Browserudgave

Christensen, Niels Georg

Niels Georg Christensen (1877-1966), litteraturhistoriker, lærer og rektor.

Christensen blev født i København, faren var bogbindermester. Han blev student fra Efterslægtsselskabets Skole, læste litteraturhistorie og blev lærer på Det danske selskabs skole. Denne progressive skole var ledet af den utraditionelle filosof C.N. Starcke, og det er sandsynligt at Christensen her fik grundlagt sit reformpædagogiske syn. Da denne skole af økonomiske grunde måtte lukke, blev Christensen lærer på bl.a. Hanna Adlers fællesskole, Zahles Seminarium og Statens Lærerhøjskole. 1926-1937 var han rektor for Haderslev Statsseminarium, fra 1937-1947 for Jonstrup Satsseminarium og 1947-1959 leder af det reformpædagogisk prægede Kursus for småbørnspædagoger og fritidshjemslærere.

Fra sidst i 20-erne gjorde han sig bemærket i skoledebatten. Han udgav lærebøger og gjorde sig til talsmand for at fremme oplevelsen i litteraturlæsningen, for at praktikundervisningen på seminarierne blev lagt om i overensstemmelse med arbejdsskolens principper og som medlem af Seminariekommissionen 1930-31 for at faget udviklingspsykologi blev styrket i seminarieuddannelsen. På hans initiativ blev Psykologisk-Pædagogisk Bibliotek startet - senere Gyldendals Pædagogiske Bibliotek - og i en årrække ledet af ham. Under besættelsen var han medlem af modstandsgruppen Frit Danmark og umiddelbart efter besættelsen medforfatter til, pennefører for og underskriver af Emdrupplanen. Det var tale om en helhedsplan for udviklingen af et reorganiseret, demokratisk dansk skolesystem. Han var redaktør af Pædagogisk-Psykologisk Tidsskrift 1940-52 og medredaktør af Dansk Pædagogisk Tidsskrift 1952-57. Han var endelig en varm fortaler for forsøgsvirksomhed i skolesystemet, formand for udvalget vedrørende forsøgsundervisning på seminarierne og ministeriets tilsynsførende med denne undervisning.

Politisk var Christensen radikal og der lå et afklaret pædagogisk syn bag hans pædagogiske engagement. Skolen skulle være et væksthus, hvor det enkelte barn skulle kunne udvikle sig i overensstemmelse med sine forudsætninger. Derved ville barnet blive selvstændigt og den enkeltes evne til at træffe et valg og påtage sig et ansvar i samarbejde med andre, var efter Christensens opfattelse en forudsætning for et demokratis udvikling. Han redegjorde herfor i artikler og foredrag, der blev publiceret i Pædagogisk Frikvarter, 1958. Christensen tog på dette grundlag klare og konsekvente standpunkter, der både vakte debat og modstand. Han positive holdning til det kulturradikale miljø i mellemkrigstiden vakte for eksempel så stærk modstand i Sønderjylland, at han søgte til København. I hverdagen var han levende og åben, havde tid til at lytte også til kritik, og omkring ham opstod frodige og stimulerende arbejdsmiljøer.

E.N.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2003

Læst af: 19.048