 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Baldwin, James
 |
|
James Baldwin på forsiden af Time Magazine 1963 |
James Baldwin (1924-87), nordamerikansk forfatter og borgerrettighedsforkæmper. Baldwin blev født den 2. august 1924 på Harlem Hospitalet i New York som søn af Emma Jones. Han blev navngivet James Arthur Jones. Moderen giftede sig 3 år senere med arbejderen og baptistpræsten David Baldwin. Parret fik 8 børn og James tog efternavn efter sin stedfar. Baldwin og stedfaderen havde et stormfuldt forhold, der ofte kunne være endt i slagsmål. Årsagen var, at Baldwin læste, kunne lide film og havde hvide venner. Alt sammen ting stedfaren mente truede Baldwins «frelse». Stedfaderen hadede hvide og hans tro var bl.a. baseret på, at han håbede gud ville straffe de hvide for ham. I 1920'erne og 30'erne arbejdede han på en sodavandsfabrik, som han endte med at blive fyret fra. Hans had og vrede gennemsyrede hans prædikener, og han var derfor mindre efterspurgt som prædikant. Vreden gik i stedet ud over familien, og børnene var bange for ham.
Som den ældste søn begyndte Baldwin at arbejde tidligt for at støtte sin familie økonomisk. Han var præget, ikke blot af de vanskelige forhold i familien, men også af den fattigdom og diskrimination, der omgav ham. Det var et generelt vilkår i USA. Som han voksede op, blev de venner han var vokset op med stofmisbrugere, kriminelle eller prostituerede. Han skrev senere: «Jeg havde aldrig en barndom. Jeg havde ingen menneskelig identitet. Jeg blev født død».
Allerede tidligt i skolen gjorde Baldwin sig bemærket med sine evner til at skrive. Han vandt konkurrencer og hans lærere opfordrede ham til at dyrke biblioteket på 135. gade i Harlem. Det blev hurtigt hans foretrukne opholdssted. I Folkeskolen mødte han den unge hvide skolelærer Orilla Miller, der tog ham under sine vinger. Bl.a. tog hun ham med til opførelsen af Orson Welles' MacBeth med udelukkende afroamerikanske skuespillere. Hun var en af årsagerne til at han i modsætning til sin stedfader aldrig udviklede et had til hvide.
Efter underskolen kom Baldwin i mellemskole i Frederick Douglass Junior High School. Her mødte han andre, der fik afgørende betydning for hans dannelse. Bl.a. Herman W. Porter der var uddannet på Harvard. Han skolens rådgiver for dens skoleblad, Douglass Pilot, som Baldwin blev redaktør for. Under hans vejledning og tilskyndelse offentliggjorde Baldwin sin første artikel i bladet som 13 årig. Dens titel var Harlem — Then and Now.
Efter mellemskolen blev han optaget på De Witt Clinton High School i Bronx, der var en overvejende hvid og jødisk skole. Her var han ligeledes med til at redigere skolens blad, og i skolens årbog angav han sit karriereønske som forfatter.
Som teenager fandt han ud af, at han var mere tiltrukket af mænd end af kvinder. Det var en «forbudt» drift på den tid, og han søgte derfor tilflugt i kirken. Han gik ind i pinsebevægelsen og fandt hurtigt ud af, at han ikke blot kunne skrive, men også tale og drage en forsamling med sig.
Baldwin fik sin eksamen som 17 årig i 1941. Han var nødt til at forsørge sin familie og fik derfor forskellige jobs som arbejdsmand i New Jersey. Her oplevede han racismen i nordstaterne. Bl.a. fra hans hvide arbejdskammerater, der kom fra syden og i restauranter, der ikke ville servere for afroamerikanere.
I 1943 flyttede han tilbage til Harlem. Han boede sammen med sin familie og forsøgte at forsørge den gennem skiftende jobs som arbejdsmand. Han var hverken i stand til at forsørge familien ordentligt eller have tid til at skrive. Han drak kraftigt og sank ned i depression. Det var den modernistiske maler Beauford Delaney, der reddede Baldwin ud af drikkeriet og depressionen. De to blev venner for livet og Delaney blev en mentor for ham. Han viste, at det faktisk var muligt for en afroamerikaner at leve af sin kunst.
Det var Delaney der trak Baldwin med til Greenwich Village, hvor han levede i en længere periode. Bydelen havde været dragende på ham i flere år, og nu fik han mulighed for at leve der. Greenwich Village blev en stor inspiration. Baldwin stiftede venskab med kunstnere som Marlon Brando, udforskede sin egen seksualitet gennem relationer til både mænd og kvinder. Han blev også introduceret til politik og var en kort periode trotskist.
