Browserudgave

Nicaragua

Befolkning	6,8 mio.
Valuta	Córdobas
Areal	130.000 Km2
Hovedstad	Managua
Befolkningstæthed	39,2 indb./Km2
HDI placering	126

Nicaragua er Mellemamerikas største land med kyster ud mod både Stillehavet og Caribien. Landet krydses af to bjergsystemer: den mellemamerikanske bjergkæde der løber fra nordvest mod sydøst, samt ud mod Stillehavet et vulkansk område med flere aktive vulkaner. Mellem disse bjergkæder findes søerne Managua og Nicaragua. Klimaet er tropisk med omfattende nedbør i den østlige del af landet og tørrere klima i den vestlige del, hvor størstedelen af befolkningen lever. De vigtigste eksportafgrøder er bomuld (i den vestlige del af landet) og bananer (i den østlige).

Folket: Flertallet af nicaraguanerne (over 70 %) er mestizer, der nedstammer fra den oprindelige befolkning og de spanske erobrere. 9 % af befolkningen har afrikansk oprindelse. En lille minoritet har europæisk oprindelse og den oprindelige befolkning er delt op i grupperne miskito, sumo og rama.

Religion: Katolsk 85%, protestantisk 15%.

Sprog: Spansk (officielt og det mest almindelige). På atlanterhavskysten tales der miskito, sumo og engelsk.

Politiske partier: Frente Sandinista de Liberación Nacional (Den sandinistiske Befrielsesfront, FSLN), Movimento Renovación Sandinista (Bevægelsen for Sandinistisk Fornyelse, MRS), Alianza Política Opositora (Oppositionens politiske Alliance), tidligere Unión Nacional Opositora (UNO), der består af partierne: Democrático de Confianza Nacional (Det nationale demokratiske Selvtillidsparti, PDCN); Nacional Conservador (National konservative Parti, PNC); Alianza Popular Conservadora (Konservative Folkealliance, PAPC); Liberal Independiente (Uafhængige Liberale, PLI); Social Demócrata (Socialdemokratiet, PSD); Liberal Constitucionalista (Liberale Forfatningsparti, PLC). Andre partier: Socialista Nicaragüense (Nicaraguas Socialistparti, PSN); Comunista de Nicaragua (Nicaraguas Kommunistparti, PCdeN); Neo Liberal (Neoliberale, PAL); Movimiento Democrático Nicaragüense (Nicaraguas Demokratiske Bevægelse, MDN); de Acción Nacional (Nationale Aktionsparti, PAN); Integracionista de América Central (Det mellemamerikanske Integrationsparti, PIAC); Alianza Nacional Conservadora (Konservative Nationalalliance, PANC); Popular Social Cristiano (Kristeligt sociale Folkeparti, PPSC); Movimiento Indígena Yatama (Yatama Bevægelsen); Yatama Social Cristiano (Kristeligt sociale Yatama Parti, PSC); Movimiento Revolucionario Unido (Forenede Revolutionsbevægelse, MRU); de la Resistencia Nicaragüense (Nicaraguas Modstandsparti, PRN).

Sociale organisationer: Central Sandinista de Trabajadores (Sandinistiske Landsorganisation, CST), Confederación de Acción de Unidad Sindical (Konføderationen for faglig Aktionsenhed, CAUS); Confederación General de Trabajadores (CGT-I), Confederación de Trabajadores Nicaragüenses, (CTN); Confederación de Unificación Sindical (CUS); Frente Obrero (Arbejderfronten, FO); Asociación de Trabajadores del Campo (Landarbejdersammenslutningen, ATC); Unión Nacional de Empleados (Nationale union af Ansatte, UNE); Confederación Nacional de Profesionales (Nationale sammenslutning af Professionelle, CONAPRO); Unión Nacional de Agricultores y Ganaderos (Nationale Bondeunion, UNAG).

Officielt navn: República de Nicaragua.

Administrativ inddeling: 9 regioner, 16 departementer og 143 kommuner.

Hovedstad: Managua, 1.800.000 indb. (2005).

Andre vigtige byer: León, 153.200 indb.; Chinandega, 120.400 indb.; Masaya, 110.000 indb.; Granada, 88.800 indb. (2000).

Regering: Daniel Ortega Saavedra, præsident siden januar 2007, genvalgt i 2011, 16 og 21. Parlamentet har ét kammer med 91 pladser.

Nationaldag: 15. september (Uafhængighedsdagen, 1821). 19. juli (Revolutionsdagen, 1979)

Væbnede styrker: 14.000 soldater (2003)

 

Det område der i dag er Nicaragua var oprindelig under indflydelse sydfra af chibcha folket (se Colombia) og nordfra af maya folket. Atlanterhavskysten var befolket af miskito folket. Cristóbal Colón (Columbus) besøgte første gang regionen i 1502. Efter at have omvendt de indfødte ledere Nicoya og Nicarao til kristendommen og besejret Diriangens oprørshær, konsoliderede de spanske conquistadores Gil Gonzales Dávila og Andrés Niño Spaniens dominans over territoriet. I 1544 blev det indlemmet i Guatemalas Generalkapatinat.

