 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Schrödinger, Erwin
 |
| Erwin Schrödinger |
Erwin Rudolf Josef Alexander Schrödinger (12. august 1887 - 4. januar 1961), østrigsk atomfysiker. Han spillede i 1920'erne en ledende rolle i formuleringen af kvantemekanikken; han formulerede teorien om tidsafhængighed i kvantemekaniske systemer, der siden blev kendt som Schrödinger ligningen. For sit arbejde tildeltes han i 1933 nobelprisen i fysik sammen med den britiske fysiker Paul Dirac.
Schrödinger blev født i Wien 12. august 1887 som søn af Rudolf Schrödinger, der drev en lille linoleumsfabrik, og Georgine Emilia Brenda hvis far, Alexander Bauer var professor i kemi. Hans mormor, Emily Bauer, var halvt engelsk, og dette var baggrunden for, at Schrödinger lærte både tysk og engelsk, da begge sprog var i brug i hjemmet. Han blev ikke sendt i folkeskole, men blev indtil han var 10 undervist af en privatlærer. Han startede på Akademisches Gymnasium i 1898. Her var han en god elev i alle fag, men specielt i matematik og fysik.
Han blev student i 1906 og samme år optaget på Wiens universitet, hvor han studerede fysik. Han fik sin doktorgrad i 1910 på en afhandling om «Elektriske lederegenskaber på overfladen af isolatorer i fugtig luft». Efterfølgende aftjente han militærtjeneste, og blev derefter ansat ved universitetet, men i en stilling indenfor eksperimentel fysik. Han fortalte senere, at hans erfaringer fra gennemførelsen af fysiske eksperimenter gav ham en uvurderlig filosofisk baggrund, som han kunne udvikle sine teoretiske ideer indenfor.
Under 1. Verdenskrig blev han sendt til fronten, hvilket dog ikke afholdt ham fra at skrive og offentliggøre flere artikler indenfor teoretisk fysik. Han fik offentliggjort sin første artikel om kvanteteori, men ellers var hans forskning i de første år efter krigen koncentreret omkring farveteori. Han havde i disse år skiftende stillinger på skiftende universiteter, blev i 1920 gift med Annemarie Bertel, før han i 1921 fik stillingen som leder af afdelingen for teoretisk fysik ved Zürichs universitet. Schrödinger fik styrket sin viden om matematik ved universitetet, den intellektuelle atmosfære inspirerede ham, og det blev det sted, hvor han fostrede sine bedste videnskabelige bidrag. Fra 1921 begyndte han at studere atomets struktur. I 24 begyndte han at studere kvantestatistik, og kort tid senere læste han Louis de Broglies afhandling fra samme år om bølge-partikel dualitet. Den fik afgørende indflydelse på Schrödingers udvikling af teorien om bølgemekanikken.
Schrödinger offentliggjorde sit arbejde med bølgemekanik og den generelle relativitetsteori i en serie på 6 papirer i 1926. Bølgemekanikken var den anden formulering af kvantemekanikken, hvor den første var matrixmekanikken formuleret af Werner Heisenberg. Schrödinger forstod med det samme den tætte forbindelse mellem de to teorier:
«For hver funktion af positions- og impulskoordinater i bølgemekanikken kan der svare en matrix, således at disse matricer i hvert enkelt tilfælde opfylder Born og Heisenbergs ligninger. Løsningen på det naturlige grænseværdiproblem for denne differentialligning indenfor bølgemekanikken er fuldstændig ækvivalent til løsningen på Heisenbergs algebraiske problem».
Kernefysikere med Einstein og Max Planck i spidsen erkendte med det samme, at Schrödingers arbejde var banebrydende, og i 1927 blev han tilbudt posten som Plancks efterfølger som leder af instituttet for teoretisk fysik i Berlin, hvor han blev kollega til bl.a. Einstein. Selvom han selv var katolik, besluttede han i 1933 at han ikke ville leve i et land, hvor forfølgelsen af jøder var blevet national politik. I november ankom han og familien derfor til Storbritannien, hvor han var blevet udnævnt til fellow ved Magdalen College i Oxford. Kort efter ankomsten fik han meddelelse om, at han var blevet tildelt nobelprisen i fysik for sit arbejde med bølgemekanik. I 1934 gav han en forelæsningsrække på Princeton University i USA, blev tilbudt ansættelse, men endte med at takke nej. I 35 offentliggjorde han sit essay: «The present situation in quantum mechanics». Det var i dette essay han formulerede sit berømte paradoks, der fik navnet «Schrödingers kat». Det var et tankeeksperiment, hvor en kat i en lukket kasse enten levede eller døde, afhængig af en kvantehændelse. Paradokset bestod i, at de to universer - et med en død, og et med en levende kat - syntes at eksistere parallelt, indtil kassen blev åbnet og undersøgt.
I 1936 blev han tilbudt posten som leder af afdelingen for fysik ved universitetet i Edinburgh, men forsinkelser medførte, at han i stedet rejste til universitetet i Graz i Østrig, hvor han blev frem til 1938. Her blev han indhentet af den nazisme, han var flygtet fra i 1933. I marts 1938 blev Østrig indlemmet i Tyskland, og hans universitet i Graz fik ændret navn til Adolf Hitler universitetet. På anbefaling af universitetets nye nazistiske rektor skrev han nu et brev til universitetets senat, hvor han fremførte at: «.. jeg til det sidste har fejlfortolket mit lands sande ønsker og mål. Denne tilståelse giver jeg af glæde og egen fri vilje ..» Det var et brev han kom til at fortryde resten af sit liv. Han forklarede Eistein grunden i et brev et år senere: «Jeg ønskede at forblive fri, og kunne ikke gøre dette uden dobbeltspil».
Nazisterne havde dog ikke glemt hans faneflugt fra Berlin i 1933, og den 26. august 1938 blev han afskediget for at være «politisk utilregnelig». Han fik at vide, at han ikke ville få lov til at rejse til udlandet, og flygtede derfor omgående med sin familie til Rom, derfra videre til Oxford, og endelig i efteråret 1939 til et nyoprettet institut for Avancerede Studier ved universitetet i Dublin. Her studerede han elektromagnetisme og relativitetsteori, og begyndte at arbejde på udformningen af en samlet feltteori. Hans første papir om emnet blev offentliggjort i 1943. I 46 genoptog han sin korrespondance med Einstein om emnet og i 47 mente han at have gennemført et afgørende gennembrud. Han var så sikker i sig sag, at han glemte at udsætte teorien for en ordentlig kritisk gennemgang, og i stedet gik direkte til pressen og til Videnskabsakademiet. Men teorien var forkert, og Einstein kritiserede Schrödinger skarpt. Det var et alvorligt slag. Schrödinger fortsatte arbejdet, men nåede ikke frem til den generelle teori, han havde drømt om.
Hans interesser spredte sig nu over andre emner - bl.a. græsk videnskab og filosofi, som gav anledning til bogen Nature and the Greeks (1954).
Schrödinger forblev i Dublin til han i 1956 trak sig tilbage og rejste til Wien. Her skrev han sin sidste bog Meine Weltansicht (1961), der afdækkede hans metafysiske verdensopfattelse. Han døde samme år, bogen blev udgivet.
Schrödinger var kvindeglad, og fik 3 døtre med 3 forskellige kvinder.
Sidst ajourført: 14/10 2003
Læst af: 28.711