Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

National Security Agency (NSA)

NSA, USA's statslige spionageorganisation specialiseret i SIGINT (Signal Intelligence) i modsætning til f.eks. CIA hvis hovedområde er HUMINT (Human Intelligence). Både antallet af ansatte og budget er hemmeligstemplet, men NSA vurderedes at have 30-40.000 ansatte og et buget på ca. 11 mia. US$ i 2014.

NSA blev for alvor kendt globalt efter Edward Snowdens afsløring af organisationens globale kriminelle aktiviteter i 2013, men den havde eksisteret siden starten af den kolde krig. NSA blev oprettet under forsvarsministeriet i 1952 og fik til formål at opsamle elektronisk kommunikation. Som sekundær opgave havde den at beskytte USA's statsadministration mod elektronisk indtrængen udefra. I det 21. århundrede har den desuden fået en offensiv opgave i form af koordinering af USA's elektroniske krigsførelse mod fremmede stater.

NSA var i udgangspunktet rettet mod overvågning i udlandet, men med udviklingen af borgerrettighedsbevægelsen og ungdomsoprøret i 1960'ernes USA fik dens arbejde også en indenrigs dimension. Som led i Project Minaret blev 5.925 udlændinge og 1.690 organisationer og nordamerikanske statsborgere sat på organisationens overvågningsliste i 1967-75. Fremtrædende personer som borgerrettighedslederen Martin Luther King, sværvægtsbokseren Muhammed Ali, skuespilleren Jane Fonda og senatorene Howard Baker og Frank Church blev sat på overvågningslisten og overvåget. Programmet blev afsløret og lukket under Church komiteens høringer i Kongressen i 1975, der primært havde til formål at standse FBI's og CIA's overvågning af legale politiske aktiviteter i USA.

I 1990'erne begyndte der at fremkomme artikler om NSA's Echelon program. Det havde eksisteret siden 1960'erne, og var i udgangspunktet rettet mod at opsamle østblokkens radio- og satellitkommunikation, men det blev hurtigt udvidet til også at aflytte alt kabelbåret kommunikation, og efter Østblokkens sammenbrud i 1989-92 blev det i stigende grad anvendt til industrispionage mod vesteuropæiske og japanske virksomheder. I 1994 mistede det franske Airbus f.eks. en kontrakt til en værdi af 6 mia. US$ på levering af passagerfly til Saudiarabien, efter NSA havde afsløret at Airbus havde bestukket saudiarabiske embedsmænd og prinser. Kontrakten gik i stedet til McDonnell Douglas.

2001 Alle begræsninger på spionage fjernes

Efter angrebet på USA 11. september 2001 blev der gennemført en omfattende undersøgelse af, hvorfor supermagtens efterretningsorganisationer ikke havde opdaget forberedelserne til angrebene, der strakte sig over næsten 1 år. Bush administrationen tog 2 initiativer, der skulle ændre også NSA's arbejde. Dels oprettedes Homeland Security, der skulle koordinere aktiviteterne mellem supermagtens sikkerheds- og spionageorganisationer. Dels blev alle begrænsninger på spionage fjernet. Allerede i 1990'erne havde NSA indledt masseopsamling af data om USA's egne statsborgere under projektet ThinThread. Det opsamlede data om telefonsamtaler, emails mm. Ifølge forfatningens 4. tillæg var det imidlertid forbudt at spionere mod USA's egne borgere - med mindre der forelå en dommerkendelse. ThinThread havde derfor indbygget beskyttelsesmekanismer, der ved kryptering beskyttede de indsamlede data. Krypteringen kunne kun låses op med en dommerkendelse.

Efter 11. september besluttede NSA's direktør, general Michael Hayden at skrotte ThinThread. Det blev erstattet af projekt Trailblazer, der samlede de samme data ind, men i modsætning til ThinThread var alle data direkte tilgængelige - uden dommerkendelse. Masseovervågningen af USA's befolkning var en realitet. Trailblazer løb imidlertid hurtigt ind i alvorlige problemer. Det ville indsamle al information, overskred sine i forvejen store budgetter og blev skrottet af konkressen i 2004. Snowdens afsløringer i 2013 viste, at Haydens NSA derefter slog ind på internationalt samarbejde og samarbejde med nordamerikanske IT koncerner for omgå forfatningen og etablere global overvågning af over 1 mia. mennesker - deriblandt USA's egne statsborgere.