I 1945 var med til at starte det litterære tidsskrift The Generation. Samme år lykkedes det gennem litterære kontakter at få et forskud på 500 US$ fra forlaget Harpers til at færdiggøre hans autobiografiske bog. Det kom der ikke nogen bog ud af i første omgang. Først i 1953 blev den trykt med titlen Go Tell It On The Mountain.
Hans litterære kontakter skaffede ham adgang til aviser og magasiner. I 1948 offentliggjorde han sit første essay i magasinet Commentary under titlen The Harlem Ghetto. Den behandlede antisemitismen blandt afroamerikanere i Harlem. Han konkluderede, at på det punkt var Harlem blot en kopi af antisemitismen blandt de hvide.
1948-57 I eksil
I 1948 flyttede han til Paris. Han var frustreret over racismen i USA og ønskede ny inspiration for sig selv og sit forfatterskab. Rejsen var i virkeligheden financieret af et stipendium på 1500 US$ fra fonden Rosenwald Fellowship. Stipendiet skulle have været brugt til at skrive en bog med fotos og artikler om kirkerne og religiøsiteten i Harlem. Men selv om der blev fotograferet og skrevet, blev værket aldrig færdigt. Hans mor fik de fleste af pengene, og resten blev brugt til at financiere rejsen til Paris.
Baldwin blev i Paris i 9 år med kortere afstikkere til Schweiz og Spanien. Han var en del af det kulturradikale miljø, hvor han også stiftede bekendtskab med bl.a. Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Max Ernst og Truman Capote. Han var ludfattig, boede mest hos venner og ind imellem på billige hoteller. Men han undslap racismen i USA. Paris var et åndehul.
Han forfattede en lind strøm af artikler og essays under opholdet i Europa. En af de mere bemærkelsesværdige var The Negro in Paris, hvor han sammenlignede afroamerikanere og euroamerikanere og konstaterede, at de var grundlæggende forskellige, trods deres fælles oprindelse og hudfarve. Afroamerikaneren var dybt fremmedgjort overfor sig selv og sit folk efter århundreders slaveri og racisme. Det var et ukendt træk blandt afrikanere i Paris.
Under opholdet formulerede han også sin kritik af den 16 år ældre afroamerikanske forfatter Richard Wright. Han kaldte Wrights artikler, noveller og romaner for «protestlitteratur». De kritiske artikler skaffede ham betegnelsen «den mest lovende Negro forfatter siden Richard Wright».
To efter udgivelsen af sin første bog, Go Tell It On The Mountain i 1953, udgav han essaysamlingen Notes of a Native Son. Bogen var bemærkelsesværdig, fordi Baldwin som led i sin kritik af protestlitteraturen antog en hvid synsvinkel i sine essays.
Året efter fik han sin anden roman, Giovanni's Room trykt. Romanen var kontroversiel pga. sit homo-erotiske indhold, men fik til Baldwins lettelse en god modtagelse og kritik.
Mens Baldwin var i Europa udviklede borgerrettighedsbevægelsen sig i USA. I 1954 havde højesteret afsagt kendelsen om, at raceadskillelsen i USA's skoler skulle bringes til afslutning. De hvide racister svarede igen med vold. I august 1955 bortførte, torturerede og lynchede de den 14 årige afroamerikanske skoledreng Emmett Louis Till i Mississippi. Baldwin sad på den anden side Atlanten, men forsøgte alligevel at blande sig i kampen mod apartheid USA. I 1956 skrev han essayet The Crusade of Indignation, der var et opgør med Onkel Toms Hytte, der i over 100 år havde givet de hvide nordamerikaneres et endimensionalt billede af afroamerikanerne. Det blev fulgt af essayet William Faulkner and Desegregation, der var en kritik af den hvide forfatter William Faulkner, der havde gjort sig til talsmand for de hvides voldelige modstand mod afskaffelsen af apartheid.
