 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Fabrikslove
Arbejderbeskyttelseslovgivningen i Danmark kan siges at begynde med fabriksloven fra 1873. De vigtigste love som regulerede fabriksarbejdet blev vedtaget i 1873, 1901, 1954 og 1977.
Kun de to første var fabrikslove i streng forstand. De øvrige sigtede også på at omfatte mange andre arbejdsforhold - efterhånden faktisk de fleste. Udover disse love gennemførtes på andre tidspunkter en række mindre reguleringer, hvor især bestemmelserne om arbejdstiden var vigtige.
Opkomsten af fabrikslove var forsøg på at forbedre de arbejdsforhold, som opstod under den tidlige industrielle kapitalisme. Da de nedværdigende forhold var en konsekvens af kræfternes frie spil i en ret så uhindret markedsøkonomi, kan fabrikslovgivningen ses som en «flugt fra markedet». De ældste kritikere af fabriksforholdene påpegede bl.a. farerne for ulykker ved de mange ubeskyttede maskiner, de forfærdelige hygiejniske forhold som herskede mange steder, de talrige sundhedsfarlige arbejdspladser, det udstrakte børnearbejde og en arbejdstid som strakte sig over det meste af arbejdernes liv i vågen tilstand.
Udfra initiativtagerne til arbejderbeskyttelseslovgivningen kan vi inddele perioden fra slutningen af det 19. århundrede og frem i 3 dele: frem til omkring 1890 var det borgerlige filantroper, som havde ledelsen. Herfra til slutningen af første verdenskrig kan epoken kaldes socialliberal. Efter 1918 har arbejderbevægelsen selv stået for de fleste fremstød og forbedringer.
Men der har også ligget mindre ædle grunde end hensynet til arbejdstagernes velfærd bag lovgivningen. Et formuleret formål i 1870'erne var afværgelsen af revolutionsfaren i lyset af bl.a. den franske revolution. Det senere hensyn til arbejdsfreden har i princippet den samme status.
Interessen for arbejderbeskyttelse - i debat, lovgivning og administration - er foregået i flere bølger. Frem til omkring 1920 var aktiviteten stor. Lovændringerne var godt nok ikke særlig store efter 1873 (med undtagelse af arbejdstidsbestemmelserne), men det offentlige tilsyn øgede sin virksomhed voldsomt. Modstand hindrede dog flere radikale forslag i at blive vedtaget. Der blev tidligt argumenteret med, at reguleringer ville gribe ind i den personlige frihed. Fra omkring 1915 blev der især brugt økonomiske argumenter mod arbejderbeskyttelsesbestemmelserne, bl.a. hensynet til konkurrenceevnen overfor udlandet.
Fra 1920 til midten af 30'erne trådte spørgsmålet om arbejderbeskyttelse mere i baggrunden. Der herskede betydelig fattigdom, og arbejdsløsheden svækkede arbejderbevægelsens kampkraft. Den skærpede klassekamp koncentrerede sig overvejende om andre spørgsmål. Den forringede interesse for arbejdsmiljøsager de første 20 år efter 2. verdenskrig må forklares på en anden måde. Stræben efter økonomisk vækst trængte arbejderbeskyttelsen i baggrunden. Men fra slutningen af 60'erne kom arbejdsmiljøet atter i forgrunden. Anledningen var den voldsomme nedslidning, der fulgte i kølvandet på indførelsen af de produktivitetsfremmende lønsystemer. Det skabte en omfattende faglig aktivitet, der fortsatte gennem 70'erne og frem til slutningen af 80'erne. I 1990'erne er arbejdsmiljøproblematikken atter trængt i baggrunden, men mest pga. den generelt reducerede faglige aktivitet.
Arbejderbeskyttelsen har juridisk og historisk ikke direkte været en sag mellem arbejdere og arbejdsgivere afgjort ved forhandlinger. Gennem lovene har staten i stedet stillet krav om ordentlige arbejdsforhold, tolket disse og ført tilsyn med at de blev efterlevet. Arbejdsgiverne er ansvarlige overfor staten - ikke arbejderne, som derfor ikke har kunnet rejse egne krav angående arbejdsmiljøet. Formelt foregik dette altså på en anden måde end f.eks. lønkampen. Praksis i virksomhederne har dog været noget anderledes. Arbejdslivets parter er flere gange kommet lovgivningen i forkøbet - først og fremmest ifht. udvidelse af ferieperioderne. Statens dominerende rolle indenfor dette felt skyldes dels, at arbejdsgiverne har foretrukket denne «neutrale» instans, dels at arbejderbeskyttelsen er blevet betragtet som en sag for eksperter.
I Danmark blev den første lov til beskyttelse af børnearbejdere vedtaget i 1873. Det skete efter at Folketinget havde vedtaget en lov om dyrebeskyttelse, og nogle medlemmer mente, at så kunne man også lave en lov om beskyttelse af mennesker. I loven var det den helt fundamentale beskyttelse mod livstruende arbejde, der var sat på dagsordenen. Lovgivningen handlede om arbejdernes beskyttelse og hvordan staten kunne gribe ind overfor de værste overgreb.
I 1901 oprettedes Fabrikstilsynet (senere Arbejdstilsynet) og i 1954 gennemførtes en større lovrevision. I 1977 blev den nuværende rammelov om arbejdsmiljø vedtaget. (Se iøvrigt Arbejdsmiljø).
Kampen for bedre arbejdsforhold kan tælle mange sejre. Hvordan har virksomhederne reageret overfor truslen mod produktiviteten i form af kortere arbejdstid, miljøtiltag etc.? Lovene har antagelig virket som en ansporing til en teknisk mere avanceret produktion, men arbejderne selv har også måttet betale. Arbejdsgiverne har historisk søgt at kompensere for arbejdstidsforkortelse og udgifter til arbejdsmiljøforbedringer ved at sætte tempoet i produktionen i vejret. En af konsekvenserne på det danske arbejdsmarked i dag er den voldsomme udbredelse af ensidigt gentaget arbejde (EGA), der berører 200-300.000 arbejdere - især kvinder -, stigende udstødning og et stadig dårligere psykisk arbejdsmiljø. Den eksisterende lovgivning skulle egentlig dæmme op for denne udvikling, men i sidste ende er det som altid et spørgsmål om klassestyrkeforholdet på den enkelte arbejdsplads og i samfundet som helhed. Altså om der er tilstrækkelig faglig bevidsthed og aktivitet til at hindre forringelse af arbejdsmiljøet.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 30.090