2013 Snowden gennemfører historiens hidtil største læk af USA's kriminelle aktiviteter

Edward Snowden (1983-) arbejdede i 2009-13 for CIA og NSA. Som systemadministrator havde han adgang til næsten alle dokumenter og data i spionageorganisationens enorme databaser. Den konservative unge IT nørd blev i løbet af 2011 og 12 i stigende grad bekymret over omfanget af den kriminelle aktivitet han blev vidne til. Allerede i slutningen af 2012 tog han derfor kontakt til Guardian journalisten Glenn Greenwald, der allerede havde skrevet om global overvågning. Snowden gav en lang række anvisninger på, hvordan de to kunne kommunikere krypteret, men det var omstændigt for Greenwald, der derfor ikke besvarede henvendelsen. I januar 2013 tog Snowden i stedet kontakt til dokumentarfilm producenten Laura Poitras, der allerede blev udsat for omfattende chikane fra USA's myndigheder for sine film. Poitras var dygtigere til IT end Greenwald, og den hemmelige forbindelse mellem Poitras og Snowden blev derfor etableret. Først i løbet af foråret 2013 blev Greenwald koblet på.

De følgende måneder indsamlede Snowden 1,7 mio. dokumenter og dataset til dokumentation af NSA's kriminelle aktiviteter, og den 20. maj tog han orlov fra sit job og rejste til Hong Kong. Han betragtede Hong Kong som et ideelt sted, fordi det både var åbent mod Vesten, men samtidig var under kinesisk myndighed og derfor ikke øjeblikkelig ville udlevere ham. Den 1. juni rejste Laura Poitras og Guardian journalisterne Glenn Greenwald og Ewen MacAskill til Hong Kong for at møde Edward Snowden for første gang og planlægge offentliggørelsen af materialet i medierne. Den 5. juni publicerede Guardian sin første artikel, hvor det blev afsløret at mobiltelefongiganten Verizon med en hemmelig kendelse var tvunget til at udlevere metadata for millioner af nordamerikaneres telefonsamtaler. De følgende dage fulgte en strøm af artikler i både Guardian og Washington Post, der bl.a. afslørede britisk og NSA spionage mod EU Kommissionen og Parlamentet. Den 9. juni trådte Snowden frem og afslørede sin identitet. 10 dage senere tiltalte USA ham for spionage og krævede ham udleveret af Hong Kong. Det stod klart, at Kina nok kunne bestemme, om det ville udlevere Snowden til USA, men stod valget mellem eksport til USA til en årlig værdi af mange hundrede milliarder US$ og Snowden, var der ikke den store tvivl om, at Kina ville vælge eksporten. På dette tidspunkt blev WikiLeaks koblet på sagen. De sendte en af deres bedste folk til Hong Kong og den 23. juni gik hun og Snowden ombord i et fly til Moskva, der skulle være mellemstation for hans videre flugt. Kineserne lod dem rejse og forsvarede sig efterfølgende med, at USA ikke havde opgivet Snowdens rigtige navn, og iøvrigt ikke havde spærret hans pas.

Supermagt til modangreb

Snowdens pas blev til gengæld annulleret, da han først var i luften på vej mod Moskva, så da han landede fik han ikke mulighed for at rejse videre, men blev tilbageholdt af de russiske myndigheder. For at undgå at kunne blive anklaget for spionage til fordel for Rusland, havde han på forhånd skildt sig af med alt NSA materialet, der var overdraget til journalisterne i Hong Kong.

To dage senere krævede USA Snowden udleveret, men Rusland nægtede og erklærede, at Snowden frit kunne forlade landet. Det var nu ikke så enkelt, for USA gjorde alt for at hindre, at han fik asyl i et andet land. Snowden og hans advokat sendte asylansøgninger til samtlige EU lande, men fik afslag eller afvisninger fra alle. Ingen ville lægge sig ud med supermagten. USA lagde samtidig et voldsomt pres på Ecuador, som ellers overvejede Snowdens asylansøgning. Landet havde i forvejen givet asyl til WikiLeaks Julian Asange. Samtidig gik CIA i gang med at planlægge kidnapningen af Snowden i Rusland. CIA sendte et privat jetfly fra USA til København, hvor det skulle afvente CIA's ordre om at flyve til Moskva.

