Browserudgave

Undren

Det interessante og paradoksale ved begrebet undren er, at man i grunden ikke forstår det, hvis ikke man selv er eller kommer i en undren. Undren – ikke blot set som et begreb, et ord, men som et fænomen og hændelse, der sker med én – er noget af det måske mest grundlæggende eller oprindelige i den menneskelige tanke. Man vil kort sagt have meget svært ved at forstå, hvad undren er, hvis man kun forholder sig leksikalsk til undringsfænomenet. Kierkegaard skriver et sted (Kierkegaard, 1997/1841, s. 71), at begreberne altid beholder «…en Slags Hjemve efter deres Fødeegn». Vil man sige noget om et begreb, må dette begreb altid «…sees tilblivende ved Phænomenet».(ibid.) Dette gælder om noget undringsbegrebet, der først og fremmest vil kunne tilnærmes og forstås via en fænomenologisk tilgang. I det følgende skal der dog – i leksikalsk ånd – gives følgende korte tilgange: en etymologisk, en idéhistorisk, en fænomenologisk og en praksis-relateret tilgang.

Etymologisk lægger ordet undren (på græsk thaumazein, på latin mirari) sig tæt op af det oldnordiske ord undra, der betyder forundring og det at opleve et under eller noget mirakuløst eller underfuldt. Det engelske ord wonder, på oldengelsk wundor, er etymologisk beslægtet med det tyske ord Wunde eller på engelsk wound, altså sår. Det har fået fænomenologer som Parsons (1969) til at tale om undren om en pludselig og uventet rift eller sårbarhed og åbenhed i membranen af systemer af etableret viden og forventede meninger, som mennesket ser verden igennem. At blive ramt af undren («to be wonderstruck») kan eje to betydninger. Enten forstås undren som det at blive ramt af en fremmedartet eller overvældende begivehed eller fænomen, der falder uden for eller overstrømmer gældende forståelsesramme. Eller også, hvilket undringsfilosoffer som Martin Heidegger (1994), Hannah Arendt (2019/1978), Ludwig Wittgenstein (1991) og Gabriel Marcel (1950) vil sige, er den dybeste form for undren at blive ramt af undren som en «seen-det-underfulde-og-ekstraordinære-i-det-ordinære-og-hverdagsagtige». Hvor man i den første undring står i et aktivt epistemologisk og videns-søgende verdensforhold, står man i den anden undren i et passivt modtagende ontologisk (værensmæssigt) og visdoms-lyttende verdensforhold.

Derfor skelner f.eks. Wittgenstein mellem en videnskabelig og årsags- og forklarings-søgende undren, og en eksistentiel og filosofisk undren. Som han skriver: «For at undre sig må mennesket – og måske hele folkeslag – vågne op. Videnskaben er et middel til atter at få det til at slumre ind». (Wittgenstein, 1991, s. 19)

Idéhistorisk er undringsbegrebet blevet forstået meget forskelligt ned gennem tiden. Før Sokrates, Platon og Aristoteles finder man undringsbegrebet brugt først og fremmest inden for den græske mytologi og i religiøse kontekster. Her står undren frem som mødet med det guddommelige eller det mirakuløse. Med Sokrates, Platon og Aristoteles bevæger undringsbegrebet sig i stigende grad fra Mythos til Logos. Hos Sokrates og Platon ser man stadig en poetisk åbning for Mythos, og den filosofiske undring (thaumazein) forstås ikke blot som begyndelsen på det at filosofere. Den filosofiske undren ses som selve drivkraften og inspirationen for filosoffen fra start til slut, der som en anden gnist bestandig skal springe mellem tankerne og fænomenet, som man forsøger at begribe men aldrig helt kan få fat på via tankerne (Verhoeven, 1972; Hansen, 2008). Sokrates og Platon ville, som Kierkegaard (1997/1841) og Arendt (2019/1978) hver på deres måde viser, med den filosofiske samtalekunst og dialektik «optø» de faste meninger og begreber, så de samtalende kan komme ud i det åbne og ind i et undringsfællesskab og ikke mindst til den stilhed og lytten til fænomenet selv – her Det Gode i sig selv – som var filosofiens endelige mål. At filosofere var for Sokrates en livsform og en livskunst, der bestandig skulle holde vores øjne åbne for livet og mennesket set og oplevet som et under, som et altid levende og uudgrundeligt mysterium.

