Browserudgave

Serbien

Befolkning	7,3 mio.
Valuta	Nye dinarer
Areal	88.361 Km2
Hovedstad	Beograd
Befolkningstæthed	103,2 indb./Km2
HDI placering	63

Landet er overvejende dækket af bjerge. Det har kun én større slette, nord for Savafloden, der er en biflod til Donau. Her er størstedelen af landbrugsproduktionen koncentreret. Klimaet er i denne region kontinentalt, mens der i kystområderne er middelhavsklima. I bjergene findes der betydelige mineralrigdomme i form af bauxit, kul, kobber, bly og zink, der er vigtige kilder til udenlandsk valuta. Der findes mange miljøproblemer, der især er udsprunget af 1990'ernes krige - især NATO's bombardementer. Det alvorligste er forureningen med deplederet uran, der blev brugt i de granater, USA kastede under angrebet på Serbien i 1999.

Folket: Jugoslaverne tilhører en række forskellige etniske grupper: De største er serberne. Der findes minoriteter af albanere, ungarere, bosniere, sigøjnere, kroater, slovakker, bulgarere og rumænere. I Kosova regionen er omkring 90% af befolkningen af albansk afstamning.

Religion: Serbisk ortodokse (65%), muslimer (19%), katolikker (4%)

Sprog: Serbisk (officielt sprog), albansk, ungarsk

Politiske partier: Det demokratiske Parti; Det radikale Parti; Bevægelsen for serbisk magt; Socialistpartiet.

Sociale organisationer: Fagforeningsligaen; Konføderationen af fagforeninger Nezavisnost; Sammenslutningen af frie og uafhængige Fagforeninger; Otpor! (Modstand!) - en koordinering med studenterbaggrund; Unionen af NGO'er i Serbien.

Officielt navn: Republika Srbija (Republikken Serbien)

Hovedstad: Beograd: 1.630.000 indb. (2007)

Andre vigtige byer: Novi Sad, 176.100 indb.; Pristina, 200.000 indb.; Kragujevac: 146.373 (2006)

Regering: Aleksandar Vučić er siden maj 2017 præsident; genvalgt i 2022. Ana Brnabić er siden juni 2017 premierminister.
Den 4. juni 2006 gennemførte Montenegro der indtil da havde været i føderation med Serbien en folkeafstemning, der gav flertal for selvstændighed. Den 5. juni erklærede Serbien ligeledes sin selvstændighed. Den sidste rest af det føderale Jugoslavien var dermed borte. Landet rummer to autonome provinser: Kosova og Metovija i syd og Vojvodina i nord. Provinsen Kosova er under international administration. Kosova erklærede sig i januar 2009 for selvstændig. Det er dog ikke optaget i FN, hvor det ville blive mødt med et russisk veto i Sikkerhedsrådet - på samme måde som USA er imod optagelse af Palæstina som stat. Parlamentet har ét kammer med 250 medlemmer, der vælges for en fire-årig periode.

Nationaldag: 29. november (Proklamation af republikken, 1945)

Væbnede styrker: 126.500 (heraf 60.000 værnepligtige) (1995)

 

Den oprindelige jugoslaviske føderation blev opløst i 1990. Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien var tidligere republikker i den jugoslaviske føderation, men er i dag selvstændige stater.

Historie

I det 4. århundrede f.v.t. var Balkan og adriaterhavskysten beboet af illyrerne, trakerne, panteonerne samt græske kolonialister. Midt i det 2. århundrede f.v.t. nedkæmpede Rom en alliance af illyriske folk, og indledte koloniseringen af den nye illyriske provins. Der blev oprettet en række vigtige romerske byer som Emona (i dag Ljubljana), Mursa, (i dag Osijek) og Singidunum ( i dag Beograd). Da det romerske imperium blev delt op i en østlig og vestlig del, gik grænsen gennem Jugoslavien. Ved slutningen af det romerske overherredømme indførtes kristendommen.

I det 5. og 6. århundrede e.v.t. blev området invaderet af en række forskellige nomadefolk: vest- og østgoter, hunner, bulgarer og slaver. De medbragte deres egne religioner. Kristendommen vandt først atter i det 9-11. århundrede fodfæste. I det 7. til det 13. århundrede opstod der en række feudalstater. Serberne var delt op på flere fyrstedømmer og var ikke i stand til modstå presset udefra. Bosnien blev underkastet af Ungarn og resten af Byzans - frem til dannelsen af staten Ducla. Makedonien var delt mellem Byzans og Bulgarien. (Se også Bosnien-Hercegovina og Kroatien).

Midt i det 11. århundrede frigjorde Serbien under Esteban Nemanics kongedømme sig (1168-1196) fra den byzantinske dominans. De serbiske ledere i Nemanics dynastiet kæmpede mod de ikke-kristne religioner, der fandtes på Balkan. Formålet var især at motivere paven til at give dem titel af konge. Dette lykkedes i 1217, men førte ikke til øget udbredelse af den katolske tro. I 1219 blev den serbiske kirke oprettet, der gennemførte messer på serbisk. Under Esteban Ducáns kongedømme (1331-1355) opnåede den middelalderlige serbiske stat sin største udbredelse, da den også havde besat Albanien og Makedonien.

1389 Osmannisk overherredømme

Fra midten af det 14. århundrede indledte det osmanniske imperium erobringen af Balkan og besejrede i 1389 de serbiske styrker i slaget om Kosova. 489 års osmannisk herredømme var dermed indledt. I det 14. og 15. århundrede fandt de første emigrationer sted fra Serbien og Bosnien med kurs mod de nærved liggende serbiske områder - Rusland. Makedonien blev optaget i det osmanniske imperium i 1395. Bosnien der siden det 12. århundrede havde været vasalstat af det ungarske kongedømme blev erobret af osmannerne i 1463, og Bosniens slaviske befolkning blev islamiseret. I 1465 faldt Hercegovina. Venezia havde allerede annekteret kystområderne ved Neretva og Zetina. Bystaten Dubrovnik var under ungarsk herredømme og fra 1526 under osmannisk.

I det 16-18. århundrede var det område der frem til 1991 udgjorde Jugoslavien delt mellem det Osmanniske Imperium (Serbien, Bosnien, Hercegovina, Montenegro og Makedonien), Habsburgerne (Kroatien, Slovenien, Slavonien, dele af Dalmatien og Vojvodina) samt republikken Venezia der rådede over Istria og Dalmatien. Efter at et folkeoprør i 1690 var blevet slået ned i det gamle Serbien, flygtede 70.000 mennesker til det Habsburgsk kontrollerede område. Det Osmanniske imperium overførte istedet albanske muslimer til de forladte områder i Kosova og Metohija.

Efter den tyrkisk-russiske krig (1768-74) fik Rusland med Kuchuk-Kainardzhi traktaten lov til at stå som beskytter for de ortodokse kristne i det osmanniske imperium. Som konsekvens af Napoleonskrigene erobrede Østrig i 1797 Balkan. Den nordlige del af Serbien der ellers tilhørte det osmanniske imperium fik internt selvstyre som konsekvens af det første serbiske folkeoprør (1804-13), den russisk-tyrkiske krig (1806-12) og det anden serbiske folkeoprør. De politiske og militære ledere Gueorgui Cherni (Karagueorgui) og Milos Obrenovic oprettede det serbiske regeringsdynasti. I 1829 fik Serbien status af uafhængigt fyrstedømme indenfor det osmanniske imperium med Milos Obrenovic som prins.

1882-1905 Selvstændighed

Ved Berlinerkongressen i 1878 anerkendte de europæiske magter Serbiens og Montenegros fulde selvstændighed, og de blev i hhv. 1882 og 1905 omdannet til kongedømmer. Under Balkankrigene i 1912 og 13 allierede Serbien, Montenegro, Grækenland, Rumænien og Bulgarien sig i første omgang mod det osmanniske imperium. Derefter begyndte de at kriges indbydes om kontrollen over regionen. Makedonien blev delt mellem Serbien, Grækenland og Bulgarien. Serbien og Montenegro udvidede deres territorier.

Den serbiske modstand mod det østrig-ungarske imperium førte i 1914 til mordet på imperiets tronfølger, Ferdinand, hvilket var udløsende for 1. verdenskrig. Som følge af de omvæltninger der førte til imperiets fald, oprettedes i 1918 et serbisk-kroatisk-slovensk kongedømme, der omfattede Serbien, Montenegro, Slovenien, Kroatien, Slavonien, Bosnien og Hercegovina. Monarkiet var centralistisk og domineret af én etnisk gruppe: serberne. De folkevalgte organer var ineffektive, og de kontrollerede ikke de udøvende organer. Partier som repræsenterede arbejdere og bønder blev undertrykt. Partisystemet satte regioner, etniske og religiøse grupper op mod hinanden.