I 1821 blev regionen selvstændig og indgik sammen med resten af Mellemamerika i det mexicanske imperium. Allerede i 1824 rev de sig dog atter løs for at danne Føderationen af Mellemamerikas Forende Provinser. Nicaragua trak sig ud af føderationen i 1839 og blev fra da en selvstændig stat. Landet var politisk delt op i to skarpt adskilte grupper: det konservative kaffe- og sukkeroligarki, de liberale småhåndværkere og -brugere, der var venligt stemt overfor frihandel.

Invasioner fra USA

Landets geopolitiske placering gjorde det til en strategisk brik for USA's ekspansion mod vest. I 1856 gik 120 nordamerikanere således i land under anførsel af eventyreren William Walker, der med støtte fra Washington udråbte sig til Nicaraguas præsident. Formålet med den nordamerikanske invasion var at udvide området for slaveplantager, som i selve blev sat under stigende pres. Walker blev besejret af en fælles mellemamerikansk hær i 1857, og blev henrettet i 1860 da han gjorde et nyt invasionsforsøg i Trujillo i Honduras. I 1875 og 1895 blev landets havne besat militært af henholdsvis Tyskland og Storbritannien, der administrerede toldopkrævningen for at indkræve deres gæld.

Efter 3 årtiers konservativt styre vandt det liberale parti i 1893, og José Santos Zelaya overtog præsidentposten. Imidlertid afviste de liberale at opfylde en række krav fra USA's side, der under præsident William M. Taft havde indledt sit «dollardiplomati». I 1912 beordrede Taft derfor landet invaderet, og efter at den liberale leder Benjamín Zeledón var blevet henrettet blev invasionsstyrken i landet frem til 1925. Året efter vendte de tilbage for at redde præsident Adolfo Díaz, der var tæt på at blive styrtet.

1933-79 Somoza diktaturet

USA's nye besættelse af landet blev heroisk bekæmpet af general Augusto C. Sandino, der i spidsen for en bondehær på 3.000 soldater, gik imod de 12.000 nordamerikanske marineinfanterister, der fik støtte af luftvåbnet og det lokale oligarki. I 1933 opfyldte Sandino sit løfte: at nedlægge våbnene når den sidste marine havde forladt landet. Men forræderiet var allerede forberedt. Nordamerikanerne havde erstattet landets militær med en Nationalgarde, og dennes kommandant, Anastasio Somoza García, udnyttede et forsoningsmøde mellem Sandino og præsident Sacasa til at myrde guerillalederen og efterfølgende bemægtige sig præsidentposten. En post han bevarede til han i 1956 blev henrettet af patrioten Rigoberto López Pérez.

López Pérez myrdede tyranen, men ikke tyraniet. Under sine to årtier ved magten have Anastasio Somoza formået at underlægge sig næsten hele landets økonomi. Landets magthaver kontrollerede således både den økonomiske, politiske og militære magt. Anastasio Somoza García blev efterfulgt på præsidentposten af sin søn, ingeniøren Luis Somoza Debayle, der overlod regeringsmagten til sin søn, Anastasio der var uddannet på det nordamerikanske militærakademi West Point.

Anastasio gennemførte en voldsom undertrykkelse, forbød fagforeningerne, knuste bondeorganisationerne og forbød oppositionens politiske partier. Den folkelige modstand blev dog aldrig fuldstændig knust. I starten af 60'erne dannede studenterlederen Carlos Fonseca Amador guerillabevægelsen Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN), der gennem 17 år opbyggede og udviklede kampen mod Somoza diktaturet. I januar 1978 beordrede Somoza oppositionslederen Pedro Joaquín Chamorro - direktør for dagbladet «La Prensa» - henrettet. Dette mord udløste omfattende protestdemonstrationer og en generalstrejke.

1979 Revolution

Med instruktion fra FSLN gik byerne Monimbó, Masaya, Matagalpa, León, Estelí, Chinandega og arbejderkvarterer i hovedstaden Managua i 1978 til oprør. Den 8. marts 1979 gik de tre stridende tendenser i FSLN atter sammen, og FSLN kom til at spille den ledende rolle i oppositionen, der var samlet i Frente Patriótico (Den patriotiske Front). I maj samme år indledtes «Slutoffensiven», der bestod af en generalstrejke, et folkeligt oprør, væbnet guerillakamp og en intens diplomatisk aktivitet i udlandet. Den 17. juli flygtede Somoza ud af landet, og den 19. juli marcherede den Nationale Genopbygningsjunta ind i Managua. Juntaen var blevet dannet nogle uger tidligere i Costa Rica. Revolutionen havde sejret, men Somoza diktaturet havde kostet 50.000 dræbte.

Revolutionen nationaliserede Somozas jorder, ejendomme og industrier - 40 % af landets økonomi - nedlagde Nationalgarden og erstattede den med Ejército Popular Sandinista (Den sandinistiske Folkehær, EPS). Der gennemførtes en alfabetiseringskampagne og genopbygningen af økonomien der var blevet ødelagt af befrielseskampen blev sat i gang.

Den nye regering bestod både af FSLN og af borgerlige politikere, og den kom derfor hurtig i politisk krise. Denne blev i første omgang løst, da regeringens to ikke-sandinistiske medlemmer, Violeta Barrios de Chamorro og Alfonso Robelo i maj 1980 trak sig ud. De blev erstattet med de to «moderate» antisomocister Rafael Córdoba og Arturo Cruz, og FSLN bekræftede dermed sin villighed til at gennemføre de revolutionære forandringer indenfor rammerne af en pluralistisk demokratisk deltagelse, international alliancefrihed, blandingsøkonomi og respekt for de individuelle friheder og rettigheder.

