 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Lacan, Jacques
Jacques Lacans (1901-81), fransk psykoanalytiker. Lacans undervisning og skrifter skaber en revolutionær fornyelse af den psykoanalytiske teori og praksis. Han arbejder heri på at fastholde den omvæltende karakter ved Freuds opdagelse af det ubevidste over for den forkastelse heraf, der via udløberne af jeg-psykologien forsøger at reducere psykoanalysen til en enkelt gren af psykologien.
Lacan er uddannet læge og psykiater, og bliver i 1936 medlem af Sociéte Psychanalytique de Paris (Paris' psykoanalytiske selskab) i 1936. Hans mundtlige undervisning (Seminarer) begynder i 1953 og fortsætter til hans død i 1981. Hans undervisning udgør en bemærkelsesværdig bestræbelse på at udvikle en rationel beskrivelse af den psykoanalytiske praksis. Hans skrifter (Écrits), der udgør en antologi af artikler, som gør ham berømt uden for psykoanalytiske kredse, bliver publiceret i 1966.
Lacan udvikler gradvist, hvad han betegner som en «Tilbagekomst til Freud» via en beskæftigelse med hidtil ubemærkede konsekvenserne af grundlæggerens arbejder, idet han fremsætter begreber som begær, subjekt, fallos, signifiant og nydelse. Han opsamler forskellige områder for viden, herunder lingvistik, filosofi, psykiatri og matematik, men uden nogensinde at give slip på, hvad psykoanalysen kan fortælle om mennesket. Han følger i dette arbejde sin helt egen vej og understreger eksistensen af det reelle, der er på spil i den psykoanalytiske erfaring, hvor det dukker op i bl.a. nydelsen og symptomerne.
Ud fra disse betragtninger udleder han en fornyet forståelse af den psykoanalytiske praksis, der medfører hans eksklusion fra den International Psychoanalytical Association (IPA) i 1964, hvilket han svarer på med skabelsen af Ecole Freudienne de Paris (Paris' freudianske skole). I modsætning til IPA's sterile ritualisering af sessioner med ganske bestemt tidslængde og med analytikeren som den empatiske og principielt bedrevidende person, forsøger Lacan med sine tekniske tilnærmelser at fremprovokere en åbning af det ubevidste hos patienten. I modsætning til IPA-psykoanalytikeres primære idé om modoverføringen, der forstås som analytikerens overføring på sin patient, gør Lacans psykoanalytikerens begær til det centrale omdrejningspunkt i overføringen og den analytiske akt. Dette begær udgør betingelsen for at reducere nydelsen knyttet til symptomerne.
Lacan stiller også radikalt spørgsmål ved de kriterier, som IPA-psykoanalytiske institutioner indtil da har benyttet for acceptere en kandidat som analytiker. IPA's idé om, at analytikeren er klar til at modtage kandidater efter fire år, forekommer ham at være alt for skematisk og give en falsk garanti for dennes evner. Han sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved en sådan didaktisk analyse som garanti for en egentlig dannelse af psykoanalytikeren. Han opfinder i stedet for i den nye skole en ny procedure til at udnævne nogen som psykoanalytiker: la passe, der er en procedure, som gør det muligt for analysanden, der ønsker at blive analytiker, at producere et overførligt vidnesbyrd på, hvad en analyse er, når den munder ud i sin logiske konklusion. På den måde kan analysanden «passere» til analytikerens position.
Lacan fortsætter for de, der arbejder med effekterne af hans ideer, med at fremstå som den, som udfordrer enhver analytiker til at investere hele sin væren i den psykoanalytiske praksis.
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 39.377