Efter skarpe konflikter med tilhængere af føderalisering, demokratisering og etnisk ligestilling, tog kongen, Alexandr Karagueorgevitch, i 1929 enevældig magt, og al partipolitisk virksomhed blev forbudt. Kommunistpartiet opererede i hele perioden 1921-41 under jorden. I 1929 blev landet omdøbt til Jugoslavien - «sydslavernes land». Serberne bevarede regeringsmagten og kongedømmet udviklede sig til diktatur. Regimets nationalistiske politik førte til opblomstringen af en stærk antiserbisk bevægelse blandt kroater og andre etniske minoriteter. Modsætningerne førte til, at kongen i 1934 blev dræbt i Marseilles.

Under anden verdenskrig sluttede regeringen sig til aksemagterne. I løbet af to dage blev den afsat og en koalitionsregering dannet. Kort efter - den 6. april 1941 - blev Jugoslavien angrebet af tyske, italienske og bulgarske tropper uden nogen forudgående krigserklæring. Regeringen og kongen flygtede til London og erklærede, at den fortsatte krigen på britisk side. Landet blev nu delt mellem Tyskland, Bulgarien, Italien, Ungarn og Albanien.

2. Verdenskrig

Anden verdenskrig formede sig som et tredobbelt opgør:

1. mellem størstedelen af de jugoslaviske folkeslag og besættelsesmagterne,
2. som et indbyrdes opgør mellem flere af de etniske grupper - særligt serbere og kroater,
3. som en klassekamp mellem arbejderklassen og tilhængere af det kongelige, serbiske fåmandsvælde.

Modstandskampen blev ledet af to indbyrdes stridende grupper: På den ene side «Tjetnikkerne» der var nationalister, tro mod kongen og ledet af Draza Mihajlovic. På den anden partisanerne under ledelse af kroaten Josip Broz - mere kendt under sit nom de guerre, Tito. Denne gruppe bestod af kommunister der gik ind for et forenet Jugoslavien, samt antinazistiske kræfter fra alle republikker, bortset fra Serbien. De sluttede sig senere sammen i Det Jugoslaviske Kommunistforbund (LCY). Kommunisterne formåede at forene og organisere store dele af folket til kamp mod besættelsesmagterne, fascismen og etnisk undertrykkelse. Partisanerne holdt befriede territorier under hele krigen. Den 29. november 1943 deltog 208 delegater fra hele landet i det 2. møde i Det Antifascistiske Råd for National Befrielse af Jugoslavien, hvor de afsatte kongen og vedtog at etablere landet som en føderation med lighed mellem de nationale grupper.

Krigen var meget blodig. Tyskerne og deres fascistiske kroatiske allierede - ustasha - gennemførte etniske udrensninger blandt den serbiske og muslimske befolkning, men det lykkedes efterhånden LCY at få overtaget. Efter den endelige befrielse i maj 1945 blev der dannet en provisorisk regering under ledelse af Tito. Den fik støtte fra både Sovjetunionen og England. 2 millioner jugoslaver var døde under krigen og 3,5 millioner havde mistet deres hjem. Landet lå i ruiner.

1945 Folkerepublik

I den provisoriske regering som Tito dannede i 1945 sad der kun nogle få ikke-kommunistiske regeringsmedlemmer. Før valget blev alle andre partier end LCY udmanøvreret. Den 29. november 1945 afskaffede en grundlovsgivende forsamling formelt monarkiet og udråbte den Føderale Folkerepublik Jugoslavien, der skulle bestå af 6 republikker: Slovenien, Kroatien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Endvidere skulle den bestå af 2 autonome provinser: Vojvodina og Kosova i hhv. det nordøstlige og sydvestlige hjørne af Serbien.

I løbet af 1946 blev de fleste oppositionsledere dømt og fængslet. Dragoljub Mihajlovic, som var leder for de serbiske kongetro tjetnikker under krigen, fik dødsstraf. Ærkebiskop Stepinac i Zagreb blev dømt til 16 års straffearbejde.

Det var kommunisternes mål at skabe ligevægt mellem de forskellige etniske grupper i den nye føderation. Makedonien blev derfor etableret som selvstændig republik, og makedonsk blev godkendt som egen nationalitet og med eget sprog. Folket i Montenegro blev kaldt montenegrinere i stedet for serbere. Bosnien-Hercegovina blev etableret som selvstændig republik. Ikke mindst for at undgå problemerne ved at skulle dele området mellem Serbien og Kroatien, men også for at tilfredsstille muslimerne, som i 1948 udgjorde ca. 1/3 af befolkningen i denne del af landet. Vojvodina med dens store grupper af ungarske og andre minoriteter, samt Kosova-Metohija, med sin store albanske befolkningsgruppe blev givet speciel status som autonome provinser indenfor republikken Serbien.

I 1947 sluttede LCY sig til det sovjetisk kontrollerede Kominform, men trak sig i foråret 1948 atter ud pga. uoverensstemmelser med Sovjets Kommunistparti (SUKP). Konflikterne med SUKP var begyndt allerede under krigen, da Tito insisterede på at lede kommunistpartiet fra Jugoslavien, og ikke fra et eksil i Moskva. De tog til, da Stalin under de desperate kampe i 1942-43 kun gav begrænset støtte til partisanerne. Jugoslaverne var desuden utilfredse med Den røde Hærs overgreb mod befolkningen, da den deltog i befrielsen af Beograd. Konflikten kulminerede, da Tito afviste at lade Jugoslavien blive en brik i Stalins planøkonomiske system for Østeuropa.

Bruddet mellem Kominform og Jugoslavien fik Stalin til at indlede en økonomiske blokade af landet, hvilket tvang det til at styrke sine bånd med Vesten og den tredje verden.

1950 Selvforvaltnings socialisme

Efter en fase med centraliseret ledelse af økonomien (den første femårsplan var blevet vedtaget allerede i 1947) der kulminerede med tvangskollektiviseringen af landbruget i 1950, introducerede Tito selvforvaltningskonceptet. Formålet var at sikre, at arbejderne direkte deltog i beslutningerne vedrørende deres leveforhold og arbejde samt at sikre det socialistiske demokrati mod teknokratisk fordrejning og statslige overgreb. Systemet var baseret på social - ikke statslig - ejendomsret til produktionsmidlerne og naturressourcerne, administreret af arbejderne. Tilsvarende former for selvforvaltning blev udviklet indenfor handel og service.

Med sin ideologiske uafhængighed af både Sovjetunionen og USA blev Jugoslavien et eksempel for en række uafhængige udviklingslande i Afrika og Asien. En gruppe af alliancefrie lande opstod med Tito, Nasser, Nehru og Sukarno som de ledende skikkelser. Denne gruppe skulle efterhånden få stor betydning i verdenspolitikken.

Efter Stalins død i 1953 blev forholdet til Sovjetunionen forbedret. I 1955 kom Khrustsjov og Bulganin til Beograd, og en erklæring som indeholdt princippet om ikke-indblanding i andre landes indre anliggender blev vedtaget. Aftalen repræsenterede et brud med den overordnede stilling, som SUKP havde påberåbt sig overfor alle andre kommunistpartier, og åbnede vejen for en langt mere differentieret udvikling i kommunistpartierne i verden. Men Sovjetunionen indgik ikke denne aftale uden på forhånd at have sikret sig retten til militær intervention i de andre østeuropæiske lande. I 1956 blev opstanden i Ungarn knust af Warszawapagtens tropper, og Tito gav sin støtte til dette. De interne forhold i Jugoslavien svingede i takt med forholdet til Sovjetunionen. Når dette var godt, skete der stramninger i Jugoslavien. Når det var dårligt og behovet for støtte fra vesten øgede, blev der friere forhold. I 1960 blev forholdene til de romersk-katolske, græsk-ortodokse og islamiske kirkesamfund betydelig forbedret, med udstrakt adgang til fri religionsudøvelse. Dette havde også til formål at skabe bedre forhold til lande, hvor disse kirkesamfund var officielt anerkendt.

I 1953 havde en ny jordreform tilladt privat landbrugsdrift, og 80% af jorden gik tilbage på private hænder. Kombinationen af privat økonomisk aktivitet og selvforvaltning førte til en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst på 8,1% i perioden 1953-65. I 1968 var industriproduktionen 12 gange større end i 1950, og i den nationale økonomi vejede den tre gange tungere end landbrugsproduktionen. Konsekvensen var, at landets økonomiske og sociale model skabte stor interesse på den europæiske venstrefløj - bl.a. i det danske SF.

