ministre fra en lang række partier.
Mens præsident Lonsdale i oktober 2015 var på udenlandsrejse, udstedte den fungerende præsident og parlamentsformand Marcellino Pipite en «præsidentiel benådning» til sig selv og 13 andre parlamentsmedlemmer. De var netop blevet dømt for bestikkelse og afventede strafudmåling. Da Lonsdale var tilbage i landet udtrykte han sorg over det passerede, og erklærede, at ingen skulle være hævet over loven og at han nok skulle få «ryddet skidtet op i sin baghave». Efter at have konsulteret med juridiske eksperter omgjorde han benådningen. En beslutning der blev bekræftet af Højesteret.
Lonsdale døde pludseligt af et hjerteanfald i juni 2017 og blev erstattet af Tallis Obed Moses, der blev valgt af parlamentet.
Parlamentsvalget i marts 2020 blev en styrkelse af premierminister Salwais RMC, gik 4 mandater frem til 7. Jord og Retfærdighedspartiet gik 2 mandater frem og var med 9 fortsat parlamentets største. Efter stemmeforskydningerne blev Bob Loughman valgt som ny premierminister. Han var kendt som en mangeårig kritiker af Indonesiens koloniregime i Irian Jaya og benyttede sin tale på FN's Generalforsamling i oktober til at kritisere Indonesien.
I august 2020 blev tidligere premierminister Salwai og flere andre parlamentsmedlemmer stillet for Højesteret anklaget for bestikkelse, korruption og mened. Han blev i december dømt for mened, men fik en betinget straf. Han blev i september 2021 benådet af præsident Moses, så han kunne stille op til valg igen.
I juni 2021 stillede oppositionen ne mistilidsdagsorden til regeringen for at have brugt for mange penge på bekæmpelse af COVID-19 og oprydningen efter orkanen Harold. Efter at have boykottet parlamentet en uge for at undgå en afstemning, erklærede parlamentsformand Gracia Shadrack at premierministerens og de øvrige ministres pladser var ledige. Højesteretdommer Oliver Saksak suspenderede i første omgang afgørelsen, men bekræftede den 18. juni at premierministeren og 18 andre regeringsmedlemmer havde mistet deres pladser i parlamentet. Afgørelsen blev anket.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 5/6 2022
Læst af: 51.132