1957 Tilbage til USA
Han vendte i efteråret 1957 tilbage til USA. Den racisme han var flygtet fra 9 år tidligere var nu under angreb fra venstrefløjen og borgerrettighedsbevægelsen. Baldwin ønskede at blive være en del af modstandskampen. I 1963 fik han trykt 2 essays i bogen The Fire Next Time. Det første var skrevet i form af et brev til hans 14 årige nevø. Det diskuterede racens centrale rolle i USA's historie. Det andet og største essay behandlede forholdet mellem race og religion. Det handlede om hans egne erfaringer med den kristne kirke som ung samt Nation of Islam og dens indflydelse i Harlem. De to essays var oprindelig bragt i The New Yorker, og skaffede nu Baldwin en plads på forsiden af Time, samtidig med at han rejste rundt i Syden og talte borgerrettighedsbevægelsens sag. Mange afroamerikanske nationalister kritiserede ham for hans forsonlige holdning overfor de hvide. Trods den racisme han selv havde oplevet, havde han lagt både den og hans stedfars had til hvide bag sig. Men det var vanskeligt for mange afroamerikanere at se forsoning, når de blev mødt af de hvides vold og undertrykkelse.
Baldwin var i sin kamp for borgerrettigheder knyttet til Congress of Racial Equality (CORE) og SNCC. Efter urolighederne i Birmingham i 1963, sendte han et telegram til USA's justitsminister Robert F. Kennedy, hvor han lagde ansvaret for urolighederne på FBI, dennes direktør J. Edgar Hoover, Mississippis egen senator James Eastland og Kennedy selv. Kennedy svarede ved at invitere Baldwin til et morgenmadsmøde. Det blev fulgt af endnu et møde mellem de to i Baldwins lejlighed i New York, hvor også skuespilleren Harry Belafonte, sangeren Lena Horne, forfatteren Lorraine Hansberry og aktivister fra borgerrettighedsbevægelsen deltog. Selv om mødet umiddelbart var en fiasko, gav det bevægelsen mulighed for at præsentere sig sag overfor landets top.
Den 28. august 1963 gennemførte borgerrettighedsbevægelsen sin March til Washington. Det var den march hvor Martin Luther King holdt sin berømte I have a Dream tale. Baldwin deltog også i marchen. Bevægelsen var åbent imod homoseksuelle. Det var årsagen til, at Baldwin ikke fik lov til at tale under mødet i Washington, og det vanskeliggjorde forholdet mellem Baldwin og bevægelse.
Apartheidregimet i syd svarede igen på marchen ved 2½ uge senere at bombe baptistkirken i Birmingham, Mississippi. Det skete 15. september 1963. Terrorangrebet kostede 4 afroamerikanske piger livet. Angerebet blev senere udødeliggjort i Spike Lees dokumentarfilm 4 little Girls.
 |
|
Maleren Beauford Delaneys portræt af Baldwin fra 1944. De to var venner gennem hele livet, og Delaney malede et utal af portrætter af ham. |
Baldwin blev også mødt med kritik fra de Sorte Pantere. Ikke politisk, men homofobisk. Panternes Eldridge Cleaver udgav i 1968 essaysamlingen Soul on Ice, hvor essayet Notes on a Native Son var en lang homofobisk fordømmelse af Baldwin. Den afroamerikanske feminist Michele Wallace skrev efterfølgende, at Cleavers Soul on Ice var et forsvar for sorte macho stereotyper.
I 1972 udgav Baldwin essaysamlingen No Name in the Street, hvor han fremlagde sit syn på McCarthyismen, lederne af Black Panthers, Huey Newton og Eldridge Cleaver, samt mordene på de afroamerikanske ledere Martin Luther King og Malcolm X.
1970 Atter i eksil
Baldwin vendte i 1970 tilbage til Frankrig, hvor han slog sig ned i et lille hus i byen Saint-Paul-de-Vence i den sydlige del af landet. Bortset fra hyppige rejser tilbragte han resten af sit liv der. Huset var åbent for hans venner, der talte en lang række internationale kunstnere som Harry Belafonte, Sidney Poitier, Nina Simone, Josephine Baker, Miles Davis, Ray Charles, Yves Montand og Marguerite Yourcenar.
Baldwin døde af mavekræft 1. december 1987. Han blev begravet på Ferncliff kirkegården i Hartsdale nær New York. Efter hans død forsøgte mange at bevare hans hus som et museum, men forgæves. I 2019 rev den franske ejer huset ned og byggede et boligkompleks.
FBI's «sag» på Baldwin fylder 1884 sider. Den dækker overvejende perioden i 1960'erne frem til starten af 70'erne. Det var langt mere end hans samtidige forfattere, og understregede hvor farlig han var for regimet i Washington. I 1968 havde han underskrevet Writers and Editors War Tax Protest, hvor han sammen med andre forfattere forpligtigede sig til at nægte at betale skat i protest mod Vietnamkrigen. Han havde tidligere også støttet Fair Play for Cuba komiteen, der var oprettet i 1960 i protest mod supermagtens krig mod Cuba.
Sidst ajourført: 5/11 2025
Læst af: 637