Men udviklingen var ikke uden problemer. Republikkerne har haft en meget ujævn økonomisk vækst. Slovenien med sin historiske tilknytning til Vesteuropa havde i midten af 60'erne samme nationalprodukt pr. indbygger som Italien, mens Kosova lå på Thailands niveau. Disse økonomiske forskelle førte til politiske konflikter. De mest dynamiske regioner gik stærkt ind for decentralisering og økonomisk liberalisering, mens de svageste regioner holdt fast ved et system, der gjorde økonomisk styring og financielle overføringer mulig.

	Andel i procent af
	Befolkning	Nationalproduktet
Slovenien	8,4	16,1
Kroatien	21,6	26,9
Bosnien-Hercegovina	18,2	12,1
Serbien (uden Kosova og Vojvodina)	25,6	25,8
Den autonome provins Kosova	6,2	1,8
Den autonome provins Vojvodina	9,5	10,4
Montenegro	2,6	1,7
Makedonien	8,0	5,2
Uligheder mellem Jugoslaviens republikker og provinser i 1972

I 1965 blev der gennemført en omfattende økonomisk reform, samtidig med at konservative grupperinger med efterretningschefen Aleksandar Rankovic i spidsen, blev sat udenfor indflydelse. Reformerne indebar en kraftig devaluering af valutaen - dinaren -, friere import, reducerede subsidier, friere overskudsanvendelse i fabrikkerne, stærk reduktion af den statslige økonomiske styring af virksomhederne, med tilsvarende øgning i bankernes og lokale myndigheders dispositionsret. Privat næringsdrift i mindre skala blev ikke længere mødt med restriktioner. Privat landbrug fik bedre økonomiske betingelser. I virksomhederne måtte politiske kvalifikationer vige for professionelle - særlig i ledelsen af virksomhederne. Partisangenerationen blev efterhånden erstattet af yngre kræfter, opdraget i selvstyreideologien. I 1967 blev visumtvangen fjernet, og turismen begyndte at blive en vigtig næringsgren. Samtidig begyndte strømmen af jugoslaviske arbejdere til Vesteuropa. Den kulminerede i 1970'erne, da omkring 1 million jugoslaver arbejdede midlertidig i udlandet.

Begyndende krisetegn

Den økonomiske liberalisering fik også politiske følger. Med større økonomisk frihed for republikkerne blev der også bedre mulighed for at udtrykke de etniske modsætninger, som endnu var store. I løbet af de første 10 år efter den økonomiske reform, gik både kroatiske, slovenske og serbiske grupper indenfor partiet længere i deres selvhævdelse end partiet ville tillade. Det skabte omfattende modsætninger mellem større grupper i partiet. Teoretisk kritik af den politiske hverdag - på et marxistisk grundlag - kom til udtryk i tidsskrifter som Praxis, Gledista og Knizevne Novine. Jugoslavien fik en løbende, om ikke officielt velset, kritik af sit eget system. Men ethvert forsøg på at skabe en uafhængig politisk gruppering udenfor partiet blev slået ned.

I de forskellige republikker blev der rejst stærke krav om større national selvstændighed. For serberne var situationen anderledes. En større del af serberne boede udenfor «deres» republik, og ønskede derfor ikke at give større selvstændighed til republikkerne på bekostning af føderationen. I 1968 og 1969 var det alvorlige uroligheder i Kosova. Kosova-albanerne ville have provinsen og den vestlige del af Makedonien udskildt som en selvstændig republik.

I 1968 blev en del hidtil rent føderale anliggender genstand for decentraliseringer: Republikkerne fik egne udenrigskomitéer, 20% af de værnepligtige fik lov til at aftjene værnepligten i deres egen region, og i den føderale administration blev alle stillinger besat efter en etnisk «nøgle». De stigende selvstyreambitioner i republikkerne blev samtidig udnyttet af antikommunistiske emigrantgrupper af forskellig etnisk baggrund.

Da Warszawapagtens tropper den 21. august 1968 invaderede Tjekkoslovakiet, følte Jugoslavien sig truet. Jugoslavien havde støttet reformbevægelsen under Dubcek. Tito fordømte indmarchen som et anslag mod socialismen. Forsvaret blev styrket, og der blev lagt særlig vægt på lokalforsvaret. Landet udviklede sig egen forsvarsindustri, og nåede op på at producere 80% af sine egne våben.

De økonomiske vækstrater aftog gradvist i slutningen af 1960'erne, men selv i slutningen af 70'erne oversteg den årlige vækst 5 %. Præsident Tito var bevidst om spændingerne mellem de etniske grupper og om den stærke økonomiske ulighed mellem det industrialiserede nord og det underudviklede syd i det gamle Jugoslavien. I 1971-72 forværredes de etniske konflikter - især mellem serbere og kroater. Kroatien indbragte sagen for føderationen. Samtidig tog separatistbestræbelserne i Kosova til fra 1974. På denne baggrund erklærede Tito i 1970, at når han trådte tilbage, skulle landet ledes af et organ, hvor både de føderale republikker og de autonome provinser var repræsenteret.

1980 Tito dør

Efter Titos død i april 1980 overgik magten til et kollegialt præsidentråd bestående af en repræsentant for hver republik og autonom provins samt præsidenten for LCY. Præsidentskabet gik på tur og for et år ad gangen. Det nye styre bevarede Titos selvforvaltnings socialisme og alliancefriheden.

Trods den frugtbare økonomiske udvikling i 60'erne blev især Serbien og Kroatien eksportører af arbejdskraft. De beløb som deres migrantarbejdere sendte hjem fra især Tyskland, Østrig og Italien var sammen med turistindtægterne med til at udligne betalingsbalanceunderskuddene. Denne betydning blev endnu større i 80'erne, efterhånden som økonomien forværredes.

I marts-april 1981 udbrød der uroligheder i Kosova provinsen, og dette gentog sig i 1988 og 90. Det var den fattigste provins i Jugoslavien med en befolkning på 1,9 millioner, hvoraf 90% var af albansk afstamning. I 1990 var arbejdsløsheden 50% og per capita indkomsten lå på 730 US$, mens den i Serbien lå på 2.200 US$.

1990 Den serbiske nationalisme eksploderer

Føderalregeringen beskyldte nationalistiske og ekstremistiske separatistiske kræfter for at være opmuntret fra udlandet til at søge Kosovas løsrivelse fra Serbien og Jugoslavien. Mange serbere og montenegrinere forlod provinsen. Konflikten kostede dræbte og sårede, gensidige diplomatiske beskyldninger fløj frem og tilbage mellem Beograd og Tirana, og i marts 90 trak regeringschefen i Kosova, Jusuf Zejnullahu sig tilbage. Der var samtidig spændinger i andre republikker pga. stigende aktivisme blandt muslimske og katolske grupper.

Slobodan Milosovic bærer hovedansvaret for krigene på Balkan i 1990'erne. I november 2000 var det slut

Samtidig var inflationen løbet løbsk. I 1986 var den 90%. I 1989 var den firecifret. Når LCY analyserede den økonomiske situation og de etniske konflikter nåede partiet frem til, at de var udtryk for mere dybtliggende modsætninger. I disse år viste gennemførelsen af flere retssager om korruption i regeringen, at systemet var faldefærdigt. Kommunistpartierne i Slovenien og Kroatien gjorde det klart, at de ville bryde ud af LCY. På en kongres i januar 90 opgav LCY sit politiske monopol, som det havde ifølge forfatningen, og bad parlamentet om at tage skridt til udarbejdelsen af en ny forfatning, der ikke var baseret på et ét-partisystem eller kommunistforbundets ledende rolle på alle samfundsområder.

Ved de første flerpartivalg siden anden verdenskrig - i april 90 - vandt nationalistiske grupper i alle republikker - bortset fra Serbien og Montenegro. De ønskede alle udmeldelse af føderationen eller dannelsen af en konføderativ struktur.

Siden 1989 havde Jugoslaviens sidste premierminister, den neoliberale kroat Ante Markovic, gennemført strukturelle reformer for at bremse krisens udvikling. Landet fjernede tolden på 90% af sin import, hvilket fik den til at stige med 11,9%, mens eksporten voksede meget langsommere (5,6%). Det førte til en lille stigning i BNP på 0,6% og i industriproduktionen 0,9%. Landbrugsproduktionen steg 5,2% og reallønnen steg 26,6%. Samtidig faldt inflationen er smule: Fra 1.255,7% i 1989 til 587,6% i 1990.

Jugoslavien håbede på, at Vesteuropas fornyede interesse for Østeuropa kunne hjælpe det i liberaliseringen af sin økonomi, men i hele 89 modtog landet ikke én dollar i udenlandsk støtte samtidig med at det var nødt til at betale omkring 3,7 milliarder US$ til sine udenlandske långivere.