1981-90 Kontrarevolution financieret af USA

I 1981 erklærede USA's nyvalgte præsident Ronald Reagan åbent, at han havde sat sig som mål at knuse sandinisterne. Mellem april og juli 1982 deserterede vice-indenrigsminister Edén Pastora og 2.500 somocistiske nationalgardister trængte ind i Nicaragua fra Honduras - med støtte fra USA. Der indledtes en forfølgelseskrig mod Nicaragua og sabotage af økonomien, der tvang den sandinistiske regering til at bevare et højt beredskabsniveau, indføre obligatorisk militærtjeneste og begrænse enhver form for organisation, der var knyttet til Washingtons aggressive politiske linie.

I 1983 indrømmede præsident Reagan, at der eksisterede en hemmelig CIA operation rettet mod Nicaragua samt støtte til de kontrarevolutionære, der opererede fra honduransk territorium og som han karakteriserede som «frihedskæmpere». Trods hans spinkle flertal i Kongressen og befolkningens misbilligelse fortsatte præsidenten med sine planer.

Regeringerne i Colombia, Mexico, Panama og Venezuela var bekymrede over situationens alvor og risikoen for en krig, der uundgåeligt ville sprede sig til hele Mellemamerika. De indledte derfor bestræbelser på at udforme en forhandlingsløsning på konflikten. Initiativet blev kendt som Contadora gruppen, og udenrigsministrene indledte fredsforhandlinger, der fik omfattende diplomatisk støtte og hindrede en nordamerikansk invasion, der syntes overhængende.

Trods «contraernes» USA-støttede aktioner gennemførte Nicaragua i november 1984 valg, i hvilket ikke blot FSLN men også 6 oppositionspartier fra højre- og venstrefløjen deltog. Ud af de 1,5 millioner valgberettigede stemte 82 %. FSLN fik 67 % af de afgivne stemmer. Oppositionen var splittet. Fire partier var gået ind i Coordinadora Democrática (Demokratisk Koordinering), der opstillede Arturo Cruz som præsidentkandidat, men besluttede i sidste ende ikke at deltage i valget og forsøgte i stedet at miskredittere den internationalt overvågede valgproces. Samme måned blev Reagan genvalgt som USA's præsident, og i april 1985 erklærede supermagten handelsblokade af Nicaragua og indefrysning af alle dets værdier.

Gennem 1986 diskuterede parlamentet udformningen af en ny forfatning, der trådte i kraft i januar 1987. Der etablerede et præsidentsystem, en mandatperiode på 6 år, direkte præsidentvalg og proportional parlamentarisk repræsentation.

I 1987 indledte de mellemamerikanske præsidenter deres egen fredsproces med deltagelse af FN og OAS i forlængelse af et topmøde i Esquipulas, Guatemala. Esquipulas-aftalens hovedpunkter var et stop for alt udenlandsk støtte til de væbnede oppositionsgrupper, intern dialog i hvert af landene, den katolske kirke som mægler samt amnesti til de der nedlagde våbnene med garanti for mulighed for deltagelse i det politiske liv.

I Nicaragua dannedes en National Forsoningskommission og «Contra» lederen Fernando Chamorro vendte tilbage til landet, nedlagde sine våben og tog imod amnestien. Pressecensuren blev hævet og Violeta de Chamorros dagblad «La Prensa» fik atter lov at udkomme. Den 7. oktober indledte regeringshæren en ensidig våbenhvile i flere zoner af landet, trods det at «Contraernes» ledere erklærede, at de ville fortsætte kampene.

I 1988 blev landet ramt af orkanen «Juana» og sammen med presset fra USA ødelagde dette den økonomiske stabiliseringspolitik. Hverken en møntreform eller reduktionen af statsbudgettet med 10% i februar kunne hindre hyperinflationen.

I juli 1988 blev USA's ambassadør i Managua udvist af landet, anklaget for at tilskynde til antisandinistiske aktiviteter. USA svarede med at udvise Nicaraguas repræsentant i Washington.

Fredsaftalerne fra Esquipulas II syntes at lide skibbrud i overgangsperioden fra Reagan til George Bush, men i februar 1989 fik Nicaraguas præsident Daniel Ortega atter pustet liv i processen, da han mødtes med sine 5 mellemamerikanske kolleger i den salvadoranske by Costa del Sol. Sandinisterne foreslog at fremskynde valget til februar 1990 og acceptere en række ændringer i valgloven fra 1988, mod at contraerne til gengæld opløste deres baser i de 3 måneder efter aftalens indgåelse. Men USA pressede på for at bevare «contraerne» og Bush fik yderligere 40 millioner dollars bevilget i «humanitær bistand» til disse.

Mødre til faldne i krigen demonstrerer mod USA's og Honduras' rolle i krigen mod Nicaragua. Selv om modstanden blev rettet udaf, ramte krigstrætheden efter 10 års krig også FSLN. (Solidaritet)

1990 FSLN taber valget

FSLN opstillede den siddende præsident Daniel Ortega som sin kandidat ved valget. Oppositionen dannede en koalition bestående af 14 partiet kaldet Unión Nacional Opositora (, Nationale Oppositionsunion, UNO). Som kandidat opstillede de Violeta Barrios de Chamorro, der var den myrdede Pedro Joaquín Chamorros enke.