Med Aristoteles derimod ændres betydningen af undringsbegrebet. Han så på undren som blot en igangsættende impuls, som noget der må overstås for at kunne komme i gang med at filosofere «rigtigt» – dvs. teoretisk og akademisk. Et sådant syn på undren finder man f.eks. også hos Hegel ca. 2000 år senere. Men for Kierkegaard, og senere Heidegger og de andre førnævnte undringsfilosoffer er det da kun den epistemologiske og «videns-søgende» undren, vi så har med at gøre, og ikke den ontologiske og eksistentielle undren, som optager dem.

I modsætning til den teologiske eller religiøse undren, blev den filosofiske undren betragtet af den kristne højmiddelalders kirkefader Thomas Aquinas som en form for åndelig dovenskab og bedøvelsestilstand. Han forholdt sig kritisk til den filosofiske undren, fordi han mente, at den fik mennesket til at se væk fra det guddommelige og kun på det jordiske. I Renæssancen møder den filosofiske undren også modstand men nu hos de naturvidenskabelige tænkere som f.eks. Francis Bacon, der beskriver undren som «broken knowledge», altså som udtryk for en defekt og «hullet» viden, der skal lappes eller fjernes. En lignende kritik er visse moderne uddannelsesfilosoffer kommet med, idet de hævder, at undren ikke har den samme igangsættende og eksplorative kraft og læringspotentiale som f.eks. fænomenet nysgerrighed (Menning, 2019). Omvendt vil andre aktuelle uddannelsesfilosoffer hævde, at nysgerrighed («gerrig efter det nye») kun får fat i «den lille undren», dvs. den videnskabelige og videns-søgende undren, og ikke «den store undren», som er den filosofiske og kontemplative undren (Schinkel, 2020). Hvor nysgerrighed er knyttet til en menneskelig villen og «have»-lyst – et begær efter at have mere viden – er undren ikke noget, man kan ville, men en væren vi bringes i. Den kontemplative og eksistentielle undren kommer altid uventet, og som noget vi gribes af. Kraften i den er ikke begær men snarere en glæde og kærlighed til den verden, der «er» lige foran os, og som vi nu ser som for første gang. Den danske teolog, livsfilosof og fænomenolog, K.E. Løgstrup (1995) siger, at der ligger en skjult glæde og taknemmelighed gemt i forundringen. Hvorfor? Fordi vi i forundringen – både når vi bevæges til forundring via den æstetiske eller filosofiske vej – erfarer, at der i undringsøjeblikket er noget, der gives os. Noget, som har dyb meningsfuldhed, men som vi – «Gud ske tak og lov», tilføjer han – ikke selv har ansvaret for.

Hvis man fænomenologisk vil indkredse, hvad undren er i den eksistentielle og filosofiske forstand, kan man indledningsvist begynde at spørge, hvorfor det at undre sig filosofisk ikke er det samme som at være nysgerrig, undersøgende, udforskende – eller overrasket, forbavset, forbløffet eller bjergtaget. Man kan også dvæle ved, hvorfor der mon synes at være et større slægtsskab mellem den kunstneriske forundring og den filosofiske undren end mellem den videnskabelige undren og filosofiske undren. I forundringen og undringen gribes vi som sagt af noget, som vi fornemmer som dybt værdifuldt men ubegribeligt. Eller beskrevet på en anden måde: «I undringen oplever vi som at være under indtryk af noget ufatteligt og dybt gådefuldt og samtidigt mærkværdig genkendeligt. Undringsøjeblikket er et fint og skrøbeligt øjeblik, der med ét er væk igen, når ens refleksive bevidsthed rettes imod det, men samtidig står man ofte tilbage med efterklangen af at have erfaret noget vigtigt, noget underfuldt, der har talt til én på et sjæleligt plan. Det er, som var vi i berøring eller dialog med noget, som vi har længtes efter». (Hansen, 2016, s. 108)

I dag er der en stærk og voksende interesse i undringsfænomenet ikke kun inden for filosofi og fænomenologi, men også i praksis relateret til neurovidenskab (Gallagher et al. 2015), teologi (Fuller, 2006; Deane-Drummond, 2006), æstetik (Light & Smith, 2005; Leddy, 2012), uddannelsesforskning (Egan et al, 2014; Schinkel, 2020), design- og innovationsforskning (Hansen, 2016, 2018; Herholdt-Lomholdt, 2019), sundhedssektoren (Hansen, 2016, Pedersen, 2019), psykoterapi (Seth, 2017) samt inden for økologi og bære/være-dygtighed (Willmott, 2018).

F.Th.Ha.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Pædagogik

Sidst ajourført: 26/5 2020

Læst af: 629