Den 2. juli erklærede Bolivias præsident Evo Morales der gæstede Rusland, at landet var villig til at give Snowden asyl. For at teste hvor langt USA ville gå, førte WikiLeaks nu NSA bag lyset. På en ukrypteret telefonforbindelse fortalte WikiLeaks stifter Julian Assange, at Snowden ville være på Morales' fly tilbage til Bolivia. Da flyet lettede 3. juli blev det tvunget til at gå ned i Wien, fordi både Frankrig, Italien, Spanien og Portugal nægtede det at lade det overflyve deres territorium. Det var en grov tilsidesættelse af Wienerkonventionen, der tillader statsledere og diplomater frit lejde. Den spanske ambassadør mødte personligt op ved Morales fly i Wien og krævede at ransage det. Først efter 12 timer kunne Morales flyve videre. Venezuela, Argentina, Ecuador, Uruguay og Bolivia fordømte de europæiske kolonistaters overgreb mod Bolivias statsoverhovede, og Bolivia afleverede en klage til FN.

De følgende dage tilbød også Nicaragua og Venezuela humanitært asyl til Snowden, men WikiLeaks test af NSA havde vist, at USA var parat til gøre hvad som helst for at få fat i Snowden. Han ville ikke have en chance for at nå fra Moskva til Latinamerika. Den 1. august tog han derfor imod et russisk tilbud om 1 år temporært asyl. Efter 39 dage i et lukket lokale i lufthavnen kunne han atter komme ud. Ruslands asyl til Snowden var stærkt medvirkende til, at USA skrottede sit ellers rimelige forhold til landet, og ½ år senere organiserede og financierede statskuppet i Ukraine, der udløste den alvorligste krise mellem USA og dets vestlige allierede og Rusland i 25 år.

Parallelt med forsøgene på at få fat i Snowden arbejdede USA på at inddæmme skandalens omfang - eller kendskabet til den. Supermagtens myndigheder søgte med sine anklager mod Snowden at stemple ham som spion og landsforræder. Den 27. juni erklærede NSA's direktør Keith Alexander, at NSA's globale opsamling af telefonsamtaler og internetkommunikation havde været afgørende for hindringen af 54 terror «hændelser» - heraf 13 i USA. Den 31. juli måtte vicedirektør John Inglis under en senatshøring imidlertid indrømme, at dataopsamlingen ikke havde bidraget til at hindre et eneste terrorangreb.

For at hindre at andre indenfor forsvaret lod sig inspirere eller fik informationer om den omfattende kriminalitet, besluttede forsvaret allerede kort tid efter afsløringerne blev indledt, at lukke adgangen til dagbladet Guardians NSA sider for alle ansatte i forsvaret i USA. For de soldater og officerer der var udstationeret i Mellemøsten, Afghanistan eller Sydøstasien blev adgangen til Guardians Website generelt blokkeret.

I et mere kontant forsøg på at standse lækken dukkede supermagtens stik-i-rend-drenge fra det britiske udenrigsministerium og det britiske efterretningsvæsen GCHQ den 20. juli på direkte ordre fra David Cameron op på Guardians redaktion i London og krævede avisens computere med NSA dokumenterne udleveret. Avisens chefredaktør Alan Rusbridger forsøgte tålmodigt at forklare de bryske agenter, at i internet alderen blev avisens artikler skrevet i mange forskellige lande - bl.a. også i USA og Brasilien. «Komprimiset» blev, at avisen så selv kunne ødelægge den computer, NSA dokumenterne havde ligget på. Under overvågning af GCHQ agenterne ødelagde Guardians ansatte herefter computeren i kælderen under overvågning af GCHQ. Det fik naturligvis ikke historierne og afsløringerne til at stoppe. Dokumenterne var for længst kopieret til mange andre computere. Se videoen af computer massakren her: Revealed: the day Guardian destroyed Snowden hard drives under watchful eye of GCHQ – video.