Alle valgundersøgelser gav sandinisterne sejren med en bred margen, men ved valget den 25. februar 1990 tog Nicaraguas historie en brat drejning. UNO vandt valget med 55 % af stemmerne mod FSLN's 41 %. Violeta de Chamorro var den nye præsident. Ortega erkendte nederlaget og lovede at overdrage magten.

Før magtoverdragelsen den 25. april undertegnede præsidenten og FSLN en «overgangsprotokol», der slog fast at den eksisterende forfatning skulle respekteres, revolutionens institutioner og sociale landvindinger skulle respekteres og «contraerne» afvæbnes. Chamorro meddelte, at hun personligt påtog sig posten som forsvarsminister og bevare den sandinistiske general Humberto Ortega som hærens øverstkommanderende. Samtidig afskaffede hun øjeblikkeligt den forhandte obligatoriske værnepligt.

UNO's næstformand Virgilio Godoy beskyldte nu Violeta de Chamorro for at have forrådt aftaler indgået før valget ved at bevare Humberto Ortega på sin post, og han trak sig derfor fra regeringen sammen med en del af koalitionen.

I maj 1990 brød der strejke ud blandt de statsansatte arbejdere for en lønforhøjelse på 200 %. Regeringen svarede med at erklære strejken illegal, ophæve loven for de offentligt ansatte samt sandinisternes jordreformlov. Arbejderne radikaliserede nu kampen, der bredte sig til hele landet. En uge senere indvilgede regeringen i delvist at opfylde de strejkendes krav, og strejken blev afblæst.

Fra midten af 1990 fik regeringen tilbud fra flere internationale konsortier, der var interesseret i at gennemføre projekter i landets nordlige del, i et 270.000 hektar stort regnskovsområde. Projekterne varierede fra bygningen af affaldsdepoter for giftigt affald fra Nordamerika til udnyttelsen af områdets fiskeri-, mine- og skovressourcer.

Det kom samtidig frem, at der var blevet ført hemmelige forhandlinger mellem myndighederne og en taiwanesisk virksomhed om ret til udnyttelse af områdets skovressourcer. Ved samme lejlighed blev det afsløret, at der i området fandtes betydelige reserver af guld, sølv, kobber, molybdæn samt Mellemamerikas største forekomst af kalciumkarbonat, der er et vigtigt råstof ved fremstillingen af cement.

Præsident Chamorro indgik i 1991 en aftale med FSLN om anerkendelse af jordreformen og en garanti om overdragelse af mindst 25% af aktierne til arbejdere i de virksomheder, regeringen nu ønskede at privatisere.

Inflationen faldt fra 7.000 % i 1990 til 3,8 % i 1992 efter gennemførelsen af en økonomisk politik udformet af IMF og Verdensbanken. De produktive investeringer og udgifterne til uddannelse og sundhed blev reduceret, samtidig med at arbejdsløsheden steg til 60 %.

Modsætningerne mellem præsident Chamorro og UNO kulminerede i 1993, hvor alliancen sprak. Præsidenten måtte fra da af basere sig på FSLN og centrumgruppen indenfor UNO. Måneden senere smed UNO denne gruppe ud og skiftede navn til Alianza Política Opositora (Den politiske Oppositionsalliance, APO).

Debatten i parlamentet omkring en forfatningsreform førte til, at den ortodokse fløj af FSLN anført af ex-præsident Daniel Ortega smed partiets parlamentsgruppeformand og tidligerede vicepræsident Sergio Ramírez ud af partiet. Parlamentsgruppen havde på tværs af partiets linie udarbejdet et forfatningsforslag, der hindrede genvalg af præsidenten og hindrede præsidentens familiemedlemmer i at indtage offentlige stillinger. Dette ville ødelægge chancerne for Chamorros svigersøn, ministeren Antonio Lacayo.

Den økonomiske situation blev forværret, da tørke ødelagde afgrøderne på 80.000 hektar jord og dermed subsistensgrundlaget for 200.000 bønder. Fejlernæringen berørte 300.000 børn, og nogle blev blinde pga. mangel på A-vitamier.

Efter bruddet med Chamorro havde UNO boykottet parlamentet, men med mindre end halvdelen af sine stiftere og ude af stand til at skaffe flertal for indkaldelsen af en grundlovsstiftende forsamling, indstillede alliancen i januar 1994 sin boykot. Rundt omkring i landet kom stadig til sammenstød mellem hæren, røverbander og mindre grupper af tidligere partisaner.

General Humberto Ortega bekræftede at han ville trække sig tilbage efter vedtagelsen af en ny militærlovgivning. I august blev loven vedtaget i parlamentet. Den havde til formål at afpolitisere hæren og øge dens afhængighed af de civile myndigheder, selv om magten over den i realiteten blev lagt i hænderne på et militærråd.

Regeringen underskrev en 3-årig aftale med IMF, hvilket gav den mulighed for genforhandling af den offentlige gæld. Arbejdsløsheden lå på 43-60 %, og pr. capita indkomsten faldt for 11. år i træk.

