Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Signifiant

For den franske psykoanalytiker Jacques Lacan er en signifiant et bærende sprogligt element i det ubevidste. Dette element viser sig i talen og kan have kropslige effekter. Signifianten vedrører sprogets udtryksside og antagelsen om, at det er via dets udtryksside, at det ubevidste viser sig.

Lacans brug af signifiantbegrebet hænger sammen med en lingvistisk drejning, der markerer et punkt, hvor han går videre end de af Freuds betragtninger, der peger i biologisk retning. Hans forståelse af signifianten hænger således sammen med, at han mener, at det ubevidstes form primært er bestemt af sproget og ikke af kroppen eller dens funktioner. Brugen af signifiantbegrebet gør det samtidig muligt for Lacan at forstå subjektets sproglige ytringer som mere end henvisninger til en fysisk realitet eller en psykisk ordforestilling. De sproglige udsagn er i lige så høj grad betinget af den sproglige kommunikationsakt, hvori de fremsættes.

Signifiantbegrebet stammer oprindeligt fra tegnopfattelsen hos den schweiziske lingvist Ferdinand de Sausurre, der definerer tegnet som et forhold mellem signifié (indholdsstørrelse) og signifiant (udtryksstørrelse). For Saussure bestemmer signifiéen signifianten, hvilket medfører antagelsen om, at vi først skulle tænke et indhold (en signifié), der derefter udtrykkes i talesprogets materielle del: signifianten. Psykoanalysen hos Lacan må tænkes anderledes.

Metaforen og metonymien udgør specielle forløb af signifianter eller signifiantkæder, der indtager en central plads for Lacan. Ordet «åleglat» i sætningen «hun er åleglat» udgør således en erstatning for «uangribelig». Ordene «et nøs» i sætningen «giv mig et nøs» udgør derimod for den forhåbningsfulde bedstemoder en metonymisk forskydning fra signifianterne «din kærlighed» i sætningen «giv mig din kærlighed», eller for den ophidsede kvinde en sproglig forskydning fra «din krop» i «giv mig din krop». Lacan mener ikke, at metaforen kun optræder som en bevidst, intentionel signifianterstatning og metonymien som en bevidst, intentionel signifiantforskydning, men antager, at sådanne signifiantforbindelser overvejende har ubevidst karakter.

Lacans sprogopfattelse udgør ikke en lingvistisk teori, hvor indholdssiden har prioritet. Derimod antager han, at subjektet og det ubevidste på forhånd er grebet i specielle signifianter, hvilket Freud på sin side understreger i sin analyse af Signorelli. Lacan udtrykker det sådan: «Det ubevidste er talens effekter på subjektet ...» . Det er derfor via signifianterne og de sproglige lapsus, at subjektet og det ubevidste kommer til orde. Derfor fremsætter Lacan sin centrale formulering: det ubevidste er struktureret som et sprog.

Det kan også formuleres som, at «... signifianten (...) repræsenterer et subjekt for en anden signifiant». For den enkelte analysand kan bestemte ord eller lyde komme til at fungere som signifianter. Når analysanden fremsiger eller hører en sådan signifiant, henviser den analysanden til en anden eller en række andre signifianter. Lacan udtrykker det også som, at en første signifiant repræsenterer et subjekt for en anden signifiant. Det betyder, at subjektet er ophængt på signifianternes logik og mulige sammensætning. Denne sammensætning af bestemt af sprogets koder og mængden af signifianter.

I analysen lytter analytikeren ikke kun til den betydning, som analysandens tale umiddelbart kan afsætte, men også til det særegne ved sprogligt genkendelige signifianter, som analysanden fremsætter. Analytikeren kan endvidere forsøge at betone, hvordan visse ord gentager sig i analysandens tale, eller, hvordan et ord, der umiddelbart indgår i én sammenhæng, i kraft af sin signifiant-position kan henvise subjektet til en anden kontekst. Det er f.eks. muligt for analytikeren over en analysand, der gentagne gange benytter ordet «resignerer», at returnere dette ord på lidt anden måde ved at ændre tonefaldet: «re-signerer». Dermed kan analysanden opdage, at ordet også betyder at re-signere, at underskrive noget igen, og dermed slippe for en ensidig fokusering på opgivelsen i ordet «resignerer».

Signifiantbegrebet kan altså ikke reduceres til en lingvistisk eller semantisk forståelse, men vedrører talen og formen af talen i behandlingen. Derudover har sproget betydning for subjektets handlinger og kropslige effekter. Sidstnævnte er tydeligt i hysteriet, hvor legemet behandles som signifiantmateriale.

R.R.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Psykologi

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 36.128