I et forsøg på at optrappe terroren mod Guardian og dets journalister arresterede de britiske myndigheder den 18. august David Miranda i Londons Heathrow lufthavn, sigtede ham efter terrorlovens kapitel 7 og udsatte ham i 9 timer for tredjegrads forhør. Miranda var Glenn Greenwalds partner og var på vej fra Berlin til Rio de Janeiro. Myndighederne slap ham først efter at have konfiskeret alt hans elektroniske udstyr, computer og mobiltelefon. Den brasilianske regering fordømte Storbritannien og erklærede: «This measure is without justification since it involves an individual against whom there are no charges that can legitimate the use of that legislation. The Brazilian government expects that incidents such as the one that happened to the Brazilian citizen today are not repeated». På dette tidspunkt var det allerede afsløret, at en af de statsledere NSA havde spioneret imod var den brasilianske præsident. I protest mod de britiske myndigheders forsøg på at knægte pressefriheden skev redaktørene for de 4 nordiske aviser Politiken, Dagens Nyheter, Aftenposten og Helsingin Sanomat et åbent brev til den britiske premierminister David Cameron: Press freedom: an open letter to David Cameron from Nordic editors.

I oktober strammede briterne yderlige tommelskruerne. Den 22. oktober erklærede det konservative parlamentsmedlem Julian Smith, at Guardian havde brudt loven og skulle retsforfølges. Han anmeldte derefter dagbladet til Londons politi. David Cameron fulgte op på sagen 6 dage senere ved at true de britiske medier med «mundkurv», hvis de ikke opførte sig «socialt ansvarlige». Han erklærede, at han enten ville indbringe sagen for højesteret eller anvende D-note systemet. D-noter kan udstedes af de britiske myndigheder til aviser, der formodedes at ville udgive materiale «til skade for den nationale sikkerhed». Et par dage senere omtalte MI5's chef Guardian som en trussel mod Storbritanniens sikkerhed.

Pressefriheden er bedre beskyttet i USA end i Storbritannien, og supermagtens myndigheder kunne derfor ikke på sammen måde gå til angreb på medierne. I stedet gik myndighederne i juli til angreb på email udbyderen Lavabit. Snowden brugte i juli en Lavabit email konto til at indkalde til pressekonference, mens han sad gemt i lufthavnsbygningen i Moskva. Det særlige ved Lavabit var, at i modsætning til andre udbydere, hvor emails lå på serverne i klartekst, var de krypterede på Lavabits servere. Selv om NSA havde eller fik adgang, ville den altså ikke umiddelbart kunne læse emails. FBI mødte nu op hos Lavabit med domstolskendelse om, at firmaet skulle udlevere dekrypteringsnøglerne til firmaets servere. Det nægtede ejeren Ladar Levison og valgte i stedet at lukke Lavabit, der da havde 410.000 brugere. Han kunne ikke fortælle hvorfor, da en domstol samtidig havde pålagt ham censur. Få dage senere blev firmaet Silent Circle på samme vis tvunget til at lukke sin krypterede email service.

Global massespionage

NSA's dokumenter publiceret af Guardian og en lang række andre aviser afslørede et globalt kriminelt spionage netværk, der indsamlede data. Spionageorganisationerne havde fundet en genial måde til at omgå nationale begrænsninger på efterretningsindsamling. De fleste lande havde forfatningsmæssige begrænsninger på overvågning af landets egne borgere, mens der ingen begrænsninger var på overvågning af andre landes borgere. NSA skabte derfor et netværk, hvor det bl.a. var det britiske GCHQ der indsamlede data om USA's statsborgere, men de endte i fælles databaser hvor NSA også kunne søge. Efterretningsvæsnerne i alle vestlige lande bidrog med indsamlede data til de fælles databaser: USA, Storbritannien, Canada, Australien, New Zealand, Frankrig, Tyskland, Danmark, Sverige, Norge, Spanien, Israel, Belgien, Nederlandene osv.