Debatten omkring forfatningsreformen kom til at dominere det politiske liv i 1995. I februar foreslog parlamentet at ændre hærens navn, afskaffe den obligatoriske værnepligt og udstede garantier til den private sektor - tiltag der alle blev støttet af Chamorro. Til gengæld var præsidenten ikke enig i en foreslået ændring af styrkeforholdet mellem regering og parlament, f.eks. i spørgsmålet om øgningen af skatterne. Alligevel vedtog parlamentet reformerne i februar og begyndte af føre dem ud i livet.

I juni opnåedes der enighed om lovgivning vedr. forfatningsreformer. Loven sagde, at mindst 60 % af parlamentets medlemmer skal stemme for ændringer, før de kan forelægges præsidenten. Samtidig udpegede parlamentet nye dommere til højesteret og udpegede et nyt øverste valgråd.

Forslaget om forbud mod politisk aktivitet blandt præsidentens familiemedlemmer blev udskudt. Præsidentens svigersøn, Lacayo forblev derfor i regeringen, selv om han erklærede, at han agtede at trække sig for at hellige sig valgkampen op til præsidentvalget i november 1996.

Præsidentvalget blev vundet af Managuas tidligere borgmester, den konservative forretningsmand Arnoldo Alemán med 49 % af stemmerne og afværgede dermed en 2. valgrunde. FSLN's kandidat, Daniel Ortega fik 39 % af stemmerne. Trods kritik af uregelmæssigheder i valgprocessen genindtrådte FSLN efter nogle uger i landets politiske liv.

Ved sin tiltræden lovede Alemán at skabe 500.000 nye arbejdspladser, og fremlagde en plan for at mindske gældsbyrden indenfor landbruget, hvor gælden blev vurderet til 150 millioner dollars.

I april 1997 beskyldte regering og opposition gensidigt hinanden for at bevæbne og træne paramilitære styrker. Trods forhandlinger mellem de to sider kom det ikke til en forståelse, og relationen mellem regering og sandinister var fortsat spændt.

I august afviste regeringen at tilbagelevere den ejendom til Anastasio Somozas arvinger, sandinisterne havde konfiskeret fra diktatoren efter revolutionen i 1979. Dette krav var blevet fremsat af den tidligere diktators datter, Lilian Somoza.

I starten af 1998 var USA atter en af Nicaraguas vigtigste handelspartnere. Landets eksport til USA var i 1997 på 375 millioner dollars, 30 % højere end to år tidligere.

Orkanen Mitch' hærgen af landet i november 1998 efterlod 3.000 døde og titusinder uden bolig. Et omfattende internationalt hjælpearbejde blev sat i gang, som også Danmark bidrog til.

I slutningen af 1999 kom Nicaragua i konflikt med nabolandet Honduras. Anledningen var, at Honduras undertegnede en grænseaftale med Colombia omkring 3 øgrupper i Caribien ud for Nicaragua kyst. Iflg. Nicaragua berørte aftalen 30.000 km af landets havterritorium. Begge lande beskyldte gensidigt hinanden for at provokere konflikten, for at tage «krigeriske» skridt, og ved to lejligheder kom det til skudvekslinger mellem skibe tilhørende de to lande.

Den 8. marts 2000 undertegnede de to lande efter mægling fra OAS en aftale for at hindre, at konflikten udviklede sig til egentlig krig. De besluttede at indstille udstationeringen af tropper langs den fælles grænse og at gennemføre fælles patruljer, mens konflikten juridisk blev afgjort ved den Internationale Domstol i Haag.

Højesteret afsagde dom i den første af ni sager om virksomhedskriminalitet. I denne blev 6 nordamerikanske virksomheder dømt til at betale 1 mia. US$ i erstatning til 4000 landarbejdere, der i 1968-83 havde anvendt meget giftige sprøjtemidler, der havde forårsaget bl.a. kræft, sterilitet og deformationer.

Den liberale Enrique Bolaños vandt præsidentvalget i november 2001 med 53,3% af stemmerne. Daniel Ortega fik 45%. Men i parlamentet gav valget hverken flertal til de liberale eller FSLN. Ortega udtrykte utilfredshed med optællingsresultatet, der ikke svarede til FSLN's eget, og formanden for den øverste valgkommission modtog dødstrusler, men iflg. observatører fra OAS kunne der ikke konstateres uregelmæssigheder i valgprocessen.

En uge efter Bolaños i januar 2002 havde overtaget præsidentposten, blev hans forgænger Alemán valgt til formand for Nationalforsamlingen. FSLN udvandrede under afstemningen, fordi der iflg. dem var tale om et ulovligt valg, eftersom der var tale om en forfatningsændring gennemført i hans regeringsperiode. Kort tid efter afviste parlamentet at hæve Alemáns parlamentariske immunitet. Retsvæsenet havde ellers begæret ham retsforfulgt for svindel overfor staten til en værdi af 1,3 mio. US$, underslæb og kriminel sammenslutning.

I 2002 opgav det nicaraguanske retsvæsen at retsforfølge ekspræsident Ortega med den forklaring, at sagen var forældet. Hans steddatter, Zoilamérica Narváez havde i 1998 rettet anklager imod ham for seksuelle overgreb og voldtægt, men Ortega der da var parlamentariker var beskyttet af immunitet. Året efter havde Narváez fået sagen bragt for den interamerikanske menneskerettighedskommission, der tog sagen pga. pligtforsømmelse i det nicaraguanske retsvæsen.

