 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Proletarisk Fritænkerforbund
Proletarisk Fritænkerforbund (PFF 1931-34), dansk, kommunistisk ateistorganisation, tilknyttet den kommunistiske Internationale for Proletariske Fritænkere (IPF).
PFF blev grundlagt i august 1931 af en kreds aktivister tilknyttet DKU. Grundlæggelsen var koordineret med generalsekretæren af den kommunistiske IPF, Hans Meins. PFF bør ikke forveksles med det samtidige, rådskommunistiske Arbejdernes Fritænkerforbund.
I 1931-34 holdt PFF velbesøgte diskussionsaftener, gennemførte kampagner imod religiøse højtideligheder og organiserede gadedemonstrationer. De fleste aktiviteter fandt sted i København, men ifølge PFF havde det også afdelinger i Århus, Sønderborg, Aalborg og Haderslev.
Som oplægsholdere optrådte til PFFs diskussionsmøder enten PFF's egne agitatorer, borgerlige religionskritikere eller ved flere lejligheder kirkefunktionærer. I diskussionen fremsatte PFF's funktionærer deres syn på tingene. Oplægsholderne talte om om religion og kirkerne, og drøftede spørgsmål som Sovjetunionen, socialisme, udviklingslæren og seksualmoral.
I forbindelse med religiøse højtidligheder blev der gennemført protester, som tydeligvis var ideologisk knyttede til PFF's virke. F.eks. blev en bispevielse i september 1931 ledsaget af protester foran kirken. Den radiotransmitterede julegudstjenesten 1931 i Københavns Domkirke blev afbrudt af at en kommunist steg op på pulpituret og kommenterede gudstjenesten:
«I de Arbejdsløses Navn», raabte manden, «protesterer jeg mod Borgerskabets Julevelgørenhed. Det er ren Svindel. Vi Arbejdsløse ønsker ikke Almisse, men vil have Arbejde.» (Kristeligt Dagblad, 28. december 1931)
Aktioner som denne (andre var rettet imod Kirkens Korshær og en indsamling af Sporvejsfunktionærernes Orkester) var strafbare; derfor vedkendte hverken PFF, DKU eller DKP sig aktionerne.
Til jul gennemførte PFF en kampagne imod festen; juleaften burde ifølge PFF fejres som solhverv – og fejre arbejderklassens kampvilje istedet for forsoningen mellem rig og fattig.
I PFF's første erklæring blev grundlæggelsen begrundet med kirkens protester over behandlingen af kristne i Sovjetunionen:
«Øjeblikket til at gribe ind overfor Kirken her i Danmark er nu kommet, Kirken forbereder et Korstog mod Sovjet-Unionen og forsøger at rejse en Bølge af Uvilje mod denne Arbejdernes egen Stat, samtidig med at den svømmer over af Fraser om evig Fred og Folkeforsoning. Vi vil slaa Præsternes Løgne ned med haard Hand og vise Arbejderne sandheden om Sovjet-Unionen, hvor vore russiske Kammerater nu bygger en Stat op uafhængig af Kapitalismen og befriet for Kirkens livsfjendske Kvælertag.» (Arbejder-Bladet, 21. august 1931)
At der kunne være noget sandt ved kirkernes henvisninger til forfølgelser i Sovjet, kunne de danske kommunister ikke forestille sig. I stedet skulle «løgnerne» afsløres.
Ifølge forbundets egne oplysninger havde PFF's Københavns afdeling i september 1932 182 medlemmer, tallet øgede til 286 i maj 1933. Selv om det kan lyde som begrænset, nåede PFF's aktiviteter for en tid at sætte kirkefunktionærers sind i kog. KFUM's funktionærblad omtalte således i en oversat artikel den «Gudløse Bevægelse» som «en Modstander, der maa tages alvorligt, maaske alvorligere end nogen anden, der er opstaaet i Kristi Kirkes 2000 aarige Historie.» (Ungdomsarbejderen, 1. februar 1933)
I løbet af 1934 ophørte PFF's aktivitet. Komintern havde lagt kursen om til folkefront, hvorfor der nu søgtes samarbejde med bl.a. religiøse og borgerlige, for så vidt de vendte sig imod fascismen.
I Hilmar Wulffs satiriske, autobiografiske roman «Ung mand søger» (1959) er hovedpersonen med til PFF's møder, men bliver ekskluderet for ikke at holde sig til forbundets linje.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 12/10 2009
Læst af: 22.022