Frem til midten af 00'erne havde NSA skaffet data ved at tappe fiberoptiske- og kobberkabler, men problemet med en del af denne trafik var, at den var krypteret. Krypteringen kunne brydes, men det var kostbart i computerkraft. I 2007 igangsatte NSA derfor Prism projektet, der gik bagom. Mens kommunikationen var krypteret, blev den dekrypteret når den nåede frem til modtagernes computere. NSA gik efter at få adgang til data efter dekypteringen. Som den første store koncern tog NSA i 2007 kontakt til Microsoft, der var mere end villig til at give NSA adgang til emails sendt via dets outlook.com service og til dets SkyDrive system til lagring af dokumenter, fotos, film osv. Året efter blev en tilsvarende aftale lavet med Yahoo. I 2009 blev der indgået aftale med Google, Facebook og PalTalk om adgang til alle deres konti. I 2010 fulgte YouTube og i 2011 Skype og AOL. Skype havde hidtil budt på sikker krypteret kommunikation, men fra 2011 lyttede NSA med ukrypteret. I 2012 blev Apple føjet til listen. Nogle af koncernerne som Microsoft åbnede med det samme dørene på vid gab for NSA. Andre skulle trues med domstolene og national sikkerhedslovgivning, før de gav NSA adgang til de ukrypterede data.

NSA slides om PRISM projektet. Via direkte adgang til IT koncernernes servere kunne NSA tilgå de ukrypterede data

Der var imidlertid den hage ved Prism, at NSA formelt set skulle have en domstolskendelse for at trække data - i den udstrækning organisationen ønskede at overholde forfatningens 4. tillæg om beskyttelse af privatlivets fred (for USA's egne statsborgere). Parallelt med Prism udviklede NSA og GCHQ derfor Muscular projektet, der fra 2009 tappede data fra de faste forbindelser mellem de store koncerners datacentre. Når f.eks. Google eller Microsoft lavede backups af f.eks. mails skete det nemlig via ukrypteret kommunikation. Når det var GCHQ der samlede disse data ind var det ikke længere NSA og derfor ikke i strid med det 4. forfatningstillæg, men NSA kunne alligevel søge i disse data. I en 30 dages periode fra december 2012 til januar 2013 indsamlede Muscular 181 mio. datasets. Et parallelt projekt, Windstop, indsamlede i samme periode 14 mia. datasets. Med Googles gmail service var det selvsagt ikke blot nordamerikanske email konti der blev overvåget, men gmail brugere globalt. Og der var ikke blot tale om eksterne email. Mange firmaer og institutioner (f.eks. Københavns Universitet) havde sat deres mail servere op til at anvende f.eks. spam-filtre i «skyen». En intern mail mellem to kolleger i en virksomhed eller på universitetet tog lige en tur omkring et Microsoft datacenter i Irland, hvor fra de blev sendt videre til NSA.

Da omfanget af tapningen af kommunikation mellem datacentrene blev offentliggjort, erklærede Google og Yahoo at de fremover ville kryptere denne interne kommunikation. Microsoft sagde ingenting.

For at følge med i telefonsamtaler, SMS og MMS blev der skaffet domstolskendelser til følgende virksomheder, der blev pålagt permanent at give adgang til SMS, MMS og metadata om telefonsamtaler (involverede telefonnumre, tidspunkt, varighed og lokalitet):

Metadata om telefonsamtaler blev lagret i Mainway databasen, hvor de blev opbevaret i 5 år. Også efterretningsvæsnerne fra de øvrige vestlige lande bidrog med metadata, SMS og MMS til Mainway databasen. Der var dog store huller i databasen. Mange af disse huller blev fyldt via målrettede hacker operationer. Det britiske GCHQ var i 2010 ansvarlig for at hacke det belgiske telefonselskab Belgacom, der bl.a. havde EU Kommissionen, EU Parlamentet og Europaråret som sine kunder. Det gav NSA adgang til ikke blot metedata, men også direkte aflytning af Kommision og Parlament.

En tredje måde at samle information ind på var at tappe de fiberoptiske kabler, der var rygraden i det internationale internet. Danmark spillede her en vigtig rolle, da det var knudepunkt for fiberkabler både i øst-vestlig og nord-sydlig retning. NSA lyttede med på kommunikationen på disse kabler. Det var faciliteret af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som NSA havde et nært forhold til. Så nært at Danmark var med i den inderste efterretningsmæssige kreds omkring NSA. Fiberkommunikationen gav både adgang til telefonsamtaler, chats, filoverførsler og brugen af web-sites. Hvor der ikke lige var adgang til fiberkablerne, kunne NSA stille en mobil falsk «telemast» op til opsnapning af mobilsamtaler, SMS og lokaliseringsinformation.