I de senere år er antallet af gadebørn taget kraftigt til i Nicaragua. I de fleste tilfælde ender børnene som kriminelle. Nogle af dem arresteres illegalt af politiet, samtidig med at enkeltstående borgere og grupper har erklæret, at de vil gennemføre «social oprydning» - dvs. myrde børnene og de unge som det sker i nabolandene Honduras og Guatemala.

7. december 2003 blev ekspræsident Alemán idømt 20 års husarrest og en bøde på 17 mio. US$ for forskellige korruptionssager, deriblandt overførslen af 100 mio. US$ i statslige midler til sine politiske kampagner.

17. december undertegnede Nicaragua, Guatemala, Honduras og El Salvador en aftale med USA om frihandel, hvorefter toldsatserne og -skrankerne gradvist skal afvikles for landbrugsprodukter, industrielt forarbejdede fødevarer, investeringer, seviceydelser og intellektuelle ydelser.

Efter at have opfyldt betingelserne i programmet for eftergivelse af gæld for fattige forgældede lande, eftergav Verdensbanken i januar 2004 80% af Nicaraguas 6,5 mia. US$ store udlandsgæld. Kravene til eftergivelse er bl.a. privatiseringer og gennemførelsen af strukturtilpasningsprogrammer, men kritikerne af disse fremfører, at disse initiativer ikke har ført til en forbedring af befolkningens sociale situation. 50% af befolkningen har fortsat ikke adgang til elektricitet eller telekommunikation, og de sociale nedskæringsprogrammer har kun forværret befolkningens sociale situation: det offentliges udgifter til sundhed faldt fra 50 US$ pr. indbygger i 1983 til 16 US$i 2000, underernæringen og børnedødeligheden er steget, i 2003 var der 840.000 børn, der ikke havde adgang til undervisning og arbejdsløsheden nåede op på 13%. Halvdelen af landets befolkning lever fortsat i fattigdom.

I juli undertegnede Nicaragua og Tyskland i Berlin en aftale om total eftergivelse af udlandsgælden, som var opstået i 1980'erne. Det drejede sig om 423 mio. US$. Tyskland gav endvidere tilsagn om en række bistandsprogrammer i 2004-05: 28 mio. US$ bevilges til lokal udvikling og til en studie- og ekspertfond; 10 mio. US$ gives i teknisk bistand til en række andre programmer.

Kommunalvalget i november tillod FSLN at bevare borgmesterposten i hovedstaden Managua.

Gennem 2005 øgedes spændingen mellem Nicaragua og Costa Rica pga. den uenighed der opstod i 1998 om grænsedragningen i Rio San Juan. En traktat fra det 19. århundrede gav Costa Rica ret til kommercielt at besejle floden, men iflg. Managua tillod traktaten ikke tilstedeværelse af bevæbnede costaricensiske politifok.

Lige som resten af Mellemamerika blev Nicaragua ramt af orkanen Stan i oktober 2005, men selv om skaderne ikke var lige så store som i Guatemala og El Salvador, kostede den 11 nicaraguanere livet og betydelige materielle skader.

Daniel Ortega vandt i november 2006 præsidentvalget over sin borgerlige modkandidat med 38% af stemmerne. USA havde under valgkampen blandet sig og igangsat en skræmmekampagne mod Ortega og sandinisterne, som USA førte krig imod i 1980'erne. For at sikre sig sejren havde Ortega indgået aftaler med gamle fjender fra Contraerne. Ortegas sejr var udtryk for stor folkelig utilfredshed med 15 års borgerligt styre præget af omfattende korruption og magt-arrogance. Ortega erklærede ved sin tiltræden i januar 2007 åben kamp mod sult, fattigdom og korruption. Han erklærede videre, at han ønskede at bevare et venligt forhold til USA. Cubas præsident Fidel Castro deltog ikke i indsættelsen pga. sygdom, men det gjorde Venezuelas Hugo Chávez.

Som en af sine første embedshandlinger satte Ortega gang i Nicaraguas optagelse i det latinamerikanske ALBA samarbejde. Landet blev optaget allerede i februar 2007.

For at undgå den åbne splittelse i forholdet mellem FSLN og kirke der prægede Nicaragua i 1980'erne, allierede FSLN sin med den dybt konservative katolske kirke. Konsekvensen var bl.a., at mens fronten i 80'erne gik ind for retten til abort, er den nu imod og selv den begrænsede ret når gravideten var til fare for moderens liv er siden blevet fjernet af FSLN og den katolske kirke.

Efter Colombias militære angreb på Equador i marts 2008 afbrød Nicaragua de diplomatiske forbindelser med slyngelstaten. Forbindelserne blev dog genoptaget nogle måneder senere under Rio Gruppens topmøde i Santo Domingo. De diplomatiske forbindelser er dog fortsat anstrengte, og Colombias præsident protesterede skarpt overfor Nicaragua da Ortega i maj kondolerede overfor guerillabevægelsen FARC, da dennes historiske leder, Tiro Fijo døde. Ortega udtrykte sin solidaritet med FARC og karakteriserede Tiro Fijo som en stor forkæmper for social retfærdighed i Colombia.