Fra 1990 forværredes situationen drastisk. Industriproduktionen faldt med 18-20% i Serbien og 13% i Montenegro, samtidig med at føderationens udlandsgæld nåede op på 16,3 milliarder US$. Heraf tegnede Serbien og Montenegro sig for 5,5 milliarder.

Det økonomiske kaos førte til hastigt stigende sociale spændinger, samtidig med at statsapparatet var i opløsning. To løsningsmodeller blev i denne situation sat overfor hinanden. Den ene bestod i at gennemføre en decentralisering, der fritog de rige nordlige republikker fra at financiere udviklingen af de fattige sydlige. Denne model blev fremført af den renoverede kommunist og præsident i Slovenien, Milan Kucan. Den anden model bestod i en styrkelse af centralmagten og uddybning af solidariteten indenfor føderationen. Denne model blev fremført af Slobodan Milosovic som præsident i Serbien og leder af Serbiens Socialistparti - den tidligere Serbiens Kommunistiske Liga.

1991 Kroatien og Slovenien træder ud af føderationen

I december 1990 vedtog parlamentet i Kroatien en ny forfatning, der indeholdt retten til at trække sig ud af føderationen. Samtidig bekræftede en folkeafstemning i Slovenien ønsket om selvstændighed. De følgende måneder skabte uenigheden om reform af det føderale system og udpegelsen af præsidenten en uløselig situation i det jugoslaviske præsidentråd. Den 8. september 91 erklærede Kroatien og Slovenien deres udtræden af føderationen. Det fik umiddelbart den serbiske befolkning i Kroatien til at fremsætte ønske om at løsrive sig fra det nye land. Den føderale hær der overvejende havde serbiske officerer greb ind i begge republikker udfra en påstand om, at selvstændighed var en trussel mod Jugoslaviens integritet. (Se også Kroatien og Bosnien-Hercegovina).

Der udbrød krig, der i Kroatien kostede tusindvis af civile menneskeliv på begge sider. Hele byer som Osijek, Vukovar og Karlovac blev ødelagt og den føderale hær besatte omkring en fjerdedel af den nye stat. Det drejede sig overvejende om Øst- og Vestslavonien samt Krajina, der i slutningen af 91 proklamerede sig som «Republikken Serbisk Krajina».

I december trak præsidenten for præsidentrådet, Stjepan Mesic samt premierminister Markovic sig tilbage. De var de sidste repræsentanter for det oprindelige Jugoslavien. Hverken kroaten Markovic eller Mesic var interesseret i at fremlægge et føderalt budget for 1992, der overvejende var rettet mod Kroatien. 81% af udgifterne i budgettet skulle gå til militæret. I slutningen af 91 var omkring 550.000 mennesker gjort til flygtninge - heraf 300.000 i de besatte områder i Kroatien.

I det område der fortsat kaldte sig Jugoslavien styrkede den serbiske præsident Slobodan Milosovic gennem 1992 sin position, trods det at 70 generaler og admiraler trådte tilbage fra de væbnede styrker i protest mod hans lederskab. Det lykkedes ham ved en folkeafstemning den 1. marts at få Montenegros opbakning til skabelsen af et forenet Jugoslavien med centrum i Beograd. Afstemningen blev boykottet af oppositionen.

Den 15. januar 1992 anerkendte EU Kroatien og Slovenien som selvstændige stater. Tyskland havde presset voldsomt på for at få denne anerkendelse igennem, og havde allerede i forvejen ensidigt anerkendt de nye stater. Den 27. april vedtog det føderale parlament med repræsentanter fra Serbien og Montenegro dannelsen af en ny Jugoslavisk Føderal Republik bestående af de to republikker og med en parlamentarisk baseret regering.

1992 Bosnien-Hercegovina erklærer selvstændighed

Kampene mellem de etniske grupper fortsatte, og blev fra april koncentreret i republikken Bosnien-Hercegovina, der den 6. april var blevet anerkendt som selvstændig stat af EU. Datoen havde et historisk traumatisk indhold for serberne, for det var samme dato, Tyskland i 1941 havde angrebet Jugoslavien.

For at begrænse sit ansvar for overgrebene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina meddelte Beograd i starten af maj, at det gav afkald på kontrollen over tropper fra den tidligere føderale hær, der kæmpede i de nye selvstændige stater. Det var imidlertid tydeligt, at erklæringen ikke havde noget reelt indhold. EU indførte derfor den 28. maj en handelsblokade mod Jugoslavien for at presse landet til at standse kampene.

Udover den udenlandske opposition mod regeringen i Beograd eksisterede der også en indenlandsk. Den 24. maj blev Serbiens Demokratiske Bevægelse - Depos - dannet. Dens paroler var: Udarbejdelsen af en demokratisk forfatning, opløsningen af de selvstændige partimilitser, straffrihed for militærnægtere, og en udsættelse af valgene der var planlagt til afholdelse i slutningen af måneden. Samtidig opfordrede den ortodokse kirke den serbiske regering til at træde tilbage, når den ikke var i stand til at udforme en forsoningspolitik. Bevægelsen «Kvinder i Sort» havde allerede flere år i forvejen arbejdet for fred og støtte til de jugoslaviske militærnægtere.

Men der blev holdt valg den 31. maj og de styrkede Slobodan Milosovics position endnu mere. Hans Socialistparti fik 70,6% af stemmerne i Serbien, mens det Demokratiske Socialistparti i Montenegro fik 76.6%. Den demokratiske opposition samt den albanske og muslimske minoritet i Sandchak regionen boykottede valget. Valgdeltagelsen var derfor kun 56%.

Forfatteren Dóbrica Cosic blev den 15. juni valgt til føderal præsident og forretningsmanden Milan Panic blev den 14. juli udpeget til premierminister. Den serbiske ledelse gav dermed udtryk for større villighed til forhandling, og i modsætning til Milosovic bifaldt Panic fredsforslaget udarbejdet i London 26-27. august. Det hindrede dog ikke intensiveringen af den serbiske aggression i Bosnien.

Ved præsidentvalget i Serbien den 20. december blev Panic slået af Milosovic. Den 9. februar 93 blev han erstattet på premierministerposten af Radoje Kontic, der indledte en udrensning indenfor de offentlige institutioner i Serbien. Over 1000 ansatte ved radio og TV, intellektuelle og lærere mistede deres job. Endelig blev den føderale præsident Cosic den 25. juni erstattet af en af Milosovics nære samarbejdspartnere, Zoran Lilic.

Den serbiske regerings ubøjelighed kom også til udtryk i Kosova, hvor ethvert tegn på uafhængighed blev slået ned indenfor rammerne af en politisk og kulturel udryddelse. Serbien nægtede at anerkende provinsens parlament og regering, der havde fungeret siden 24. maj 1992. I 1993 opløste serbisk politi voldeligt et møde til minde om døde albanere, arresterede partiernes ledere og lukkede Videnskabernes Akademi i Kosova.

Parallelt med Milosovics og det regerende socialistpartis stadig stærkere autoritære træk øgedes det internationale pres, og den økonomiske og sociale krise i landet forværredes. I 1993 gik 80% af det føderale budget således til militæret, og 20% af landets BNP gik til støtte til serbere i Bosnien og Kroatien. I de første 9 måneder af året faldt industriproduktionen 39% og BNP faldt med 60%. Konsekvenserne var dramatiske. I slutningen af 93 oversteg arbejdsløsheden 50%. Regeringen financierede 80% af de offentlige udgifter (svarende til 70% af det samlede BNP) ved at lade seddelpressen køre frit. Det fik inflationen til at eksplodere - fra 100 % i januar til 20.190 % i november. Minimumslønnen faldt til 1½ US$ om måneden - netop tilstrækkelig til at føde en familie på 4 i tre dage.

Om efteråret indførte regeringen rationering af de basale varer som sukker, mel og olie, og i december gennemførtes de første afbrydelser i strømforsyningen. I starten af 1996 lå indkomsten for 78% af familierne i føderationen under 235 US$ månedligt.

Det serbiske socialistparti under Milosovics ledelse styrkede fra 1994 sin position. Ved parlamentsvalget i december 93 havde det fået 123 ud af Folkeforsamlingens 250 pladser. Det havde desuden indgået aftaler med 8 deputerede fra oppositionen og havde således sikret sig majoritet. Milosovic smed sine værste politiske rivaler i fængsel og forsøgte at distancere sig fra krigens værste handlinger. Han gik endog så langt som til selektivt at samarbejde med FN's krigsforbryderdomstol i Haag. Hans vigtigste mål var, at FN ophævede sanktionerne mod Serbien, der havde været i kraft siden maj 1992. Den 24. september 94 besluttede FN en delvis ophævelse for en periode af 100 dage. Internationale flyvninger blev tilladt og det samme gjaldt kulturel og sportslig udveksling. Milosovic var tidligere blevet beskyldt for at være den personlige hovedårsag til krigen på Balkan, men ophævelsen af sanktionerne stod nu som en personlig triumf for ham og bidrog til styrkelsen af hans popularitet i føderationen.