Selv om det lykkedes NSA at få direkte adgang til megen ukrypteret kommunikation, var der fortsat en del kommunikation, der var krypteret. Allerede siden 1980'erne havde NSA derfor blandet sig i fastlæggelsen af krypteringsstandarder for at gøre dem svagere, lettere at bryde eller indbygge bagdøre der gav direkte adgang til at bryde krypteringen. Historien om det scheiziske firma Crypto AG i 1990'erne var legendarisk. CIA var her mødt op og havde tvunget firmaet til at lægge nøglen til dekrypteringen ind i datastrømmen, så NSA uden videre kunne læse med, når f.eks. Iran troede det sendte sikker ambassadekommunikation. Nu handlede det blot ikke længere om ambassadekommunikation, men om virksomheders og almindelige menneskers kommunikation med f.eks. bank, offentlige myndigheder eller arbejdsplads via VPN. Selvom denne kommunikation officielt var krypteret, kunne NSA uden videre læse med.

I februar 2015 blev det afsløret, at NSA og GCHQ også havde infiltreret verdens største producent af SIM kort, den nederlandske koncern Gemalto. På den måde havde spionageorganisationen fået adgang til de nøgler der anvendtes til kryptering af mobiltelefontrafik. Alle samtaler fra mobiltelefoner krypteres med en nøgle på telefonens SIM kort og dekrypteres først på mobiltelefonselskabets central. Med nøglerne kunne NSA vilkårligt lytte med på mobiltelefonsamtaler. Se: THE GREAT SIM HEIST. HOW SPIES STOLE THE KEYS TO THE ENCRYPTION CASTLE.

Til målrettet dataindsamling havde NSA en hel palette af redskaber:

Spionagenetværket

NSA's globale samarbejdspartnere havde adgang til de indsamlede informationer, men der var forskel på hvor megen information de hver især havde adgang til. I inderkredsen - «5 eyes» netværket - befandt USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand sig. De havde adgang til det meste data (USA havde selvfølgelig adgang til alt), og de havde samtidig en gensidig aftale om ikke at spionere mod hinanden.

Næste kreds var «9 eyes», der udover de 5 foregående også bestod af Danmark, Frankrig, Holland og Norge. Næste kreds igen var «14 eyes» netværket, der udover de 9 foregående også bestod af Tyskland, Belgien, Italien, Spanien og Sverige.

Israel indtog en helt særlig position, idet det som USA havde adgang til alle rådata og ubegrænset kunne søge i de globale databaser.

Et af de vigtigste redskaber til at hente data fra de enorme databaser var programmet XKeyscore, som blev anvendt ikke bare i USA, men også hos NSA's samarbejdspartnere. Edward Snowden forklarede i et interview i januar 2014 programmets funktion således:

«You could read anyone's email in the world, anybody you've got an email address for. Any website: You can watch traffic to and from it. Any computer that an individual sits at: You can watch it. Any laptop that you're tracking: you can follow it as it moves from place to place throughout the world. It's a one-stop-shop for access to the NSA's information.

…You can tag individuals… Let's say you work at a major German corporation and I want access to that network, I can track your username on a website on a form somewhere, I can track your real name, I can track associations with your friends and I can build what's called a fingerprint, which is network activity unique to you, which means anywhere you go in the world, anywhere you try to sort of hide your online presence, your identity.»

Det var kun indenfor 5 eyes kredsen det var aftalt ikke at spionere mod hinanden. Samtidig med at NSA modtog store mængder data fra sine samarbejdspartnere udenfor for 5 eyes, spionerede NSA også imod disse. Tysklands reaktion var i den forbindelse interessant. Efter NSA skandalen brød løs i juni 2013 forsvarede den tyske kansler Merkel både USA og NSA og erklærede at «USA var Tysklands sikreste allierede gennem tiderne». Piben fik en anden lyd, da det i oktober blev afsløret, at NSA siden 2002 havde aflyttet kanslerens mobiltelefon. Kansleren dengang hed Gerhard Schröder, og han blev aflyttet frem til 2005, hvor Merkels CDU overtog regeringsmagten. Derefter var det Merkel NSA havde telefonaflyttet. Kansleren blev så ophidset, at hun anklagede USA for at anvende Stasi-metoder, med henvisning til det hedengangne østtyske efterretningsvæsen. Tyskland forsøgte at bruge den voldsomme kritik af USA's spionage til komme ind i 5 eyes kredsen. Det mislykkedes. USA meddelte offentligt, at Tyskland ikke kunne få en garanti om, at USA ikke ville spionere mod det. Tilsyneladende indstillede NSA som en gestus aflytningen af Merkel, men aflytningen af indenrigsminister Thomas de Maiziere fortsatte.