Også EU og USA har kølnet sine forbindelser til Nicaragua efter FSLN's valgsejr i 2007. EU har indstillet sin bistand, og det samme har Danmark gjort - af politiske årsager. Nicaragua har kompenseret for det køligere forhold til EU og USA ved at styrke sine bånd til det øvrige Latinamerika, til Rusland og Iran. Nicaragua anerkendte i september 2008 de to georgiske udbryderrepublikker Sydossetien og Abkhazien. Under NATO's krig mod Libyen i første halvdel af 2011 var Nicaragua et af de få lande der stillede sig på Libyens side.

Mens økonomien gik tilbage i 2009 som følge af den globale økonomiske krise, voksede den atter 4,5% i 2010. Primært som følge af øget eksport og flere turistindtægter. Landet arbejder fortsat på at få anlagt en kanal fra Stillehavet til Caribien, der kan konkurrere med Panamakanalen. En sådan kanal vil være et ordentligt boost for landets økonomi.

Ortega vandt præsidentvalget i november 2011 med 62,5% af stemmerne. På andenpladsen måtte den liberale Fabio Gadea Mantilla nøjes med 31%. Ortega fik med andre ord en solid fremgang fra valget 5 år tidligere. Parlamentsvalget gav FSLN 63 ud af de 92 pladser i parlamentet.

I juni 2013 gav Nationalforsamlingen en 50 årig koncession til Hong Kong Nicaragua Canal Development Investment Company til at at bygge og drive en kanal fra Atlanterhavet til Stillehavet. Bygningen af kanalen er budgetteret til 40-50 mia. US$. Den gik i gang i december 2014 og var planlagt til at være færdig 5 år senere. Linieføringen af en kanal gennem Nicaragua var blevet foreslået flere gange tidligere. USA overvejede i slutningen af 1800 tallet at bygge en kanal gennem Nicaragua, men pres fra Frankrig og plantede løgnehistorier i USA's presse fik i stedet USA til at bygge kanalen gennem Panama. Kanalen skal starte ved Brito flodens udmunding i Stillehavet, gå op gennem Nicaraguasøen og ende ved Punta Gorda flodens udmunding i Atlanterhavet. Bønder og miljøgrupper har protesteret mod byggeriet.

I januar 2014 vedtog Nationalforsamlingen med 64 stemmer mod 25 en forfatningsændring, der fjernede begrænsningen på perioder en siddende præsident kan genvælges. Den da 68 årige Ortega kunne derefter genvælges så mange gange han kunne skaffe sig flertal i befolkningen. Skridtet blev skarpt kritiseret af oppositionen.

Nicaragua nød i disse år godt af billig olie fra Venezuela.

Den Interamerikanske kommission for Menneskerettigheder (IAHCR) beordrede i 2015 Nicaraguas regering til at beskytte Miskito folket, der var i hyppige voldelige konfrontationer med fremtrængende jordejere. I 2013-15 var 24 miskitoer blevet dræbt under disse konfrontationer.

I november 2015 godkendte regeringen en miljøundersøgelse, der belyste de miljømæssige konsekvenser af bygningen af en kanal mellem Atlanderhavet og Stillehavet. Byggeriet kunne dermed gå i gang, men det var dog usikkert om der kunne skaffes tilstrækkelig financiering til byggeriet, der ville blive en konkurrent til Panamakanalen.

Ligeledes i november lukkede regeringen grænsen for cubanere, der fra Costa Rica ønskede at rejse videre til USA. Mange cubanere rejste ud af Cuba i disse måneder fordi de frygtede, at USA's åbne dørs politik overfor cubanere ville blive indstillet i takt med at forholdet mellem USA og Cuba blev normaliseret. Konsekvensen var, at der i januar 2016 befandt sig 8.000 cubanere i Costa Rica. USA betalte derefter for at få dem fløjet videre.

I 2016 valgte Nicaragua ikke at undertegne Parisaftalen om reduktion i udledningen af CO₂. Grunden var, at landet ikke mente aftalen gik vidt nok for at beskytte kloden mod globale klimaforandringer. Nicaragua selv var inde i en hurtig udvikling mod vedvarende energikilder. Iflg. regeringens egne oplysninger var 25% af landets energi dækket af vedvarende energikilder i 2007. Dette var vokset til 52% i 2016.

I juni 2016 fjernede højesteret lederen af landets største oppositionsparti Partido Liberal Independiente (PLI), Eduardo Montealegre. Oppositionen havde dermed fået fjernet sin stærkeste kandidat op til præsidentvalget i november. I august bekendtgjorde præsident Daniel Ortega, at han stillede op til en 3. periode, og denne gang med sin kone Rosario Murillo som vicepræsidentkandidat. Ortega fik 72,4% af stemmerne. Han kunne dermed indlede sin 3. præsidentperiode siden 2007.