Den jugoslaviske præsident spillede i 1995 fortsat en vigtig rolle i fredsbestræbelserne i Bosnien. Jugoslavien distancerede sig i nogen grad fra de bosnisk serbiske ledere Radovan Karadzic og Ratko Mladic - især pga. uenighed om den militære strategi. Den blodige erobring af Srebrenica og Zepa i juli - gennemført af de bosniske serbere - bidrog til en marginalisering af oppositionen.

Beograd havde indtil midten af 95 fortsat sine forsyninger af våben og mandskab til «Republikken Serbisk Krajina» i Kroatien, men undlod alligevel at gribe ind militært da Kroatien i august invaderede Krajina området. Nogle serbiske flygtninge fik lov til at komme til Jugoslavien, hvor de blev genhuset i Kosova, eller i områder af Vojvodina hvorfra ungarer og kroater var blevet smidt ud.

1995 Dayton fredsaftalen

Milosovics stilling blev yderligere styrket efter fredsaftalen i Dayton, Ohio i november. Men hans største triumf var, da USA efter underskrivelsen af fredsaftalen i Paris den 14. december ophævede sanktionerne mod Jugoslavien. Under blokaden var indkomsterne faldet til halvdelen og halvanden million var kastet ud i arbejdsløshed.

En måned før valgene i Bosnien i august 96 havde 220.640 flygtninge med denne nationalitet registreret sig som vælgere i Serbien og Montenegro.

I november 1996 vandt oppositionen lokalvalgene i Serbien - derunder borgmesterposten i Beograd. Da det regerende socialistparti nægtede at anerkende valgresultatet førte det til flere måneders daglige og omfattende folkelige protestdemonstrationer, der i sidste ende tvang Milosovicregimet til at anerkende valgresultatet. I løbet af 1997 lykkedes det dog Milosovic at splitte oppositionen.

1997 Konflikten i Kosova skærpes

I 1997 tog sammenstødene til mellem den føderale hær og befolkningen i Kosova. Milosovic gennemførte en folkeafstemning i hele Serbien om hvorvidt der skulle inddrages udenlandske mæglere i konflikten, og dette blev afvist af 75% af vælgerne. Afstemningen blev boykottet af den albansk talende befolkning i Kosova.

I april 98 dræbte den jugoslaviske hær to albanske statsborgere, der forsøgte at komme ind i landet. Påskuddet var, at de var «terrorister». Dette forværrede forholdet mellem Jugoslavien og Albanien, der af Beograd blev beskyldt for at bevæbne selvstændighedsbevægelsen UCK i Kosova. En uge senere udformede den såkaldte «kontaktgruppe» bestående af USA, Frankrig, Italien, Tyskland, Rusland og Storbritannien en fælles position overfor begivenhederne, i hvilken de opfordrede til dialog mellem parterne. USA ønskede at gå længere ved at erklære, at der skulle indføres en ny blokade af Jugoslavien for bl.a. at hindre importen af våben og investeringer, hvis Milosovic afviste at gå i dialog. Denne trussel blev dog afvist af Rusland, der traditionelt har stået Serbien nær.

1999 NATO's krig mod Jugoslavien

Efterfølgende massakrer i juni 1998 førte Storbritannien og andre medlemmer af NATO til at erklære, at det var nødvendigt at gribe ind i konflikten. Efter en kortvarende våbenhvile i anden halvdel af året - der af UCK blev udnyttet til at gennemføre sin egen forfølgelsespolitik af det serbiske mindretal i provinsen - rykkede den serbiske hær atter ind i provinsen. I foråret 1999 gennemførtes efter pres fra USA og EU en forhandlingsrunde i Rambouillet i Frankrig. De forsøgte at påtvinge Jugoslavien en protektorat løsning, hvilket landet afviste og det lagde vejen til krig åben. Jugoslavien blev i de internationale medier fremstillet som den skyldige, der modsatte sig en forhandlingsløsning og blev samtidig isoleret fra sin traditionelle allierede Rusland.

I marts 1999 indledte NATO en massiv bombekampagne mod mål i Serbien, Montenegro og Kosova. De vigtigste deltagerlande i krigen mod Jugoslavien var Storbritannien og USA, men der deltog også fly, skibe mv. fra bl.a. Tyskland, Italien, Frankrig og Tyrkiet. Bombeflyene fløj så højt, at de var uden for det jugoslaviske luftskyts rækkevidde. Det gjorde til gengæld bombardementerne mindre præcise, og hundredevis af serbere og kosova-albanere døde under angrebene. Krigen udløste en omfattende hævnkampagne fra serbisk side mod Kosova. En kampagne der sendte flere hundrede tusinde på flugt til nabolandene og Montenegro. NATO's luftangreb med «smarte» bomber ødelagde hundredevis af broer, fabrikker og offentlige bygninger - deriblandt den statslige TV station, skoler, et hospital og den kinesiske ambassade i Beograd. Volden mellem serbere og kosova-albanere blev også voldsomt forstærket af krigen.

Ligesom der i Jugoslavien blev indledt en voldsom propagandakrig mod NATO, indledte medierne i den vestlige verden en voldsom propagandakrig mod Jugoslavien. Et af de lande hvor manipulationen var stærkest var i Danmark, hvilket afspejlede sig i, at krigen her fandt den største opbakning indenfor NATO blokken. Alligevel blev der gennemført en lang række demonstrationer og fredsarrangementer til støtte for afslutning af krigen.

I begyndelsen af juni sendte G8 gruppen den tidligere russiske premierminister Viktor Chernomyrdin og den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari afsted for at forhandle betingelserne for en våbenhvile. Våbenhvileforslaget var mindre vidtgående en forslaget fra Rambouillet, men indebar dog at Kosova skulle omdannes til et NATO kontrolleret protektorat med en symbolsk tilstedeværelse af russiske styrker. Bombardementerne blev indstillet den 10. juni, og efter forhandlinger med NATO's militære ledere gik de jugoslaviske styrker med til at acceptere indmarchen af en FN styrke - KFOR - der bestod af 35.000 soldater. Med våbenhvileaftalen anerkendtes Jugoslaviens overherredømme over Kosova, men samtidig omdannedes provinsen i realiteten til et protektorat under NATO's kontrol og med politisk dækning fra FN. I september blev den tyske D-Mark indført som officiel valuta i provinsen.

Mens serberne tidligere havde gennemført etniske udrensninger rettet mod kosova-albanerne, blev udrensningerne nu rettet mod serberne og sigøjnerne og kostede snesevis livet efter KFOR's ankomst til provinsen. UCK partisanerne blev indlemmet i politiet i Kosova, men samtidig blev guerillaen ikke fuldstændig afvæbnet. Samtidig med at de mange albanske flygtninge vendte tilbage til Kosova, måtte andre tusinder flygte fra deres hjem til Serbien.

I Serbien formåede oppositionen ikke at forene sig mod Milosevic, og efter en række demonstrationer med deltagelse af op til 10.000 mennesker der krævede hans tilbagetræden efter KFOR's indmarch i Kosova, splittedes oppositionen og demonstrationerne ophørte.

Jernbanen der forener Montenegro med Serbien blev genåbnet i oktober 1999 og forbuddet mod flyvninger til Jugoslavien blev ophævet i februar 2000. Men samtidig blev den politiske afstand mellem Montenegro og Serbien stadig større og i november indførte Montenegro ensidigt den tyske D-Mark som betalingsmiddel.

En af de serbiske ultranationalistiske paramilitære ledere og formand for Partiet for en forenet Serbien, Arkan - hvis rigtige navn var Zeljko Raznjatovic - blev myrdet i januar 2000 på et hotel i Beograd. Det udløste en serie af politiske drab, der også nåede forsvarsministeren Pavle Bulatovic, der blev myrdet i februar.

I juni 2000 vedtog nationalforsamlingen en række ændringer af forfatningen, der bl.a. indebar, at præsidenten skulle vælges ved direkte folkelige valg og ikke af nationalforsamlingen som tidligere. Forfatningen havde tidligere rummet et forbud mod, at en præsident valgt af nationalforsamlingen kunne stille op igen, men dette blev fjernet ved overgangen til direkte valg. Det åbnede op for. at Milosevic kunne kandidere ved valget i slutningen af september.