Merkel var ikke alene. NSA dokumenterne viste, at 35 statsledere blev aflyttet. Udover Merkel drejede det sig også om bl.a. Brasiliens, Mexicos og Indonesiens præsidenter.

NSA slides om aflytningen af Mexicos præsidentkandidat og senere præsident samt Brasiliens præsident

Mens den danske regering ikke var villig til at forsvare den danske suverænitet eller statsborgere overfor NSA's spionage, var tonen helt anderledes i Sverige, Tyskland, EU og FN.

I december 2013 vedtog FN's Generalforsamling enstemmigt en resolution fremsat af Tyskland og Brasilien. Begge landes statsledere var blevet aflyttet af NSA. I resolutionen hed det bl.a., at de rettigheder mennesker har offline også skal gælde online - herunder retten til privatliv. FN havde særlig grund til at være kritisk, eftersom NSA også havde spioneret mod FN i direkte strid med FN's charter. I oktober 2014 offentliggjorde FN en rapport, der fordømte USA og andre landes (bl.a. Danmarks) masseovervågning. Denne form for overvågning er i strid med flere internationale traktater og konventioner, der skal garantere grundlæggende private rettigheder. Se: UN REPORT FINDS MASS SURVEILLANCE VIOLATES INTERNATIONAL TREATIES AND PRIVACY RIGHTS.

Allerede få uger efter de første afsløringer af NSA's globale masseovervågning, blev programmet udsant for en sønderlemmende kritik af Web'ets fader, Sir Tim Berners Lee. Se: Web pioneer Berners-Lee accuses West of hypocrisy over internet spying and insists internet freedom must be safeguarded.

Som følge af NSA's spionage mod EU Kommissionen og Parlamentet gennemførte Parlamentet en række høringer om efterretningstjenesternes kriminelle aktiviteter. EU inviterede Edward Snowden til at vidne ved høringerne. Snowden bidrog med udtalelser og svar på stillede spørgsmål. Se bl.a.: Høring i Parlamentet, marts 2014. Parlamentet havde taget sagen op allerede i oktober 2013, men det var inden afsløringen af aflytningen af Merkel. Parlamentet veg da endnu tilbage for at bremse masseaflytningerne. I sommeren 2014 afsagde EU Domstolen en kendelse der slog fast, at masseovervågning i form af sessionslogning af internettrafik som den f.eks. blev praktiseret i Danmark var i strid med de grundlæggende menneskerettigheder og derfor forbudt.

Som følge af NSA's spionage nedsatte det tyske parlament i marts 2014 en komite til undersøgelse af skandalen. I maj besluttede komiteen enstemmigt at indkalde Snowden som vidne. Der var dog ikke enighed om formen. Komiteens CDU og SPD flertal ønskede en videokonference med Snowden, hvilket denne afslog. I september indsendte de Grønne og Die Linke derfor en forfatningsmæssig klage over komiteens flertal, der spærrede for at Snowden kunne vidne i Berlin. Også Glenn Greenwald, der ellers skulle have vidnet i september, afviste at vidne, når komiteen - pga. hensynet til USA - afviste at lade Snowden vidne i Berlin. Alligevel fik komiteens arbejde et dramatisk forløb. Den 4. juli blev det afsløret, at den ansatte i det tyske efterretningsvæsen BND, Markus R. samtidig havde spioneret til fordel for CIA. Markus havde siden 2012 kopieret 218 hemmelige BND dokumenter, som han havde solgt til CIA. Mindst 3 af dokumenterne var om komiteens arbejde. Den 9. juli blev yderligere en nordamerikansk spion afsløret, der havde arbejdet i forsvarsministeriet. Senere på måneden konstaterede en af parlamentets teknikere, at flere mobiltelefoner som tilhørte komiteens medlemmer var udsat for aflytning. CIA og NSA spionerede med andre ord mod den samme komite, som skulle afdække spionagen. USA ambassadør i landet blev kaldt i samråd i det tyske udenrigsministerium.

