 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Folk
Folket som en ideel instans spiller en stor rolle i al nyere politisk oppositionstænkning, ud fra den opfattelse at folket er modsætningen til den struktur eller herskergruppe, som oppositionen angriber. Begrebet om folket støtter sig dels til den jacobinske betydning af (små)folket som herskernes modsætning, som det blev udviklet under den franske revolution, (folk i betydningen fransk peuple). Dels til den etnisk-kulturelle opfattelse af folket som det kontinuerlige, sammenbindende, i en nations liv (folk i betydningen tysk Volk). I skandinavisk tradition har arbejderbevægelsen med sit gennembrud i første halvdel af dette århundrede lagt grundlaget for et nyt, samlende folkebegreb hvor begge grundbetydninger er indkorporeret. Udtryk som «folkeoplysning», «svenska folket», «dybt i det danske folk» osv. lader sig ikke oversætte til andre sprog. Som en sammensmeltning af nationalromantiske og socialradikale traditioner, er de blevet de nordiske socialdemokratiers særlige varemærke.
Folk mod eliter
I beskrivende betydning har folket som noget andet end eliterne altid haft en politisk betydning (jfr. udtrykket «Senatus populusque romanus», senatet og det romerske folk: Adel og folk sammen som den statsbærende struktur i den romerske republik). Tanken om en modsætning mellem de to er imidlertid lige så gammel, og udspringer af den almene forestilling om udbytning: At en (mer)værdi skabt ved det enkelte arbejde forsvinder opad den sociale rangstige, hvor den giver grundlag for større magtudfoldelse og derfor øget pres nedad. Tanken om et skel mellem en «tærende» og en «nærende» stand har gennem historien givet anledning til mange oprør. Men først med bortfaldet af kongedømmet af Guds nåde i 1700 tallet, fik oppositionen mod dette skel en mere almindelig legitimitet, og fremstod i sin moderne jacobinske variant. Den har spillet en stor rolle som revolutionært element i arbejderbevægelsen. I et land med begrænsede marxistiske traditioner har arbejderagitationen så at sige udelukkende drejet sig om «folkekrav» efter jacobinsk model.
Folk mod fremmedfolk
Romantikkens opdagelse af folket, dvs. bønderne, som kulturbærere gav udgangspunkt for forestillingerne om folkets etnisk-kulturelle egenart som en modsætning til andre folk. Nationalromantikken i Norge gav sig eksempelvis udtryk i et opgør med dansk kultur og tradition, til trods for de mange påfaldende lighedstræk. Dyrkelsen af folkets egenart efter tysk Volksgeist-tradition synes generelt at have til formål at markere skillelinier overfor andre. I mobiliseringen af «folket» til kamp for selvstændighed overfor et fremmedherredømme synes dette særligt klart.
Kombinationen af det nationale med det jacobinske sociale folkebegreb er historisk betragtet ret almindelig. De russiske populister - «folkevennerne» - i det 19. århundrede baserede deres doktriner på fremhævelsen af det folkeligt russiske som en særlig kvalitet, sat i kontrast til aristokratiets imitationer af vestlig kultur og levemåde. Under anden verdenskrig blev f.eks. nationalkommunismen et politisk alternativ med betydelig støtte både i Jugoslavien og i Norge. Efterkrigstidens nationale befrielsesbevægelser er praktisk taget uden undtagelse både nationale og socialistiske i folkets navn.
Folk mod klasse
Meget af det 20. århundredes politiske konfliktstof kan ses i lyset af de foregående folkebegreber. Århundredets to politiske nydannelser, fascismen og kommunismen, kan begge tolkes som reaktionsbevægelser mod den andens folkebegreb. En kommunistisk retning blev udskilt af socialdemokratiet i reaktion mod den nationalistiske og patriotiske ledelse i arbejderpolitikken, under fremhævelse af den rene klasselære som folketankens modsætning. Fascismen må på sin side betragtes som en national mobilisering af antiklassekarakter. I fascismens samfundslære, korporativismen, kendes ingen social segmentering, opdeling i grupper, og fascismen bekæmpede parlamentarismen som et politisk system, der var baseret på, forstærkede og befordrede den sociale klassedeling af samfundet.
Udfra marxistisk samfundstænkning er «folk» og «folket» udpræget ideologiske begreber. I alle lande hvor socialistiske partier har vundet magten, ses imidlertid, at forestillingen om «folket» indgår som nødvendig reference for legitimering (retfærdiggørelse) af elitens ledelse. Partiet påstår konstant at tjene folket. Også i de lande hvor klassedelingen umuligt kan siges at være ophørt, således at «folket» tilnærmelsesvist skulle betyde et klasseløst samfund. Også socialistiske regimer synes derfor at have behov for at knytte sig til traditionelle forestillinger om en naturtilstand, hvor menneskene uberørt af klassedeling ledes af en altruistisk, næstekærlig, gruppe der interessemæssigt ikke kan adskilles fra de andre.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 30.769