Efter valget erklærede oppositionen, at den kandidat, Vojislav Kostunica havde fået over 50% af stemmerne, og at det derfor var overflødigt at gennemføre en anden valgomgang. Alligevel meddelte valgkommissionen efter flere dages tavshed, at Kostunica havde fået 48,22% af stemmerne mod 40,23% til Milosevic. Denne fordeling gjorde gennemførelsen af en 2. valgrunde nødvendig. USA og EU kritiserede svindelen under valget, erklærede at valgkommissionen havde mistet enhver troværdighed og krævede at Milosevic erkendte sit nederlag.

Et folkeligt oprør organiseret af oppositionen som politi og militær sluttede sig til, fik Milosevic til at trække sig tilbage. Efter intense forhandlinger med Milosevics tilhængere i parlamentet - hvor de fortsat havde flertal - blev Kostunica indsat som ny præsident. I begyndelsen af november blev der gennemført nyvalg til parlamentet, og det nye parlament valgte en af Milosevics tilhængere, Zoran Zizic til ny premierminister.

Den nye præsident Kostunica blev hilst velkommen i Vesten, men han var selv serbisk nationalist og hans regering ville ikke gøre en løsning i Kosova lettere. Det var imidlertid USA's og EU's forhåbning, at præsidentskiftet vil svække Milosevics stærke greb om magten, og at Kostunica kunne blive en overgangsfigur til et jugoslavisk styre under stærkere vestlig kontrol.

I januar 2001 blev Milosevic sat under husarrest og i april overført til et fængsel. Statsanklageren meddelte samtidig, at der forberedtes et anklageskrift mod Milosevic, men allerede måneden efter blandede USA's præsident George W. Bush sig og erklærede, at den fortsatte bistand til Jugoslavien var afhængig af, om landet udleverede Milosevic til krigsforbrydertribunalet i Haag. Myndighederne bøjede sig, og den 28. juni blev Milosevic udleveret til Haag. Det fik øjeblikkeligt premierminister Zizic til at træde tilbage. Ved sin første foretræden for domstolen i juli afviste ekspræsidenten at anerkende dens legitimitet og erklærede at den formål var at «producere falske oplysninger for at legitimere NATO's krigsforbrydelser i Jugoslavien».

Som redskab til revitalisering af økonomien gennemførtes i august den første massefyring i landet i 50 år. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig havde de jugoslaviske arbejdere haft garanti for at kunne være ansat på livstid, men denne ordning ophørte da regeringen efter flere ugers forhandlinger med fagforeningerne fyrede 8.000 ud af 12.000 arbejdere på Zastava bilfabrikken i byen Kragujevac. Ministeren for økonomi og privatiseringer, Aleksandar Vlahovic erklærede, at regeringen ville investere 60 mio. US$ i Zastava fabrikken for at få dens produktion op på 11.000 biler om året. Før Jugoslaviens opløsning i 1991 havde fabrikken produceret 230.000 biler årligt og de 45 virksomheder i Zastava gruppen var juvelen i den serbiske økonomi. Men de to runder med FN økonomiske sanktioner indledte koncernens nedtur, og den blev et symbol på den økonomiske katastrofe landet gennemlevede i sidste halvdel af 90'erne. Milosevic regeringen havde aldrig afskediget arbejdere og selv under krigen og bombardementerne modtog arbejdere en mindsteløn på 10 US$ om måneden.

En af Serbiens 5 vicepremierministre, Vuk Obradovic blev i maj udskiftet af den nye premierminister, Zoran Zizic. Obradovic ledede den kommission, der undersøgte Milosevics sidste 10 år på magten, men var af snesevis af kvinder blevet anklaget for seksuelle overgreb. Blandt kvinderne var både sekretærer, parlamentarikere og journalister. Obradovic selv nægtede at forlade posten og erklærede anklagerne for falske. Iflg. ham var det tilhængere af Milosevic der havde udnyttet kvinderne til at sværte ham, for derved at tvinge ham bort fra posten.

Selv om det blev vurderet, at Jugoslaviens økonomi i 2001 var vokset med 5%, så var dens omfang kun halvdelen af hvad den var i 1989. Parisklubben - klubben af rige vestlige kreditorlande - havde sløjfet 3 mia. US$ af Jugoslavens gæld svarende til to-tredjedele af denne. Det åbnede nye perspektiver for den jugoslaviske økonomi, der ellers var den mest nedbrudte i Europa. Regeringen koncentrerede sine forhåbninger om nye udenlandske investeringer, der skulle være omdrejningspunktet for landets økonomiske genrejsning.

I EU var der frygt for en fortsat opløsning på Balkan og unionen udformede derfor en plan, der skulle få den Føderale jugoslaviske Republik til at forsvinde. I marts 2002 underskrev Jugoslavien, Serbien om Montenegro et dokument, der fjernede ordet Jugoslavien fra landets navn. I stedet dannedes en provisorisk stat under navnet Serbien og Montenegro. I slutningen af året vedtog hver af de to republikker deres egne forfatning, hvormed hver republik fik sin egen præsident, forsvarsminister og udenrigsminister. Hver af de to halv-selvstændige republikker fik desuden ansvaret for deres egen økonomi. Efter 3 år skulle hver af republikkerne gennemføre en folkeafstemning for at afgøre, om de ville forblive i føderationen eller erklære sig selvstændige.

I februar 2003 vedtog det fælles parlament en forfatning for unionen af Serbien og Montenegro. Unionen har en føderal præsident samt forsvars- og udenrigsminister, selvom begge republikker er halvt selvstændige, har deres egen økonomi og endog deres egen valuta. Kosova spørgsmålet forblev uløst. Legalt er det fortsat en del af Serbien, selvom det i dag er et internationalt protektorat.

I marts blev premierminister Zoran Djindjic myrdet ved et attantat foran en regeringsbygning. Over 200.000 deltog i hans begravelse. Parlamentet valgte i stedet montenegrineren Svetozvar Marovic til ny premierminister. Han var næstformand for socialdemokratiet (DPS).

Trods problemer med harmoniseringen af politikken indenfor specielt det økonomiske område - bl.a. toldsatserne overfor udlandet - så voksede handelen mellem Serbien og Montenegro med 47,1% i perioden januar-november 2003 i relation til året før.

I februar 2004 ophævedes kravet om en valgdeltagelse på mindst 50% ved valget af ny præsident i Serbien. Det skete efter 3 på hinanden følgende valg, hvor det hver gang var mislykkedes at vælge en ny præsident. Posten havde ellers stået siden Milan Milutinovics afgang i december 2002, og var i stedet siden da blevet midlertidigt beklædt af de skiftende parlamentsformænd.

I marts 2004 var Kosova atter scene for voldelige sammenstød mellem den overvejende albanske befolkning og den serbiske minoritet. Kosova albanernes politiske ledelse - deriblandt præsident Ibrahim Rugova - erklærede at målet var selvstændighed, mens FN og EU fortsat talte om autonomi indenfor føderationen. I Serbien foreslog en række politiske ledere i stedet Kosova delt mellem den serbiske og albanske befolkningsgruppe, men dette afvises fortsat af de vestlige landes regeringer.

I slutningen af marts afbrød Washington sin økonomiske bistand til Serbien, da regeringen blokerede for udbetalingen af 25 mio. US$. Washington angav som begrundelse, at Serbien «ikke samarbejdede tilstrækkeligt med SFOR styrkerne» og ikke sørgede for udleveringen af eftersøgte krigsforbrydere som Ratko Mladic, der ledede de bosnisk-serbiske styrker i midten af 90'erne og bl.a. var ansvarlig for massakren ved Srebrenica.

I et klima af stigende spænding mellem de demokratiske og de nationalistiske kræfter i Serbien blev der i april udskrevet valg til afholdelse i juni. I Montenegro fremsatte regeringen en række erklæringer der pegede i retning i retning af en fremskyndelse af tidspunktet for afholdelse af folkeafstemning om selvstændighed. Det blev imidlertid afvist af Serbien, der ønskede at bevare den aftalte periode på 3 år, hvorefter afstemningen først kan gennemføres i februar 2006.

2. runde af præsidentvalget i Serbien i juni 2004 blev vundet af Boris Tadic fra det Demokratiske Parti. Han slog Tomislav Nikolic fra det Radikale Serbiske Parti, der var opstillet for 4. gang. Nikolic ønskede Tadic tillykke med sejren og erklærede at han nok ville få en ny chance. Der var tale om det 4. valg på 18 måneder. De 3 foregående var blevet erklæret ugyldige pga. en nu afskaffet lov, der krævede mindst 50% valgdeltagelse for at valget kunne være gyldigt. Ifølge den serbiske NGO, Centret for frie og demokratiske Valg (CESID), der overvågede valget, fik Tadic 53,7% af stemmerne, mens Nikolic der var favorit under 1. runde måtte nøjes med 45%.