Den borgerlige svenske regering vedtog i 2006 en lov, der gav Försvarets Radioanstalt (FRA) lov til at overvåge alt ind- og udgående kommunikation af landet, uden dommerkendelse. Sverige indførte dermed også officielt masseovervågning. NSA skandalen afslørede, at FRA gav alle data videre til NSA. Faktisk havde USA og det «neutrale» Sverige samarbejdet efterretningsmæssigt lige siden starten af 1950'erne. Til gengæld for NSA's adgang til FRA's data, kunne FRA og Säpo til gengæld anvende XKeyscore til at søge efter oplysninger, samtaler, emails, SMS osv. om svenske statsborgere og udlændinge i NSA's databaser. Den 1. december 2014 blev Edward Snowden tildelt den Alternative Nobelpris af Right Livelihood stiftelsen. Det skete ved stående ovationer i det svenske parlament. Se: Edward Snowden wins Swedish human rights award for NSA revelations.

Danmarks rolle

Information kunne i januar 2014 afsløre, at Danmark også havde været mål for NSA/GCHQ spionage. I december 2010 havde spionageorganisationerne aflyttet delegationerne til FN's COP15 topmøde i København. Se: NSA og COP15. I juni kunne dagbladet afsløre det tætte samarbejde mellem FE og NSA, der bl.a. gav NSA fuld adgang til fiberkablerne gennem Danmark. Den danske stat har historisk forholdt sig ukritisk til spionageorganisationernes kriminelle aktiviteter, og det var sandsynligvis også baggrunden for, at Danmark efterretningsmæsigt er med i den absolutte inderkreds omkring NSA. Danmark indstillede i sensommeren 2014 sessionslogningen af internettrafik. Ikke fordi det de-facto var i strid med både Grundlov og menneskerettigheder, men fordi «politiet ikke kunne anvende de indsamlede data». Allerede i december 2014 varslede regeringen imidlertid indførelse af fuld sessionslogning.

Modforholdsregler

En lang række stater har siden 11/9 2001 efterretningsmæssigt omdannet sig til politistater, hvor staternes egne borgere udsættes for masseovervågning. Det gælder USA, Storbritannien og bl.a. Danmark. Man kan som udgangspunkt være 100% sikker på, at alt ens elektroniske kommunikation (telefonsamtaler, SMS, MMS, fotos, videooptagelser, Skype osv.) permanent overvåges. Efterretningstjenesterne har endvidere adgang til vilkårligt at slå mikrofoner og kameraer til i de mobiltelefoner og computere de måtte ønske.

Ultimativt er den eneste måde at undgå den elektroniske overvågning, helt at undgå anvendelse af elektroniske apparater og i stedet bruge pen og papir. Hvis man har apparater, som man tror ikke er blevet hacket af efterretningsvæsenet, har man dog også mulighed for at kryptere sin kommunikation fra afsender til modtager. Eftersom NSA har kontrol over de fleste krypteringsformer, er den eneste sikre form pt. PGP (Pretty Good Privacy). Denne kryptering findes desværre i forskellige udgaver, hvoraf en er blevet overtaget af den nordamerikanske koncern Symantec. Man kan som udgangspunkt regne med, at NSA har tvunget Symantec til at lave bagdøre, så NSA har direkte adgang til kommunikationen, så det kan være en udfordring blot at finde en PGP udgave der ikke er «kompromitteret».

Til smartphones findes der en række apps som TextSecure og Silent Text der er sikre alternativer til åben SMS, mens apps som Signal, RedPhone og Silent Phone tilbyder alternativer til åben telefoni, som NSA lytter med på. Problemet med disse apps er imidlertid, at efterretningsvæsnerne hader kryptering, og derfor udsætter firmaerne for et massivt pres for at give dem bagdøre. Lukningen af Lavabit i august 2013 var et eksempel herpå, og efter attentatet mod Charlie Hebdo i Paris i januar 2015 foreslog premierministeren i den britiske politistat, David Cameron at kryptering helt skulle forbydes. Ikke fordi forbryderne overhovedet anvendte den teknologi, men fordi terrorkortet de foregående 14 år havde været et effektivt redskab til annullering af demokratiske og borgerlige rettigheder. Læs: Hvordan man holder noget hemmeligt.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 4/9 2016

Læst af: 28.763