Samtidig med præsidentvalget gennemførtes parlamentsvalg. FSLN gik 7 mandater frem til 70 og havde dermed fortsat majoritet i det 92 medlemmer store parlament. For PLI var valget en katastrofe; det mistede 25 mandater og måtte nøjes med 2. Til gengæld gik PLC 11 mandater frem til 13. Ved valget til det Centralamerikanske Parlament fik FSNL 15 ud af 20 pladser. Kandidatlisterne til begge parlamenter skulle indeholde lige mange mænd og kvinder. En del af forklaringen på FSLN's sejre var den relativt høje økonomiske vækst i landet og fraværet af den vold, der forkrøblede de nordligere mellemamerikanske lande, Guatemala, El Salvador og Honduras.

En række forskellige miljøorganisationer og organisationer af oprindelige folk klagede i 2016 over bygningen af den inter-oceaniske kanal gennem landet.

Tusinder gik fra april 2018 i demonstration mod Ortega styret i Nicaragua. Der var ikke blot tale om civile, men også om unge bevæbnede med hjemmelavede morterer. Regeringen gik med til at trække varslede forringelser af pensioner og øgede socialbidrag tilbage og løslod fængslede demonstranter, men demonstranterne krævede Ortegas afgang. Ved udgangen af juni var over 300 dræbt i kampene.

2018 Oprør mod Ortega styret

I april 2018 udbrød et folkeligt oprør mod Ortega styret. Baggrunden var, at regeringen havde besluttet at øge arbejdernes bidrag til socialvæsenet og beskatte pensionsudbetalinger. Det statslige socialvæsen Instituto Nicaraguense de Seguridad Social (INSS) havde i flere år haft underskud, og for at rette op på det besluttede regeringen at øge arbejdernes bidrag til INSS fra 6,25% til 7%. Samtidig blev der lagt en 5% skat på pensionsudbetalinger. IMF havde pålagt landet at skære i de sociale budgetter og støttede INSS indgrebet. Men i lyset af den økonomiske krise i landet udløste indgrebet voldsomme folkelige protester, og i løbet af 5 dage var 30 blevet dræbt under demonstrationer mod regeringen. Det fik Ortega styret til at trække INSS indgrebet tilbage, men for sent. Demonstrationerne fortsatte og koncentrerede sig nu om kravet om Ortegas og regeringens afgang. Ortega talte om indblanding fra USA's side, og det var da også korrekt, at USA havde financieret højrefløjsgrupper, der gik til væbnet angreb på sikkerhedsstyrkerne. I de foregående år var det lykkedes USA at vælte de folkelige regeringer i Argentina og Brasilien og kraftigt destabilisere regeringen i Venezuela. Nicaragua var nu næste land, hvor der skulle indsættes en USA venlig regering. Men oprøret var ikke blot USA baseret. Der var stor folkelig utilfredshed pga. den økonomiske krise, utilfredshed med Ortega familiens berigen sig selv, og med sikkerhedsstyrkernes overgreb mod demonstranterne.

I dagene 16-23. maj gennemførtes en national dialog mellem regering, opposition og de folkelige organisationer, der protesterede mod regeringen. Ortega styret gav en række indrømmelser, men oppositionen stod fast på sit krav om Ortegas afgang. Dialogen brød derfor sammen, og under en demonstration 30. maj arrangeret af mødrene til dræbte demonstranter blev yderligere 15 dræbt. Massakren fik kampene til at blusse op overalt i landet - især i de større byer. Masaya 26km syd for hovedstaden Managua blev besat af væbnede demonstranter. En særlig torn i øjet for FSLN, for det var derfra slutoffensiven mod Somoza diktaturet i juli 1979 blev indledt. Kampene eskalerede med over 300 dræbte ved udgangen af juni. (Nicaragua's Sandinista stronghold is a city 'at war' with the president, Guardian 7/6 2018. Nicaragua's president Daniel Ortega to stand firm despite violence, Guardian 4/7 2018. Capitalist Development in Nicaragua and the Mirage of the Left, Trouth Out, 18/5 2018. 2018 Nicaragua protests, Wikipedia. Shoot to kill. Nicaraguas strategy to repress protest, Amnesty International maj 2018)

I december 18 inddrog styret 5 menneskerettighedsorganisationers licenser og lukkede en lang række uafhængige medier.

Oprøret og USA's økonomiske krig mod landet fik økonomien til at styrtdykke gennem 2019 og 20.

Der blev gennemført præsident- og parlamentsvalg i november 2021. Som optakt fængslede Ortega styret en lang række politiske modstandere. Deriblandt mange han tidligere havde kæmpet sammen med i FSLN. Cristiana Chamorro Barrios der var datter af den tidligere præsident Violeta Chamorro blev fængslet. Det samme gjaldt tidligere fremtrædende FSLN medlemmer som Dora Maria Tellez og Hugo Torres Jiménez. Mange andre flygtede ud af landet. I august annullerede styret 6 europæiske og US NGO'ers tilladelse til at fungere i landet. Præsidentvalget blev vundet af Ortega med 75,9% af stemmerne. FSLN gik 4 mandater frem til 75, mens det største oppositionsparti PLC gik 5 mandater tilbage til 9. FSLN havde dermed et knusende flertal i det 91 pladser store parlament. ALBA, Bolivia, Cuba, Rusland, Taiwan og Venezuela hilste resultatet velkomment, mens valget blev fordømt af EU, USA, OAS og en række latinamerikanske lande. USA udvidede efterfølgende sin økonomiske krig mod Nicaragua med nye sanktioner.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 23/3 2022

Læst af: 112.340