Myndighederne i Montenegro besluttede i maj 2005 at gennemføre en folkeafstemning i starten af 2006 om landets uafhængighed fra unionen mellem Serbien og Montenegro. Udenrigsminister Miodrag Vlahovic erkærede at det drejede sig om at etablere «naturlige omstændigheder» omkring staten Montenegro. Kritikere fremhævede dog, at den bagvedliggende grund var, at Montenegro ønskede at forbedre sine muligheder for optagelse i EU. En kritik der dog blev afvist af Vlahovic.

I februar 2006 indledtes forhandlinger med FN om Kosovas fremtid. I marts udnævnte Kosova albanerne imidlertid den tidligere oprørsleder Agim Ceku til ny premierminister. Det førte til en skarp reaktion fra serbisk side, der udstedte arrestordre på Ceku, der blev beskyldt for at stå bag på drab på serbere i både Kosova og Kroatien.

I juni gennemførte Montenegro sin planlagte folkeafstemning om selvstændighed. Den gav et betydeligt flertal for selvstændighed og dagen efter folkeafstemningen erklærede Serbien sig selv selvstændigt. Den gamle føderation var død.

Parlamentsvalget i januar 2007 blev vundet af det serbiske Radikale Parti, men intet parti fik absolut flertal. Den 8. maj blev lederen af de radikale, Tomislav Nikolić udnævnt til formand for parlamentet. Allerede 5 dage senere blev den stærkt nationalistiske og højreorienterede formand imidlertid atter fjernet fra posten efter stærkt pres fra EU og USA.

Parlamentsvalget i maj 2008 blev vundet af Tadics ZES koalition, der fik 38,4% af stemmerne. Næststørste parti blev Šešeljs Radikale parti med 29,5%. Efter valget udnævnte præsidenten Mirko Cvetković til ny premierminister for en regering bestående af ZES og flere mindre partier. Šešelj selv blev i juli 2009 idømt 15 måneders fængsel af det internationale krigsforbrydertribunal for at have krænket reglerne om vidnebeskyttelse. Han står fortsat anklaget for krigsforbrydelser.

Kosova erklærede sig i januar 2009 for selvstændigt. Det førte til øjeblikkelig anerkendelse fra USA og flere EU landes side. Beograd protesterede voldsomt, og Rusland advarede ligeledes mod konsekvenserne af den vestlige anerkendelse af Kosova.

I marts blev en ati-diskriminationslov vedtaget. Den var tidligere blevet trukket tilbage efter pres fra den ortodokse kirke, der var tilhænger af diskriminering af homoseksuelle. I september måtte Belgrade Pride marchen dog aflyses, fordi myndighederne i sidste øjeblik nægtede at beskytte marchen mod de varslede angreb fra højreradikale grupper.

128 romaer blev i april af politiet fjernet fra deres slumboliger i Nye Beograd. Der var i dette tilfælde tale om en gruppe romaer, der var fordrevet fra Kosova. Myndigheder og serbere forfølger fortsat landets romaer. Fordrivelsen af romaer fortsatte i 2010.

EU og USA pressede gennem 2009 Serbien for udlevering af Ratko Mladic til krigsforbryderdomstolen i Haag. Mladic blev ikke udleveret, men domstolen vurderede i december alligevel at Serbien iøvrigt samarbejdede. EU fjernede derfor sin blokering for Serbiens ansøgning om EU medlemskab, og landet søgte samme  måned formelt om optagelse.

Efter flere år med høj vækst ramtes Serbien af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt med 4% i 2009 og arbejdsløsheden nåede i marts 2010 op på 17,4%.

I november 2010 besøgte præsidenten den kroatiske by Vukovar hvor han undskyldte for de serbiske styrkers massakre på 260 civile i 1991.

Myndighederne arresterede i maj 2011 den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic og udleverede ham til krigsforbryderdomstolen i Haag.

I oktober 2011 anbefaler EU at Serbien får status af kandidatland, men at optagelsesforhandlinger først kan indledes når det har normaliseret forholdet til Kosova.

Ved 1. runde af præsidentvalget i maj 2012 fik Tadić med 25,3% fleste stemmer, mens Tomislav Nikolić fra det konservative SNS fik 25,1%. I 2. runde fik Nikolić imidlertid 49,5%, mens Tadić måtte nøjes med 47,3%. Det var 4. gang de to kandidater stod overfor hinanden, og denne gang lykkedes det for Nikolić, der blev indsat på præsidentposten i juni. De fleste lande - bortset fra EU - boykottede indsættelsen af præsidenten pga. dennes benægtelse af massakren i Srebrenica i 1995.

Parlamentsvalget i maj 2012 gav en jordskredsejr til den konservative koalition SNS, der gik 64 mandater frem til 73. Tadićs socialdemokrati gik 3 mandater tilbage til 67, og Ivica Dačićs socialisparti SPS gik 24 mandater frem til 44. Årsagen til den store ommøblering af mandaterne var at Šešeljs højrenationalistiske SRS var blevet splittet i 2008 og nu med 4,6% af stemmerne røg helt ud af parlamentet. Det havde 77 mandater, der nu blev fordelt over resten. Flest til det konservative SNS. Efter valget dannede SPS og SNS en koalitionsregering med Dačićs som premierminister. SNS's Nikolić var samme måned blev præsident.

I slutningen af august oprettede regeringen et økonomisk genopretningsråd for atter at få gang i økonomien.

I april 2013 undskyldte præsident Nikolić på bosnisk TV for den serbiske krigsforbrydelse i Srebrenica i 1994. I juni 2012 havde præsidenten på montenegrinsk TV påstået at der slet ikke fandt nogen massakre sted i Srebrenica. En udtalelse der vakte international fordærdelse.

Premierministeren balancerede på en knivsæg i forholdet til Kosova. I april havde han møder med lederne af Kosova i Bruxelles og udtalte efterfølgende, at godt nok ville Serbien aldrig anerkende et selvstændigt Kosova, men tiden var samtidig inde til at redefinere sine grænser. Aprilforhandlingerne resulterede i en aftale mellem de to lande om at serberne i Kosova kunne få deres egen politistyrke og egen appeldomstol. Af serberne i det nordlige Kosova blev han betragtet som en forræder for den serbiske sag og for alene at tjene albanske interesser. Endnu en aftale blev indgået i Bruxelles i september, hvorefter der i løbet af 2014 skulle åbnes grænseovergange mellem Serbien og Kosova.

Premierminister Dačić var en klar tilhænger af EU, hvilket bl.a. afspejlede sig i hans overdragelse af krigsforbryderne Radovan Karadžić og Ratko Mladić til FN's krigsforbryderdomstol for eksjugoslavien. Overdragelserne fandt sted mens han var indenrigsminister. Europarådet besluttede da også i juni 2013 at de formelle optagelsesforhandlinger kunne starte i januar 2014.

I september 2013 blev den serbiske Gay Pride parade for 3. år forbudt af det serbiske politi efter trusler om vold fra højreradikale grupper og efter anmodning fra den serbisk ortodokse kirke.

I september indgik Kosova og Serbien nye aftaler, der bl.a. banede vejen for, at Kosova kunne ansøge om at få egen international telefonkode, når Serbiens optagelsesforhandlinger med EU blev indledt. Et par dage senere meddelte Serbien, at lokalrådene blandt serberne i det nordlige Kosova ville blive opløst, så den serbiske befolkning kunne fuldt integreres i Kosova. Samtidig vedtog Kosovas parlament en amnestilov, der gav amnesti til personer der ellers havde ydet modstand overfor landets myndigheder. Begge dele trådte i kraft i december samtidig med at de to lande blev enige om udpegningen af en Kosova serber som politichef for det serbiske Nordkosova. I slutningen af 2014 løb normaliseringsprocessen imidlertid ind i alvorlige problemer efter Kosova havde fået en nationalistisk konservativ regering, og i december 14 erklærede den serbiske præsident, at nye aftaler om Kosova indgået af den serbiske regering ville blive sendt til folkeafstemnig.

Krigsforbrydertribunalet i Beograd idømte i februar 2014 9 tidligere officerer i den jugoslaviske hær til ialt 120 års fængsel for drabene på over 120 albanske civile i Kosova i 1999. Ligeledes i februar blev Djuro Tadic idømt 10 års fængsel for deltagelse i de bosnisk serbiske styrkers drab på 18 personer - herunder en 13 årig pige - i det nordvestlige Bosnien-Herzegovina i september 1992. To andre medanklagede fik 11 og 10 års fængsel. Trods dommene kritiserede internationale menneskerettighedsorganisationer den langsomme behandling af sagerne. Tribunalets virke var ikke populært i den konservativt nationalistiske befolkning.

