Emdrupplanen
Emdruplanen (1945) var en helhedsplan for reorganiseringen og udviklingen af det danske skolesystem efter besættelsen. Initiativet til planen blev taget i besættelsestidens sidste år og dette havde sin baggrund i både reformpædagogikkens skole- og samfundskritik, og i en erkendelse af nødvendigheden af at opdrage til demokrati når det danske samfund skulle genopbygges og udvikles efter besættelsen. Denne erkendelse kom til udtryk på forskellige hvis. Forstander G.J. Arvin, Danmarks Lærerhøjskole, udgav en lille bog, «En folkelig enhedsskole» i 1943, skoleinspektør Inger Merete Nordentoft udgav pjecen: «Opdragelse til demokrati» også i 1943 og gymnasielærerne K. Møndsted og J.S. Rovsing udgav pjecen «Folkestyrets skole og opdragelse» i 1944. Alle tre publikationer indeholdt begrundelser for initiativerne og redegørelser for at skolens undervisning måtte reorganiseres. Skolens undervisning skulle i højere grad tage hensyn til elevens psykologiske udvikling, og undervisningen måtte i højere grad give eleverne mulighed for at udvikle mere selvstændige arbejdsformer. Inger Merete Nordentofts pjece var mere politisk i sin kritik end de to andre, men de var alle enige om, at en gennemgribende reform af skole og uddannelse var påkrævet af hensyn til den fremtidige demokratiske udvikling.
Ved et møde i Det pædagogiske Selskab den 7. februar, 1945, hvor Mønsted og Rovsing holdt foredrag om deres pjece, fandt nogle af de fremmødte sammen om hvad de betegnede som fælles overordnede interesser. En kreds på omkring 40 begyndte at lægge planer for skolens udvikling efter besættelsestiden inden for rammerne af modstandsgruppen Frit Danmarks Lærergruppe - en af faggrupperne under den tværpolitiske modstandsgruppe Frit Danmark. Efter kapitulationen trådte gruppen offentlig frem, og i juni 1945 mødtes man i Snekkersten inden for rammerne af Socialpædagogisk Forenings årlige uge og udarbejde planen. Pennefører var Georg Christensen.
Emdrupplanen omfattede for det første planer for etableringen af en forsøgsskole, der bestod af en udelt børneskole fra det 5.til det 14. år, en udelt ungdomsskole fra det 14.til det 18.år, et tilknyttet fritidshjem, et statsseminarium og et småbørnsseminarium med tilknyttet vuggestue og børnehave. Intentionen var at knytte målbevidst psykologisk begrundet spædbørns- og småbørnspædagogik til skolens arbejde og derved understrege nødvendigheden og rigtigheden af at samfundet vedkendte sig et pædagogisk ansvar både for førskolealderen og for en ubrudt helhedsopfattelse af opdragelsen. Planen indeholdt desuden retningslinjer for både skolesystemets struktur, organisation og indhold. Lærerne skulle have større udviklingspsykologisk indsigt, undervisningsformerne skulle være individuel undervisning og fælles- og gruppearbejde, indholdet skulle tilrettelægges således at det var i overensstemmelse med barnets udviklingstrin, omhandle områder som enhver borger ville møde i sin senere virksomhed, være i overensstemmelse med barnets interesse og organiseres i emnekredse. Og skolen skulle være demokratisk i den forstand at den ikke som den daværende skabte «en kløft mellem arbejder og tjenerstanden på den ene side og bondestanden på den anden». Det vil med vore dages sprog nok sige, at der skulle opbygges en skole der ikke sorterede eleverne i henhold til klasse, geografi og kulturel baggrund. Og så skulle skolen rumme en fælles linje frem til det 18.år. Derfor blev betegnelsen helhedsskole valgt. En række yderligere undersøgelser af pædagogiske forhold var påkrævet for at den videre planlægning skulle kunne lykkes. Og skolens overordnede fremtidige opgave var at opdrage børnene til selvstændige og ansvarlige demokratiske borgere. Planen fik navnet Emdrupplanen, fordi den tyske skole, der lå i Emdrup, ved besættelsens ophør blev ledig og gruppen foreslog at placere skolen i disse bygninger.
Planen indeholdt imidlertid også en ret skarp kritik af den eksisterende skoles eksamen, læreruddannelse og struktur. Dette var nok en del af grunden til, at planen ved sin offentliggørelse fik en ret forbeholden modtagelse af lærerorganisationerne. Kredsen bag planen var relativt lille og tværpolitisk, og sandsynligvis for at få både en bredere politisk og kulturel baggrund startede den en underskriftindsamling. En bred kreds af såkaldt velrenommerede danskere med forskelligt politisk tilhørsforhold støttede planen og med alle disse underskrifter blev planen fremsendt til Undervisningsministeriet. Den blev aldrig realiseret. Fra den borgerlige ministers side var man navnlig skeptisk overfor en central statslig forsøgsskole. Den ville kunne føre til ensretning af undervisningen. Ministeren opfordrede til, at lokale initiativer blev taget. Planen kan imidlertid have været medvirkende til at der i Danmark blev mulighed for at gennemføre forsøg, både på folkeskoleområde og indenfor seminarierne med love der blev vedtaget i henholdsvis 1948 og 1950. Og endelig er planen af betydning i den forstand at den repræsenterede et konkret forslag til en samlet reorganisering af det danske skolesystem og en vision om dannelsen af den ansvarlige og selvstændige demokratiske borger i en periode hvor visionen om den danske velfærdstat også var ved at tage form.
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Sidst ajourført: 1/5 2003
Læst af: 21.810