På grund af konflikter i koalitionsregeringen udskrev præsidenten valg i utide til afholdelse i marts 2014. Det blev en jordskredssejr til det konservative SNS koalition, der mere end fordoblede sit mandattal til 158 ud af parlamentets 250. Det havde dermed absolut flertal, men dannede alligevel en koalitionsregering med det socialdemokratiske SPS. SNS' formand Aleksandar Vučić blev ny premierminister.

Det serbiske journalistforbund erklærede sig i juli bekymret over de stadig strammere rammer for ytringsfriheden i landet. Samtidig blev web-sites blokkerede, blogs fjernede og bloggere arresteret. Situationen udviklede sig så langt at OSCE's ansvarlige for pressefrihed skrev til Vučić og ytrede bekynring for pressefriheden. Vučić svarede, at der var tale om en international kampagne mod landet, fordi det ikke ville tilslutte sig EU's og USA's sanktioner mod Rusland, udløst af krisen i Ukraine.

Trods moddemonstrationer blev den første Gay-Pride parade gennemført i september 2014 efter i flere år at være blevet forbudt af myndighederne. Paraden forløb fredeligt.

I et forsøg på at fremme optagelsesforhandlingerne med EU lagde Serbien under flygtningekrisen i 2015 sig tæt op ad Tyskland og erklærede at landet ikke ville lukke sine grænser for flygtninge. Derved kom det på kollisionskurs med sine flygtningefjendske nabolande Kroatien og Ungarn. 600.000 flygtninge passerede gennem landet i transit i 2015. I september 2015 lukkede Kroatien grænsen til Serbien helt - for både varer og personer. Serbien truede med gengældelse, hvis grænsen ikke blev genåbnet. Konflikten blev først løst efter EU Kommissionens indblanding. Forholdet til Kroatien blev dog stadig mere køligt. I april 2016 meddelte Kroatien officielt, at det blokerede for Serbiens optagelse i EU. EU Kommissionen afviste Kroatiens argumenter, men landet valgte alligevel at fortsætte sin blokade af serbisk optagelse.

Der var planlagt parlamentsvalg til afholdelse i marts 2018, men i januar 2016 udskrev premierminister Vučić overraskende nyvalg til afholdelse i april samme år. Det skete med henvisning til, at Serbien havde brug for stabilitet under sine optagelsesforhandlinger med EU. Valget blev en sviende øretæve til den regerende SNS koalition, der gik 39 mandater tilbage til 131. Den havde dog stadig flertal i parlamentet, så regeringen fortsatte. Til gengæld skaffede valget 5 nye partier repræsentation i parlamentet. De tre af dem var ikke-minoritetspartier der var i stand til at krydse spærregrænsen på 5%.

Krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslaven (ICTY) frikendte i marts 2016 ultranationalisten Vojislav Šešelj for bl.a. krigsforbrydelser. Han var formand for Serbiens Radikale Parti og blev ved valget i april valgt ind i parlamentet.

Kroatien besluttede i april 2016 at nedlægge veto mod EU Kommissionens planer om optagelsesforhandlinger med Serbien. Landet blokkerede således effektivt for Serbiens optagelse. I juli opstillede Kroatiens udenrigsminister 5 betingelser for, at forhandlingsprocessen kunne genoptages.

Under USA's vicepræsident Joe Bidens officielle besøg i landet i august kondolerede denne for de dræbte under USA's og NATO's bombardementer af landet i 1999. Han opfordrede samtidig Serbien til officielt at påtage sig ansvaret for de forbrydelser det begik under krigene på Balkan i 1990'erne. Uanset betingelserne var Kroatiens mål dog at holde Serbien ude.

Hundredevis af betjente bevogtede pride paraden i Beograd i september. Resultatet var, at paraden i modsætning til de foregående ikke blev overfaldet af højreorienterede bøller.

120.000 flygtninge kom gennem Serbien i 2016. En drastisk reduktion ifht. året inden. Årsagen var, at balkanlandene fra starten af 2016 begyndte at lukke deres grænser. I juli udstationerede Serbien grænsepatruljer ved grænsen mod Bulgarien. 12.000 søgte asyl i landet, men ved udgangen af året havde under 20 fået asyl.

Aleksandar Vučić fra det Progressive Parti blev med 55,1% af stemmerne valgt til ny præsident i første runde af valget i april 2017. På 2. pladsen fik den uafhængige Saša Janković 16,4% af stemmerne. Op til valget havde Vučić og hans parti totalt domineret medierne, og resultatet udløste protester over hele landet. I 8 valgkredse gik valget om pga. uregelmæssigheder, men det var ikke i stand til at forryke resultatet. Ved sin indsættele i maj erklærede den nyvalgte præsident, at han ville fortsætte landets militære neutralitet og samarbejde både med NATO og Rusland. Efter sin indsætelse foreslog Vučić indsættelsen af Ana Brnabić som ny premierminister. Hun blav valgt i juni og blev landets første kvindelige og homoseksuelle premierminister.

I november 2018 indledtes en protestbevægelse, der kom til at strække sig helt frem til foråret 2020. Baggrunden var en række forskellige faktorer: præsident Vučić's og hans koalition SNS' autoritære ledelsesstil samt den stadig mere rå politiske vold i landet. Gennem 2017 blev den Kosova serbiske politiker Oliver Ivanović udsat for en smædekampagne fra regimets side, i juli blev hans bil brændt af ukendte gerningsmænd og i januar 2018 blev han skudt fra en forbipasserende bil, da han var på vej ind på sit kontor i det nordlige Mitrovica. Dråben der fik bægeret til at flyde over var imidlertid overfaldet på den ledende oppositionspolitiker Borko Stefanović. Han blev overfaldet og gennembanket af flere mænd med jernrør. I takt med at protestbevægelsen mod regimet spedte sig over Serbien organiserede præsidenten hans egne moddemonstrationer og lod medier angribe med bl.a. Molotov cocktails. Regimet betegnede demonstranterne som fascister, hooligans og tyve.

I forlængelsen af protestbevægelsen besluttede oppositionen at boykotte parlamentsvalget i juni 2020. Valgdeltagelsen faldt 7,2% til 48,9%, men konsekvensen var samtidig at det regerende SNS gik 59 mandater frem til 188. Parallelt med protester og parlamentsvalg udviklede COVID-19 pandemien i landet sig katastrofalt. I starten af juli døde 13 personer på en enkelt dag af sygdommen og regeringen besluttede derfor at indføre udgangsforbud fra fredag kl. 18 til mandag kl. 5. Det udløste massedemonstrationer over hele landet, og regeringen blev tvunget til 48 timer senere at trække dette skridt tilbage. Protesterne fortsatte imidlertid med krav om regeringens afgang og nyvalg, uden at disse krav dog blev opfyldt. I løbet af 2021 fik protesterne et miljømæssigt element. Den multinationale minekoncern Rio Tinto havde allerede i 2004 fået koncession til minedrift i Serbien i 2004 og ønskede nu at udvikle udvindingen af lithium. Det førte i september 2021 til omfattende demonstrationer i landet. Det lykkedes miljøbevægelsen at få annulleret de fleste af de rettigheder regeringen havde givet Rio Tinto.

Vučić blev i april 2022 genvalgt som præsident med 58,6% af stemmerne. Der blev samtidig gennemført parlamentsvalg, der for det regerende SNS var en katastrofe. Det gik 68 mandater tilbage til 120 og mistede dermed sit absolutte flertal i parlamentet. Tre nye partier kom ind i parlamentet med henholdsvis 38, 13 og 10 mandater.

I januar 2022 var der blevet gennemført en folkeafstemning om ændringer af forfatningen - bl.a. udpegningen af dommere og anklagere - for at bringe den serbiske forfatning mere på linie med EU lov, for at bane vej for Serbiens optagelse i EU. Forfatningsændringerne blev vedtaget ved folkeafstemningen af 60,2% af de afgivne stemmer, men afstemningen var ikke populær. Valgdeltagelsen var kun 30%.

Præsident Vučić stod for en normalisering af forholdet til Kosova. Under en debat i parlamentet i maj 2019 udtalte han: «Vi er nødt til at erkende, at vi har lidt nederlag. Vi har tabt området». I januar 2020 besluttede de to lande efter 20 års stilstand at genoptage flyvningerne. Efter US mægler undertegnede de to lande i august 2020 en fælles aftale i Washington. USA gav økonomisk bistand. Til gengæld lovede Serbien at flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til det besatte Jerusalem - en af Trump regimets vigtigste udenrigspolitiske tiltag.

Trods pres fra kolonistaterne i EU afviste Serbien i februar 2022 at indføre sanktioner mod Rusland efter den russiske invasion af Ukraine. Landet kunne ikke leve med at miste støtten fra Rusland, samtidig med at EU endnu engang forhalede dets optagelse i Unionen. Hårdt presset valgte det derfor Rusland.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 16/5 2022

Læst af: 173.122